Baggrund
Læsetid: 9 min.

I Amerika sad den gudfrygtige og sortklædte Johnny Cash og blev væltet omkuld af Paulus og hans breve

Paulus har forfulgt kristne, undertrykt kvinder, talt dunder om homoseksuelle og skrevet vejledninger for slaver og deres ejere. Hans breve gør ham alligevel til en af kristendommens store vejvisere, og så afspejler de mennesket på godt og ondt
Kultur
29. maj 2020
Paulus har forfulgt kristne, undertrykt kvinder, talt dunder om homoseksuelle og skrevet vejledninger for slaver og deres ejere. Hans breve gør ham alligevel til en af kristendommens store vejvisere, og så afspejler de mennesket på godt og ondt

Jesse Jacob

Hans breve står i Det Nye Testamente – eller Den Nye Aftale – som det hedder på nudansk i Bibelselskabets nyoversættelse af Bibelen. Mens Luther satte sig på torvet, bestilte øl og hørte, hvordan sproget blev talt, så hans oversættelse gav mening – også en mening, som ikke direkte stod i skriften, har Bibelselskabets omstillingsparate eksperter og læsegrupper fokuseret på genkendelighed ved at lægge vægt på flow og forståelighed. Men store ord kræver et stort sprog.

Paulus’ 13 breve er langtfra nye, men skrevet i 50’erne efter Kristi fødsel. Vi ved ikke med sikkerhed, om han står bag alle 13, men de små bidder, der her citeres fra, er forfattet af apostlen og er fra nyoversættelsen.

Vi ved også, at brevene er ældre end de fire evangelier, at de ikke er sat i kronologisk orden, men efter længde, med det korteste til sidst. Modtagerne har været de spirende kristne menigheder og ledende enkeltpersoner.

Epistlerne – som betyder breve på græsk – formaner og opmuntrer, de truer og er sarkastiske, men åbner man dem og slipper ordene ud, har afsenderen også noget at sige til os nu – sådan som det er med ord, der rækker ud over tid og sted.

Paulus

Paulus er en sammensat karakter i Den Nye Aftale (Det Nye Testamente). Han starter i Apostlenes Gerninger som forfølger af de helt nye kristne menigheder, men ender med at være den mest kendte og udbredte missionær og forkynder af den kristne tro.

Det handler for Paulus om at tro på, at Gud lod Jesus stå op fra de døde. Det fremstilles i 21 breve skrevet til den kristne menighed i Rom. Brevene er udvekslet mellem de første kristne og handler om Guds søn og livet som kristen.

Ovre i Amerika sad den gudfrygtige og sortklædte Johnny Cash og komponerede sange om tilværelsens mørke sider – kriminalitet, druk og stofmisbrug. Han var en modtager næsten 2000 år efter brevenes afsendelse og blev væltet omkuld af Paulus og hans breve.

Det gav mening at læse den gamle apostels vejvisere til Jesus, for Paulus kendte selv til dæmonen i os og skrev allerede i sit Brev til Romerne kapitel 7, vers 19: »I stedet for at gøre det gode, jeg gerne vil, gør jeg det onde, jeg ikke vil.«

The Man in Black skrev så en roman om Paulus med titlen Man in White; bemærk den ubestemte form: Mand i hvidt, for det er en vigtig pointe, at vi alle både rummer mørke og lyse sider.

Var det ikke, fordi Paulus var sat i kristendommens store bog, ville vi med nutidens måle- og gabestok have sat ham i skammekrogen for alle de mørke sider. Selv tog han det som et Guds under, at han som forfølger af kristne blev sat til at sprede evangeliet i verden, samtidig med at han følte sig særlig udvalgt fra allerhøjeste sted.

Som teolog er den uværdige apostel da heller ikke til at komme uden om som en vigtig grundsten til kristendommens udbredelse – og dermed til vestlig tænkning og kultur – og hans breve skal læses af samme grund, som vi læser Hamsun og Céline: Værket er større end forfatteren.

Fra Saulus til Paulus

Han kom til verden som farisæisk jøde i det 1. århundrede i Tarsus i det nuværende sydlige Tyrkiet og fik navnet Saulus. Farisæerne er de rettroende og pæne mennesker med korrekte meninger, som Jesus skændes med i evangelierne.

