Amerikanerne vil have talkshowværter uden jakkesæt og på webcam fra privaten

Suit or no suit? Værten på The Late Show, Stephen Colbert, rykkede i midten af marts sit late night-talkshow fra Ed Sullivan Theatre i New York til privaten. Hans ti minutters åbningsmonolog den 16. marts blev leveret iført jakkesæt, nedsænket i et skumfyldt badekar på familiens badeværelse. Her forklarede Colbert med brug af vandsikker Covid-19-planche amerikanerne, hvorfor alle nu skal blive hjemme. Som han konstaterede: »We all have to don’t do our part.«

Amerikanere har efter hans mening hele livet trænet til at være helte ved at blive hjemme i denne krise; den passive siddende stille i sofaen foran flimmeren var faktisk træning til at redde verden.

Som en række andre late night- og comedy news-værter har Colbert den seneste måned måttet gentænke sit program fra hjemmet. En del af den manøvre har bygget på input fra de mange trofaste seere. Skal man for eksempel holde fast i at være ulasteligt klædt i jakkesæt, når man ikke længere står i et studie foran et publikum med sit band?

Colbert spurgte sine fans. 123.000 deltog i hans twitterafstemning, og med 71,6 procent stemmer på no suit er late showstilen nu blevet mere afslappet i det Colbert’ske hjemmeshow. Og flere kommentarer fra fans pegede på, at seerne vil have deres faste værter med sig i deres karantænehjem under coronakrisen. Som en twitterbruger skrev med henvisning til de få dage, hvor Colbert og hans stab omtænkte deres koncept til en coronatid:

»Jeg er ligeglad med, hvad du har på, bare du aldrig forlader os igen.«

Stephen Colbert er langtfra den eneste amerikanske tv-vært, som forsøger at holde gejsten oppe og producere social distancing-indhold hjemmefra. Covid-19 har ledt til nye karantæneformater, mens værterne bruger familiemedlemmer, og hvad de ellers har ved hånden, til at producere tv i deres hjem, garager eller baghaver.

Location: Fra studiet til stuen

Som den amerikanske medieforsker Katie Foss har forklaret i film- og tv-branchebladet Variety, fører den nuværende krise til en redefinering af grænserne mellem arbejde og hjem. Det gælder også i medierne, hvor en tom stue pludselig skal erstatte et publikumsfyldt tv-studie. Studierne plejer at signalere storby, liv og stil. Pludselig sidder værterne foran et webcam og har kun sig selv at arbejde med.

Colbert flyttede først rundt i sit hjem – fra badekarret til et bålfad i haven – indtil han med sine familiemedlemmer som skiftende hjælpere indenfor har fundet en form for showet tilføjet den fraværende stabs nyhedsindklip og grafik.

Jimmy Kimmel lagde i sit talkshow ud med at vise seerne rundt i sit hjem på Skt. Patricks dag, og han har siden blandt andet ladet sin femårige datter give ham en makeover foran kameraerne.

I Seth Myers hjemmeversion af hans late night-show har seerne flittigt spekuleret over, hvad der mon gemmer sig bag den lille loftsdør i baggrunden af hans setup, og han er selv hoppet med på legen. I et program lod han som en overraskelse sine børn komme ud ad den efter ellers at have forklaret, at det var en dør til en anden dimension.

Samantha Bee har derimod valgt mest at arbejde udendørs med sit Full Frontal-program, hvilket kan give uventede problemer, når en høg for eksempel beslutter sig for at dominere lydsiden.

En del af fornøjelsen ved at følge showene den seneste måned har været at se, hvordan værterne har tacklet det uventede sceneskift. Og selv om det kan se enkelt ud, ligger der et stort arbejde bag. Som John Oliver fra HBO’s Last Week Tonight har fortalt, føltes det som at skulle lære at lande et fly, da hans medarbejdere på afstand forklarede, hvilke knapper der skulle trykkes på hvornår, når han skulle optage sin udsendelse.

En af producerne på Jimmy Kimmel Live siger til Variety, at det i starten tog tre timer at skyde seks minutters åbningsmonolog, fordi bare det at få øjenkontakten med seerne var en udfordring. Som hun konstaterer, er der normalt en teleprompter-fyr og 140 mennesker til at hjælpe i studiet. Seth Meyers arbejder nu med en telepromptermaskine, der viser det, han skal sige, men han savner sin cue card-ekspert, som kender hans rytme.

Det er på mange måder hårdt for værterne pludselig at være alene hjemme.

