Baggrund
Læsetid: 9 min.

Sangerinde Signe Asmussen Manuitt holder for tiden sin kæft og insisterer på ikke at gå i panik

Sangerinde Signe Asmussen Manuitt plejer at stå på scenen og bade sit publikum i sin stemme og fortolkning af inderlige og højtravende gamle tekster. Lige for tiden holder hun sin kæft hjemme i sin lejlighed, mens hun overvejer, om det er besværet værd at stille sig derop igen
Efter nedlukningen af landet er aflysningerne af indtil videre otte koncerter og en medvirken i en tv-produktion tikket ind i en jævn strøm til sangerinde Signe Asmussen Manuitt. Lige nu sidder hun bare derhjemme, og en stor del af hendes hverdag går med at indstudere tekster og noder, men hun skal til at forberede sig på en tid, hvor hun ikke kan leve af at optræde.

Efter nedlukningen af landet er aflysningerne af indtil videre otte koncerter og en medvirken i en tv-produktion tikket ind i en jævn strøm til sangerinde Signe Asmussen Manuitt. Lige nu sidder hun bare derhjemme, og en stor del af hendes hverdag går med at indstudere tekster og noder, men hun skal til at forberede sig på en tid, hvor hun ikke kan leve af at optræde.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
8. april 2020

Sangerinde Signe Asmussen Manuitt sidder ved sin moster i Aarhus onsdag aften den 11. marts og ser statsministerens pressemøde. De to kvinder har spist på en lækker fransk restaurant og har fået et glas vin tilbage hjemme i lejligheden. Hun er kørt derover, fordi hun skal optræde i Odin Teatret i Holstebro dagen efter med dokumentaroperaen, Dansejæger. Allerede samme aften bliver den aflyst, og i stedet kører hun hjem til København dagen efter i sin sorte Toyota Hybrid Rav 4. Det første, hun tænker på, er, at hun må sælge den. Hvis hun er heldig, kan hun måske få 150.000 kroner. 

Normalt står sopranen Signe Asmussen Manuitt på scenen cirka 100 gange om året. Hun har levet som freelancer, siden hun var 18. Næste gang fylder hun 50. I mellemtiden har hun været forbi mange steder. Hun har sunget intime klassiske lied-koncerter, medvirket i store operaforestillinger sammen med stort set alle landets orkestre, så er hun salsa-, latin- og jazzsanger i bandet The Latin Clásico, som hun turnerer rundt med sammen med sin cubanske mand, Ernesto Manuitt.

Lige nu sidder hun bare derhjemme. For efter nedlukningen af landet er aflysningerne af indtil videre otte koncerter og en medvirken i en tv-produktion tikket ind i en jævn strøm. 

Derfor har jeg aftalt med Signe Asmussen Maniutt at tale med hende flere gange i løbet af de næste ugers tid for at se, hvad det betyder for en kunstner at være sendt hjem på tvungen ferie uden løn.  

Mandag den 23. marts 2020

»Det er jo hele mit forårsbudget, der er røget. Jeg har fået smadret hele mit grundlag på meget kort tid. Jeg lever af honorar og timeløn for koncerter, så lige nu aner jeg jo ikke, hvornår jeg har min næste indtægt. De seneste dage har jeg siddet her og genovervejet hele min karriere. Tænkt på, om jeg skal til at genopfinde hele min måde at leve på. Om jeg tør gøre det igen. Og jeg kan jo egentlig ikke undvære den bil, for min arbejdsplads er rundt i hele landet, men hvad fanden skal jeg ellers gøre?« spørger Signe Asmussen Manuitt, da jeg taler med hende for første gang. 

Hun forklarer mig igennem telefonen, at hun sidder i en gammel lænestol foran åbne altandøre, så solstrålerne strømmer ind på hende. På samme altan træder hun lige for tiden ud hver morgen for at synge med naboerne en halv times tid. To daglige sange med DR’s pigekor, derefter ønskekoncert. 

Signe Asmussen Manuitt betragter sig selv som et medium, der fortolker og udtrykker inderlige og storladne tekster for publikum, når hun står på scenen i sine kjoler og skal blæse lyden ud over orkestergraven. Alligevel foretrækker hun betegnelsen ’en rigtig gøgler’ og klæder sig for det meste i klipklapper og posebukser privat. 

Sarah Hartvigsen Juncker

For nylig har hun udvidet sit repertoire, men ikke kun med morgenkoncertens fællessangsvenlige tekster som blandt andre »Mariehønen evigglad« eller »En lærke letted, og tusind fulgte.«

»I aften skulle jeg have optrådt med en operettekoncert i Kastrup. Det er et mindre format af de store operaproduktioner. Det er utrolig skønt at få bragt noget kultur ud til nogle mindre teatre rundt i landet, hvor man ikke bare smutter i Det Kongelige Teater. Man får publikum i øjenhøjde på en helt anden måde. Det er lige nu, min karriere begynder at give rigtig god mening for mig. Jeg har kontakt med publikum, som kan se, hvor mange følelser der er i teksterne. Og hvor meget jeg rent faktisk er nødt til at arbejde for at sende lyden ud over scenekanten. Hvor meget, jeg trækker vejret, hvor meget jeg sveder. Jeg er jo praktisk talt en sportsudøver,« siger Signe Asmussen Manuitt, som af samme årsag håber på at slippe for udgangsforbud.

