Læsetid: 6 min.

Bertel Haarder: Fælles økonomikrav fra kulturlivet vil svække den folkelige opbakning

Coronakrisen har ramt kulturlivet hårdt, og brancheorganisationerne føler ikke, at politikerne lytter til dem, og diskuterer, om de skal forene sig. Spørgsmålet er, om det er deres egen eller politikernes skyld – og hvad man kan gøre ved det. Information har bedt tre tidligere kulturministre om råd
Tre tidligere kulturministre er alle skuffede over den politiske behandling kunst og kulturlivet har fået under coronakrisen. En af dem, Mette Bock, der var kulturminister for Liberal Alliance , mener, at ’det har været pinagtigt at følge de fuldstændig tomme skåltaler og blindheden over for kulturens betydning. Når man lytter til partilederdebatten forleden, tilmed afholdt på Statens Museum for Kunst, går der lige nøjagtig tre minutter, så handler det om alt muligt andet end kultur,’ siger hun. Billedet her er taget på netop Statens Museum for Kunst få dage før nedlukningen.

Tre tidligere kulturministre er alle skuffede over den politiske behandling kunst og kulturlivet har fået under coronakrisen. En af dem, Mette Bock, der var kulturminister for Liberal Alliance , mener, at ’det har været pinagtigt at følge de fuldstændig tomme skåltaler og blindheden over for kulturens betydning. Når man lytter til partilederdebatten forleden, tilmed afholdt på Statens Museum for Kunst, går der lige nøjagtig tre minutter, så handler det om alt muligt andet end kultur,’ siger hun. Billedet her er taget på netop Statens Museum for Kunst få dage før nedlukningen.

Sigrid Nygaard

20. maj 2020

Spørger man tre tidligere kulturministre, Mette Bock, Bertel Haarder og Brian Mikkelsen, er de rørende enige om, at kulturen er blevet dårligt behandlet under coronakrisen og nedlukningen af Danmark.

Stort set hele kulturlivet og dets aktører, såvel små og store institutioner og virksomheder som enkeltpersoner – teatre, spillesteder, festivaler, revyer, musikere, forfattere, forlag, biografer, produktionsselskaber – kæmper med dårlig økonomi, mange er allerede gået konkurs, og det skyldes blandt andet, at det først var sent i forhandlingerne om hjælpepakker, at kulturen blev nævnt.

»Jeg græder lige så meget som alle andre over den stedmoderlige behandling, som hele kultursektoren har fået,« siger Bertel Haarder, der var kulturminister for Venstre i 2015-16.

Mette Bock, der for Liberal Alliance efterfulgte Haarder som kulturminister frem til 2019, mener, at »det har været pinagtigt at følge de fuldstændig tomme skåltaler og blindheden over for kulturens betydning. Når man lytter til partilederdebatten forleden, tilmed afholdt på Statens Museum for Kunst, går der lige nøjagtig tre minutter, så handler det om alt muligt andet end kultur«.

Og Brian Mikkelsen, der var kulturminister for De Konservative fra 2001-08 og nu er direktør for arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, siger, at der er brug for kulturen mere end nogensinde før:

»Og så er det da rigtig ærgerligt at se, at det ikke bliver prioriteret højere i det politiske system, uanset hvilken politisk farve politikerne har.«

Ingen af de tre er dog interesserede i at skyde skylden på kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet. De oplever hende som velmenende, men uden det nødvendige mandat. Som Bertel Haarder udtrykker det:

»Det har heller ikke været nemt at være hende.«

Systemet fejler

Spørgsmålet er så, om det er kulturlivets egen skyld, at kunsten og kulturen ikke fylder mere på den politiske dagsorden – hverken i krisetider eller til hverdag – eller om der er andre, mere systemiske grunde til det. Og hvad kan man i så fald gøre ved det.

Mette Bock mener, at mange af branchens organisationer klarer sig fint, mens andre repræsenterer så forskellige interesser, at det skaber indre splid, og, siger hun, »det kræver stærk ledelse at få kulturinstitutioner, selv inden for samme genre, til at arbejde sammen om et fælles mål. Jeg fulgte selv forløbet omkring etableringen af Dansk Teater som paraplyorganisation, og det var en særdeles vanskelig fødsel, selv om aktørerne arbejdede i samme genre«.

For Brian Mikkelsen handler det dog ikke om brancheorganisationerne, som efter hans mening fungerer glimrende. Nej, det handler om et politisk system, der slet ikke prioriterer kulturen. Derfor er han heller ikke fan af den løsning, som teatermanden Jon Stephensen foreslog for ganske nylig: At man opretter en ny, overordnet organisation, som repræsenterer alle sider af kulturlivet, og som i kraft af sin størrelse og opbakning vil være en reel magtfaktor i forhold til forhandlinger med politikerne.

»I stedet for at skyde budbringeren, som er brancheforeningerne, så synes jeg, at man skal kigge på, hvordan man får talt kulturen op, så politikerne forstår nødvendigheden af og prioriterer kulturen,« siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

»Specielt i en coronatid, hvor vi har brug for noget mere fælles identitet og bliver lidt usikre på, hvor vi bevæger os hen. Det gør vi jo alle sammen.«

Passionerede mennesker

Bertel Haarder siger, at han kun møder engagerede kulturordførere fra de forskellige partier på Christiansborg. Han advarer imod, at kulturlivet begynder at se sig selv som et offer:

»Det kommer der aldrig noget godt ud af.«

Han understreger, at kulturlivet trivedes inden coronakrisen. Festivalerne havde stor succes, museerne havde masser af besøgende, og teatrene solgte billetter: 

»Danskerne viser dagligt deres glæde ved kulturen. Der er ingen grund til at tale hverken kulturen eller kulturpolitikerne ned efter min mening, og man skal ikke måle engagement på, om man indgår i et politisk spil.«

Derfor er Bertel Haarder heller ikke fan af ideen om at etablere en ny, fælles interesseorganisation for kulturen. Det vil kun svække kulturen, der lever af kærlighed og folkets yndest.