Publikum: Fra grin til stilhed

De mange late night-shows er præget af, at værterne interagerer med et publikum, som har kæmpet for at få de eksklusive studiebilletter. Som alle komikere bruger værterne deres publikum aktivt, og den rigtige timing er en væsentlig del af at levere sit materiale på den bedste måde.

Med publikum udelukkende bag skærmen derhjemme er den mulighed væk, og flere værter snakker løbende om, hvor meget de savner »deres instrument«. De fremhæver det, når de nu holder en kunstpause, så vi kan grine ad deres jokes hjemme, og de har i flere programmer haft hinanden som gæster, så de sammen kan begræde, hvordan god satire handler om at fornemme, om nogen rent faktisk synes, at materialet er sjovt.

Da Stephen Colbert og John Oliver i slutningen af marts havde en længere snak på The Late Show om publikums betydning, konstaterede Oliver, at han ikke savnede publikum, for efter en karriere som standupper i England var han vant til at levere jokes til rungende stilhed eller det, der var værre. Men de fleste værter lefler for os derhjemme eller forsøger at skabe fornemmelsen af, at vi er med. Colbert har flere gange sat pris på, at hans kone i det mindste har grinet bag kameraet. Man må tage, hvad man kan få i en krisetid.

I en snak med Colbert om at lave politisk karantænesatire konstaterede Trevor Noah fra The Daily Show, at publikums fravær på sigt enten gør, at man bliver en bedre komiker, eller at man helt mister sin fornemmelse for timing. Noah har argumenteret for, at man er nødt til fundamentalt at gentænke grundideen i et tv-show, når det klassiske produktionsapparat og publikum er væk.

En af hans forfattere har fortalt Variety, hvordan Noah fra starten er gået efter et program med en markant anden rytme, fordi det efter hans mening ikke giver mening at gå efter de store grin, når der ikke er nogen til at grine.

I stedet har Noah tænkt sit »social distancing show« mere som en podcast, hvor man satser på en anden type vittigheder. Programmet skal føles, som om man sidder og hygger sig med sin sjoveste ven og vender, hvad der sker i verden. Fra tallene på showets youtubekanal at dømme lader mange til at betragte Noah som en god ven i disse tider. Halve og hele millioner af mennesker ser videoerne.

Og publikumstal er vigtige, ikke mindst for de reklamefinansierede shows. Variety anslår, at late night-stjernerne, Stephen Colbert, Jimmy Fallon og Jimmy Kimmel, sammen trækker mere end 400 millioner dollar årligt ind i reklamepenge. Deres programmer er blandt andet populære blandt annoncører, fordi de når et ungt publikum – og de unge kan stadig godt finde programmerne, selv om de nu kun er online frem for på traditionelt flow-tv.

Grafik og musik: Nu af og med børn

Der er sket meget med tilgangen til grafikken, siden Colbert lagde ud med sin vandtætte udgave af den røde og den grønne kurve fra badekarret i marts. De forskellige programmer har gradvis fået gang i hjemmeredaktionerne, så der nu igen indgår nyhedsklip og satiriske illustrationer af verdens gang.

Mens John Olivers Last Week Tonight går efter at være en nedskaleret version af det normale show, er andre konsekvent gået i en anden retning. Jimmy Fallon har fra starten ladet sine børn tegne og skrive mange grafiske indslag – med stavefejl og det hele – så visse gæster nu er »staring« og ikke »starring« i hans show.

Mens værterne er gået opfindsomt til værks for at løse de grafiske udfordringer, kniber det mere på den musikalske front. Kimmel har for eksempel sat sine børn til at synge. Colbert er vant til at have Jon Batistes band, Stay Human, som en integreret del af sit show. Batiste kommenterer normalt her og der og laver krøller til diverse jokes på flyglet, men nu kan han kun spille nogle toner mellem indslagene hjemmefra.

Fallon plejer at have mange musikalske elementer, som nu også får en anderledes form. Komikeren Adam Sandler har spillet en morsom karantænesang i Fallons »at home edition« af showet, hvor Sandler hylder landets sundhedspersonale og konstaterer, at det umuligt kan være godt for Amerika, at han nu selv underviser sine børn i matematik.

Men generelt lægger dårlig internetlyd ikke op til de store musikalske oplevelser eller liveoptrædener. Man kan stadig have »one second song challenges«, som når Fallon for nylig udfordrede den amerikanske musiker og musikjournalist Questlove i, hvem der først kunne genkende Beastie Boys-sange ud fra ét sekunds uddrag, men det talte ord står klart stærkest i late nights onlinelandskab.

