Læsetid: 9 min.

Portræt af Det Danske Akademi: Nokkefårenes klub i fuld deroute

I Det Danske Akademi er fire prominente medlemmer gået og har smækket med døren i protest mod et andet medlems ageren. Vi tegner et portræt af den kulturelle institution, der lige nu befinder sig i sin største krise nogensinde
I Det Danske Akademi er fire prominente medlemmer gået og har smækket med døren i protest mod et andet medlems ageren. Vi tegner et portræt af den kulturelle institution, der lige nu befinder sig i sin største krise nogensinde

Illustration: Sara Houmann Mortensen

18. april 2020

Et flagskib i det danske litteraturliv er på farefuld færd. Fire af akademiets 20 medlemmer, forfatterne Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen, Suzanne Brøgger og Astrid Saalbach har forladt de poster, de var udvalgt til at bestride livsvarigt. Deres udtræden skyldes et andet medlem, universitetslektor Marianne Stidsen, som ifølge de fire har forvandlet akademiet til en rabiat politisk kampplads for at bekæmpe #MeToo-bevægelsen.

Ifølge Jens Smærup Sørensen i fredagens avis kan den aktuelle krise betragtes som en direkte udløber af krisen sidste år i Det Svenske Akademi, der faldt fra hinanden i intern uenighed om, hvordan man skulle tackle voldtægtsanklagerne mod den såkaldte kulturprofil Jean-Claude Arnault med tæt forbindelse til flere akademimedlemmer.

Men hvad er historien om den kulturinstitution, der ifølge formålsparagraffen skal »virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen«?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Poul Anker Juul
  • Bjarne Toft Sørensen
Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese, David Zennaro, Poul Anker Juul og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Spørgsmålet må i den nuværende situation være, om Det Danske Akademi ønsker at udvikle sig som en del af det danske samfund i øvrigt, eller om man ønsker at repræsentere nogle værdier, der hører til i et samfund, der ikke længere eksisterer.

Forsøget på at adskille kunst, kultur og samfund, og dermed politik, bryder sammen i forbindelse med samtidens konflikter om identitetspolitiske spørgsmål i relation til kunsten, ikke mindst litteraturen.

Det er illusorisk at tro, at Det Danske Akademi kan holde den slags spørgsmål ”ud i strakt arm” og antage, at det ikke er noget, der vedrører dem.

Ligeledes er det illusorisk at tro, at der i Akademiet kan etableres en form for konsensus i relation til konflikterne om identitetspolitiske spørgsmål, både i forhold til, hvad man kan tillade sig at mene, hvad man kan tillade sig at udtale sig om, og om hvordan man kan tillade sig at udtale sig om de nævnte forhold.

I forbindelse med Tegningekrisen, den såkaldte Muhammedkrise, blev det slået fast, at skribenter har ret til ”hån, spot og latterliggørelse”, så længe det foregår inden for lovgivningens rammer, men samtidig blev det også slået fast, at man har ret til moralsk at tage afstand for sådanne former for adfærd og at fordømme dem.

I debatterne om identitetspolitiske spørgsmål udtrykkes der i medierne ofte meget rabiate synspunkter, og den slags synspunkter vil det være naivt at tro, at man kan holde ude fra Akademiets medlemskreds. Man kan ikke holde sig fri af den teknologiske og mediemæssige udvikling i samfundet, og den måde, som medierne på rabiat vis bruges på i disse debatter.

Ro på og accepter, at kunstens ”gamle orden” ikke længere sådan kan fortsætte upåvirket af, hvad der ellers foregår i samfundet, eller ikke længere kan undgå at blive påvirket af ”dønningerne” efter, hvad der ellers foregår i kunstens miljøer.

Selvfølgelig har man ret til at mene, at man ikke ønsker at blive trukket ind i ”mediemaskinens palaver” (Suzanne Brøggers formulering ifølge Weekendavisen), og så kan man melde sig ud af Akademiet eller blive passivt medlem, ligesom man er i sin gode ret til at opfordre medlemmer, der ”dyrker” en sådan ”palaver”, til at forlade Akademiet.

At drage sidstnævnte konsekvens viser for mig at se, at man ikke ønsker, at Det Danske Akademi skal udvikle sig og tage del i udviklingen i samfundet i øvrigt. Akademiet placerer sig i så fald i en position, hvor det er klart, at det hører fortiden til. Hvad skal vi, i så fald, med Det Danske Akademi? Hvad er dets eksistensberettigelse?

Rasmus Knus, Rolf Andersen, Hans Aagaard, Maj-Britt Kent Hansen, arne tørsleff, Bjarne Bisgaard Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Det er også bare nemmere at gå når nogen udtrykker holdninger man er uenige i. Men selvfølgelig ikke uden at der, moderne tradition holdt i hævd, skal kastes op ud over hele pressen inden man forlader lokalet... bare lige så at alle ved hvor fornærmet man er.

Hvad mon Stidsen har udtrykt de fire fromme har opfattet som "rabiate".

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/metoo-er-det-aabne-samfunds-nye...

Poul Simonsen

Jeg læste med udbytte Marianne Stidsen‘s bog. Men hendes nærværende kronik fra Kristelig Dagblad, okt. 2919, tegner et portræt af en total paranoia overfor det hun ser som venstrefløjen. Mig bekendt findes der ikke nogen speciel ekstremistisk venstrefløj. Ja, spørgsmålet er mere, om der overhovedet findes nogen venstrefløj?

Hvis metoderne er sladder, rygter og at offeret til enhver tid skal bevise sin uskyld, så spørg lige Preben Wilhjelm, om det skulle være venstrefløjspolitik? Nej, den slag høre hjemme på den yderste højre banehalvdel.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Anne Gottlieb, Steffen Gliese, Hans Larsen, David Zennaro, Hans Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, det er jo dér, diskussionen går galt i byen. Spørgsmålet om identitet er eksistentielt og bliver kun politisk, fordi en humanistisk og etisk tilgang problematiseres af ideologiske årsager.

