Essay
Læsetid: 5 min.

Digteren Cecil Bødker mødte verden med undren og alvor – ligesom et barn

I Cecil Bødkers forfatterskab var der ingen forskel, ingen adskillelse imellem at skrive for børn og at skrive for voksne. Medlem af Det Danske Akademi Peter Laugesen sender her sin personlige hilsen og tak til digteren Cecil Bødker
I Cecil Bødkers forfatterskab var der ingen forskel, ingen adskillelse imellem at skrive for børn og at skrive for voksne. Medlem af Det Danske Akademi Peter Laugesen sender her sin personlige hilsen og tak til digteren Cecil Bødker

Jesse Jacob

Kultur
22. maj 2020

Cecil Bødker var den første forfatter, jeg var med til at give Det Danske Akademis store pris. Det var i 1998, mærkeligt sent for en så væsentlig forfatter, der debuterede i 1954.

Måske skyldtes det, at hun efter sin succes med historien om drengen Silas i 14 bind var blevet placeret i litteraturhistorien som børnebogsforfatter, og sådan en gav man ikke uden videre Akademiets store pris; måske var det derfor, hun selv i 1999 gav Akademiet pengene til en Silaspris, udelukkende til børnebøger, og til erkendelse af, at børnebøger ikke bare var til børn, men til det nye menneske i os alle sammen. Måske skyldtes det også̊, at de stadigt hurtigere generationsskifter i litteraturen hele tiden også̊ skulle have deres i en verden, hun selv beskrev i digtsamlingen Anadyomene fra 1959 som umenneskeligt væsensfremmed.

Måske var det også̊ af betydning, at hun var kvinde. Pil Dahlerup konstaterer i en analyse fra 1970’erne, at anmelderne af hendes debutbog, digtsamlingen Luseblomster fra 1954, troede, forfatteren var en mand. Bortset fra Informations anmelder, som endnu ikke var Torben Brostrøm. Informations var den eneste negative anmeldelse.

Landskab af skrift

Cecil Bødker er opkaldt, vil jeg tro, efter hovedpersonen i Steen Steensen Blichers novelle »Hosekræmmeren«, udgivet i 1829. Et stykke verdenslitteratur og en af dansk litteraturs mest bevægende skikkelser, både socialt og psykologisk. Det hele som landskab af skrift.

Hun var født i Fredericia, døde i Hedensted og boede en stor del af sit liv i Nørre Snede. Ud fra den geografiske trekant i Østjylland skrev og arbejdede hun i hele verden.

Hun tog sin svendeprøve som sølvsmed i 1948, og det er ikke uden sammenhæng med de smukke sproglige rytmer, der som hvirvler i vand og buske i vind gennemstrømmer både hendes vers og prosa.

Det blev diskuteret i Akademiet dengang, hvordan vi skulle stille os til Silas, som for mig at se, 15 år og tre generationer yngre end Cecil Bødker, var hendes enestående mesterværk (som man kan læse mere om i Anita Brask Rasmussens nekrolog over Cecil Bødker).

Kærlighedens sommer

Hendes voksenforfatterskab, den psykologiske prosa, inspireret af Karin Boye og Tarjei Vesaas måske, og for mig især digtsamlingerne, hvoraf den sidste, I vædderens tegn, udkom i 1968, året efter den første bog om Silas, er fremragende i enhver henseende. Silas og den sorte hoppe vandt Det Danske Akademis børnebogspris i 1966 og udkom året efter.

1967 og 1968 er de år, hvor ungdomsoprøret kulminerer og kammer over. Kærlighedens sommer og den brutale afslutning på Foråret i Prag. Dets optakt kan man finde i den mørke modernistiske litteratur, der voksede frem af det sorte hul af hjælpeløs fortvivlelse, der var arven efter Anden Verdenskrig, og prægede årene frem til begyndelsen af 1960’erne. Man skal ikke glemme, at mennesker dengang levede i en kold krigs angst for og forventning om en kommende atomkrig.

I dansk litteratur var det kredsen omkring Arena, forfatternes forlag, der især præsenterede disse bøger. Udefra var det Samuel Beckett især, fra det hjemlige digtere som Ole Sarvig, Ivan Malinovski og Peter Seeberg. Det var ikke bare stemmer i mørket, de tændte også̊ lyset i de generationer, der læste dem som unge, og der voksede oprøret frem med sine anderledes rytmer, sit nye hår, sine nye former og tanker.

Silas var barn af oprøret, og med ham skrev Cecil Bødker i 1967 den tradition på plads, lod lys og mørke gå sammen i en ny gestalt. Som hendes ven og kollega Ivan Malinovski samtidig gjorde det med digtene i Leve som var der en fremtid og et håb, 1968.

Konfrontation med samtiden

Torben Brostrøm, der holdt talen, da Cecil Bødker fik Akademiets store pris, havde i 1959 anmeldt digtsamlingen Anadyomene. Han siger principielle ting: Lyrikken er som kunstart subjektiv. Når den er god, bryder den fra det private ind i det personlige; modernismens paradoks er, at jo mere personlig poesi er, jo mere almen har den mulighed for at blive. Han læser Anadyomene som en konfrontation med samtiden, eller måske i højere grad fremtiden. Dens »vi« er en slægt, som er »skødesløst avlet ved overgangen fra abstraktion til mekanik«.

I en sådan tid melder længslen sig efter en tilstand, hvor tiden kunne være langsom. Den fandtes i barndommen. Vi bærer kulturudviklingen i os, som enhver ikke alene bærer barnet i sig, men også̊ destruktionens uafvendelige lov:

Men engang
vil tiden komme til os igen
kun fuld af sin egen betydning,
sin langsomme glæde,
og farten vil tabe sig udad i rummet.

....

Og kloderne græsser fjernt
i en ny begyndelse
fuld af forvitrede sagn om en undergang.

Digteren møder som barnet verden med undren og alvor. Sådan er det også̊ i Cecil Bødkers forfatterskab. Der er ingen forskel, ingen adskillelse imellem at skrive for børn og at skrive for voksne.

Forfatteren skriver til mennesker. Hvis det er Cecil Bødker, der skriver, sker det med en alvor så dyb og stor og vild som naturen. Hendes skrift skaber former som grene og blade i vinden, blomstring og visnen og brænding på stranden. Den skikkelse, hun kalder Silas, er ikke alene i verden, og det er hun heller ikke selv. Det er den, der læser hende, heller ikke.

Hun taler om, at efteråret »trækker lange hvide hår fra årets hode«, om »det knappe nære fald / af nødden ude«, om at »Natten er sortblå / og stor som et bjerg«. Hun siger, at »Kvierne græsser / inde i bjerget«.

»Hotellet hugger og krænger« et sted på den flade hollandske kyst, det er malet af van Gogh og berørt af Rembrandt. Sproget er havet som i digtet »Kult« fra Anadyomene:

Dampende heste
bragte forventningens hellige dømte bjerg
til den tomme strand
hvor bølgerne kom og talte med sten under tungen

Og du var den
der lagde en splint af dit gudløse hjerte
under dette års helligdom,
dette års mageløse bjerg,
at det måtte brænde.
Du var den der i salig
og storøjet venten på himmelilden
så dem bygge et sammenbunket strittende tårn
af døde haver.

Og du var den der stod tilbage på stranden
da vognen kørte.

Fra det tårn på den strand kom min generation af forfattere. Der kom senere drengen Silas drivende som en Huck Finn på Twains og Faulkners ældgamle flod.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her