Essay
Læsetid: 6 min.

Unge superhelte redder verden fra de voksnes dårskab – på tv

Superkræfter og apokalypse er de nye coping-mekanismer i tv-serier for teenagere. De bruger eventyrets magiske fortællinger til at give ungdommen afløb for dens frustrationer. Og dermed finder ungdommens afmagt et nyt udtryk i en verden, hvor de voksne ikke opfører sig voksent
Rødhårede, indie-kejtede, 17-årige Syd (Sophia Lillis), der er hovedpersonen i ’I Am Not Okay With This’, har telekinetiske superkræfter, men kan slet ikke styre dem. De detonerer ukontrollabelt, når hun bliver vred. Foto: Netflix

Rødhårede, indie-kejtede, 17-årige Syd (Sophia Lillis), der er hovedpersonen i ’I Am Not Okay With This’, har telekinetiske superkræfter, men kan slet ikke styre dem. De detonerer ukontrollabelt, når hun bliver vred. Foto: Netflix

Kultur
28. april 2020

Astrid Lindgren havde regnet den ud. Hun forstod den afmagt, som børn kan føle over for voksne, over for deres regelsæt, kedsommelige mønstre og forveksling af blind autoritetstro med fornuft.

Med sin skelsættende barnesuperhelt, Pippi Langstrømpe, leverede Lindgren fra 1945 og frem den perfekte ventil for børnenes frustration. En lille, bestemt, bomstærk svensk dame, der udstiller de voksnes bullshit og livsfornægtelse.

Selv beskrev Lindgren sin Pippi-figur, som »et lille Übermensch i barneskikkelse«, som der – ifølge Jens Andersens Lindgren-biografi, Denne dag, et liv – står i følgebrevet til det svenske forlag Bonniers i 1944. Her bruger hun også den britiske filosof Bertrand Russell til at argumentere for Pippis betydning for barnesindet. I sin bog, Om opdragelse særlig i den tidlige barndom, argumenterer Russell for, at barnets stærkeste instinktive træk er at længes efter at blive voksen og at ønske sig den voksne magt. Ja, at barnet gerne hengiver sig til magtfantasier.

Knuder på skorstenene

Drømmen om at sætte voksengenerationen på plads er givetvis ikke blevet mindre i disse år, hvor det er tydeligt, at der ikke er tilstrækkeligt mange ansvarlige voksne til stede i voksengenerationen. I stedet for at lege med hinanden har de voksne ved magten valgt at lege med hele menneskehedens skæbne.

Vi står i en unik situation for menneskeheden, hvor det næsten kunne være ønskværdigt, at børnemagten blev realiseret.

Sandheden om tingenes tilstand skulle i hvert fald komme fra et barn – endda fra en anden svensker, der tør sige de voksne imod.

Desværre er Greta Thunberg ikke en superhelt, som bare kan smide den orange præsident i Det Hvide Hus ud på røv og albuer for dernæst at binde knuder på alverdens kulkraftværkers skorstene.

Men man har da lov at drømme.

For travle til at fatte noget

Det får man også lov til i tv-verdenen i disse dage. Børn og teenagere får superkræfter og river den herskende orden fra hinanden i fiktionens verden.

I Netflix-hittet Stranger Things er det børnene, der må afsløre det amerikanske energiministeriums skødesløse leg med interdimensionelle portaler. Ja, det er børnene, der er afgørende i kampen for at sende ondskaben tilbage, hvor den kommer fra. En flok handlekraftige, hjertensgode og nørdede børn træder til, hvor de voksne er for snæversynede og for travle til at fatte noget.

Det er noget, vi kender fra 80’er-film som Goonierne og E.T., men i Stranger Things handler det ikke om en sørøverskat eller om at hjælpe et rumvæsen hjem, men om at redde jordkloden fra den inkarnerede ondskab. Og det havde de ikke klaret i Stranger Things uden pigen Eleven med de kosmiske superkræfter, »et Übermensch i barneskikkelse«.

I den – alt, alt for stereotype og forudsigelige – norske serie Ragnarok er det også ungdom med superkræfter, der skal redde verden, helt konkret fra klimakrisen. Det kræver så en mobilisering af den gamle nordiske mytologi, og Thor genfødes i en nørdet, analfabetisk teenagers krop.

Og så er der nazijægerserien Hunters, hvor den jødiske teenagedreng Jonah Heidelbaums superheltekraft er en overmenneskelig mønstergenkendelse, som afslører nazister i skjul i 70’ernes USA.

»A real life jew-per-hero« – det rimer på »superhero« – bliver han kaldt.

Skateboards og samuraisværd

Fiktionens superheltekræfter er blevet den nye coping-mekanisme i tidens tv-serier for teenagere – et udtryk for den afmagt almindelig ungdom og menneskehed føler i en verden, der åbenbart insisterer på selvdestruktion.

I Daybreak er det en anden form for ønsketænkning, der opfyldes. I den alt for selvbevidst ironiske serie (som er stoppet efter første sæson) slipper børn og teenagere nemlig af med de voksne. Ikke Palle, men alle under 18 alene i verden. Næsten.