»Lige så snart kulturlivets aktører optræder med fælles krav til økonomi, så tror jeg, at de svækker den folkelige opbakning,« siger han og sammenligner med dengang, kvindefodboldlandsholdet krævede mere i løn.

»Det var simpelthen så skadeligt, at man kørte den konflikt, fordi det førte til, at folk pludselig så fodboldspillerne som lønmodtagere i stedet for de idoler, de hidtil havde været.«

I stedet foretrækker Bertel Haarder de organisationer på kulturområdet, der allerede eksisterer – også selv om de er meget insisterende – og som han selv mødtes med, da han var kulturminister.

»De bad hele tiden om møder med kulturministeren, og da jeg i starten forsøgte at udskyde nogle af møderne, indtil vi havde noget konkret at snakke om, blev jeg i den grad hængt ud i deres medlemsblade. Så jeg lærte at acceptere et hvilket som helst møde med en hvilken som helst forening. Det endte jeg også med at blive glad for, fordi jeg mødte nogle dybt engagerede mennesker på hver deres område. De var passionerede og havde en troværdig lidenskab – noget, de brændte for. Jeg tror ikke, at det vil have nogen god effekt at møde en fælles formand og et sekretariat med DJØF’ere, som bare har som professionel opgave at tale kulturens sag.«

Kultur er erhverv

En ny, stor kulturorganisation vil medføre unødvendige borgerkrige i en kulturbranche, der er temmelig uhomogen. Det mener Brian Mikkelsen, som i stedet opfordrer til et større samarbejde og bedre dialog mellem de organisationer, der allerede findes, for eksempel hans egen Dansk Erhverv, der repræsenterer danske arbejdsgivere, også på kulturområdet.

»Mange af kulturens brancheorganisationer er jo medlem hos os, alt lige fra Dansk Live og Producentforeningen til spillestederne, Louisiana og Gyldendal. Det er virksomheder og arbejdsgivere, der beskæftiger masser af mennesker. Det er forretninger, der skal løbe rundt, så man stadig har råd til kulturen,« siger han.

Brian Mikkelsen fortæller, at han er i fuld gang med at tale med sine medlemmer fra kulturverdenen om, hvordan man kan gøre kulturen mere synlig. Det handler blandt andet om at få alle parter til at forstå og acceptere, at kultur også er en forretning, man kan og skal tjene penge på.

»Hvis der er nogen som helst jomfruelighed tilbage om, at man skal tjene penge på kultur, så skal den væk,« siger han.

»Hvis man vil præsentere sin kunst og kultur, skal man have penge at præsentere den for. Det handler både om at bedrive lobbyvirksomhed for at få statsmidler – hvad jeg synes, at man skal – og selv gå ud og tjene penge. Man skal hele tiden huske på, at hvis det skal være en succes, skal der være respekt omkring integriteten og autonomien i kulturens egne beslutninger, ellers er det jo ikke kultur længere. Men det er nemmere at forklare politikerne, hvorfor ens kultur er nødvendig, hvis man tjener penge. Det styrker argumentationen, og de fleste kulturinstitutioner tjener jo efterhånden også deres egne penge.«

Mette Bock er enig, men hun erkender, at det kan være svært at få politikernes og offentlighedens opmærksomhed for de mindre kulturaktører:

»Kulturlivet er, men ikke kun, en del af erhvervslivet. Antallet af arbejdspladser er enormt stort, og kulturforbruget har i flere år været stigende,« siger hun.

»Men 30.000 mennesker på et stadion til en fodboldkamp larmer altså mere end de 30.000, der for eksempel årligt besøger en mindre kulturinstitution. Så for at skabe ørenlyd, også på Christiansborg, ville et tættere samarbejde gavne, men det forudsætter generøsitet og forståelse for fødekæden. De mindre institutioner er fødekæde for eliten, og alle led er vigtige.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er svært at holde ud at læse disse hykleriske udsagn fra tre ministre, der hver for sig har været med til at skabe de forringede vilkår.

Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Jeg græder lige så meget som alle andre over den stedmoderlige behandling, som hele kultursektoren har fået,« siger Bertel Haarder, der var kulturminister for Venstre i 2015-16."

Spar os dog for jeres hykleriske krokodilletårer.

Bjarne Toft Sørensen

De traditionelle dannelsesforestillinger, knyttet til kulturen, som de f.eks. kom til udtryk i 1960ernes kulturpolitik, er på godt og ondt og i stigende grad gledet ud til fordel for serviceorienterede, instrumentelle og nytteorienterede tilgange (f.eks. kunst som terapi og styrkelse af danskheden hos flygtninge og indvandrere).

Kulturen ses i stigende grad som et servicetilbud, borgerne kan vælge til eller fra efter forgodtbefindende, og ikke mere som en nødvendighed i forhold til intellektuel, kropslig, kulturel, kunstnerisk m.m. dannelse af landets borgerne, til helstøbte personer med en høj grad af personlig integritet.

Herdis Weins, Anders Reinholdt, Jørgen Mathiasen, Lars Løfgren, Rolf Andersen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Desværre er det med kulturen som naturen - der er ingen penge i det, så derfor eksisterer de på de usleste vilkår. Der er noget helt skævt i samfundets værdisættekst.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar