Læsetid: 9 min.

Da coronavirus kom til Kina, var det i digtene, man luftede sin angst og søgte svar

Poesi er i Kina en genre, hvor man kan og må udtrykke sorg og fortvivlelse. Digtet taler fra det dannede hjerte, det vækker følelser, udtrykker frustration og kan også bruges til at kritisere samtid og magthavere. Information har valgt at bringe 12 coronadigte fra Kina
Poesi er i Kina en genre, hvor man kan og må udtrykke sorg og fortvivlelse. Digtet taler fra det dannede hjerte, det vækker følelser, udtrykker frustration og kan også bruges til at kritisere samtid og magthavere. Information har valgt at bringe 12 coronadigte fra Kina

Sofie Holm Larsen

29. maj 2020

For Kina blev starten på 2020 – det herrens rottens år – kaotisk. Allerede i slutningen af 2019 slog flere læger alarm, da en række patienter blev indlagt med symptomer på en SARS-lignende lungebetændelse. Dog fik man fra officielt hold hurtigt lukket munden på lægerne og fejrede derefter nytåret som vanligt med festbanquetter og millioner af rejsende på landevejene. Kort efter havde sygdommen spredt sig så meget, at man i et forsøg på at inddæmme den lukkede byen Wuhan ned.

I et land hvor det er en selvfølge, at der foregår censur, og hvor de færreste derfor tror fuldt og fast på, hvad de læser i officielle medier, blev låget for et øjeblik løftet og gav et glimt af en folkesjæl, vi kun sjældent ser her fra Vesten. Folk luftede deres angst og søgte efter svar.

Forfatteren Fang Fang var en af de mere prominente, der tog bladet fra munden. Fra sit hjem i Wuhan skrev hun i flere måneder dagbog direkte på nettet, og det var en dagbog, der vakte voldsom debat. Også almindelige mennesker lod deres stemmer høre, særligt fra Wuhan, der var afskåret fra omverdenen, og hvor individer sad spærret inde. Hele denne bølge kulminerede, da whistleblower doktor Li Wenliang døde 7. februar efter blandt andet at have sagt de skelsættende ord:

»Et sundt samfund bør ikke kun have én stemme.«

Li Wenliangs død fik en bølge af digital ulydighed til at skylle ind over Kina. Men bølgen varede, som den slags nu varer: kun kort. Den kan ses som et toppunkt hvor sorg, afmagt og vrede blandede sig med et mere udtalt krav om større og videre gennemsigtighed i systemet og retten til at kunne ytre sig individuelt uden frygt for konsekvenser.

Digterne var en del af det hele. Det var de, blandt andet fordi poesi i Kina er en genre, hvor man kan og må udtrykke sorg og fortvivlelse. Digtet taler fra det dannede hjerte, det vækker følelser, udtrykker frustration og kan også bruges til at kritisere samtid og magthavere. Sådan har det været længe, ja stort set siden Konfucius.

Man kan tilføje, at poesien desuden gennem i hvert fald 30 år har bevæget sig i to modsatrettede retninger. På den ene side mod en intellektuelt funderet subjektiv drømmende løsrevet poesi og på den anden side mod en mere kropslig jordnær tale- og hverdagssproglig poesi. Egentlig blander disse retninger sig i højere og højere grad, og dog har disse forskelligartede tilgange til poesien betydning for, hvordan den poetiske reaktion former sig hos den enkelte.

Svarene på corona i Kina rangerer således fra lange, reflekterende poetiske bevægelser til korte præcise snapshots, men findes dog i overvægt hos de hverdagssproglige digtere, der mere end nogen andre forsøger at indfange nuets mangearmede kaos øjeblikkeligt og direkte.

Yu Jian (f. 1956) tilhører den tredje generation af digtere og er fortaler for en subjektiv, tilbagetrukket talesprogspoesi. Yu Jian har skrevet de to følgende digte.