Søren Nielsen-Man

Fra Det Danske Akademis hjemmeside:
Akademiet ”lægger dog især vægt på de enkelte medlemmers fuldkomne frihed til på egne vegne at deltage i den offentlige debat.”
Det lyder rigtigt fornuftigt – og bør også være helt selvfølgeligt for en sammenslutning af mennesker der lever af og for det frie ord.

Claus Nielsen, Erik Fuglsang, Rolf Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Jeg værdsætter i mange sammenhænge folks gode vilje og intention og forsøg på ikke at politisere, men set i et samfundsvidenskabeligt og historiefilosofisk perspektiv vil en humanistisk og etisk tilgang ikke kunne undgå i praksis også at blive ideologisk og politisk. Trods sine intentioner om det modsatte. Et er intention, noget andet er den situation og kontekst, som intentionen aktualiseres i.

F.eks. har mange yngre identitetspolitisk orienterede forfattere ikke nogen intention om at eksponere deres identitet og ønsker at kommunikere på menneskelige, fejlbarlige, utilstrækkelige og sårbare betingelser. I praksis bliver de alligevel ideologiske og politiske, når de forholder sig til noget i bestemte situationer og kontekster, selv om de ønsker at overbevise sig selv og andre om noget andet.

Jakob Knudsen

@Poul Simonsen,
lige en lille kommentar til dit indlæg. Jeg synes, at du er spot on. Der er ikke nogen venstrefløj i DK. Det er kystbanesocialisme. Preben Wilhjelm er eksponent for den del af de røde, som engang i 80'erne fandt ud af at Maos Kina nok ikke var det rigtige at satse på (for mange døde bønder og intellektuelle - dem med briller). Men det er nok stadigt svært for mange old school hard core socialister, kommunister og stalinister, at acceptere, at et demokrati, som vi har det i Danmark, er langt at fortrække fremfor et et Kina, Nord Korea, Rusland og Venezuela. Men som dansk socialist er der jo ingen risiko forbundet med ens klare overbevisning, sålænge vi har kan spille golf - lige som venstrefløjens grå eminence Hr. Preben Wilhjelm. I kan sikkert møde ham på 19 hul. Det er det den i baren. Salute Camerades...

Christian De Thurah

Ifølge artiklen begyndte Det Danske Akademi nærmest som en joke, og det lader til, at det siden har været trofast mod sit udgangspunkt.

Jimmy Hansen, Claus Nielsen, Erik Fuglsang og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

St(r)idsen blev jo ikke optaget på sine senere tilkomne rabiate holdninger, men på sin disputats fra 2015, om ny realisme i nordisk litteratur.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Stidsen blev optaget i 2014, og hun forsvarede sin doktorafhandling december 2015. Hendes værkudgivelse i den sammenhæng, "Den ny mimesis", blev udgivet november 2015.

I 1990erne blev hun betragtet som en litterat med stor bevågenhed over for det, der skete i den nyeste litteratur i tiden.

http://www.danskeakademi.dk/medlemmer/vismedlem.asp?u_id=254&k_id=1

Steffen Gliese og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen stiller det helt rigtige spørgsmål:

"Hvad skal vi [..] med Det Danske Akademi? Hvad er dets eksistensberettigelse?"

Vil man i lag med det spørgsmål, må man forsøge at finde frem til dets rod, så at sige, og derfor begynde ved, ja, begyndelsen.. ;)

Begyndelsen formuleres i spørgsmålet : "Hvad er kunst"? Og et muligt svar på det spørgsmål, kan lyde således:

"Kunst er det, som af institutionen kunst anerkendes som værende kunst. Eller sagt med andre ord: Kunst er det, der udstilles i gallerier eller på kunstmuseer. Kunst er det, der udgives af (anerkendte) forlag. Kunst er det, der fremføres på (anerkendte) scener. Osv..

Institutionen kunst er selvfølgelig ikke en definerbar enhed i sig selv. Der er tale om en i sidste ende kompliceret syntese af interessenter: Først og fremmest udgøres den af kunstnerne selv, dvs. alle de mennesker, som i praksis giver sig i lag med at skabe noget, der ikke i første omgang søger værdi i andet end i sig selv. Sekundært udgøres den af mennesker, der så at sige betjener, faciliterer og 'fordøjer' disse menneskers kreative output..Mennesker, som måske ikke selv er i stand til meningsfuldt at skabe noget som helst, men som dog har gjort sig så bekendt med kunstens genstandsfelter, at de bilder sig ind at være i stand til at kuratere den på meningsfuld vis.

Væsentligt er det i denne sammenhæng at bemærke sig, at institutionen kunst ikke uden videre anerkender endsige inkluderer den almindelige beskuer - det brede publikum. For alle andre end en forbenet rindalist, er kunst nok i sidste ende et spørgsmål om smag, blot ikke om enhvers smag.

Og da enhvers smag ikke anerkendes i institutionen kunst, så er der nærmest per definition tale om et hierarkisk system: Og det vel at mærke et aldeles udemokratisk system. Man kan ikke 'stemme om' hvad der er god kunst, og hvad der ikke er. Nej, den slags vurderinger kræver anderledes autoritative og kvalificerede organer..anderledes kvalificerede mennesker..

