Blokfløjten giver Michala Petri jordforbindelse: »Du skal trække vejret, tage verden ind og give tilbage på samme tid«

Michala Petri har spillet blokfløjte, siden hun var tre år gammel. Hun er en af verdens dygtigste blokfløjtenister. For hende er musik ofte mere virkeligt end det virkelige liv.

Mange kender måske bedst barokinstrumentet fra folkeskolens musikundervisning, hvor barnelarm hurtigt kunne dræbe enhver skønklang. 

Men som blokfløjtenist har Michala Petri gjort en enestående karriere. Som 11-årig blev hun den absolut yngste modtager nogensinde af Jacob Gade-prisen. Hendes blokfløjtespil har indbragt hende et ridderkors. I 2000 modtog hun den prestigefyldte Léonie Sonning Musikpris, og hendes musik får stadig priser i dag.

Jeg har sat hende stævne en blæsende dag i Kongens Have, fordi hun må være den rigtige til at forklare mig, hvordan man får et helt liv til at gå med at spille et instrument, der i de forkerte hænder kan lyde helt afsindigt dårligt.

Den antagelse griner hun lidt af og forklarer, at blokfløjten er eminent til det, hun interesserer sig for, netop fordi den er simpel og lettilgængelig. For det handler mere om samhørighed end om at stjæle spotlightet som soloartist for hende: 

»Man siger, at jeg har en stor evne til at koncentrere mig. Det er også rigtigt. Men jeg kalder det mere, at jeg har en stor evne til at lukke alt andet ude. Det er en lillebitte forskel. Når jeg står på scenen og spiller, så er musikken det eneste, der eksisterer lige her og nu. Den er virkelig. Det forplanter sig, og det er det samme, der sker for publikum i en koncertsal,« siger hun.

Den klassiske musik kræver både fordybelse og store armbevægelser. I serien Informations Klassiske Musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at præsentere os for deres instrument. De fortæller os også om et værk, de synes er helt specielt og viser deres instruments særlige væsen og fulde potentiale. Og så beder vi dem om at forklare nogle af de ubekendte, der kan gå tabt for den uindviede lytter.

Klassisk musik kan sammenlignes med både kvantefysik og kærlighed. Hvis man tager to partikler, der hører sammen, splitter dem ad og sender den ene til Grønland, så vil den mindste ændring i den ene også ske i den, der er placeret i Arktis. Det er den slags usynlig kommunikation, der sker i koncertsalen, når man fornemmer, at et helt rum er i samme stemning, siger Michala Petri.

Hun spørger, om jeg har en kæreste, og om at, da vi fandt sammen, så opstod der en samhørighed, som vi ikke var i tvivl om var til stede, og som vi kunne mærke uden at sætte ord på den. Det må jeg svare ja til. Hvis blokfløjten ligefrem kan frembringe forelskelsens magi eller krydse grænser som kvantefysikkens uregerlige partikler, så begynder fascinationen at åbenbare sig. 

Blokfløjten lyder af træstammer og tørrestativ

Michala Petri har fået klassiske komponister til at skrive over hundrede nye værker til hende. Hun får oversat stykker skrevet til andre instrumenter til blokfløjten. Hun har krydset genrer og indspillet baroksonater med jazzpianisten Keith Jarrett og optrådt i Aftenshowet med popsangerinden Anna David.

Hun er hele tiden i gang med at finde nye muligheder i blokfløjtens lyd. Blandt andet fordi musik ifølge hende opfylder lige så mange funktioner, som der er tilstande i mennesker. Ligesom man kan blive ved med at finde nye finurligheder, smertepunkter og overraskelser i livet, så er det lille træinstruments grænser også langtfra færdigudforskede. 

Blokfløjten kan lidt af det hele, og det har måske noget at gøre med dens lyd:

»En blokfløjte lyder meget naturligt og mange siger, at den lyder næsten oprindelig. De mindste blokfløjter lyder, som når man selv fløjter. De store blokfløjter kan lyde som en hul træstamme, hvor vinden suser igennem. Eller de kan lave skærende lyde, som når et tørrestativ svajer og næsten hyler i blæsten,« siger Michala Petri. 

»Fløjten er, så vidt jeg ved, det første instrument, der bliver opfundet. Man udhulede et ben, blæste igennem det og fandt ud af, at det gav lyd,« fortæller hun. 