Du store kærlighed

det her er hvad jeg af og til siger til det mægtige mundbind
jeg elsker dig
du min store kærlighed
du mit lille fængsel
luk nu min mund fast i

Stormfuld nat

Stormfuld nat den tabende drage viser sin mægtige klo
fejer himlens flygtninge af vejen ørken gør oprør i højden
lyn flår låget af pladser blomster tilbeder visnen
dråbeagtige masser slagord flænset af modløshed
medier torden løgn alting segner tilladelser dør ud
bedømmerens sidste dage jordskred gravet fri af aber
det der fejes af banen er pålideligt ånders personlige udtryk
fortiden sjælløs og dorsk døden spiller en sang nu
vi kommer forkludrede skøre med form som vilde heste
alt tørt skal vædes hvem rider på stormen?
hvem vækker så mange blinde sværd gamle ritualer forsvinder
som stod man nu ved vinduet kriminelt at se mod forandringer
kriminelt at værdsætte dette mørke læse bøger drikke vand
ikkegøre kriminelt at skrive endnu en linje som ville man blive pågrebet
dørbankeren står på dit hoved født til ensomhed
simple og stædige menneske lad ikke regnen brække dine tankebaner over

18.2.2020

Xidu Heshang (f. 1981) særlig kendt for sin korte, fattede tilgang til poesien. Xidu Heshang har skrevet det følgende digt.

Epidemi (uddrag)

42
de siger at vi skal
lade være med at
tjekke nyheder på nettet
lad dig ikke lede på afveje
bliv hjemme
knæk kerner
lad tiden gå
de glemmer at
bæltedyret
der spiser termitter som vi knækker kerner
ruller sig sammen
hver gang der er fare på færde
fordi det tror
det ikke har nogen
naturlige fjender
men i dag er
stort set alle
bæltedyr
udryddet
spist af
mennesket

52
Skolerne lukkes men studierne fortsætter
sønnen går til time online
og skolen forlanger at han
bærer uniform

242
Kun ofrene lægges ikke
for had
sagde Boccaccio
der skrev Decameron
efter at have overlevet
den sorte død
og det er selvfølgelig rigtignok
skønt menneskene jo da
gennem de
sidste par hundrede år
har været vidne til alt for mange katastrofer
og derfor har udviklet sig
(eller måske er de degenereret)

Shen Haobo (f. 1976), centralt stiftende medlem af gruppen xiabanshen (kropsdigterne). Shen Haobo har skrevet de to følgende digte.

Klagende Kina

For tiden spiller
her i mit bryst
en evindelig erhu
helt uden stop
sine klagende klange
det eneste instrument i verden
som udelukkende spiller for bristede hjerter
et instrument der er særligt for os
og gennem de sidste tusind år har
generation efter generation af
blinde folkemusikanter
siddet i blæksorte verdener
og sendt deres klagende klange
gennemtrukne af bitre vande
op mod en usynlig himmel

Hvordan tror du det tager sig ud på billederne?

De kommer fra byens styre
for at inspicere mit firmas
forholdsregler med hensyn til smitteforebyggelse og
muligheden for genoptagelse af arbejdet
det er mig der skal tage imod
det er et kæmpestort ansvar
høje som lave ledere
mere end ti i alt
vil mase sig gennem
firmaets gange
hvordan skal det kunne gå?
Jeg bliver vel nødt til at bære
det supereffektive
N95 mundbind
bare for at være på den sikre side?
men den laverestående embedsmand
der er sendt ud for at arrangere mødet
har tilsyneladende læst mine tanker
for pludselig udbryder han
»lad endelig være med at
bære et N95 mundbind
bare brug et almindeligt engangsmundbind«
det gibber i mig
»hvorfor?«
»Lederne går med engangsmundbind
så det ville vel næppe være passende
hvis du mødte op i en N95?
Hvordan tror du det tager sig ud på billederne?«

23.2.2020

Zhai Yongmings (f. 1955) digte er ofte koncentreret om det feminine, det menneskelige, og dialogen mellem en klassisk og en moderne stemme. Zhai Yongmings har skrevet det følgende digt.

