Vores verden er udmattet og har bittert brug for at blive tænkt på ny

»Vores udmattede verden holder vejret, og vi har endda selv valgt det. Det er enestående og et ekstremt eksperiment. Jeg vil ikke give nogen prognoser på udviklingen, men jeg vil indtrængende opfordre til, at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er det gode liv, som vores samfund skal være rammen om? Jeg vil absolut ikke romantisere situationen, der kan få revolutionære dimensioner. Men vi kan jo fornemme opbruddet på mange planer.«

Den feterede tyske sociologiprofessor og kapitalismekritiker Hartmut Rosa holder en sjælden pause i sin talestrøm. Og ja, jeg kan faktisk fint fornemme opbruddet.

I dette øjeblik skulle jeg egentlig have stået på en skipiste i Frankrig med en flok gode venner efter en flyvetur, der ville bidrage til, at det er tyndt med sne i Alperne. I forrige uge skulle jeg egentlig have været til min mors 75-års fødselsdag med hele familien i Midtjylland.

I mellemtiden skulle jeg egentlig have lavet en reportage om kulkraft i Polen og været til bogmesse i Leipzig. Og efter en masse andet arbejde skulle jeg om et par uger egentlig have været til et tvivlsomt bryllup i Venedig – en invitation fra en indtil coronakrisen velhavende ven, som blankt afviste vores protester mod det absurde i at flyve ned til en by, som er ved at drukne i global opvarmning.

Når jeg kigger på min kalender nu, er den – ligesom Hartmut Rosas – næsten ryddet. Og jeg kan fint spejle mig i hans følelse af, at det føles »både beklemmende og lettende«.

Nede på gaden er der stort set ingen trafik, og på den knaldblå himmel over Berlin er der ingen kondensstriber fra fly fuld af mennesker med alle mulige planer. I coronakrisen er tiden, arbejdet og hverdagen blevet en mærkelig sump i vores isolation med to børn på fjerde sal.

Men kan vi mærke hinanden og os selv bedre nu? Er isolationen mere eller mindre fremmedgørende end alle mine flyvske planer før coronakrisen?

Det vil Hartmut Rosa ikke besvare på mine vegne. Men der kunne næppe findes nogen bedre anledning end coronanedlukningen af vores samfund til at snakke med netop Rosa. Han er den yngste generation af den såkaldte kritiske teori og har udgivet kapitalismekritiske værker som Acceleration og fremmedgørelse og Resonans – en sociologi om vores forhold til verden, som den danske filosof Peter Tudvad i sin isolation i saksiske Meissen i øvrigt er ved at oversætte til dansk.

Vildt eksperiment

»Jeg er stadig forundret over det: At vi som samfund er i stand til at tage den politiske beslutning at køre det hele ned i gear for at beskytte de ældre og svage,« siger Rosa over telefonen fra sydtyske Schwarzwald, hvor han bor med sin søster og sin svoger i sine afdøde forældres hus.

»Milliarder af mennesker er isoleret, og store dele af verdens produktion og trafik er lagt ned – uden revolution og uden langsigtede planer for hvordan og hvor længe. Det er et helt vildt eksperiment, ikke bare økonomisk og politisk, men også med hensyn til vores forhold til verden.«

På det område er Hartmut Rosa på hjemmebane. Han kan – skal det vise sig – snildt tale i over en time om vores mere eller mindre fremmedgjorte forhold til verden, som han i Resonans behandler med både psykologiske, filosofiske og sociologiske briller ud fra kategorier som krop, arbejde, kunst, litteratur og natur.

For en arg kritiker af, hvordan vi fladmases i højhastighedssamfundet, kan verdens kunstige coronakoma lyde som lidt af en våd drøm. Men det er den absolut ikke, understreger Hartmut Rosa.

»Jeg vil på ingen måder hylde isolationen som en kontemplativ tilstand. Det er først og fremmest en ængstelig tilstand, hvor vores horisont og virketrang er radikalt indskrænket,« siger han.

Alligevel er han åbenlyst fascineret af, hvordan vi i den moderne verdens enorme mobilitet i stadig højere grad har overvundet rumlige indskrænkninger, mens tiden er blevet en stadig mere knap ressource. Det forhold har for de fleste mennesker nu fået modsatte fortegn.

»Mange har pludselig fået et overskud af tid, men de har ikke meget rum at nyde det i. Omvendt kan det give nye oplevelser. Jeg er så privilegeret, at jeg kan gå lange ture i skovene her i Schwarzwald og genopleve steder og associationer, jeg ikke har haft i årevis. Men selv i sit hjem kan man udvikle et nyt forhold til sine omgivelser, sine møbler, sin krop.«

Samtidig oplever vi en interessant forøgelse af gabet mellem konkret og virtuel virkelighed. Hartmut Rosa nævner ironien i, at menneskets biologi nu vender tilbage i form af en konkret virus og ikke en computervirus i en tid, hvor vi forestiller os vedvarende effektivisering båret af strømlinet digitalisering.

