Interview
Læsetid: 7 min.

»Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
Liv Thomsen fotograferet ved Vesterhavet.

Liv Thomsen fotograferet ved Vesterhavet.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
3. april 2020

Information har givet ordet til tre personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære, og som her fortæller om deres oplevelser i et ellers primært binært samfund. I samarbejde med Informations fotograf har de valgt, hvor og hvordan de gerne vil fotograferes.

Liv Thomsen, 41 år. Pronominer: Hen, hen, hens, dem, de og deres

Så længe jeg kan huske, har jeg i min grundessens hverken følt mig som det ene eller det andet. Det går egentlig helt tilbage til barndommen, hvor jeg ikke følte mig forstået, og hvor jeg ikke rigtig følte mig hjemme i mig selv.

Jeg har aldrig kunnet passe ind i nogen kasser, og jeg har heller aldrig rigtigt kunnet putte andre ind i deres kasser. Livet er utroligt bevægeligt og foranderligt, og jeg tror, at det er sådan, jeg også oplever mennesker.

Liv Thomsen.

Liv Thomsen.

Anders Rye Skjoldjensen
Jeg har altid været stærkt optaget af den her polaritet, som traditionelt set er forankret i det maskuline kontra det feminine, og jeg føler, at kvaliteter fra begge sider er iboende i mig selv. Jeg ser det altså ikke som et binært spektrum, men mere som en opløsning af kønsrollerne og tilbage, er der bare mennesket.

Da jeg opdager begrebet queer og det nonbinære livssyn, var der pludselig noget, der resonerede fint i mit hjerte. Det var, som om noget faldt på plads. Jeg er netop begyndt en transitionsproces, og i den ultimative verden ville jeg allerede gå rundt i en anden krop og ikke bekymre mig om, hvilket tøj jeg gik i.

Der er noget sjovt med tøj, for alt tøj er jo bare tøj, men vi har sat nogle kulturelle regler for, hvem der kan bære hvad. Og så er der nogle skævvridninger, for eksempel er det mere ’skævt’, hvis en cismand tager kjole på, end hvis en kvinde tager jakkesæt på. Det er ærgerligt, at vi ikke bare kan være og så lade hinanden være dem, vi nu engang er. Og det er svært at forklare, hvad det er, der gør, at jeg føler mig bedre tilpas i strømpebukser og høje hæle, men sådan er det nu engang.

Jeg tror heller ikke, det vigtigste er at forstå det, for at bede nogen om at forstå noget, som de ikke selv er i kontakt med, er svært. Men man kan møde det med nysgerrighed og have en dialog og acceptere, at det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan en oplevelse er. Så derfor synes jeg, at det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren.

Alex Delamare. 28 år. Non-binær, transperson. Pronominer: De, dem og deres

Alex Delamare fotograferet i København.

Alex Delamare fotograferet i København.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg tror, at jeg var 25 år, da jeg virkelig begyndte at arbejde med mine tanker omkring min kønsidentitet. Men jeg har nok altid været bevidst om, at der var noget på spil, som jeg ikke kunne definere. Så da jeg tilbage i slut 00’erne faldt over en række YouTube-videoer, der handlede om transpersoners liv, husker jeg, hvor vigtige de var for mig, og hvor stort et behov jeg følte for at forstå disse menneskers kønsidentitet.

Men jeg blev også trist, for jeg oplevede, at det gennemgående narrativ omkring transidentitet ofte byggede på en meget binær forståelse af køn og var båret af forestillingen om, at deltagerne hadede deres kroppe. Hvilket flere af dem også gav udtryk for med den velkendte beskrivelse: ’jeg er født i den forkerte krop’. En beskrivelse som jeg, når transpersoner selv bruger det om deres egne oplevelser, har stor respekt for, men som jeg ikke bryder mig om, at medierne fortsat lægger ned over alle transpersoner.

Derfor sad jeg også med en følelse af, at det ikke var min virkelighed, der blev repræsenteret i videoerne, og det var der en del sorg forbundet med. Så fordi det dominerende narrativ på daværende tidspunkt ikke præsenterede andre transoplevelser, blev min forklaring; hvis du ikke er (binær) transperson, jamen så må du jo være en kvinde.

Da jeg ti år senere faldt over en engelsk transaktivistisk podcastserie, som foldede andre transidenititeter og begreber ud, skete der imidlertid noget. Pludselig kunne jeg ikke se bort fra de tanker og oplevelser, jeg havde haft gennem årene.

Jeg sad med en oplevelse af, at jeg i virkeligheden havde ventet i over 15 år på, at sproget udviklede sig, så jeg endelig kunne se og genkende mig selv i det. Så samtidig med at jeg følte mig lykkelig over, at der var nogle ting, der faldt på plads, fik jeg også angst over, hvordan jeg skulle gribe det an. Heldigvis kunne jeg snakke med mine søstre og et par veninder om det, som var utroligt støttende, og jeg tog det én dag ad gangen.