Dette digt

Ude af stand til at bruge de digte årene har lagt til rette
til at skrive om det jeg nu ser:
Ude af stand til at tage de brede flader af hvidt
og forme dem til tegn så lette som flager af sne

hvide mundbind spærrer for lugten der strømmer fra halsen
det er frygten, lugten af håbløshed der stiger fra hjertets bund
ikke bare de fattige, men også de rige, ja selv embedsmændene

fra havet i øst til det hvirvlende sand imod vest
fra muren mod nord til bjergenes tinder mod syd
virus skelner ikke mellem steder mellem fattig og rig den dræber uden at skele
firstusind mile himmelblåt nitusind mile vingeslag
borer sig ind i fugtige slimhinder borer sig ind i
menneskets luftveje borer sig ind i
røde lungeblade gør dem hvide og sorte
ingen stank ingen lugt lettere end luft
tungere end støv flagrende herned

Ude af stand til at beskrive alt det jeg fornemmer
i bydeform:
ude af stand til at vise hvordan det iskolde støv brænder ud
synet af de efterladte huse
der forvandles til arabiske tal i strømmen af nyheder

vaske hænder igen og igen og huske på vandets temperatur for år tilbage
giftstofferne i det vand der stadig findes i værtsorganismens blod
hvide masker dækker alle alle ansigter
og bliver hver og en til ’en pris’ med fælles krop og fælles skæbne
når blikket samler sig på himlens fulde hvide:
i opstillede humørregulerende maskiners kontrol
denne altgennemtrængende håbløshed med kraft som en brækket bambus
der kortvarigt stilles uden for døren sammen med bacillerne
Vejen er nem og dog sværere end svær
ingen empatitest kan ændre på det

Ude af stand til at bruge den ukontrollerede passion
til at synge om ’krigens’ sejre og tab
ude af stand til at fare afsted for at frelse smittede byer
blot sidde og visne med bortvendt blik det mægtige uhyre gemt i hjertet
som et strejf af vildskab der prøver at vriste sig fri:
bygge virtuelle grave til
herreløse mobiler

Dette digt kan ikke skrives som det burde skrives:
stillet over for denne vrede, denne sorg, kritik, løgn
stillet over for disse beskyttelsesbriller, tryglende stemmer, ambulancerne og
familierne der løber afsted bag dem
stillet over for kronragede sygeplejersker og deres glitrende
tårer i øjenkrogen og andre pigers modige smil
stillet over for byger af spyt bannere overalt
og borde og stole der sparkes omkuld i retfærdighedens navn
stillet over for termometeret hver eneste dag
(som af og til bærer rødt armbind)
stillet over for respiratorer og
råbene om hjælp fra sygesenge
stillet over for disse mobiler som ingen henter
og reprimanderne fra femtentusind meters højde
stillet over for milliarder af nærmest strømførende øjne bag computerens skærm
kan dette digt ikke har dette digt ikke kræfterne til at skrives som det skulle være

18.2.2020

Yang Xiaobin, digter og akademiker, bosiddende i Taiwan. Yang Xiaobin har skrevet det følgende digt.

Tilståelse

Til minde om LWL
Jeg er skyldig.
Jeg kan ikke sige at I er mere giftige end jeg.
I er barmhjertige, sygdommen er barmhjertig.
Sygdommen giver os evigt liv.
Og jeg er allerede død alt for mange gange.
Vi er døde alt for mange gange.
Jeg tog fejl.
I står for Storhed og Lov,
mens jeg kun er løgner.
Sygdommen spreder sig ikke, der er kun jeres
Sandhed, enhver kan blive ramt.
Og derfor er jeres bestemt ikke løgn.
Jeg garanterer.
Jeg vil aldrig glemme jeres sandhed igen.
Ud over sandheden, har I også ilden.
Mens jeg kun er aske.
Jeg er skyldig.
Jeg kan ikke redde denne verden.
Kun I kan dække himlen.
Ja, det forstår jeg.
Vi skal være lykkelige,
og I er ikke kun flagermus.

