Essay
Læsetid: 7 min.

Hvad med »synden«? Hvor blev den af i nyoversættelsen af Bibelen? Og hvad med »nåden«?

Budskabet, som folkekirken er sat til at formidle, må hele tiden oversættes til tidens sprog. Gå i kødet på os og blive til levet liv. Vel at mærke med en vis langsomhed for ikke at blive overfladisk eller poppet eller ligefrem komme til at smide barnet ud med badevandet
Kultur
1. maj 2020
Budskabet, som folkekirken er sat til at formidle, må hele tiden oversættes til tidens sprog. Gå i kødet på os og blive til levet liv. Vel at mærke med en vis langsomhed for ikke at blive overfladisk eller poppet eller ligefrem komme til at smide barnet ud med badevandet

Jesse Jacob

Hvert andet år glæder jeg mig til jul. Fordi da skal jeg som præst i Den Danske Folkekirke med dens to skiftende tekstrækker af bibelstykker juledag i kirken oplæse og forholde mig til de to mægtigste prologer i den bibelske verden. Ordene fra 1. Mosebog kapitel 1,1-5 samt ordene fra Johannesevangeliets indledning, særligt Joh. 1,1-5.

Der er en umådelig stærk korrespondance mellem disse to tekststykker. En virkelig kærkommen udfordring for præsten i juledagsprædikenen. En stor juleglæde, her hvor det på alle måder handler om begyndelsen. Om at komme til verden.

En glæde, som ikke bliver mindre, nu hvor Bibelen 2020 på nudansk er kommet til verden.

En vægtig sag på (ikke som Bibelselskabet selv angiver det: 1,3 kg, men ifølge min egen køkkenvægt) 1.199 gram, 1672 sider.

En bog skal man altid sanse og se, før man åbner den. Mærke og betragte, før man begynder at bladre og ’snuse’ til skrifttypen og måden, teksten er sat op på. Med nogle bøger bør man begynde bagfra. Det gælder Bibelen 2020, hvor det vil være godt for læsningen at begynde med Birgitte Stoklund Larsens særdeles oplysende efterskrift med gode ideer til, hvordan man kan gribe ens Bibellæsning an.

»Den, der vil læse Bibelen, må have en strategi,« som hun her skriver – »Man kan begynde ved Første Mosebog, men det er ikke et must. Der er begyndelser nok at tage af. Og der er en slutning, man kan gøre til en ny begyndelse.«

De fem Mosebøger begynder med »Begyndelsen«, som er en oversættelse af det græske »Genesis«, der betyder begyndelse eller skabelse. Den Gamle Aftale (Det Gamle Testamente på nudansk) er en oversættelse af den hebraiske grundtekst, men man skæver ved nyoversættelser altid til Septuaginta (ældste oversættelse fra hebraisk til græsk) samt al mulig anden relevant kontekst, herunder tidligere danske oversættelser.

De fem Mosebøger bærer i Bibelen 2020 hver for sig titlerne: »Begyndelsen«, »Udvandringen«, »Lovene«, »Ventetiden«, »Moses’ store tale«.

Nu er den kommet til verden. Men hvordan oversætte? Eller for nu at starte fra grunden: Hvordan i det hele taget fortælle?

Fortælle som her i Første Mosebogs allerførste sætninger fra begyndelsen om begyndelsen?

Ord må der til. Der må sættes ord på. Og der er i de store sager ingen vej udenom billedtale og metaforik. Jeg har fra det begejstrede ordmenneske Erik A. Nielsen forstået, at der i Athen kører en masse små flyttebiler rundt med påskriften Meta-fora. Godt set! En metafor er en »flyttebil« – en hjælper ved flytning af betydning, ved nyetablering.

Hvad er Mosebøgerne?