Vi befinder os i en postapokalyptisk verden, der henter skraldeæstetik fra Mad Max, og hvor de voksne er døde eller er blevet til zombier. Los Angeles er inddelt i territorier af nydannede møgungeklaner – Kardashians Disciple, Atleterne, Chanel-banden – der bekriger hinanden.

Men i det mindste slipper man for patroniserende råd fra en voksengeneration, der har formøblet verdens ressourcer. Og man kan få lov at skateboarde og samtidig slås med samuraisværd, uden at de voksne griber ind.

»Vi lever fedt efter apokalypsen,« siger hovedpersonen, den 17-årige Josh Wheeler.

»Vi har alt, hvad vi vil have. Frihed, biler, et sværd.«

Og så trumfen, som han hiver frem fra sin rygsæk: et glas Nutella i gigastørrelse.

Voksne autoriteters fallit

Tegneserier danner også afsæt for superhelte-tv-serier. I Marvel’s Cloak & Dagger søger den unge superhelteduo med de borgerlige fornavne Tandy og Tyrone at give deres afdøde henholdsvis far og bror oprejsning. Ingen voksne gider hjælpe, de har opgivet.

Og så er der den helt nye, fine Netflix-serie I Am Not Okay with This, der også handler om afdød familie og opgør med de voksne. Vi befinder os i en midtamerikansk industriby i 90’erne. Der er hits fra Pixies og Prefab Sprout på lydtapetet, og Blur-guitaristen Graham Coxon har leveret ny soundtrack-musik.

Den rødhårede, indie-kejtede, 17-årige Syd (spillet for fuld emotionel skrue af Sophia Lillis) har telekinetiske superkræfter, men kan slet ikke styre dem. De detonerer ukontrollabelt, når hun bliver vred.

Hendes superkræfter er bundet til traumet over faderens død, hvilket hun først skal erkende. Men i mellemtiden er hendes high school-liv med alle dets forvirrede følelser og løbske hormoner en perfekt kulisse for en konfrontation med autoriteternes fallit.

De unge får ikke nogen hjælp fra de uforstående og desillusionerede voksne, de må selv løse verdens og deres egne problemer. Det sker med teenagerens moralske sort-hvid-syn og ekstatiske energi. Et ungt anlæg for at skabe social forandring, som vi også har set under de seneste års klimakriseprotester her på kloden. De voksne er egentlig bare i vejen.

Hævn over high school-mobbere

Det er sikkert ikke nogen tilfældighed, at den sidste sang i I Am Not Okay with This er Echo & The Bunnymens »Killing Moon«. Den indledte nemlig også det mesterlige tidsrejse-teen-high school-drama Donnie Darko (2000). Her har titelpersonen den superheltekraft, at han – uden at vide det – har rejst i tide»Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar.«n for at rette op på tidligere tiders katastrofale fejltagelser.

Samme drømmescenarie får ikke lov til at udfolde sig for Syd i I Am Not Okay With This, men – med reference til Stephen King-gyseren Carrie – så har Syd med sine telekinetiske kræfter muligheden for at hævne sig på sine high school-mobbere.

Det er ikke en videre moralsk håndtering af kræfterne.

»Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar,« som Pippi Langstrømpe har sagt. Men Syd er nybegynder. Om hun får styr på sine kræfter og vil bruge dem ansvarligt, det må vi vente med svar på til en eventuel sæson to.

Terapeutiske teen-dramaer

Disse moderne og apokalyptiske eventyr kan sandsynligvis spille en vigtig rolle for børn, tweens og teens – men også for denne voksensignatur.

I 1976 undersøgte den amerikanske psykoanalytiker og børnepsykolog Bruno Bettelheim betydningen af eventyr for børn i bogen The Uses of Enchantment: The Meaning and Importance of Fairy Tales.

Han konkluderede, at volden og de voldsomme følelser i eventyr taler til børns underbevidsthed og hjælper dem med at forholde sig til og ligefrem løse store konflikter i deres liv. Eventyr har helt enkelt en terapeutisk effekt på børn.

Måske kan disse teen-dramaer spille eventyrets udfriende rolle for ungdommen nu til dags. Det ville kun være rimeligt.

’I Am Not Okay With This’. Skabt af Jonathan Entwistle. Instruktion: Jonathan Entwistle. Manuskript: Jonathan Entwistle, Charles S. Foreman, Christy Hall m.fl. Sæson 1 på Netflix.

’Stranger Things’, ’Ragnarok’ og ’Daybreak’ kan ligeledes ses på Netflix.

’Marvel’s Cloak & Dagger’ kan ses på HBO Nordic.

’Hunters’ kan ses på Amazon Prime.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og i "virkeligheden" latterliggøres de unge, som altid .... fordi de ser verden anderledes, og de har ikke hverken samme muligheder eller samme lyster som os gamle... Men alligevel mener vi, at vi kan tillade os at belære... Kom nu videre boomer!!