Læserbrev
Læsetid: 8 min.

Min far, forlagsredaktør Erik Vagn Jensen, var ikke kommunist

I Pernille Stensgaards nye bog om Gyldendal er forlagets mangeårige redaktør Erik Vagn Jensen omtalt som kommunist og partisoldat. Det var han ikke ifølge datteren Pernille Mørch Jensen, som vil have fejlen rettet. I et svar skriver Pernille Stensgaard, at hun fortsat mener, at ’kommunist’ er dækkende, mens ’partisoldat’ vil blive udeladt fremover
I Pernille Stensgaards nye bog om Gyldendal er forlagets mangeårige redaktør Erik Vagn Jensen omtalt som kommunist og partisoldat. Det var han ikke ifølge datteren Pernille Mørch Jensen, som vil have fejlen rettet. I et svar skriver Pernille Stensgaard, at hun fortsat mener, at ’kommunist’ er dækkende, mens ’partisoldat’ vil blive udeladt fremover

Kurt Petersen

Kultur
15. maj 2020

Pernille Stensgaards nye bog om Gyldendal, Selveste Gyldendal – en historie er positivt anmeldt, også af Rune Lykkeberg i Information. Den er – med rette – berømmet for at være velfortalt, medrivende, underholdende og dramatisk.

Dette er da heller ikke en modanmeldelse, men en anke mod en rent faktuel fejl i beskrivelsen af en af Gyldendals mangeårige redaktører, Erik Vagn Jensen. Det er nu 25 år siden, han døde, men han er stadig min far.

Han citeres og omtales mange gange i bogen, og flere steder kunne jeg komme med kritiske korrektiver, det afholder jeg mig fra. På ét punkt må jeg dog gøre en undtagelse: Det støder mig at se min far omtalt som ’kommunisten Erik Vagn Jensen’, ikke én, men mange gange, en enkelt gang endda som ’partisoldat’.

Erik Vagn Jensen var venstreorienteret og socialist livet igennem, men har aldrig været medlem af DKP eller erklæret sig som kommunist, tværtimod. Denne fejlagtige oplysning stammer fra Mikkel Plum, en tidligere venstreekstremist med forbindelser til Blekingegadebanden og sympatier for Pol Pot.

Han bringer i bogen Bombardér hovedkvarteret fra 1998 påstanden, om at Erik Vagn Jensen skulle have været medlem af DKP siden 1976, og den fejlagtige påstand har siden levet videre, blandt andet på Wikipedia. Men det er ganske enkelt usandt.

Ingen respekt for sort-hvidt verdensbillede

Som Erik Vagn Jensens ældste datter har jeg førstehåndskendskab hertil. Jeg meldte mig i 1973 – umiddelbart efter Pinochets fascistiske kup i Chile og som knap 15-årig – ind i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom. Jeg kan garantere for, at hjemmet i Birkerød genlød af politiske diskussioner og undertiden højlydte skænderier.

Erik Vagn Jensen ’tvang’ mig (og senere min lillesøster) til at høre om Moskva-processerne, Ungarn 1956, Prag 1968 og til at læse Solsjenitsyn. Hverken min far eller min mor, den nu 89-årige Kirsten Vagn Jensen, har nogensinde identificeret sig som kommunister, og sådan blev de bestemt heller ikke opfattet.

Erik Vagn Jensen var ikke kommunist, men heller ikke det modsatte, antikommunist. Han havde ingen respekt for DKP’s sort-hvide verdensbillede, tilbøjeligheden til at vende det blinde øje til stalinismens forbrydelser eller den manglende lyst til at beskæftige sig med østlandenes fravær af ytringsfrihed.

Derimod havde han stor respekt for kommunisternes rolle i modstandsbevægelsen og arbejdede aktivt sammen med kommunister – og mange andre – i bevægelsen mod USA’s krig i Vietnam. Han gik, i en tid præget af atomoprustning, ind for fredelig sameksistens og troede på værdien af kulturel og menneskelig kontakt på tværs af jerntæppet.

Og han havde samtidig et skarpt, kritisk blik for den dobbeltmoral, som tillod pæne mennesker i Danmark at se gennem fingre med Franco-diktaturet og Sydafrikas apartheid, alt imens de loyalt støttede vores store allierede, USA, også når de hældte napalm ud over Vietnam eller orkestrerede kup i USA’s ’baggård’.

Burde have hæftet sig ved ...