»De første tre-fire dage af det her var jeg simpelthen ved at få liggesår af at opholde mig så meget i min sofa. Så siden da har jeg hver anden dag puttet salsamusik i ørene og løbet en tur på 4-5 kilometer i Søndermarken. Jeg er simpelthen også nødt til at være i god form for at vedligeholde min teknik rent stemmemæssigt.«

»Ellers har jeg valgt at holde min kæft for tiden. Jeg har taget ferie. Og så tror jeg på, at det kun er godt for stemmen med en pause. Om morgenen laver jeg lige sådan et lille hvin på toilettet, så jeg kan mærke, den stadig er der. Ellers sidder jeg for tiden bare med noderne på nogle projekter, jeg måske kommer til at gennemføre. Jeg plejer at køre op til min far, fordi han har et flygel, men det kan jeg jo af gode grunde ikke nu. Så jeg spiller på sådan et minitastatur og nynner melodien stille og roligt. Jeg sidder ikke hjemme og synger opera for fuld udblæsning. Der er jo grænser for, hvad jeg kan udsætte mine stakkels naboer for,« griner hun gennem telefonen. 

Torsdag den 19. marts præsenterede Erhvervsministeriet en hjælpepakke til freelancere og kunstnere.

Kompensationsordningen dækker blandt andet personer, der gennemsnitligt har en indkomst på mindst 15.000 kroner om måneden. Siden er den blevet sat ned til 10.000 kroner. Hjælpepakken fik kunstnere til at råbe op på de sociale medier om, at de føler sig overset og dårligt repræsenteret af Kulturministeriet. Det er Signe Asmussen Manuitt enig i, men hun har ikke tilsluttet sig koret og sætter i stedet sin lid til, at Dansk Musikerforbund repræsenterer hendes stemme.

»Jeg ved jo heller ikke selv, om jeg er over den grænse, så jeg er lamslået bare af at tænke på, hvad jeg selv skal gøre. I den her situation er det virkelig tydeligt, at Kulturministeriet har vist afmagt og handlingslammelse. Det kan jeg jo se, når jeg sidder og læser mine fagforeningsbreve, hvor jeg gang på gang får besked om, at der ikke er kommet noget ud af de møder, vores fagforbund utrætteligt render til.«

»Vi er nødt til at have en frontperson, der kan tale vores sag og forstår, at meget kultur foregår på freelancepræmisser og er villige til at arbejde under nogle forhold og vilkår, som slet ikke er favorable i forhold til, hvad du ellers har af pension og ferie. Jeg kan jo ikke engang tage et lån i banken. På papiret er jeg en rigtig dårlig kunde, og det er fuldstændig skideligegyldigt, at jeg kan vise faste indtægter for de seneste fem skatteår. De er nødt til at have en sikkerhed,« siger Signe Asmussen Manuitt, som har besluttet sig for at se situationen som et vink med en vognstang. 

»Jeg har sat mig for, at jeg vil prøve at få det bedste ud af det her. Det kommer til at gøre ondt, men vi overlever nok. Det har jeg en tyrkertro på. I weekenden var jeg oppe i vores familiesommerhus sammen med min søster. Vi stynede æbletræer, skar kviste af og samlede lidt til bunker. Med fuldstændig ren samvittighed. Det er jo mentalt yoga. Og ellers nyder jeg at høre om, at kineserne ser blå himmel, og Venedigs kanaler er blevet rene igen.«

Onsdag den 25. marts

Signe Asmussen Manuitt viser mig et elektrisk klaver i sin stue på FaceTime. Hun har været nede forbi sit opbevaringsrum for at hente det. Vi har aftalt, at vi skal kunne se hinanden denne gang. Hun har en blåstribet hue om sit lyse hår, som hendes afdøde mor har strikket. 

En stor del af hendes hverdag går med at indstudere tekster og noder, men hun skal til at forberede sig på en tid, hvor hun ikke kan leve af at optræde. 

»Jeg er begyndt på den uddannelse som elitesangpædagog inde på konservatoriet. Det er for at fremtidssikre mig lidt. Hvis jeg skal tænke positivt, har jeg nok otte til ti år tilbage. Altså karrieremæssigt. Man har jo en fysisk udløbsdato som sanger. Stemmen bliver slap rent muskulært, og så kan man simpelthen ikke præstere det, der skal til.«

»Det har ellers ikke været nødvendigt for mig at have klaver, for jeg kan efterhånden læse mig til, hvor min stemme skal ligge. Jeg kan jo mærke, når jeg står med mine elever, at det er så håbløst, at jeg er ved at omkomme af grin. Det er pinligt. Men de undervisningstimer er også aflyst, og det ville ikke give nogen mening at guide online. Der er så mange fysiske ting i det, som jeg ikke ville kunne gennemskue.«

Hun har netop lagt på fra et af sine daglige opkald med Ernesto Maniutt, som rejste hjem for at besøge sin mor i Cuba tirsdag inden nedlukningen. De ved ikke, hvornår han kan komme hjem igen. 