Vi kan læse om Paulus’ liv og virke i Apostlenes Gerninger – at han er med til steningen af den første kristne martyr, Stefanus, og så er han den eneste i Testamentet/Aftalen, der er kendt gennem sine egne skrifter.

Paulus mødte aldrig Jesus eller var i discipelkredsen. Han arbejdede som håndværker, beherskede græsk og havde gennem sin far et bekvemt romersk statsborgerskab. Det var på vej til Damaskus og endnu en forfølgelse af Jesu tilhængere, at han blændes af et lys og hører Den Opstandnes bebrejdelse og kald – så på en måde mødte han alligevel Jesus.

Det førte til, at Paulus blev døbt og dermed kristen og som apostel foretog store missionsrejser til landene omkring Middelhavet, hvor han grundlagde nye menigheder. Han bliver henrettet i Rom for den tro, han tidligere havde bekæmpet.

Historien om Paulus er afskrækkende og tiltrækkende, den går højt og dybt. Hvordan ender en af de værste med at blive en af Vorherres vigtigste medarbejdere – en opgave han tog på sig med både ydmyghed og selvbevidsthed?

Manden bag det, som forbindes med det kristne budskab, »kærlighedens højsang«, fra apostlens Første Brev til Korintherne 13,13: »Det er tro, håb og kærlighed, det handler om, og af de tre er kærligheden størst.«

I den autoriserede udgave lyder det:

»Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden«. Den ordguirlande klinger bekendt i nutidsører, så hvorfor egentlig forny og forbedre, hvis poesien går tabt?

Uanset udgave er kærligheden størst. Men den udspringer af en kristendom, som også består af en forargende del, noget der strider imod min idé om rigtigt og forkert. Det var derfor, at Jesus ofte skændtes med dem med de rigtige meninger – nu er det os. Holder vi os her til Paulus’ breve, så er de vejledninger i troen på Kristus, de fortolker hans død og opstandelse og menneskets frelse.

Frelsen skal vi nok komme til, men lad os berøre det, som især skurrer. Der findes nemlig ingen margueritrute til Paulus’ breve. Selv om han ikke var optaget af den historiske Jesus, er hans breve selvfølgelig tidsbestemte, og det er også i det lys, vi skal se de mørke sider. Det undskylder ham ikke, men giver en forklaring på, hvorfor han overhovedet kan have etiske overvejelser om for eksempel de forskellige former for slaveri, der var almindelige i hans samtid.

Jesus skrev aldrig noget – heller ikke om homoseksualitet – det gør Paulus som den eneste i tre af sine breve, hvor hans tolkning af kristendommen tordner, at de, der lever skamløst med hinanden, pådrager sig den straf fra Gud, som de fortjener for deres vildfarelse.

Mest berygtet er apostlen for sit syn på kvinder, der kan aflæses i hans Første Brev til Timotheus, hvor han anfører, at en kvinde ikke må optræde som lærer, hvilket har ført til modstand mod kvindelige præster fra dem, der har ment sig tro over for skriften/Paulus.

De har bare glemt at læse lidt længere frem i selvsamme skrift og kapitel, hvor der står, at kvinder heller ikke må bære fletninger, kostbare klæder, guld eller perler.

I opgørene med fortiden er det værd at huske på, at tiderne skifter, men at vi altid lever under nogle fælleseksistentielle grundvilkår som angst, mod, håb, tro, fortvivlelse, ondskab, glæde, kærlighed, og så videre, og det uanset, om man har boet i Paulus’ landsby, siddet på Luthers torv, eller nu bag skærmen på hver vores digitale ø – den virkelighed taler Paulus’ breve også ind i.

Frelst!

Den nye bibeloversættelse er en følgesvend til den autoriserede Bibel, men den halser sine steder efter den flygtige tidsånd og en søgt forståelighed, hvor det havde været bedre at holde sig til Helligånden.