Mosebøgerne, som i nyoversættelsen hedder Loven, er de første fem bøger i Det Gamle Testamente (eller Den Gamle Aftale). Bøgernes navne er Begyndelsen, Udvandringen, Lovene, Ventetiden og Moses’ store tale. Bøgerne har Moses som hovedskikkelse ud fra forestillingen om, at Moses er forfatter til dem, og udgør den første store del af Bibelens prosatragedie om det gamle Israels skabelse og ødelæggelse – bortset fra at navnet Israel stort set ikke optræder i den nye oversættelse, hvor der i stedet skrives »os«, »jøderne« og »det jødiske folk«.

Bibelselskabet har som bagsidetekst fremhævet netop indledningsordene fra de før nævnte mægtige prologer: »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Dengang var alt rungende tomt, og der var buldrende mørkt over dybet.« (1. Mos. 1,1-2) og: »Alting begyndte med, at Gud talte. Hans ord var hos ham, og det var en del af ham. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt.« (Joh. 1,1-2) – det er der god mening i.

Det fremgår af den videre tekst i 1. Mosebog, at der før altings begyndelse var vand overalt: »Men Gud lod sit åndedræt blæse over vandet. Han sagde: Bliv lys! og straks kom der lys.«

Der skaber sig ved disse ord et muligt billede af begyndelsen som en fødsel. Jorden, verden, ligger ufødt omgivet af vandet som barnet i moders liv. Verden fødes ud af vand og ord. Kommer frem i lyset og kommer til live, som vi kender det fra en menneskefødsel, når vandet er gået og tiden er inde.

Eller for nu at lade præstefantasien løbe et stykke længere: Som ved en barnedåb, hvor der i døbefontens kar ligger omtrent samme mængde vand som i livmoderen. Og hvor barnet nu genfødes som et kristenmenneske ud af vand og ord.

Billedrige korrespondancer

Der er sådanne mulige mægtige billedrige korrespondancer og kontekster på spil lige fra begyndelsen ved læsning af Bibelen. Det er herigennem, Bibelen kommer til orde og kommer til live og med sine ord og fortællinger kan gå i kødet på os og blive til levet liv. Inkarnation, som vi kalder det med det fine fremmedord fra juletide. Men som ikke er forbeholdt julen alene, men tværtimod den måde, det virker og kan virke på. Virke med, Bibelordet, til fortsat skabelse og lys over land og hver lille mand og kvinde.

Fra The Big Bang, har jeg fået fortalt, udgår der en såkaldt baggrundsstråling. Vi befinder os i eftergløden fra Big Bang. Ja, og – vil jeg sige – som vesterlændinge i baggrundsstrålingen og eftergløden fra Bibelens ord om Guds ord og hvordan alting begyndte, da Gud talte og sagde: »Bliv lys!«

Ord må der til. Ord må der sættes på, for at verden kan blive til for os som mennesker. Ord, som kan tale til os og kontinuerligt hjælpe os med at komme til verden.

»Livet lå i ordet,« som Johannes siger det, »og livet var menneskers lys. Det skinner for os i mørket, og mørket har ikke kunnet vinde over det.« (Joh. 1,4-5).

Livet lå i ordet. I ordet bliver verden til. Der må fortælles. Og der må oversættes.

Bibelen må som enhver anden form for kommunikation til enhver tid findes på nudansk. Ellers giver den ingen mening.

Kristendommen og kirken er en oversættelsesbevægelse. Budskabet, som folkekirken er sat til at formidle, må hele tiden oversættes. Det må det, som jeg har været inde på, i helt grundlæggende forstand, kristeligt forstået som »sættes over« i dit og mit levede liv. Gå i kødet på os og blive til levet liv. Og det må det helt konkret i forhold til hele tiden at blive oversat til tidens sprog. Vel at mærke med en vis langsomhed og forsinkelse i processen for ikke i sproglig aktualitetsiver at komme til at blive overfladisk eller poppet eller ligefrem komme til at smide barnet ud med badevandet.