Indhold og gæster: Kollegialt selvsving

De fleste late night-shows er en blanding af monologer, researchede skrivebordsindslag og samtaler med eller optrædener af gæster, som i princippet stadig fungerer på afstand. Værterne har arbejdet med at gentænke deres monologer som »minilogues«, og fra at være desperate onemanshows i badekar er der gradvis kommet flere gæster i programmerne.

Der er stadig de politiske gæster, som når Samantha Bee tager en snak med Elizabeth Warren om frustrationen over, at hun har trukket sit kandidatur, Stephen Colbert snakker pandemier og innovation med Bill Gates, og Trevor Noah vender status i New York med guvernør Cuomo. Og så er der de mange kendte ansigter fra underholdningsbranchen, som nu stiller op på webcam fra deres soveværelser eller viser os deres coronalegoprojekter. En god internetforbindelse er blevet et centralt parameter for, om en gæst dur eller ej, og man skal som seer tit have en høj tolerancetærskel for dårligt billede og lyd.

Mens værterne plejer at holde privatlivet ude af deres shows, fylder det naturligt nok mere i disse tider. Samantha Bee bruger aktivt sine børn som assistenter, for eksempel når hun skal have farvet sine grå hår, som ifølge hende er acceptable for de mandlige værter, men ikke går som kvinde.

Colbert snakker tit til sine familiemedlemmer bag kamera og mikrofoner, så vi hører lidt om hans søns igangværende stil om Tony Morrisons roman Beloved. Frontstage og backstage glider sammen, og når værterne er helt desperate, kan de altid interviewe hinanden om det hele og diskutere, hvem der i situationen er gæst på hvilket show.

Mens de tidligere late night-konger, David Letterman og Jay Leno, ikke nærede stor veneration for hinanden, har den nye generation et mere kollegialt forhold og bruger hinanden flittigt. Det kan der godt gå selvsving i, men det giver til gengæld mulighed for at følge meta-refleksionerne om udfordringerne ved pludselig at skulle gentænke et program og sin tilgang til satire fra bunden.

Politisk humor i en coronatid

Mens visse late night-værter er tilfredse med bare at underholde, lægger folk som John Oliver, Stephen Colbert, Samantha Bee og Seth Meyers ikke skjul på deres holdninger, når de gransker verdens gang. Onlineformatet har ikke fået dem til at skrue ned for retorikken. Man kan stadig lave sjove indslag om, hvorvidt prutter kan sprede corona og få alt til at spejle Netflix-showet Tiger King, men de fleste programmer er præget af, at alle tager situationen alvorligt.

Som Trevor Noah har konstateret, er det en underlig tid at lave politisk satire i, for det er svært at finde balancen mellem følelsen af, at verden er ved at gå under, og erkendelsen af, at det gør den nok ikke, så lad os prøve at tage fat i det på morsom vis.

Medieforskere har gennem årene peget på comedy news som en vej til andre nyhedskilder, og frem for alt John Olivers Last Week Tonight har tradition for at levere grundigt researchede indslag, som byder på både sjove og nuancerede analyser af konkrete samfundsmæssige udfordringer, fra regler for valgdistrikter over studiegældsproblemer til våbenlovgivning.

I antologien Political Humour in a Changing Media Landscape (2018) argumenterer forskere for, at vi de seneste år har set en bevægelse mod »advocacy satire«, hvor grænserne mellem journalist og »jokester« er mere uklar, og man i højere grad kan tale om »den satiriske journalist«.

Under coronakrisen har Time Magazine konstateret, at mens traditionelle nyhedsprogrammer fortæller os, hvad der sker i verden, hjælper late night-shows os med at bearbejde det.

Hvordan man end ser på det, lader behovet for at kunne tjekke ind med værterne i hvert fald til stadig at betyde meget for fans og følgere verden over, og værterne engagerer sig også alle i forskellige velgørende projekter og aktiviteter, som for eksempel WHO-fundraiseren One World Together at Home, der havde Colbert, Fallon og Kimmel som værter.

Og de shows, som ikke rykkede hurtigt, begynder nu også at komme online. Saturday Night Live fik først styr på karantænebiksen den 12. april, men forsøger nu at lave sit ugentlige sketchshow fra folks hjem. Blandt andet har man kunnet se Brad Pitt lave sjov som i rollen som Anthony Fauci, der i USA leder The National Institute of Allergy and Infectious Diseases. Men Pitt sluttede sketchen af med at fjerne parykken og nøgternt takke Fauci og det amerikanske sundhedsvæsen for deres indsats.

Det er alt sammen bare for sjov – og så alligevel ikke.