Springer vi et par mellemregninger over, fremstår for eksempel Det Danske Akademis eksistensberettigelse nu fuldt belyst:

Det er et livsnødvendigt organ for organismen kunst, nærmere bestemt den gren af kunsten vi betegner litteraturen. Et organ, som i og for sig er hjertet i hele foretagendet, idet det - sammen med andre tilsvarende organer, bevares - sikrer blodstrømmene i det eksisterende hierarki. Uden autoritative og kvalificerede 'overdommeres' banalitets-transcenderende evne til for alvor at skille snot fra skæg, ville hele lortet så at sige kollapse..

Ikke overraskende stilles der høje krav og forventninger til sådanne 'overdommere', der bestrider så ophøjede embeder. I en vis forstand ophøjes de til 'guder' indenfor deres gebet. Deres ord, tanker, handlinger tillægges nærmest magisk kraft: Thi de er i og for sig de sidste sandsigere vi har tilbage, i en ellers aldeles forfladiget, merkantil og værdiløs kultur..

--

Blot er den her beskrevne situation jo patologisk - syg helt ind til benet. I det mindste hvis man ikke deler hverken behov for, tro på eller benovelse over sådanne 'transcenderende genier'.

Situationen er patologisk, fordi den stiller fordringer til verden, som ikke kan indfries: Der findes selvsagt ikke mennesker, som i en transcendens af deres egen menneskelighed - så at sige - har format til at bestride stillingen som 'overdommer'. Forestillingen om, at der findes oplyste mennesker, at de uden menneskelige, alt for menneskelige svagheders indflydelse kan dømme mellem 'ret' og 'vrang' i livslang udfoldelse over tid, er så ubegribeligt naiv, at man jo næsten kun kan have en skoggerlatter til overs..

Skoggerleende kan man så også nu bevidne denne i sandhed lattervækkende selvdestruktion, som Det Danske Akademi nu har kastet sig ud i.

Mest komisk er forestillingen om, at det i sidste ende kommer nogen som helst ved ;)

Nogen burde ringe til Thomas Blachman, nu hvor flere sæder i det hæderkronede Danske Akademi står ledige..Han har skam skrevet en bog eller to, og han vil passe helt perfekt ind.. ;)

Maria Ajspur, Steffen Gliese og Jakob Knudsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

En efterskrift:

Hvad er det her for mig? For dig? Hvad er det her for nogen? Er det kunst?

Det er musik, det kan alle blive enige om: Et udtryk båret frem af instrumenter og vokal..

Men er det kunst?

Hvor ville det dog være belejligt hvis man blot havde en form for overjordisk nævn, der én gang for alle kunne besvare netop dét spørgsmål..

..Så ville man være fri for selv at danne sig en endelig mening.. ;)

Niandra LaDes and Usually Just a T-Shirt - John Frusciante
https://www.youtube.com/watch?v=-5hU8ldtXn0&list=PLIX8ooSrP7d2aWsiUL_bP0...

Torsten Jacobsen

Og endelig, i endnu en tilføjelse:

Hvor andre kunstnere i det mindste utvivlsomt kan et eller andet håndgribeligt - som Steve Vai med hans guitar (hans spiller det hele(!): https://www.youtube.com/watch?v=-5hU8ldtXn0&list=PLIX8ooSrP7d2aWsiUL_bP0...), så er forfatterens kunnen knap så håndgribelig..

Hvad er det egentlig en god forfatter kan? Hvilket materiale opererer hun [sic!] med?

En forfatter nedfælder tanker på papir, hverken mere eller mindre. Det er der i sig selv ingen kunst i eller ved. Jeg forfatter for eksempel denne tekst, i netop dette øjeblik, og indskrives alligevel ikke automatisk i annalerne, anbefales ikke til Det Danske Akademi..Hvorfor i grunden ikke?

Well, i al væsentlighed udtrykker jeg mig her profant, hvilket i denne sammenhæng vil sige uden et kunstnerisk mål for øje: Jeg giver her blot direkte udtryk for en (min) holdning, søger direkte at markere en stillingtagen, et standpunkt. Min tekst er overfladisk hvilket vil sige at den står i et 1:1 forhold med det, jeg forsøger at sige.

Sand litteratur - sagt halvt spøgefuldt - er knap så direkte i sin tilgængelighed. Manglen på tilgængelighed er i og for sig den kildrende kunst i sig selv: Hvorfor dog ellers besvære sig med at læse det lort? Blot for den 'gode historie??! Nej, enhver sand litterat må le..;).

Hvad mener hun [sic] dog, når hun i netop dén sammenhæng betegner Mikkels oplevelse af Oles latter som 'orange'? Er det ikke en spidsfindig henvisning til den dominerende farve i Bittens barndomsdrøm, som den blev beskrevet på side 215? Og er det måske et tilfælde, at 'orange' også kan udtales 'oranje', og er 'Oranje' ikke netop navnet på den by, som både forfatteren og Bitten kommer fra? Den by, hvori megen korruption med selvfølgelighed udstiller sig selv? Og siger denne korruption ikke så frygteligt meget om du og jeg og vi? Og er det hele - farven orange og navnet og karakterernes indbyrdes forhold, det hele - ikke blot endnu et bevis på, at verden rent faktisk er orange - oranje - hvis blot man kigger ordentligt efter..? Og hvad betyder så det?

Ja, det må vi vist hellere spørge Det Danske Akademi om ;)

Hvis dets medlemmer da ikke for tiden var så travlt optaget af at male hinanden i bedrageriske farver.. ;)

Jakob Knudsen

@Torsten Jacobsen,
med alt respekt for dit (lange) essay, så kan man kan også koge det ned til en Maggi terning. Som salig G. Marx så fint udtrykte det: "I don't want to belong to any club that will accept me as a member".

Torsten Jacobsen

Jakob Knudsen,

Den eneste grund til at du kender til det citat, er såmænd at G. Marx fandt sin 'klub', sin accept..