Mere konkret kæmper Hartmut Rosa selv med at slukke smartphonen og droppe ud af den permanente nyhedsstrøm.

»Igen: Det kan ikke puttes i en kasse med påskriften ’fremmedgørelse’. For det binder os jo tættere sammen og får os til at kontakte mennesker, vi måske ellers ikke ville tale med. Samtidig udstiller det vores dybe længsel efter at udvide vores horisont, at rejse, at være sociale – eller stå på ski med vores venner for den sags skyld.«

Underkastelsen af verden

At Hartmut Rosa har en trang til at understrege, at han ikke er notorisk fjende af det højproduktive samfunds uendelige muligheder for selvudfoldelse, ligger i tråd med hans værker.

Her kritiserer han presset på individet, der skal forøge sin markedsværdi fra vugge til grav. Og han kritiserer, hvordan borgeren er blevet til forbruger i markedssamfundet, hvor vi hele tiden hopper på fortællingen om, at vores forhold til verden bliver mere intensivt i kraft af forbrug og nye varer, mens de økonomiske logikker med deres ekstreme dynamik konstant overtrumfer det politiske område – en fare som i Rosas øjne er akut her i coronakrisen.

I sin pessimistiske diagnose af vores økologiske krise, demokratiske krise og psykiske stresskrise tager han det filosofiske begreb om menneskets fremmedgørelse fra Karl Marx over Max Weber til Theodor Adorno dybt alvorligt. Men modsat tænkere som Adorno understreger Hartmut Rosa også gang på gang, at moderniteten på mange punkter har fremmet vores evne til at skabe resonans med verden: At individets frigørelse siden oplysningen har sluppet kræfter løs, der kan give et mere inderligt forhold til verden, kunsten, livet.

Alligevel er det gennemgående motiv menneskets underkastelse af verden, der både skaber sikkerhed og fremmedgørelse: Alt skal være tilgængeligt, rationelt forklarligt og kontrollerbart. Og netop her er coronavirussen som taget ud af Rosas tese om, at »verdens utilgængelighed kan vende tilbage som et monster«.

»Når vi ryger tobak eller bevæger os i trafikken, mener vi selv, at vi løber risikoen med åbne øjne og en vis kontrol over situationen,« siger Hartmut Rosa.

»Med coronapandemien kan vi derimod ikke holde ud, at vi ikke har et middel mod den og ikke kan forudsige følgerne og omfanget af den. For det moderne, oplyste menneske er det et ultimativt kontroltab – medicinsk, økonomisk og politisk. Vi kan ikke se den eller høre virussen. Som i en dårlig zombiefilm er den anden altid en potentiel fare.«

Nu prøver vi så at eliminere denne »utilgængelighed« ved at tracke hvert eneste individ og screene, isolere og genoprette kontrollen med autoritære metoder.

»Det er et panisk forsøg på at genvinde verdens tilgængelighed. Vi sætter endda samfundet på pause for at genvinde denne kontrol. Det siger lige så meget om os som om pandemien.«

Destruktivt system

I et interview med det tyske Philosophie Magazin nævnte Hartmut Rosa i slutningen af marts i ængstelige toner de politiske kriser i vores demokratier og de igangværende konkursbølger, massearbejdsløshed og nedbrud i væksten, som højst vil give klodens pressede klima et kort pusterum.

»I øvrigt er det ikke videre sandsynligt, at der ud af en pandemi som den her vil opstå en grundlæggende reform af vores institutioner og vores økonomiske strukturer og livsformer,« sagde han dengang med begrænset kampgejst til magasinet.

Men gør Hartmut Rosa så ikke det samme, som hans åndelige fader, Theodor Adorno, gjorde for en generation siden, nemlig at foretage en radikal kapitalisme- og modernitetskritik for så at blive decideret reaktionær, da stemningen begyndte at blive revolutionær omkring ungdomsoprøret?

»Nej,« protesterer Hartmut Rosa.

»Jeg har faktisk høstet en del kritik for, at jeg selv i en tragisk anledning som en pandemi håber, at der kan opstå en historisk chance og en ny politisk energi. Der er flere, der har sagt: ’Her har du din opbremsning, som du har ønsket dig med al din accelerationskritik!’ Men for det første er det ikke ’min opbremsning’, men en uforudset virus, der har ramt et ekstremt skrøbeligt økonomisk system.

For det andet er de menneskelige tragedier da ikke en grund til ikke at bruge det til at ændre vores system. Selvfølgelig er masser af folk derude hunderædde for deres eksistensgrundlag. Det ændrer bare ikke på, at det økonomiske system var destruktivt før krisen,« mener sociologiprofessoren.

Han påpeger, at evig vækst ikke er et menneskeligt krav, men en systemisk forudsætning.

