Nekrolog
Læsetid: 7 min.

Yahya Hassan skrev uden at tage hensyn til nogen overhovedet

Med sin rå, ekspressive styrke og præcision skrev Yahya Hassan sig direkte ind i litteraturhistorien. Det er hjerteskærende, at han ikke lever og ikke skriver mere
Yahya Hassan, fotograferet i 2013.

Yahya Hassan, fotograferet i 2013.

Simon Fals

Kultur
1. maj 2020

Den danske digter Yahya Hassan er død, kun 24 år gammel.

Også de første ord i denne rystende sætning er vigtige, for skønt Hassan præsenterede sig som »statsløs palæstinenser med dansk pas«, skrev og talte han fra og om og til det Danmark, vi alle sammen bor i, men som vi bor i på meget forskellige måder. I sit korte liv nåede han at tale til os som debattør, kriminel og folketingskandidat, men først og sidst talte han som digter. Han talte gennem litteraturen, gennem sine digte.

Den astronomiske gennemslagskraft i debutsamlingen, Yahya Hassan (2013), er stadig næsten ikke til at forstå. Med sine 120.000 solgte eksemplarer nåede den læsere, der ellers aldrig kunne drømme om at skænke dansk lyrik deres opmærksomhed. Samtidig forrykkede den og Hassan – hjulpet på vej af et sprængfarligt interview i Politiken, siden en række optrædener i Deadline – helt alene brudfladerne i dansk politiks vigtigste og mest betændte spørgsmål, det om mislykket integration.

Hassan skrev om livet i en ny, etnisk underklasse, om livet i det, vores nuværende regering vælger at kalde ghettoområder. Han var selv vokset op i Trillegården ved Aarhus, så han skrev med det erfarede livs selvfølgelige autoritet. Det gjorde han i åbenlyst selvbiografiske digte. Han gjorde det også sprogligt suverænt og aggressivt, med linjer fulde af rytme og bogstavrim, fulde af en forbløffende power, simpelthen. Samtidig skrev han uden at tage nogen hensyn overhovedet. Ingen blev skånet, hverken hykleriske muslimer eller forråede socialarbejdere, som gjorde mere skade end gavn på de lukkede institutioner, der også var en del af hans opvækst. Al uretfærdig magt fik med grovfilen:

JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER

OG JERES ANALFABETISKE PROFETER

JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE

OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN

De voldelige fædre

Men især rettede Yahya Hassan sin vrede mod de voldelige fædres generation. Den fortvivlelse og melankoli, der også løber bag hans verslinjers berømte versaler, dukkede så op, når han beskrev generationen af fortabte mødre – og når han skrev om sig selv. Blandt meget andet er Yahya Hassan et portræt af digteren som et ungt, utilpasset, allerede ødelagt menneske, der nok kunne give den som forfatter eller som kriminel, men som ikke rigtigt følte sig til rette i nogen af rollerne.

Igen og igen strømmer bogen over af passager, hvor Hassan forestiller sig sin krop vredet af led. Munden tygger på foden, mennesket taler med røven, alle sanser har mistet deres forbindelse til en normal eksistens. Det er, som om trykket på hans barndomsår har været så voldsomt, at han kun kan se sig selv som en misvækst:

MINE HÆNDER VAR KUN TIL UTAKNEMMELIGHED

MIN KROP VAR KUN TIL GRÅDIGHED

ØJNE DER FANTASEREDE MERE END DE SÅ

EN MUND DER KASTEDE MERE OP END DEN SPISTE

TÆNDER DER SAMLEDE FLERE MADRESTER END DE TYGGEDE

EN NÆSE DER LUGTEDE MERE END DEN TRAK VEJRET

Men der er utallige passager, der burde citeres. Som digter mestrede Yahya Hassan nemlig fyndigheden, det sproglige smæld og den fuldstændigt forbløffende præcision lige så meget, som han mestrede det ekspressive, voldsomme billedsprog. Bag det, der kunne ligne et simpelt raseri eller ren attitude, lå der ofte forbløffende intelligente, komplicerede observationer og sammenstillinger.

Sådan er det også i et af forfatterskabets højdepunkter, debutbogens afsluttende langdigt, hvor Yahya Hassan skriver om at forblive kriminel og samtidig skulle udkomme på Gyldendal. Så blander scener fra ghettolivet sig med konfrontationer i institutioner og retssale – og med samtaler med redaktører og forfatterkolleger, alt sammen skrevet i et rytmisk, stiliseret, bevidst forkert indvandrerdansk. Midt i et hjemmerøveri dukker en henvisning til velfærdsstatens fodsoldater op:

MIN HÅND PÅ HENDES MUND

MIN VEN I HENDES PUNG

MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG

SOM EN HJEMHJÆLPER

OG OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI

SOM EN HJEMHJÆLPER

Billedet er både ømt og nådesløst, røveren er som den hjemmehjælper, der på én gang tager sig af og ignorerer den gamle kvindes behov. Han og hjemmehjælperen inkarnerer på samme tid, paradoksalt, både velfærdsstatens omsorg og deroute. Det er et utroligt billede, litterært set et utroligt øjeblik i en på alle måder utrolig bog.