Der er et paradoks på spil her: Alle vil gerne høres. Nogle vil, når så først de er blevet hørt, ikke længere kendes ved den maskine, som forstærker deres udtryk..De gør så en karriere ud af at fornægte den, smider om sig med fiffige citater, soundbites..

Who the fuck cares?

Du bør koge lidt videre, min ven ;)

Selv hvis man tager Groucho Marx's udsagn for pålydende, bør det være indlysende klart, at han blot tager en beskyttet form for pis på sig selv: En selvoptaget ringeagt, der ikke rigtig koster noget...Han er jo Groucho Marx, for helvede..

Vi kan ikke allesammen være Kim Larsen..En sandhed, der gør sig gældende for snart sagt enhver kunstner jeg kender. Deres problem er ikke en sørgelig fordring om anstændig anerkendelse. Nej, de kæmper såmænd blot for at blive anerkendt overhovedet..

Ved du hvem, de aldrig kommer til at blive anerkendt af? Medmindre deres fjer da helt brændes op i solen? Det Danske Akademi, såmænd.. ;)

Torsten Jacobsen

...Og der står de så, solkongerne, med al deres pli og alle deres manerer og al deres skarntydige lort..på resterne af Herlufsholm...Og buksen den sprak, for al folket at se..

Hvis det ikke er morsomt, så ved jeg snart ikke :)

Torsten Jacobsen

Ups..Et meningsfuldt 'freudian slip'...jeg mente naturligvis resterne af Rungstedlund...:

...Og der står de så, solkongerne, med al deres pli og alle deres manerer og al deres skarntydige lort..på resterne af Rungstedlund...Og buksen den sprak, for al folket at se..

Stadig lige morsomt, ubetinget..

Steffen Gliese

Tak, Torsten Jacobsen, for den eneste meningsfulde definition på kunst - som du og jeg vist begge henter hos Søren Kjørup.

Torsten Jacobsen

Steffen Gleise,

Jeg aner vitterligt ikke hvem Søren Kjørup er. Omend jeg naturligvis googler ham lige om lidt..

Det ærgrer mig naturligvis, at han således og åbenbart er kommet mig i forkøbet.. ;)

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Du tager fejl vedrørende Søren Kjørups opfattelse af Institutionen Kunst, som den udvikler sig i løbet af værket. Han sammenligner den med domstolene og mener, at Institutionen Kunst, til enhver tid, kan tildeles samme status som domstolene med hensyn til det at afgøre, hvad der er kunst, og hvad der er god kunst.

" ---- at kunstinstitutionen, på samme måde som retsinstitutionen, er indvævet i vores sprog og vores tænkemåde i en sådan grad at mange af de ord og udtryk vi nødvendigvis må bruge i en diskussion om kunstværker, ikke kan have andre betydninger og høre til i andre sammenhænge end dem der hersker inden for institutionen" (s. 192).

Steffen Gliese

I realiteten, Bjarne Toft Sørensen, er det Søren Kjørups ligefremme forståelse af kunst som det, vi opfatter som kunst, jeg finder umådeligt stimulerende. Det ligger langt forud for den selvfølgelige udvikling frem imod en specialiseret sprogbrug. Det er jo i hvert fald et skridt henimod en legitimering af hans eget ærinde: kunst er, hvad institutionen kunst anerkender som kunst, og deraf følger en bestemt sproglig teknologi, der tillader os meningsfuldt at udtrykke os om objektet.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til Torsten Jacobsens indlæg 19/4 kl. 17.56:
"Ikke overraskende stilles der høje krav og forventninger til sådanne ’overdommere’, der bestrider så ophøjede embeder. I en vis forstand ophøjes de til ’guder’ indenfor deres gebet. Deres ord, tanker, handlinger tillægges nærmest magisk kraft: Thi de er i og for sig de sidste sandsigere vi har tilbage, i en ellers aldeles forfladiget, merkantil og værdiløs kultur".

Argumentationen betragter jeg i dens polemiske tilgang som socialkonstruktivistisk og nihilistisk, og jeg mener, at det må være væsentligt at overveje, hvorfor neoliberalister er så glade for en sådan tilgang til kunstinstitutionen. Den overlader det til markedet at afgøre, hvad der er kvalitet, og der gives frit løb til oplevelsesøkonomien.

Det må være væsentligt at sikre en social og kulturel sammenhængskraft i samfundet, og derfor foretrækker jeg en sociologisk og marxistisk orienteret tilgang. Det er nødvendigt, at vi har en kunstinstitution, der i hvert fald i udgangspunktet, på fællesskabets vegne, fastlægger, hvad der er kunst, og hvad der er kvalitet.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Kjørup starter i værket, meget forenklet fremstillet, som socialkonstruktivistisk orienteret institutionsteoretiker, og slutter som kulturkonservativ og institutionsteoretisk sprogfilosof i den senere Wittgensteins tradition.

Steffen Gliese

Jeg synes, du fejlrepræsenterer ham. Man er ikke socialkonstruktivist, blot fordi man overlader til institutionen, besat med fagfolk, om at udmønte konsensus om, hvad kunst er. Hans pointe er, at vi i forvejen godt ved, hvad der er kunst, ikke at det er noget, vi antager.

Steffen Gliese

Æstetiske Problemer p. 27: Institutionen Kunst er af principielt samme karakter som institutionen Retssystemet (selvom der naturligvis er store forskelle mellem de to): vi har her nogle personer (kunstnere, kritikere, publikum, ministerielle embedsmænd osv.) hvis aktiviteter i forbindelse med visse genstande (at skabe, opleve, analysere, vurdere osv. kunstværker) styres af visse regler (det er reglerne hele denne bog handler om), og vi har visse underinstitutioner under den samlende kunstinstitution (teatre, forlag, udstillinger, fonds osv.).
Hvad han gør ved at jævnføre æstetiske med juridiske vurderinger, er at henholde sig til betydningen af analytiske redskaber. Det gør han fra start til slut, så det er ikke det sikre beviselige skyldsspørgsmål, han henviser til, men det principielt usikre, som fører til en afvejning, der overvejende anser det ene eller det andet for sandt.