Den naturlige lyd skyldes blandt andet, at den er lavet af træ. Træet giver en varme og oprindelighed til klangen, modsat tværfløjten, der er lavet af metal.

Michala Petri hiver straks en blokfløjte op ad tasken og giver sig til at forklare dens anatomi. Det er et udhulet stykke træ med otte huller, hvoraf de to nederste er dobbelthuller, altså delt i to små huller. Man blæser gennem en blæsekanal med en blok i midten. Selve fløjten er lavet af hårdt træ, mens blokken er lavet af blødt træ, der kan opsuge fugten fra den varme ånde. Det er den bløde blok i midten, der giver fløjten dens navn. 

Blokfløjten kan kun spille to oktaver og et par toner, men det gør den langtfra banal. 

»Jeg tænker, at blokfløjten er det instrument, der er tættest på den musiker, der spiller,« siger Michala Petri.

Det har noget at gøre med, hvor meget blokfløjten kræver af krops- og åndedrætsbeherskelse.

»På en obo har du et rør, du kan klemme sammen med læberne, hvis du vil påvirke tonen. Det vil sige, at du også former tonen med læberne,« siger hun. 

»Det kan du ikke på blokfløjten. Du danner kun tonen nede fra mellemgulvet, og det vil sige, at den føles meget tæt på kroppen. Når jeg spiller blokfløjte, så mærker jeg meget mere, end hvad jeg hører. Jeg lytter selvfølgelig til, hvad der kommer ud. Men jeg ved først, at en tone er optimal, når jeg mærker en rekyleffekt, en fysisk modstand fra fløjten, helt nede i mellemgulvet,« siger hun.

Det er vigtigt for hende stadig at overskride, hvad man tror, det lille instrument kan rumme af udtryk. 

»For mig handler det om at presse grænserne for den kommunikation, jeg gerne vil have skal finde sted. Jeg bestiller nye værker hos komponister, for så hører folk måske et nyt aspekt både af blokfløjten, men endnu vigtigere af musikken og af den måde, verden er på i dag,« siger hun. 

Bach er jævnt sublimt

Michala Petri vil gerne anbefale alle at lytte til Johann Sebastian Bachs seks Brandenburgkoncerter fra 1721. Hvis hun endelig skal vælge én, så skal det være nummer to. Eller nummer fire, som har en blokfløjtesolo. Men de er alle sammen lige sublime.

»Bach er barokmusik, og i barokken er der en streng logik og faste regler. Bach har en helt fantastisk balance mellem de tre elementer, som indgår i musikken. De tre elementer er rytme, melodi og harmoni. Harmoni betyder den måde, tonerne klinger sammen på. Hos Bach er alting i balance – hele tiden,« siger hun.   

Bach er så velafbalanceret, at en maskine ville kunne sættes til at spille noderne, og det ville stadig lyde godt, siger hun.

»Al Bachs musik giver en jævn informationsstrøm til den, der lytter. Hvis du hører en symfoni af Mahler, så bygger det hele tiden op mod forløsningen. Så begynder det forfra med et nyt tema, der bliver bygget op, og så videre. Men hos Bach er det hele tiden jævnt sublimt. I kraft af reglerne og logikken. Man bliver aldrig overrasket.« 

Jeg indvender, at det må være en smule ensformigt og endda kønsløst. Men det er slet ikke sådan, man skal forstå det, siger Michala Petri. Det er balancen, der gør, at man for alvor kan lade musikken trænge ind. 

»Fordi alle elementer er i balance, og fordi det skaber en jævn informationsstrøm, som man i kroppen kan mærke er jævn, så kan man åbne sindet. Mere, end hvis man hele tiden skal være beredt på at blive forskrækket af en kraftig akkord. Bach lader dig selv om at fortolke i stedet for at guide dig med effekter,« siger hun. 

Carl Nielsen kræver træskotramp og fynsk muld

Bach kunne måske lyde nogenlunde godt på en maskine. Men for det meste kræver det højtuddannede musikere og en dirigent med overblik at fremføre en symfoni.

Det er personlig smag, der afgør, hvilken type dirigent man foretrækker; den, der knap bevæger skuldrene eller den, der hopper rundt på pulten.

Michala Petri fortæller mig om to af sine yndlingsopførsler af danske Carl Nielsens »Sinfonia Espansiva«. Den ene er den mest berømte fra 1965 med den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein.