Han var meget mere til nuancer, end det fremgår, hvis man stempler ham som kommunist. Og det var ikke bare hjemme i Birkerød, Erik Vagn Jensen lagde sine holdninger frem, men også i tidens offentlige debat. De spor, som ikke passer ind i billedet af Erik Vagn Jensen som kommunist, er bare helt fraværende hos Pernille Stensgaard:

  • Hun kunne – imellem alt det andet, hun refererer og citerer fra Erik Vagn Jensens egen bog Mahogni og Marcuse – have hæftet sig ved, at han som forlagsredaktør på Gyldendal i 1968 afviste udgivelsen af bogen Det kommunistiske synspunkt, skrevet af DKP’s ’chefideolog’ Ib Nørlund, blandt andet med begrundelsen: »Den aktuelle debat om menneskerettigheder og demokratisering i de socialistiske lande, først og fremmest Tjekkoslovakiet, understreger savnet af en virkelig analyse af fejltagelserne, undertrykkelsen og strukturproblemerne i de lande, hvor kommunisterne har magten.«
  • Hun kunne have nævnt, at han den 15. juni 1979 i Politiken på vegne af den danske PEN-klub skarpt protesterede mod DDR’s forfatterforenings udelukkelse af ni af dens medlemmer og samme dag i tre noter protesterede mod behandlingen af intellektuelle i hhv. Tjekkoslovakiet, DDR – og Vesttyskland.
  • Eller at han i Politikens kronik den 6. august 1979 kunne citeres for at » … de bedste forfattere i CSSR har ingen muligheder for at få offentliggjort deres bøger« og sammesteds krævede en opgivelse af den bebudede retssag mod Vaclav Havel, Jiri Dienstbier og Jarmila Belikova og andre af kræfterne bag Charter 77.
  • Når ret skal være ret, havde det vel også været oplagt at henvise til Erik Vagn Jensens meget omfattende ’synspunkt’, bragt i Weekendavisen den 11-17. oktober 1985 under overskriften ’Ikke kommunist – og ikke antikommunist’. Her redegør han, spalte efter spalte, for alle grundene til at han ikke er, aldrig har været og heller ikke bliver, kommunist.

Ideologisk ærinde

Når Pernille Stensgaard i denne gennemgående velresearchede bog helt konsekvent ser bort fra denne side af Erik Vagn Jensens engagement, er det nærliggende at mistænke, at hun er ude i et ideologisk ærinde. Når man bruger en konvertit som Mikkel Plum og en notorisk koldkriger som Bent Jensen som sandhedsvidner, bør man være varsom, hvis ikke man vil kunne beskyldes for at tage del i en noget forsinket, men ikke desto mindre indædt, vendetta.

Når spor som de ovennævnte systematisk er udeladt i omtalen af Erik Vagn Jensen, falder begrebet ’cherry picking’ lige for. Det begreb bruger man, når man – bevidst eller ubevidst – kun medtager den information, der passer til den historie, man på forhånd har bestemt sig for at fortælle. Så bruger man ensidige kilder ukritisk og negligerer ubekvemme fakta, som vil ødelægge den opdeling i helte og skurke, som fortællingen er bygget op omkring.

Mit ærinde her er ikke at påstå, at min far, Erik Vagn Jensen, ’delte sol og vind lige’, han opfattede ikke sig selv som en balanceret, men som en balancerende stemme i den offentlige debat i Danmark. Men når Pernille Stensgaards legitime ærinde med at udstille den ’bias’, som uden tvivl gjorde sig gældende hos mange i de år, hun i bogen beskæftiger sig med, falder i den modsatte og mindst lige så ideologisk bestemte grøft, er det ærgerligt.

Det bliver spændende, hvornår vi bliver i stand til at se tilbage på en mindre ideologisk og idiosynkratisk facon og få øje på alle de nuancer, som var med til at gøre Erik Vagn Jensen afholdt og respekteret i sin samtid – også af mennesker, han var meget politisk uenig med.

Hvis nogen kunne være interesseret i at få indblik i Erik Vagn Jensens syn på verden – og på Gyldendal – så er hans bog fra 1987 Mahogni og Marcuse. Mine sytten år i Gyldendal stadig tilgængelig på eReolen.

Og så regner jeg naturligvis med, at både forlaget Gyldendal og forfatteren Pernille Stensgaard vil sørge for, at fejlen om Erik Vagn Jensen ikke gentages i næste oplag af Selveste Gyldendal, som sikkert er lige på trapperne.

Pernille Mørch Jensen er Udviklingskoordinator.