Randi Christiansen

Kunst er at kunne. Spørgsmålet er, hvad det er, man kan. Køre på ethjulet cykel? Tale flere sprog? Forfatte en tekst som muligvis inspirerer nogen?

Hvorfor denne iver efter at definere, hvad der egentlig er udefinerligt? Er det fordi, man ikke vil smide penge og anerkendelse efter kejserens nye klæder? Og i særdeleshed er bange for at at miskende genierne? Tænk hvis der var borgerløn, så vi i sandhed kunne tale om den frie kunst.

Da jeg var barn, havde vi en lille børneklub. Jeg VILLE være formand. Lidt ligesom anders fogh rasmussen, som iflg sin bror kun ville lege politik og altid ville være statsminister. Akademiet er sikkert en hyggelig og gensidigt inspirerende klub for de udvalgte. Så lad dem dog hygge sig og deltag eller lad være eller lav et nyt akademi.

Og bare sådan en passant - egl morsomt, at drengeklubbens ophav er en kvinde.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese:
Som jeg gjorde opmærksom på, var min fremstilling meget forenklet. Han slutter kapitlet: "Hvad er kunst?" således:

"Både for at stille spørgsmålet og for at besvare det må vi tage udgangspunkt i vores opfattelse af kunstværkets karakter, hvilket igen vil sige i en redegørelse for hvordan vi faktisk tænker, taler og handler i forbindelse med kunstværker når vi opfatter os selv som medlemmer af institutionen Kunst" s. 42

Han er socialkonstruktivist i den forstand, at han betragter spørgsmålet om, hvad kunst er, som et resultat af en social konstruktion, bestemt af institutionen, og sprogligt er han allerede her også kraftigt inspireret af Wittgensteins begreb om "familielighed".

Senere hen kommer så, jvnf. mit citat i en tidligere kommentar, hans parallel mellem institutionen kunst og retssystemet, oven i købet med en påpegning af, at:

"---- de ord og udtryk vi nødvendigvis må bruge i en diskussion om kunstværker, ikke kan have andre betydninger og høre til i andre sammenhænge end dem der hersker inden for institutionen" (192).

Hvordan pokker skal vi udfordre institutionen kunst, hvis vi får at vide, at det kan vi ikke, fordi såvel vores sprog som tænkning er begrænset på en måde, der er bestemt af institutionen.

Tilgangen fokuserer på det statiske ("ovenfra og ned") og ikke på, hvordan vi hele tiden kan og bør udfordre kunstbegrebet og andre institutionelle opfattelser, fordi det hele tiden er noget, der kan og skal være under forandring i takt med, hvad der sker i samtiden.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese:
"Det gør han fra start til slut, så det er ikke det sikre beviselige skyldsspørgsmål, han henviser til, men det principielt usikre, som fører til en afvejning, der overvejende anser det ene eller det andet for sandt"

Ja, sådan fremstilles det indledningsvist i værket "Æstetiske problemer. En indføring i kunstens filosofi" (1971), men det er noget andet, der står i værket på s. 192, som du tidligere henviste til, nemlig Søren Kjørup: "Kunstens filosofi - en indføring i æstetik" fra 2000.

Han starter generelt meget åbent og undersøgende (sådan, som du citerer), men det fortsætter ikke sådan værket igennem.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen, (20. april, 2020 - 12:57)

Nihilistisk, ligefrem? Så kender du mig dårligt.. ;)

Socialkonstruktivistisk? Well, en flig af sandhed kan jeg vel næppe undslippe, så længe vi vitterligt alene taler om kunst.

Jeg vil meget gerne høre argumentet for, at 'kunst' ikke nærmest per definition er et 'konstrueret' kvalitetsbegreb, alene opretholdt af en ikke-arbitrær og udvalgt gruppe af menneskers idiosynkratiske forestillinger..i sammenhæng..

Jeg er ikke imod et sådant kvalitetsbegreb, kunstigt som det er. Tværtimod betragter jeg det som værende et af de få retvisende elementer i en ellers amokløben civilisation..

Blot kalder en sådan hierarkisk kultur altid på paver, kommisærer, psykofanter..genier. Og i samme bevægelse betrylles disse 'geniale' mennesker - og deres medløbere - gerne med en indsigt hinsides deres buksers fulde og maksimale vidde og kapicitet.. Deraf de i og for sig pinlige og veludstillede sprækker..

Nuvel, man kan selvfølgelig vælge at betegne enhver påpegelse af disse 'sprækker' alene som 'nihilisters' værk. Ligesom man kan puste sig op til skrubtudse-størrelse, og tale om 'socialkonstruktivisme' i et tonefald, der ellers nok burde udfordre både stemmebånd og vejrtrækningsapparat lidt..og så i disse tider..

"Det må være væsentligt at sikre en social og kulturel sammenhængskraft i samfundet", henåndes det gudhjælpemig...

Den tanke tager jeg sgu med mig ned på vaskepladsen i aften..Jeg håber ikke,at mine kolleger dør af grin..I så fald bør man nok ikke køre med letbanen i morgen ;)

Steffen Gliese

Åh, det var en rent tanketorsk: jeg henholder mig kun til Æstetiske Problemer, som blev skrevet, før verden gik af lave.

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Kasper Nefer Olsen gav en rigtig god anmeldelse af Søren Kjørups bog om kunstens filosofi i Information, og jeg er meget enig i hans vurderinger. Den rummer også svar på nogle af de spørgsmål, som du rejser. Værd at fremhæve er især følgende:

”Kjørups bog rummer således udmærkede diskussioner af en række af de grundbegreber, man ikke kommer uden om, når man vil snakke om kunst: oplevelse, følelse, form, indhold, stil, osv.”