Et desperat skær

I kølvandet på debuten blev Hassans liv ikke bare fyldt med medieoptrædener og digtoplæsninger, men også med trusler og politibeskyttelse. I flere år levede han sit offentlige liv flankeret af diskrete skikkelser fra PET, siden valgte han at frasige sig den beskyttelse. Samtidig begyndte det, der i begyndelsen lignede overstadige sociale spradebassemanøvrer – Yahya Hassan optræder som julemand til Dansk Folkepartis årsmøde, Yahya Hassan stiller op som kandidat for det nærmest på forhånd kuldsejlede Nationalpartiet – at få et stadigt mere desperat skær over sig.

På videoer på nettet og sikkert også i den virkelige verden optrappede og optrappede han sine konflikter med kriminelle nydanskere. Til sidst blev han sat i fængsel, siden fik han en forvaringsdom. Alt det er også en del af Yahya Hassans historie, ligesom hans polititilhold over for en tidligere kæreste er det.

Det var, som om han ville udleve det forvredne selvbillede, debuten allerede havde skrevet frem. Men det var også sådan, at han hele vejen igennem fastholdt sin sproglige fyndighed, sin aggressive, respektløse spilfærdighed i sine formuleringer. Også uden for sine digte var han mester for helt utrolige onelinere – som når han opsummerede Nationalpartiets program i en rablende tale og pludselig erklærede, at »der ikke skal nye boller på suppen, der skal ny suppe på bollerne«.

Under alle omstændigheder skrev Yahya Hassan selv om disse mørke, forvirrende år i sin anden bog, Yahya Hassan 2 (2019). Også den var åbenlyst selvbiografisk og fuld af skarpe øjeblikke. Her kunne man læse om årene efter 2013, hvor han på én gang var mediedarling og truet på livet.

Men digtene fulgte også den videre deroute – men det er jo ikke sikkert, han selv oplevede det sådan – al den stund, digtene bevæger sig fra livet som »præmieperker« i bogens første del til at være indlagt »psykoseperker« i bogens sidste. Ligesom titlen lægger sig op ad debuten, gør bogens digte det også. Mange af kvaliteterne er de samme – de sociale observationer, den skarpe, aggressive humor – forskellen er så ikke kun, at Yahya Hassan 2 trods alt indeholder flere svage digte, men at Hassan denne gang synes mere optaget af at omdanne sig selv til en myte. Især i bogens anden halvdel er det, som om digteren midt i sit sammenbrud gerne vil give den som påfuglehan, der stiller sig an og bryster sig af sin sorte fjerdragt.

JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB

ET POETISK MASKINGEVÆR

BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG

IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF

MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET

Sådan lyder de afsluttende linjer i bogens afsluttende digt, »Gerningssteder«. Det er kraftfuldt, jo, men det føles ikke så langtidsholdbart som de øjeblikke i bogen, hvor debutens misvækstbilleder blomstrer frem igen:

JEG ER EN FREMMEDLEGIONÆR I LEGEMET

MIN EGEN MUND DÆKKER IKKE OVER MIG

RØVHULLET HOLDER IKKE SAMMEN PÅ MIG

Det er øjeblikke som disse, der lader en se de litteraturhistoriske linjer, der løber fra Yahya Hassans digte og tilbage til nogle af de store skikkelser i det 20. århundredes lyrik. Især er forbindelserne til Michael Strunge – navnlig til Nigger 1 og Nigger 2, sprogligt set Strunges mest voldsomme og ustyrlige bøger – og til Rudolf Broby-Johansens skandale-debut BLOD fra 1922 oplagte.

Men de gør det også tydeligt, at Yahya Hassan egentlig ikke mindede om andre af de vigtige danske digtere, der har fået deres gennembrud de sidste ti år. Jo, også Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Lea Marie Løppenthin skriver helt åbenlyst selvbiografisk i deres digte. Men de skriver fra andre liv og derfor om andre problemstillinger, og de skriver ikke med den rå, ekspressive styrke og præcision, der fra først til sidst var Hassans signatur. Det er den, lige så meget som debutens utrolige salgstal, der sikrer ham en plads i litteraturhistorien, og gjorde det fra første øjeblik, fra debuten i 2013.