Der gik dog ni måneder, før jeg talte med mine forældre om det. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl om, om de ville støtte mig, men fordi jeg var sikker på, at det ville få stor betydning for de samtaler, vi skulle have de følgende år. Og det har krævet rigtig meget tålmodighed, omsorg og mange lange samtaler, både med mine nærmeste og med mig selv, for at tillære os alle nye måder at tænke og tale om mig på.

Det kræver mod at komme med sådan et ønske; at bede nogen om at tænke dig anderledes – på præmisser, der er dine og ikke dem, der er pålagt dig. Så når folk beder om det, så mener jeg, at vi skylder dem at lytte. For jeg garanterer, at uanset hvor svært eller besværligt man som udefrakommende synes, det er at skulle lære at bruge nye pronominer eller et nyt navn, så er det med stor sandsynlighed meget sværere for denne person at stå ved og lytte til sig selv – i et samfund, der fortsat møder kønsdiverse personer med stor mistro.

Jeg tror, alle mennesker, uanset om de identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen, eller har en anden kønsidentitet end det fødselstildelte, har oplevet ikke at kunne eller ville leve op til samfundsnormerne omkring udseende eller måden, vi skal ’gøre’ vores køn på. Personligt synes jeg derfor, at det er en gave at være transperson, fordi det giver mig en række redskaber til at stille mig kritisk over for de bærende normer om køn og kønsudtryk – både for cis-, trans- og kønsdiverse personer.

Cass Abbey. 20 år. Pronominer: De, dem og deres

Cass Abby fotograferet i sin barndomsby Hørning.

Cass Abby fotograferet i sin barndomsby Hørning.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg har aldrig passet ind hverken hos drengene eller pigerne. Mine forældre satte mig på et fodboldhold, så jeg kunne blive en af drengene ligesom min storebror, samtidig med at jeg afprøvede andre identiteter online.

Internettet blev på mange måder en flugtmulighed for mig. Her kunne jeg genopfinde mig selv, uden at folk dømte mig på mit udseende. Jeg trak mig stille og roligt fra omverdenen, og det var formentlig ikke sundt, men jeg havde en følelse af, at den lille by, som jeg boede i, var blevet et fængsel, hvor jeg aldrig ville føle mig tryg.

Omkring efterskoletiden sprang jeg ud som biseksuel, og jeg tænkte, at det måske var det, som altid havde skubbet mig væk fra de andre heteroseksuelle unge, men jeg har fundet ud af, at det ikke er min seksualitet, der gør mig til den, jeg er. Det er i langt højere grad, at jeg simpelthen ikke passer ind i den mandlige rolle, som jeg er blevet sat i ved fødslen. Efter lang tid med megen tvivl på mig selv fandt jeg ud af, at nonbinær passede på mig, og da jeg kom ud, mødte jeg stor opbakning fra familie og venner.

Nonbinaritet er for mig delvist en protest mod de klassiske normer indenfor køn og den tvungne binaritet, som vi har fra fødslen, og delvist en måde at vise på, at du er mere end bare din kønsidentitet.

Den første gang, hvor jeg virkelig følte en eufori omkring mit køn, var, da en veninde henslængt brugte mit selvvalgte navn, uden at hun tænkte over det. Det var før, at jeg officielt havde skiftet navn, og det føltes, som om hun sagde, at min identitet var valid, og at jeg havde lov til at være den, jeg var. Selv små bekræftelser kan betyde rigtig meget for en transperson.

Cass Abby.

Cass Abby.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg håber, at når folk ser mig, så tænker de, at de gerne vil lære mig at kende, og at de venter med at putte mig i en kasse, indtil, de ved, hvem jeg er. Jeg tror, at jeg har forsøgt at passe ind i et cis-syn hele mit liv, men det gør jeg ikke længere. Jeg har tit tøj på, som er farverigt, og som ikke matcher. Det er en afspejling af min kønsidentitet, for jeg synes ikke, at den matcher med den traditionelle tanke om mænd og kvinder.

Jeg ser ikke mig selv som et tredje køn, jeg er bare noget andet, noget forvirrende, og ligesom mit tøj er forvirrende og ikke matcher, lige sådan matcher min kønsidentitet heller ikke med det traditionelt binære.

Jeg har en drøm om at blive folkeskolelærer og forhåbentlig kunne gøre verden til et mere tolerant sted. Jeg håber, at hvis jeg møder et barn, der føler sig udenfor, som jeg selv gjorde, at jeg så kan fortælle dem, at der intet er galt med dem, og dernæst kan hjælpe dem med at finde deres egen vej. Det er mit store håb for fremtiden.

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

    20. marts 2020
    I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
  • Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

    13. marts 2020
    Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
  • Nonbinær forfatter: Andre steder i sproget har vi jo heller ikke kun to gensidigt udelukkende kategorier

    12. marts 2020
    Ida Holmegaards tredje bog hedder ’LOOK’ og handler om tøj og litteratur. Men også om en forfatter, der finder sprog for at beskrive sin egen kønsidentitet. Nemlig som både mand og kvinde – som nonbinær. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes to køn, ligesom man heller ikke insisterer på, at der kun findes regn og sol, siger forfatteren. Normalt ser man nye kategorier som løsninger på sproglige problemer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her