”At Kjørup så klart bekender sit tilhørsforhold til en bestemt tradition i filosofien, må kompensere for den slagside, der på den anden side ikke helt kan bortforklares: jo fjernere fra den analytiske tradition vi kommer, jo mere usikre bliver tolkningerne”.

”Udfordringen er da ikke at foreslå nye og ’bedre’ filosofiske definitioner af ’kunstens væsen’, men snarere at prøve overhovedet at forstå den sprogbrug, vi allerede har. Denne indfaldsvinkel - som i filosofien kaldes ’pragmatisk’ - har bestemt sin berettigelse, i det mindste så længe den ikke udarter til et dogme, der sætter sprogbrugen som det eneste afgørende, som identisk med genstanden selv”.

”Mit eget forslag vil være, at kunstbegrebet er et ideal eller, med Kants udtryk, en "regulativ idé", dvs. at dets definition må være, hvad Kjørup kalder en "normativ" (en bestemmelse af kunstens ’mening’ og ikke blot af ordets betydning). -----

Hvis det var kunstinstitutionen, der alene afgjorde, hvad der var kunst (på samme måde som retsinstitutionen afgør, hvad der er ret), ville det jo ikke kunne forekomme, at den tog fejl; men det er ikke desto mindre, hvad der forekommer hele tiden!

Den kunst, der ’holder’, bliver aldrig forstået af sin samtid. Duchamps urinal blev afvist i 1917, og dermed erklæret for ikke-kunst; men det var ikke desto mindre Duchamp, der havde ret.

Jamen, vil Kjørup svare: Det kan du kun sige, fordi kunstinstitutionen sidenhen alligevel anerkendte værket. Det gjorde den, ja, men hvorfor? Af et rent lune? Eller mon ikke snarere i kraft af en ’objektiv’ kvalitet i værket, som tvang den herskende konsensus til at ændre sig? Hvormed er indrømmet, at der findes en sådan objektiv kunstmæssighed i værket, uanset hvad "vi" forstår ved kunst”.
https://www.information.dk/2000/04/hvornaar-kan-tale-kunst

Hertil vil jeg tilføje, at det kan være svært at nå frem til sprogligt at afgrænse og bestemme ”en sådan objektiv kunstmæssighed” i relation til det enkelte værk, for ligesom værket bærer sin tid med sig, vil vores forsøg på afgrænsning og bestemmelse også altid været præget af den tid, vi befinder os i.

Steffen Gliese

Jamen, på den måde er det jo stadig som en domstolsafgørelse, hvor en dom fører til ny lovgivning, fordi dommen afdækker en svaghed i loven.

Bjarne Toft Sørensen

Der er forskel på, om en afgørelse beror på noget relationelt, eller om den blot beror på noget pragmatisk og arbitrært. Spørgsmål om f.eks. kunstværkets væsen er udelukket i Kjørups analytiske og pragmatiske perspektiv, for det vil være udtryk for et misbrug af sproget.

Institutionesteorien er, hvis den står alene, udtryk for redutionisme. Eks. Monteverdis operaer kan ikke være kunst, for der var ikke nogen kunstinstitution dengang. Det er Kjørups tilgang.

Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, Gjørups synspunkt er fra begyndelsen, at vi ved, hvad der er kunst, ikke fordi eksperter konstituerer værker på baggrund af en definitionsmagt, men fordi de har definitionsmagten i kraft af at mestre en teknologi, der kan afgøre, om noget er kunst. Denne teknologi er som alt andet under stadig udvikling.

Steffen Gliese

Institutionen Kunst er ikke kunstinstitutionen, men det samlede samfund af folk med professionel indsigt i området - og det har vi kendt siden Oldtiden og de første æstetiske traktater.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Fra Søren Kjørup: "Kunstens filosofi - en indføring i æstetik" (2000):
"Igen vil vi se at den der betragter institutionen udefra, måske nok kan registrere en vis sammenhæng imellem visse elementer i institutionen ---- mens kun den der ser institutionen indefra, kan forstå denne sammenhæng i nogen dybere betydning af ordet. Og samtidig må det være sådan at det der gør kunstværker til kunstværker, ikke er visse træk ved værkerne selv, men det at de er skabt af kunstnere i overensstemmelse med visse traditioner og med fremvisning eller fremføring for et publikum for øje, ----" (39).

"Svaret er at ældre kunst og kunst fra andre kulturkredse end vores ikke kan være skabt som kunst, men må være skabt inden for andre institutioner (fx magiske eller religiøse, eller bare som godt håndværk). Men selv om noget ikke er skabt som kunst, kan det godt siden være blevet trukket ind i kunstinstitutionen og derved blive til kunst" (41).

Torsten Jacobsen

Hvis ellers der stadig er interesse for at 'lege med', kan vi måske dreje diskussionen i en lidt anden retning? For eksempel ved at vende tilbage til en af mine tidligere, mere interessante pointer - sagt i al ubeskedenhed:

"Hvor andre kunstnere i det mindste utvivlsomt kan et eller andet håndgribeligt - som Steve Vai med hans guitar, så er forfatterens kunnen knap så håndgribelig..

Hvad er det egentlig en god forfatter kan? Hvilket materiale opererer hun [sic!] med?

En forfatter nedfælder tanker på papir, hverken mere eller mindre. Det er der i sig selv ingen kunst i eller ved. Jeg forfatter for eksempel denne tekst, i netop dette øjeblik, og indskrives alligevel ikke automatisk i annalerne, anbefales ikke til Det Danske Akademi..Hvorfor i grunden ikke?"