»Bernstein gør Carl Nielsen øjeblikkeligt nærværende. Når andre store internationale orkestre har indspillet »Espansiva« har jeg tænkt, at de ikke helt som Bernstein har hørt det særligt danske i symfonien. Den fynske muld, som den er skrevet på. Træskotrampen fra forsamlingshusene, som Carl Nielsen spillede i som barn,« siger hun. 

For nylig hørte hun DR SymfoniOrkestret opføre »Sinfonia Espansiva« med den italienske dirigent Fabio Luisi. Og blev både rørt og overrasket. »Det var for mig tydeligt et eksempel på, hvordan musik kan krydse grænser på alle mulige måder. Luisi er italiener og vant til at dirigere storladen musik, men også han får halmen i træskoene frem. Jeg opdagede ting, jeg godt vidste var i noderne, men ikke anede kunne træde sådan frem, og det er dirigentens fortjeneste,« siger hun.

For dirigenten er lige så meget musiker som violinisten eller slagtøjsspilleren. Det handler om at give retning frem for kun at finde kammertonen og udstikke taktarten. 

»Når en dirigent dirigerer, så ser du en mands intention formidlet gennem hundrede mennesker,« siger Michala Petri. »Hvis han ikke var der, ville du høre hundrede forskellige tolkninger på en gang«. 

Solisterne går i ét med tapetet

Der findes et væld af røverhistorier og fordomme om symfoniorkestrets medlemmer.

Messingblæsere har haft ry for at være fulderikker. Det kræver nemlig afslappede læber at spille tuba eller trompet. Rigeligt med alkohol bedøver, så man ikke presser for hårdt.

Operasangere er i en anden klassisk kliché tunge og tykke ud fra den logik, at når man trækker vejret ind, så giver mere kropsvægt også mere kraft at skubbe lyd og luft ud med igen. Men som den store danske sopran Inga Nielsen engang sagde i et talkshow: »Man synger jo ikke med fedtet«.

I dag er kravene til fysisk form og disciplin for høje til promiller og fedtdepoter, og den klassiske musikers livsstil minder mere om en topatlets.

Men selv om blokfløjtespilleren ofte skal spille sine triller solo, er det ikke nødvendigvis det samme som at nyde spotlightet.

»Faktisk er det ofte solisterne, der går mest i et med tapetet. Engang talte jeg med en psykolog og fortalte, at jeg ikke kunne lide at blive set på. Hun indvendte, at der da var masser der så på mig, når jeg gav koncert. Men der føler jeg, at jeg er allermest usynlig. Der er jeg en ren formidler af noget andet,« siger Michala Petri.

Lyt til musikken igen og igen

Michala Petri har et par gode råd til, hvordan man kommer i gang med at lytte til klassisk musik. For det første er det »fuldstændig ligegyldigt«, hvilken indspilning af en symfoni, man starter med. Den slags kan komme senere. Det bedste, man kan gøre, er at vælge et stykke klassisk musik og lytte til det igen og igen.

»Jo bedre man kender et klassisk stykke, jo mere får man ud af det. For så ved man, hvad der har været, og man ved, hvad der kommer – og så kan man bedst fokusere på det, der er lige nu,« siger hun.

Man kan starte med at indstille sine ører på de dybeste toner, så en mellemstemme, så måske om bratschisten spiller en bestemt tone om og om igen. Hvis man har et anker, man kan vende tilbage til, gør det det lettere at tage resten af musikken ind.

Jo mere man lærer at kende, og jo mere man opgiver sit forsvarsmodus, desto mere kan man forbinde sig til et komplekst værk, og det, det måske kommunikerer. Det hele handler nemlig om at finde frem til en samhørighed, der ikke helt kan fanges i ord, siger Michala Petri. 

Og så er vi tilbage til den særlige forbindelse, der er mellem to forelskede såvel som i adskilte partikler, som af kvantefysiske love følger hinanden. Den findes også i musikken. 

»Jeg føler en bestemt forbindelse til verden, når jeg spiller blokfløjte,« siger Michala Petri.

Jeg spørger hende, hvad denne forbindelse går ud på. »Det handler om, at du pludselig bliver nødt til at trække vejret,« siger hun. »Du skal trække vejret, tage verden ind og give tilbage på samme tid.« 

»Du kan bare prøve at spille én tone selv, så ved du det.«