Pernille Stensgaards svar på kritikken

Der er ikke tale om »en rent faktuel fejl«, når jeg i min bog om Gyldendal kalder forlagsredaktør Erik Vagn Jensen »kommunist«. Det er et spørgsmål om tolkning og afvejelser af oplysninger fra mine mange skriftlige og mundtlige kilder.

Jeg skriver, at Erik Vagn Jensen forklarede sine kolleger på Gyldendal, at østtyskerne byggede Muren for at forsvare den unge socialistiske stat mod fjendtlig propaganda.

På et andet redaktionsmøde sagde han, at Gyldendal ikke kunne være bekendt at udgive Solsjenitsyn, fordi han var agent for CIA, og i Politiken den 11. januar 1974 polemiserede Erik Vagn Jensen mod en af forlagets egne »højtråbende« forfattere, Henrik Stangerup, som i en »velsmurt« artikel og som »en anden fransk advokat« opfordrede alle danske forfattere til at protestere højt og klart mod sovjetstyret, som berøvede Solsjenitsyn muligheden for at offentliggøre sine værker. Dårlig idé, syntes Erik Vagn Jensen. Stangerup skyldte sine læsere argumenter for sin opfordring til protest.

Det forbløffede nogle, at Erik Vagn Jensen som sekretær i PEN 1973-82 og som højt placeret mand på et forlag afhængigt af det frie ord og forfatternes suveræne ret til at skrive, hvad de ville, på PEN’s vegne sagde nej tak til et besøg af den forfulgte sovjetiske litteraturkritiker Andrej Sinjavskij på rundrejse i Skandinavien.

Vagn Jensen tog også afstand fra fransk PEN’s opfattelse af, at et uafhængigt PEN umuligt kunne eksistere i Sovjetunionen. Selvfølgelig kunne den det, mente han, påstanden smagte af gammel koldkrigsmentalitet.

Dertil kommer, at Erik Vagn Jensen skrev en særdeles ensidig bog, Ukendte naboer (1977) om sovjetrepublikkerne Estland, Letland og Litauen. Han holdt til det allersidste fast i, at de tre baltiske lande opfattede det som en befrielse at blive indlemmet i det mægtige Sovjetunionen.

Erik Vagn Jensen blev af Moskva betegnet som »DKP-sympatisør, der kunne pålægges propagandaopgaver«, skriver historikeren Bent Jensen i Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991.

Og i 1985 blev Erik Vagn Jensen inviteret til Sovjetunionen af den sovjetiske ambassades afdeling for udenrigspolitisk propaganda for at samle materiale til artikler om de baltiske lande. Han kom hjem med ros. Han mente, at der blev skrevet så meget vrøvl om disse lande »blandet godt op med nazistisk propaganda, CIA-propagandaberetninger fra emigranter og flygtninge«. Men det var kun indsnævrede borgerlige kredse, som »stadig græder over ’den baltiske tragedie’og nægter at se realiteterne i øjnene.« (Information den 15. januar 1973).

Senere, da han fik sin eget forlag Vindrose, afviste han Leif Davidsens gennembrud, Den russiske sangerinde (1988), fordi han fandt romanen sovjetfjendtlig.

Jeg skriver også i Selveste Gyldendal, at Erik Vagn Jensen var en højt skattet redaktør for en lang række forfattere, herunder Søren Ulrik Thomsen og den selvsamme Bent Jensen, da historikeren udgav sin første bog på Gyldendal.

Det er paradoksalt, at Erik Vagn Jensen ikke må kaldes »kommunist«, fordi han ikke var medlem af DKP ifølge Pernille Mørch Jensen. Hun foretrækker »socialist«, selv om han heller ikke var medlem af et socialistisk parti.

Her udøver hun med andre ord selv ’cherry picking’. Jeg mener stadigvæk, at den første betegnelse er mindst lige så dækkende som den anden. Derimod er ordet »partisoldat«, der optræder en enkelt gang i min bog, ikke velvalgt og vil blive udeladt, skulle endnu et oplag komme på tale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Hvis man bruger betegnelsen "kommunist" så bredt, som Pernille Steensgaard gør det, vil store dele af den danske socialistisk orienterede venstrefløj i f.eks. 1970erne kunne betegnes som "kommunister", også selv om de ikke var medlem af DKP eller tilknyttede organisationer, var medlem af andre partier og organisationer på den socialistiske venstrefløj, der tog afstand fra DKP, eller de ønskede netop at være partiuafhængige socialister på venstrefløjen.