Er det urimeligt at hævde, at 'litteraturen' i mange henseender adskiller sig fra de øvrige kunstarter, i og med at dens materiale er 'tanken', og ikke andet? Og er det ikke netop denne egenart, som gør at så mange 'litterater' og forfattere - tager både sig selv og 'litteraturen' så umådeligt alvorligt? Nærværende dagblad har for eksempel et ugentligt 'bog'-tillæg, og ikke et ugentligt 'musik'-tillæg eller et ugentligt 'billedkunst-tillæg'. Er dette blot et tilfælde?

Nej, næppe: Litteraturen privilegeres med opmærksomhed i en grad, som må efterlade andre kunstarter gispende af misundelse..dette postulerer jeg uden frygt for videre modsigelse.

Hvis det nu antages som værende sandt, at litteraturen som kunstart alene har 'tanken' som sit materiale, kan man uden for mange mellemregninger konkludere, at litteraturen primært beskæftiger sig med 'tankeoverførsel': For hvordan man end vender og drejer sit kunstbegreb, må man vel med nødvendighed indrømme, at enhver kunst fordrer et publikum? Og hvor musikken for eksempel grundlæggende beskæftiger sig med overførslen af ordnede svingninger i 'æteren', og billedkunsten med overførslen af ordener af fotoner til nethinden, så angriber litteraturen som udgangspunkt 'frontallapperne' direkte, så at sige..

Eller sagt med andre ord: Det er nemt at skrive og fremføre et stykke musik, som ikke i sig selv 'mener' noget. Det er muligt at frembringe en form i ler, uden at den i sig selv 'mener' noget. I det mindste hvis vi ved 'mening' forstår 'rummende et budskab..en form for tanke'..

Sværere er det at frembringe en tekst, som ikke rummer en mening..

Kan vi være tilnærmelsesvist så langt? Og i bekræftende fald:

Er det så rimeligt alene at betragte for eksempel 'Det Danske Akademi' som en bastion for varetagelsen af kunstnerisk excellence, eller er brønden allerede fra begyndelsen forurenet med 'politik'? Er 'litteraturens' egenart ikke netop den, at den er så at sige uadskillelig fra 'politik'? Og endelig: Er det ikke derfor også alene et 'narrespil', hvis man i skåltaler hævder andet?

Steffen Gliese

Torsten Jacobsen, to præmisser kan jeg ikke anerkende: litteraturens materiale er ikke tanken, men ordet; ting bliver politiske, når der bedrives politik med dem, før det er de bare genstand for analyse, kritik, tolkning.

Bjarne Toft Sørensen

Nej, overhovedet ikke, selv om der selvfølgelig er noget rigtigt i det, du skriver.

Hvad er det litterære værks væren, og hvad afgør, om det er et godt eller et dårligt værk? Kan det undgå at være politisk?

Det er klart, at vi for at kunne besvare sådanne spørgsmål bliver nødt til at anskue problemstilingen ud fra såvel produktionsæstetiske, værkæstetiske og receptionsæstetiske synsvinkler.

Et eksempel:

Forestil dig, at en digter læser op af sin digtsamling for en række tilhørere, af det eneste eksemplar af bogen i lokalet. Hvor befinder værket sig i så fald (i hvert fald ikke alene i bogen)? Det værk, som vi som deltagere sanser og deler, og som vi bag efter kan snakke om og diskutere. Hvem tilhører værket? Har vi lige meget del i det? Hvem afgør i givet fald, om det er godt eller dårligt, og om det er politisk?

Torsten Jacobsen

He, både tanke og sprog er da besynderlige størrelser..Så meget synes hermed bevist ;).

Steffen Gliese:
Du kan muligvis forestille dig ord uden forudgående tanke, men så stor fantasi er jeg på sørgelig vis ikke i besiddelse af. Jeg fristes til at hævde, at ethvert udtrykt ord uden forudgående tanke slet ikke er et ord, blot et gutturalt skrig..

Om så enhver udtrykt tanke er politisk i sig selv, kan man selvfølgelig diskutere. Det bør derimod ikke være til diskussion, hvorvidt enhver analyse, kritik og tolkning - fænomener, der som perler på en snor følger enhver udtrykt tanke - naturligvis er politiske i deres natur.

Bjarne Toft Sørensen,

Er det ikke (i denne sammenhæng) ligegyldigt, hvor værket befinder sig? Og hvem blandt tilhørerne, som har del i det? Vigtigere og for mig mere vedkommende er dit andet spørgsmål:

"Hvem afgør i givet fald, om det [litteratur] er godt eller dårligt, og om det er politisk?".

Ja, så vidt jeg kan se har Det Danske Akademi netop stillet sig selv den opgave. Eller er dets medlemmer snarere bestilt til opgaven (og i så fald af 'hvem?').

Det er en mægtig opgave, gudbevares. Sådan at dømme om både kvalitet og politisk indhold, og det endda på en og samme tid..Jeg fristes til at hævde, at en sådan opgave overstiger menneskelig formåen..

Man kan selvfølgelig vælge at hævde, at litteraturen slet ikke indeholder en politisk dimension. I så fald insisterer man - for mig at se - på eksistensen af en position, der på paradoksal vis er samtidig politisk opmærksom og dybt apolitisk. Måske et Dansk Akademis selvfortælling, i det mindste ind til for ganske få uger siden?

Man kan også vælge at erkende, at litteraturen naturligvis og i sin ganske essens er et 'politisk dyr', og at der derfor indenfor denne kunstart ikke eksisterer nogen form for i værket iboende kunstnerisk kvalitet..intet ideal..

Sådan skåret helt stramt op, naturligvis..'Sandheden' er sikkert mere flænset i sit endelige udtryk..