Inden han tog af sted, lavede han en stor portion linsesuppe, som Signe Asmussen Manuitt kan varme, når hun bliver sulten. Og det er heldigt for hende, for hun har besluttet sig for at »spænde livremmen lidt i et stykke tid.«

»I går havde jeg sådan lyst til sushi, men endte med at varme en portion af suppen i stedet. Jeg er ikke en stakkels fattig operasanger. Jeg har haft en stabil indtægt i mange år, men jeg er nok alligevel nødt til at give afkald på noget luksus. Og jeg er jo vant til at købe mad ude. Som freelancer er man sådan lidt ujævn i forhold til, hvornår og hvor man kan spise.«

»Jeg er begyndt at vågne klokken kvart over syv om morgenen. Jeg har været vant til at sove længe, fordi jeg kommer meget sent i seng, når jeg kommer hjem fra koncerter og er helt speedet af indtryk og også lige skal nå at tale med Ernesto. Men lige nu får jeg jo også sovet middagslur, og så er jeg begyndt at mærke sult og spise morgenmad. Yoghurt med honning, blåbær og granola. Det er godt nok længe siden.«

Sarah Hartvigsen Juncker

»Det er skægt, så mikroagtig i min tilværelse jeg er blevet. Jeg har simpelthen så meget tid. Jeg bliver ved med at insistere på over for mig selv, at det nok skal gå. Det er ukonstruktivt at gå i panik. Jeg har kørt min egen situation igennem og indset håbløsheden af det. Men det er også et worst case scenario. Jeg kommer ikke til at dø af sult. Hvis alt andet glipper, må jeg spise ved noget familie.«

»Der skal jo være nogen, der står bag den åndelige føde, som vi alle kan slappe af med, når vi kommer hjem fra arbejde og nyder musik, går i teatret eller hører et foredrag. Kunst og kultur er en menneskeret, og det er mit liv. Det er det, jeg kan finde ud af og er bedst til«.

Mandag den 30. marts

Energien i Signe Asmussen Manuitts stemme trænger hele vejen igennem telefonen. Hun går ude i solen og har lige været i Kvickly.

»Jeg er i godt humør. I weekenden fik jeg lov at lave noget, jeg elsker og ved, jeg er god til. Jeg var faktisk i Charlottenlund og indspille noget af Per Nørgårds kammermusik sammen med violinisten Helge Slaatto. Det tog et par timer. Det er det eneste i mit professionelle liv, der kan opretholdes i øjeblikket. Det var i sådan en stor musiksal ude i Charlottenlund, så det kunne vi sagtens.« 

»Det har længe været et projekt, jeg gerne vil have gjort færdigt, så det var utroligt skønt. Selvfølgelig skal jeg blive ved med at gøre det her. Jeg har for alvor noget at give videre i kraft af min erfaring, og det har jeg tænkt mig at gøre så længe, jeg kan. Så må jeg jo til at indstudere DSB’s planer meget nøje, hvis jeg virkelig virkelig skal klare mig uden bil.« 

Serie

Kriseramte kunstnere

Kunstnerne rammes i denne tid af aflysninger, udsættelser og generel usikkerhed. Vi taler i denne serie med en række kunstnere gennem en periode, hvor de dag for dag har oplevet grundlaget blive rystet under det i forvejen skrøbelige livsvalg, det er at leve af sin kunst.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Og i mellemtiden er den nye hjælpepakke kommet, der skulle kunne hjælpe Signe Bundgaard Manuitt for alvor. - Hvis hun passer på sig, kan hun have en del mere end 10 år tilbage.

Ete Forchhammer

Hjælpepakke eller ej - SassLarsen-klonen, den nuværende S-kulturordfører & de der valgte ham, burde læse denne artikel om hvordan virkeligheden er for den af dem, af ren uvidenhed tilsat nogle letkøbte fordomme, så udskældte "elite"! Hvordan mon fx en sammenligning med top-fodboldspilleres vilkår ville se ud? Jeg spø'r bare.
Tak, Information for dette interview fra et område der ellers tit behandles ret udkantsagtigt... set med mine øjne og mit sind.

Ete Forchhammer

Steffen Gliese, der er heldigvis flere skønne, dygtige, stærke sangere i dette lille land, fx både en Signe Asmussen Manuitt og en Signe Bundgaard, og fra hver deres forskelligt udsatte position, døjer de nok alle med aflysninger, udsættelser etc.