Bogaktuelle Stine Pilgaard: Min redaktør er ligesom en litterær ægtefælle
Ved et rundt lyst træbord i Stine Pilgaards stue står to almindelige spisebordsstole – og en kontorstol. Her sidder hun altid, når hun skriver. Det gjorde hun også i midten af september, da en sms fra en forfatterkollega pludselig tikkede ind.
»Hvad sker der for dit forlag?« skrev han. Stine Pilgaard havde ikke opdaget, at der skete noget. Fra sin plads i den lyse stue i Velling, tæt ved Ringkøbing, kunne hun læse i endnu en sms fra kollegaen, at hendes forlag, Rosinante & Co., var blevet fusioneret ind i Gyldendal.
»Hvad fuck sker der?« tænkte hun og ringede til sin redaktør, Louise Kønigsfeldt. Hun var også forvirret over det hele, og fortalte hun havde sagt ja til en stilling på Gyldendal.
Stine Pilgaards telefon begyndte at vibrere med sms’er fra venner og bekendte i forlagsbranchen. Alle var forvirrede. På de sociale medier var mange sure og chokerede, men Stine Pilgaards fokus var et helt andet sted.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
En kommentar til:
"»Jeg må indrømme, at det, der fyldte for mig, var min egen bog, og hvor Louise skulle hen. Det var det, jeg var fokuseret på. Jeg ville bare gerne vide, om jeg stadig havde Louise,« siger forfatteren.
Tidligere havde jeg nogle fordomme om, at "redaktøren mere måtte være forlagets redaktør end forfatterens redaktør", og at dette også kunne rumme et modsætningsforhold og en konflikt.
Efter at have hørt fra mange forfattere, om deres forhold til deres redaktør, må denne fordom siges at være blevet afkræftet. Selv erfarne og succesfulde forfattere har åbenbart et meget tæt arbejdsforhold til deres redaktør. Umiddelbart skulle man vel mene, at de måtte havde lært "at stå på egne ben".
Grundholdningen er, at hvis min redaktør skifter forlag, så vil jeg følge med, hvis det er muligt.
Under alle omstændigheder: læs "Min mor siger..." Det noget af det morsomste dansk jeg har læst i mange, mange år. Og nummer 2 var god, men ganske anderledes, og rørende.