Torsten Jacobsen

..Så hvad er Det Danske Akademis berettigelse?

For nu at vende tilbage til i det mindste mit afsæt ind i denne diskussion?

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen
Du rejser spørgsmålet ”Hvad er det egentlig en god forfatter kan? Hvilket materiale opererer hun [sic!] med?”, spørgsmålet "Hvem afgør i givet fald, om det [litteratur] er godt eller dårligt, og om det er politisk?" og spørgsmålet ” Så hvad er Det Danske Akademis berettigelse?”

Det, jeg lægger op til, er en filosofisk tilgang, der stiller spørgsmål af ontologisk karakter, men den afviser du, i og med at besvarelsen af det første spørgsmål, ud fra en sådan tilgang, må være afgørende for det andet.

Hvis du ikke vil besvare spørgsmålet, hvad litteratur er, kan du heller ikke besvare spørgsmålet, hvad god litteratur er, og om det er politisk. Jo, ud fra en idehistorisk og sociologisk tilgang (en empirisk sociologisk undersøgelse) samt en analytisk og pragmatisk filosofisk tilgang, men ikke ud fra en traditionel filosofisk.

Jeg bemærker også, at et ”hvad” i det første spørgsmål er blevet erstattet af et ”hvem” i det andet, og så er det jo nok et sociologisk eller idehistorisk svar du ønsker, i og med at du også skriver ”hvem afgør”, altså empirisk, og ikke ”hvem vil være i stand til at afgøre”, der har filosofisk karakter.

Du skriver: ”Er det ikke (i denne sammenhæng) ligegyldigt, hvor værket befinder sig? Og hvem blandt tilhørerne, som har del i det? Vigtigere og for mig mere vedkommende er dit andet spørgsmål:
"Hvem afgør i givet fald, om det [litteratur] er godt eller dårligt, og om det er politisk?"”.

Min konklusion: Altså ikke noget med produktionsæstetiske, værkæstetiske og receptionsæstetiske synsvinkler ud fra din tilgang.

Ønsker du et sociologisk svar (f.eks. Bourdieu, Luhmann), et idehistorisk (f.eks. Foucault), et filosofisk svar (f.eks Deleuze, Merleau-Ponty, Heidegger, Adorno) eller et analytisk og pragmatisk filosofisk svar (f.eks. Kjørup)?

Du lægger op til, at du gerne vil arbejde med forskellige problemstillinger og forbinde dem, men det gider du så åbenbart ikke alligevel. Lidt som Kjørup, der gerne vil arbejde med de filosofiske spørgsmål, men alligevel som Wittgenstein afviser dem som forkert stillede og omdefinerer dem, så de passer ind i en undersøgelse, der nærmest ligger et sted mellem sprogfilosofi og sociologi.

En undersøgelse ud fra et idehistorisk perspektiv ville nok vise, at Det Danske Akademi havde en berettigelse ud fra fremherskende kunst – og litteraturopfattelser og kulturpolitiske opfattelser i tiden (et elitært dannelsessyn) omkring 1960, hvilket Peter Nielsen også er inde på i artiklen.

Dette dannelsessyn og disse kulturpolitiske opfattelser har stadig, trods tidens variationer i modernistisk retning, politisk opbakning på ”skåltale – niveu”, men passer i praksis meget dårligt sammen med de dominerende kunstsyn i kunstens institutioner i dag i øvrigt.

Heller ikke med den praktisk førte kulturpolitik i dag, hvor det mere ”åndelige” og ”opbyggelige” element i dannelsen er blevet erstattet af et mere instrumentelt og praktisk (kunst og litteratur skal kunne ”bruges” til noget og give ”gode oplevelser” og glade vælgere).

Der er noget lidt paradoksalt i, at de opfattelser af litteraturen, der historisk set ikke længere var de fremherskende, altid har fået lov at dominere og ”overvintre” længere i Akademiet, hvilket også kan ses i sammenhæng med, at tæt på halvdelen af medlemmerne har passeret de 70 år, og at tæt på ¾ af medlemmerne har passeret de 60 år.

Trods alt er der stadig prestige forbundet med de priser, der uddeles af Akademiet.

Det Danske Akademi har overlevet, hovedsagligt i kraft af egen økonomisk formåen og den velvilje, som dens medlemmer, som en del af kultureliten, har været i stand til at skabe for institutionen.

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Ud fra de kilder jeg har, og de erfaringer jeg har gjort mig, vil der typisk være en række hensyn, der vil blive taget, ved uddeling af penge til og priser til forfattere og deres litteratur:

1. Er nogle grundlæggende æstetiske kvaliteter til stede i værkerne ? (fundamentet)
2. Hvad er de forskelle præferencer hos de medlemmer, der sidder i udvalget?
3. Hvordan vil den mere seriøse mediekritik reagere på udvalgets afgørelser?
4. Hvordan vil det politiske niveau reagere?
5. Hvordan vil det kulturministerielle niveau reagere?

Punkt 4 og 5 vil nok, af forskellige grunde, være mindre relevante ved uddeling af Det Danske Akademisk Priser. Det er kun godt.

Generelt mener jeg ikke, at Det Danske Akademi uddeler priser til personer, der ikke har fortjent dem. At priserne også i mange sammenhænge kunne være gået til andre, der også havde fortjent dem, er så en anden sag. Sådan må det nu engang være.

F.eks. fik Christina Hagen i 2019 prisen "Otto Gelsteds Mindefond" (tale ved Marianne Stidsen) og Olga Ravn samme år "Beatriceprisen" (tale ved Ursula Andkjær Olsen).

De har begge fortjent de priser, som de fik. Om nogle år kunne det være interessant at skrive et teaterstykke over, hvorledes det gik til, at netop de to personer fik de pågældende priser i 2019.