»Hvert år skal vi løbe hurtigere end det foregående år bare for at opretholde det bestående. Maskinen kan kun overleve, hvis den permanent accelererer. Det kræver radikale ændringer at gøre op med. Jeg ønsker ikke blodbad og oprør, men vi har jo brug for en form for revolution mod væksttvangen.«

At indføre en økonomi uden væksttvang ville i Hartmut Rosa øjne være det egentligt revolutionære. Indtil det sker, tror han heller ikke på, at vi vil få greb om klimakrisen. For siden Romklubben har vi talt og talt og talt om, hvordan vi kan sænke tempoet, men hverken vækstkritik, kapitalismekritik eller nok så mange klimakonferencer har ændret en pind, siger han.

»Derfor er det også så afgørende, at vi på trods af de økonomiske rystelser ikke bare genopretter verden, som den var, dagen før coronakrisen brød ud.«

Mod alle odds

I den tiltagende økonomiske krise er det i Hartmut Rosas øjne svært at indvende noget mod de gigantiske redningspakker, der skal sikre stabilitet og borgernes eksistens. Men han ser det ikke som en tilbagevenden til en normalitet, for den senmoderne kapitalisme har i sig selv været et vakkelvornt eksperiment, mener han.

»Med nulrenter og de enorme vækstpakker har vi prøvet at holde vækstlogikken oppe mod alle odds, mens alle råber på innovation for at udvide markederne langt ind i individets behov. Nu virker det åbenlyst, at vi har brug for nye retninger. Ikke bare naturen, men også mennesket har bittert brug for, at vi tænker verden på ny.«

– Undervurderer du ikke vækstkapitalismens fristelser – at accelerationen giver så mange muligheder, at vi selv som halvudbrændte vrag hurtigst muligt vil tilbage til den?

»Klart. Vi ønsker alle mulighederne og ’tilgængeligheden’. Det er jo en del af min kritiske diagnose og min opfordring til, at vi overvejer, hvad det gode liv egentlig er, og hvilket samfund der muliggør det.«

– Vi står jo i en situation, hvor alle fornemmer, at verden ændrer sig, men uden at nogen har en anden samfundsform for øje …

»Det afspejler det problem, at det alternativløse er så indgroet en del af os. Vi står i en uvis situation, hvor vi også må lytte til verden, til os selv og til hinanden,« mener sociologen.

»Der er tusindvis af hurtige diagnoser i de her tider: kapitalismen ligger for døden, nu er den kinesiske statskapitalisme ved at vinde, nu oplever overvågningsstaten sit afgørende gennembrud. Min påstand som sociolog er, at der stadig ikke er nogen, der aner det. Men de hurtige diagnoser er med til at lukke de offentlige rum, som det egentlig er vores pligt at genåbne, så vi kan diskutere, hvilken vej vi kunne forestille os at gå? Hvilket forhold ønsker vi til verden og til hinanden?«

Dødskultur

Disse bløde spørgsmål og den stærke idealisme er en indgroet del af Rosas tænkning. Sociologiens ypperste mål er i Rosas øjne nemlig være at tage afsked med forestillingen om mennesket som et rationelt homo oeconomicus til fordel for spørgsmålet om det gode liv.

»Vi skal ikke forvente en opskrift eller køreplan fra sociologien. Den tid er forbi,« siger han med slet skjult hentydning til marxismens historiske determinisme.

»Derfor vil jeg insistere på, at åbenheden er den store chance i coronakrisen. I andre store historiske opbrud har der heller ikke ligget en forkromet køreplan klar.«

Med lynets hast gennemgår Hartmut Rosa omvæltninger som renæssancens gennembrud og Den Franske Revolution, hvor der heller ikke var en køreplan. Men han ender atter ved spørgsmålet om det gode liv og konstateringen af, at døden bliver en større og større skandale – også i kraft af medicinens fremskridt og løfte om en ultimativt sen og smertefri død.

»Vores kultur har næsten opløst spørgsmålet om det gode liv i spørgsmålet om, hvordan kan jeg holde mig fit og leve så længe som muligt? Livet overlejres af spørgsmålet om, hvordan vi kan udskyde døden længst muligt,« mener han.

»Det absurde er, at det i sidste ende fører til en dødskultur, en kultur der er besat af at undgå døden. Det har vores reaktion på pandemien også spor af.«

Vi har en times tid. I det øjeblik vi lægger på, ringer klokkerne i kirken ud for vores vinduer. På slaget 12 kommer der en kalenderbesked, som jeg har glemt at slette, frem på mobilen: »Skiferie Frankrig«.

Jeg prøver at fokusere på vores evige diskussioner om det økologiske vanvid i skiferiekonceptet og det skøre i, at vi bilder os selv ind, at vi får en naturoplevelse ud af at blive kørt op ad slidte bjergsider med kabinelifter for så at drøne ned gennem (kunst)sneen med lynets hast. Er det resonans eller fremmedgørelse? Er det det gode liv?

Jeg sletter alle de aflyste aktiviteter i kalenderen og kan mærke, at jeg får forhøjet puls ved tanken om alle de pligter og planer. I et forsøg på at mærke verden smider jeg mig på sofaen og lukker øjnene. Det fungerer fint. Men det lykkes mig ikke at skabe et billede af verden efter coronakrisen.