Vred, forlegen, spilfærdig

Det er hjerteskærende, at han ikke lever og heller ikke skriver mere. Det er endnu mere hjerteskærende, at han – i al fald fra os midaldrende og ældres perspektiv – jo nærmest ikke nåede at blive voksen. 24 år er ingen alder. I glimt så man hos Hassan også det helt unge menneske, der selvfølgelig var der bag alle de roller og attituder, han påtog sig i sin digtning og sine optrædener.

Selv husker jeg bedst, første gang jeg så ham. Han stod inde i Arnold Busck på Købmagergade den dag, debuten udkom. Han stod forlegen og trippede, ventede vist på at signere bøger, ville helst, virkede det som, forsvinde helt. Igen og igen dukkede fremmede, ældre kvinder og mænd op og hilste på ham, ville trykke hans hånd, sagde, at de glædede sig til at læse hans bog, at han skulle være stolt over det, han havde gjort. Han smilede, stammede, virkede helt overvældet, som en ung dreng, der får alt for meget ros fra en helt uvant kant og nu skal prøve at huske, hvordan man modtager den slags.

Sådan skal han aldrig stå igen. Vi skal ikke møde ham igen, vred, forlegen, spilfærdig, fuld af energi. Han kommer ikke til at tale til os igen. Tilbage står de to bøger, nu må vi nøjes med de ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så trist og uretfærdig, men ville retfærdigheden og tilgivelsen nogen sinde dukke op i hans livs udvikling?
Nu får vi det aldrig at vide og har nogen svigtet her eller valgte han helt bevidst og planlagt at sige farvel?

Karen Schultz

Jeg vil mindes dig ofte. Du gjorde min egen vrede almindelig. Hvil i fred, Yahya.
Karen Schultz

Oluf Husted, Steen K Petersen og Anna Louise Finck-Heidemann anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Digteren er et barn
Ordene er hans sandkorn
Han vil bygge sine slotte af sprog
lige til det blir mørkt
og tidevandet kommer

-Onkel Danny

De to mødes helt sikkert hvor end de er nu.

Bolette Kjeldbjerg Degn, Nette Skov, Oluf Husted, Søren Kristensen og Peter Nissen anbefalede denne kommentar

Hvil i fred Yahya Hassan * Endelig har du fundet en ro, som ingen formåede at hjælpe dig med at få.
Brændende digterkomet er slukket for altid - skriver en avis. Efterfølgende tid til eftertænksomhed i alle kroge af det danske samfund. TAK for den indsigt vi fik ved læsning af dine hudløst ærlige digte. TAK !!

Bolette Kjeldbjerg Degn, Oluf Husted, Steen K Petersen, Nike Forsander Lorentsen og Kim Saxman anbefalede denne kommentar
Rune Mariboe

Hvorfor folk begræder død er mig en gåde. Det er vel hændelserne og tilstanden, der ledte op til og evt. foranledigede døden, der kan beklages - hvis noget...

I dette tilfælde tror jeg, at dødens indtræf i sig selv var en glædelig begivenhed, da livet tilsyneladende har været for svært for manden.

Ole jakob Dueholm Bech, Flemming Olsen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Tonny Helleskov

Hvem dræbte Yahya Hassan ?
Var det israelerne, der fordrev hans forfædre fra deres land, så de blev statsløse i Libanon.
Var det massakren på deres flygtningelejr i Beirut, som førte hans familie til Danmark.
Var det Ekstra Bladet, der satte hetzen mod de fremmede i tale og tekst i deres oplagsgivende kamp mod den danske "godhedsindustri"
Var det den herskende del af politikerne, som lovliggjorde had,hån og latterligørelse
Var det et straffesystemet,som man meget let kunne provokeres til at overtræde og blive straffet af
Var det mediernes sætten digteren Yahya Hassan op mod sine egne
Var det dig ?
Var det mig ?

Bolette Kjeldbjerg Degn, Jane Doe og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Og nu er det så desværre slut,både med Hassan og med Arnold Busk.

Klaus Brusgaard

#Rune;
Mener du at det en glædelig begivenhed når et ungt menneske afgør ved døden fordi livet er uudholdeligt?
Har du aldrig mistet nogen til døden som du elsker og savner? Tabet af de man elsker og specielt tabet af en der går selvvalgt smerter ud over alle grænser.

Torben Pedersen

@Tonny Helleskov
Ingen skyldfølelse her, overhovedet. Beklager. Ikke den fjerneste følelse af, at jeg har nogen del i hans død. Den må stå for egen regning, indtil jeg hører andre dømt for det.

Kenneth Krabat

DER ER INTET AT KOMME EFTER

det e r der ikke for nogen

Eva Kjeldsen

Det psykiske lys er en hed flamme at omfavne.
Det ændrer farve.
Ve den
der tør.