I den forbindelse vil jeg, som temmelig sikkert repræsentant for en fægtende bagtrop på tilbagetog, spørge til oversættelsen af Bibelen 2020: Hvad med »synden«? Hvor blev den af? Eller endnu værre: Hvad med »nåden«? Hvor blev den af?

Synd er ikke kun det onde

»Synden« dukker som specifikt ord første gang op i den nuværende autoriserede Bibeloversættelse med Guds ord til Kain: »hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren« (1. Mos. 4,7). I Bibelen 2020 er det blevet til: »hvis du ikke handler rigtigt, så ligger det onde på lur«. Men »synden« er langt mere omfattende end »det onde«. Synd er ikke alene at ramme sin bror (med en sten i hovedet), men tillige som den græske udgave af ordet synd betyder: at ramme ved siden af. At misse målet. Det mål, som måske kunne siges at være at vise hensyn og elske min bror.

»Nåden« kender vi i form af det specifikke ord i den nuværende autoriserede Bibeloversættelse i Mosebøgerne fra for eksempel det (folkekirkeligt set) centrale sted i 4. Mos. 6,24-26 med ordene kaldet Den Aronistiske Velsignelse, som lyder afslutningsvist ved enhver gudstjeneste og kirkelig handling i folkekirken:

»Herren velsigne dig og bevare dig,

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.«

Nåden, Guds nåde, kan der siges meget om. Nåden er et umådeligt omfattende og rummeligt begreb. Blandt andet stærkt beslægtet med et andet kraftfuldt begreb fra ordkirkegården – ordet »miskundhed« – at Gud »miskender« mig i min synd. Så at sige: ser ved siden af, at jeg ramte ved siden af.

At Gud er mig »nådig« omfatter således langt mere end, at Gud »holder hånden under mig«, som det er blevet til i nyoversættelsen. Selv om det nu heller ikke er så ringe endda.

Bibelen 2020 er, selv med sine mangler in mente, intet mindre end en kæmpepræstation, og inspiration, med ord til tiden. Herunder Den Aronitiske Velsignelse som i nudansk udgave lyder:

»Må Gud velsigne dig og passe på dig.

Må Gud se dig og holde hånden under dig.

Må Gud glæde sig over dig og give dig fred.«

Med et i allerbedste forstand fromt ønske om, at ord som disse må sætte virkelighed i verden – og med tak til, i sagens natur, Gud – men hvis det alligevel skulle være for meget sagt, så i alle tilfælde til Bibelselskabet og oversættelsesgruppen, som nu 2020 i dansk kontekst har sat ord som disse i verden. Tak for ordet!

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel sogne, Horsens.

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hvornår fortæller man den undrende offentlighed, at det er os mennesker, der har skabt Gud og ikke omvendt? Hvad mener præsterne? Det kunne være interessant med en afstemning der.

Bent Gregersen

"Alting begyndte med, at Gud talte"
Et postulat. Hvor kom så "gud" fra.
Det er øjnesynligt at disse udsagn får gyldighed som "tro"
Den videnskabelige indsigt i verdens skabelse er indsigt i og stor sandsynlighed for "Big Bang". Dette indebærer udvikling af en udvidet matematisk formalisme
Det er "viden" og skal derfor være åben for kritik og lukket for "tro". Hvis man, hvilket er helt legitimt og har et indsigt der kan afvise "Big Bang". Det er den menneskelige egenskab som, efter min mening, er ene om gyldige forklaringer. Kantemekanikken er indrettet til forklaringer om at verden startede fra intet stof og ingen tid/rum. Og, kan men roligt sige: ingen gud/guder. Det er her uanvendeligt med den klassiske fysik (Newtons) som vi lærte lidt om i skolen og som stadig er gældende fordi den kan udledes af Kvantefysikken.

Tåber der tror de ved noget som de alligevel ikke forstår er der nok af.
Enhver aktion har en reaktion.
Intet er opstået af intet.
Eller har nogen af jer opfundet evighedsmaskinen?