Dai Weina tilhører generationen af post-80’er-digtere. Hun lovprises blandt andet for sit meget drømmende sprog og er aktiv både i egenskab af digter, men også som manuskriptforfatter og redaktør. Dai Weina har skrevet det følgende digt.

Nymånekatastrofe

På vegne af Li Qishu

Kæreste
I aftes da du gik
efterlod du et halvmånedyb i sengen
jeg krøb ned i den lavthængende måne
og strøg dine spor som søgte jeg efter sandhed
famlede efter din løgnagtige duft og jagtede dit åndedrag
men nåede ikke dit hjerte, mærkede kun den pileraklede form
de døende lunger. Sygdom var alt hvad du efterlod her hos mig
den eneste gave du gav. En rådnende måne strejf af en kropslugt
det lavest liggende vand --- som end ikke havde mit taljemål
skuldre og bag smidt ned i dit fraværende tomrum, deres jalousi

omskiftelig som årets gang. En dragende måne, et iltfattigt sted
jeg forsøgte at ånde der oven på din krop, som et råb om hjælp
der rejste flagene hele vejen fra tåspids til hals, gentagne jeg elsker dig
æder flagermus, suger medlidenheds hellige vande, ligstinkende rygter
og nu, månen der evaporerer. Der findes krigere som simpelthen
blidt dør på fremmed jord, dør i fremmed kvindes favn. Gravsten
begraves på månens vrang bliver min hellige rejses toppede vej
dine kraftfulde skamben ligger spredt der hvor skæbnen dvæler

men elskede, jeg er stadig ikke nær så dygtig som du
----- jeg forråder hele din sag
slukker lystens flammer og får
borgbyer igen. Før udslettelsen
ønsker jeg mig en ny fuldmåne
shh, hører du nu
månen deroppe
hoster!

7-14.2.2020

Yisha (f. 1966) er en markant stemme i den kinesiske poesidebat i dag. Han tilhører skolen af hverdagspoeter, og fra sin plads i byen Xian styrer han med hård hånd sin neverending WeChat-kanal Kanon for ny poesi. Yisha har skrevet det følgende digt.

Vidnesbyrd

Selv hvis nationens unge segner og folket er i nød
må digtet aldrig
stille sig tilfreds med at trække bagud
mod det sentimentale

Xiwa (f. 1972, post-70-digter), voksede op i Tibet, bor i Beijing. Xiwa har skrevet det følgende digt.

Forår 2020

I det tyste boligkvarter
springer vinterjasmin, fersken, magnolie
endelig ud
blomster som ingen ser
dufter alle som en af
desinfektionsmiddel

16.03.2020

三个A (f. 1974, post-70-digter) har skrevet det følgende digt.

Coronafantasi

På grund af corona
kan vi ikke mødes og drikke
så vi må skåle virtuelt
drikker, drikker til vi segner
men midt i rusen
tror han at kammeraten
er hans eget gravportræt
og bryder sammen i gråd

Huzi (f. 1962) har skrevet det følgende digt.

Byggeklodser

Når jeg sidder alene og keder mig
finder jeg sønnens bortgemte
byggeklodser frem
bygger et tog
vælter det
bygger et tårn
vælter det
bygger et kors
vælter det
Den dag Li Wenliang forsvandt
byggede jeg uden at tænke
et gravmonument
jeg skubber løs
men det vælter aldrig

11.2.2020

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonatan Pedersen
Jonatan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jonatan Pedersen

Mange gode digte her, selvom nogle nok lider lidt under, hvor svært det er at oversætte poesi, især fra så fremmed et sprog. Også interessant så mange af dem der er relativt systemkritiske...