Et kristent grundbegreb som synd, der kan have flere betydninger, virker nedskrevet, så man forbinder det med moral, og i en grel gendigtning fra Skabelsesberetningen er mennesket ikke længere skabt i Guds billede, men ligner nu Gud. Og så har vi balleden om frelsen, der begyndte med Adam og Eva. Historien gennem tiderne har mange afskrækkende eksempler på mennesket, der gerne vil ligne Gud.

Det er her, Paulus kommer ind i billedet med sine breve, hvor han skelner imellem denne verden med dens fald og ondskab, og så verden efter frelsen. Hans Brev til Romerne er radikalt omvæltende, og dets virkningshistorie kan ikke overvurderes. Som jøde pegede han ud over Moseloven og på Jesus, hvilket skabte opstandelse på en ny måde. Om Paulus vedblev med at være jøde, diskuteres stadig på fakulteterne.

Det handler om tro og frelse – intet mindre, selv om nogle af hans modstandere mente, at det var alt for lidt.

For Martin Luther var det lige netop det lidt, der blev en befrielse for ham. I 1500-tallet sad han i Wittenberg og kunne ikke få ligningen med Gud til at gå op. Den kan aldrig gå op, men det var her, mens han sad på lokum – cloaca – hvor han tilbragte en del tid med hård mave, at han under læsningen af Paulus’ brev til menigheden i Rom fik sin berømte tårnoplevelse – das Turm-Erlebnis: at den retfærdige skal leve af tro alene – at tro handler om modtagelse. Det brev var med til at forme Luthers protester og skabe reformationen og en protestantisk retning af det glædelige budskab.

Vi frelses ved tro, ikke ved gerninger, er brevets vægtigste tema. En kort, præcis angivelse kan findes i kapitel 3, vers 28, og her lever den nye udgave op til mål om klarhed og tydelighed: »Vi kristne mener, at et menneske frikendes ved at tro på Gud, ikke ved at overholde loven.«

Vi kan altså ikke selv sørge for frelsen, det hele er op til en nådig Gud. Det budskab gjorde først Paulus og siden Luther upopulære i deres samtid og senere tiders kirkelige kredse, for det er jo et regulært kontroltab ikke at have frelsen i egne hænder, og de er begge blevet beskyldt for, at mennesket dermed mister medansvaret for egen frelse.

Frelste mennesker kan være noget af en prøvelse, vel at mærke dem, som også føler sig frelste, uanset om det er den overbeviste ateist, kristne, muslim, jøde, hinduist, buddhist – fortsæt selv rækken – som skråsikkert tromler andre med deres overbeviste sandheder.

Det er godt at hvile i troen, og alt er ikke lige gyldigt, men tro er ikke sikkerhed, det er tillid til, at alt ikke ligger på mine skuldre. Selv om man stadig har ansvar for sit eget liv og også skal tænke på de andres, rummer budskabet en vis aflastning, og her viser Paulus’ breve sig som et stort memento – også i 2020.

På mange måder lever Paulus op til sin titel som Guds særlige apostel for hedninger, en sand spreder, som menneske og med sine budskaber.

Jeg glemmer aldrig, da jeg som ung teologistuderende med skråsikre meninger om den gamle forfølger, mandschauvinist og homofob, til en forelæsning var ved at falde ned af stolen, da professoren fortalte, at Paulus også lægger navn til det eneste sted i Bibelen, der kommer ind på kunsten og det æstetiske – i hans Brev til Filipperne 4,8:

»Jeg har kun én ting tilbage at sige jer, kære venner. I skal tænke over, hvad der er sandt, passende og rigtigt at gøre over for Gud, hvad der er værd at sætte pris på og tale godt om, og hvad der er godt og beundringsværdigt.«

Visse ord kan man ikke sige sig selv, derfor skal de høres eller læses – igen – og her kommer de i den gamle udgave, forskellig fra den nye, men i samme ånd, og det er jo det, det handler om:

»I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.«

I en af-fortryllet verden, hvor alt måles, vejes og sættes i nytteskema, er det vigtigt at have nogen til at pege på det, der ikke kan regnes ud – som Vorherre og kunsten. Og så det at vi ikke er sorte eller hvide brikker, men på godt og ondt bare mennesker.

Henrik Bach er sognepræst ved Fårevejle og forfatter.

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her