Interview
Læsetid: 5 min.

Søren Ulrik Thomsen: Yahya Hassan var rasende talentfuld, en stor digter

Onsdag blev Yahya Hassan fundet død i sin lejlighed i Aarhus. Han blev 24 år gammel. Vi har spurgt digter Søren Ulrik Thomsen og litteraturforskeren Elisabeth Friis om, hvad det var, der gjorde Hassan til så stor og vigtig en digter
Yahya Hassan (2018).

Yahya Hassan (2018).

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Kultur
1. maj 2020

Digteren Yahya Hassan havde et gnistrende sprog, der talte fra et sted i det danske samfund, man normalt ikke hører digte fra. Nu er han død, blot 24 år gammel. Her fortæller kollegaen Søren Ulrik Thomsen og litteraturforsker Elisabeth Friis om, hvad det var, Hassan kunne, og hvorfor hans død er så stort et tab for dansk litteratur.

Søren Ulrik Thomsen, digter

– Hvad var det, der gjorde Yahya Hassan til en stor digter?

»Jeg skulle faktisk sige noget om det til Politiken, ikke i dag, men for nogle år siden. Nu skal du høre, hvad jeg skrev der, fordi det er stort set det, jeg har at sige: ’Han er rasende talentfuld, en stor digter. Og selvfølgelig kan hans gnistrende sprog og dét, han taler om, ikke adskilles.

Med sin baggrund og de miljøer, han færdes i, formulerer han nogle meget vigtige nye erfaringer i dansk litteratur. Ingen tvivl om, at hans verden er så langt fra min, som tænkes kan. Men det er jo netop det virkelig magiske ved kunst, at den kan overskride de vilkår, den er blevet til under, og tale til mennesker, der befinder sig helt andre steder i samfundet og i verden. Jeg håber, at han vil passe godt på sig selv, for det skal også blive spændende at se, hvad han vil skrive om tyve år.’«

»Jeg tænkte på noget andet, som jeg kan sige til dig: Dengang jeg var en ung digterspire, og vi gik nede hos Poul Borum (forfatter og digter, red.) til sådan et seminar en gang om måneden og læste digte op for hinanden, skulle vi bedømme hinandens digte ud fra to kriterier. Det ene var: Er det nødvendigt? Og det andet var: Fungerer det? Senere synes jeg måske, at det var en lidt mager værktøjskasse, men her på mine gamle dage vil jeg give Borum ret. Det er de to spørgsmål, der skal stilles.

Der er nogle mennesker, der godt kan skrive, men ikke har noget at sige. Så findes der mange andre mennesker, som skriver med en stor nødvendighed, men som ikke kan skrive. Og så en sjælden gang mødes de to, og de mødtes virkelig, så det slog gnister, hos Yahya Hassan. Det kunne man mærke.

Der var sådan et pres på. Der var så stor en nødvendighed, og så var han så suveræn til det. Hvor mange etniske danskere på 18 år, tror du, vil have kendt ordet ’uefterrettelig’? Der sad nogle kæmpe ører på ham, så han kunne høre sproget, og en kæft uden lige, så han kunne bruge det.«

– Var det også i den nødvendighed, at hans poesi mødte samfundsdebatten, som han blev en del af?

»Det er helt sikkert. Det var et meget vigtigt mellemværende, han havde med samfundsdebatten. Men han var så stort et talent, at hvis han var blevet ældre, og han var kommet et sted hen, hvor samfundsdebatten måske ikke var hans anliggende, så er jeg sikker på, at han også ville have skrevet stor poesi. Jeg er frygtelig ked af, at han er død. I dette tilfælde er det ingen kliché at sige, at han var uerstattelig.«

Elisabeth Friis, litteraturforsker ved Lunds Universitet

– Hvorfor var Yahya Hassan så stor en digter?

»Han var en fuldstændig enestående stemme i dansk poesi og litteratur. Et helt utroligt poetisk talent, selv om han var uskolet og kom fra et sted i samfundet, som man normalt ikke hører så mange digte fra. Og den stemme var så stærk og indtrængende og vild, at den fik en gennemslagskraft helt ud over det sædvanlige. Vi har vist aldrig før set en digtsamling sælge så mange eksemplarer som Yahya Hassans debut.«

»Hans poesi er utroligt fintfølende og følsom. Én ting, jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på Yahya Hassans poesi, er, at den er fuld af ømhed og følsomhed og affekt. Det er ved Gud ikke enhver digter forundt at kunne få så meget ømhed ind i sin skrift og få sin stemme frem på så tydelig og distinkt en måde. Der står han også blandt digterne, synes jeg, som noget særligt.

For mig var Yahya Hassan 1 fantastisk god poesi. Han behersker så mange forskellige udtryksformer og stemmer. Men også Yahya Hassan 2 var spændende og nuancerende og repræsenterede en på alle måder utroligt kærkommen udvikling i hans skrift. Den var måske lidt mere reflekterende og analyserende, men også på nogle måder lidt mindre aggressiv. Jeg synes, at hans 2’er er mindst lige så fantastisk som hans 1’er.«

– Hvilken betydning har han haft for dansk litteratur?

»Det er en gave til dansk digtning, at den erfaringsverden, som han var så fantastisk til at skrive frem, bliver delt med os andre på en anden måde end på den måde, som den deles på i medierne. Her var der kød og blod i det på en måde, som gør det, han har erfaret, sanseligt for os. Og så er der den direkte politiske og polemiserende tone – og den ironiske tone. Han er jo utroligt morsom og sarkastisk. Det synes jeg tit, at folk glemmer lidt. Den tone er en del af en bølge i dansk poesi, som også er repræsenteret af andre digtere, for eksempel Asta Olivia Nordenhof, som på samme måde kan videregive erfaringer om at være skrevet ud af det gode liv, det gode samfund, og som kan gøre dem følelige for os.«

»Yahya Hassan fremskrev al den følsomhed og værdi, der er dér, hvor folk ikke tror, at der er nogen. Det lyder måske lidt mærkeligt i betragtning af, at han også i lovens forstand på visse punkter stod uden for samfundet. Men nogle gange er det altså dér, det skal komme fra. Den forfatter, jeg bedst kan sammenligne ham med i europæisk litteratur, er Jean Genet, som på samme måde var uden for loven og skrev nogle erfaringer frem, som ellers ikke kunne høres. Det er et ufatteligt tab for litteraturen og en stor sorg, at Yahya Hassan ikke kommer til at skrive mere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Ditlev Nissen

Elisabeth Friis siger:
"Yahya Hassan fremskrev al den følsomhed og værdi, der er dér, hvor folk ikke tror, at der er nogen."

Hvem er "folk" i den sætning?
Så fortæller han dig, at du er fremmed for din egen essentielle værdi, som han selv var, og derfor heller ikke rigtig opfatter andres følsomhed og værdi.