Hvis man anvender betegnelsen "kommunist" så bredt, kan den ikke bruges som andet end et skældsord og til at placere langt de fleste socialistisk orienterede mennesker i en bås, hvor man som sådan kan tage afstand fra dem og deres socialisme. Som når nogen "skyder med spredehagl" og kalder alle, de ikke bryder sig om, for "fascister".

Søren Fosberg, Ejvind Larsen, Hanne Utoft, Dorte Sørensen, Niels Bent Johansen, Poul Erik Pedersen og Gert Lindberg anbefalede denne kommentar

Heller ikke jeg har været medlem af DKP,. men partiets teoretiske grundlag kan jeg godt tilslutte mig. Og et bredspektret et-partisystem ser jeg heller ikke noget forkert i.

Så jeg må gerne omtales som kommunist.

Dorte Sørensen

Bliver fx. ikke EL kaldt kommunister af flere fra Danmarks højrefløj. Hvor mange gange er de unge i EL ikke omtalt som kommunister og i den dur. Det har irriteret mig mange gange .
Derimod er det forfærdeligt, hvis nogle pipper op om at DF og andre på højrefløjen har nazistiske træk så er F..... løs.

Ejvind Larsen, Mogens Holme, Gert Romme, Christel Gruner-Olesen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Med til myten om kommunisme hører også forestillingen om centralisme, planøkonomi og en mægtig stat med udvidede magtbeføjelser, men Marx - som reelt stod fadder til kommunismen som ideologi - talte om kommunisme i to faser; proletariatets diktatur (svarende til f.eks. Pariserkommunen) og dernæst en opløsning af staten.

Et overset historisk faktum er det også at den russiske revolution og siden udviklingen af Sovjetunionen, blev vundet af bolsjevikker, som oprindeligt var socialdemokrater, men i 2018 begyndte at betegne sig som kommunister (reelt var de leninister, inspireret af bl.a. Lenins centralistiske visioner). Det var altså en oprindeligt socialdemokratisk funderet centralisme (der ret hurtigt tog form som statskapitalisme), som lå til grund for udviklingen af totalitarismen i Sovjetunionen.

Mikael Velschow-Rasmussen, Mikkel Zess, Ejvind Larsen, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

1918, naturligvis.

Ole Falstoft

Nu er der vel ingen der kan sige hvordan et kommunistisk samfund ser ud? Marx kom ikke med nogen opskrift. Så Lenins udgave var vel et bud på det man kunne kalde fase 1: proletariatets diktatur. Hvordan det skulle kunne før til statens opløsning, har ingen hvis givet en opskrift på. Diktaturer opløser sig ikke frivillig er erfaringen. Marx givet os valget mellem diktatur eller anarkistisk kaos ingen af dem synes jeg er særlig tillokkende. Demokratiet havde han ingen forståelse for.

Helge Hübschmann

Stensgaard bør holde sig langt væk fra seriøs historieskrivning om venstrefløjen, hvis hun ikke kan holde nallerne helt fra Bent Jensen - det mest useriøse, historiske blålys, siden Saxo forherligede kongerne. Når hun desuden ikke kan kende forskel på den humanistisk orienterede, franske socialisme, dele af nye den polske og østeuropæiske, socialistisk-intellektuelle filosofiske elite i 70'erne (som Erik Vagn Jensen sikkert har kendt ret indgående) og sovjetisk-dansk betonkommunisme i DKP's intelligensformørkede udgave - ja, så er kvalifikationsniveauet nogenlunde fastlagt: ikke værd at spilde tid på.

Mikkel Zess, Ejvind Larsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Ole Falstoft, Pariserkommunen var ikke noget diktatur i traditionel forstand - konstruktionen bestod af en kombination af direkte og repræsentativt demokrati, hvilket står i stærk kontrast til Lenins centralistiske og udemokratiske udgave af proletariatets diktatur. Pariserkommunen kom aldrig til at udvikle sig; den nåede at eksistere i 71 dage før den blev ombragt af Versaillestropperne i et voldsomt blodbad.

Det er helt korrekt at Marx aldrig gav en konkret opskrift på udviklingen af kommunisme, men han nåede at henvise til Pariserkommunen som et relevant bud på 1. fase. Det er derfor af afgørende betydning at kende denne historiske baggrund, således at man forstår at den sovjettiske totalitarisme havde meget lidt med Marx' historiske lære at gøre. Der var de facto tale om et retorisk misbrug, som siden har dannet baggrund for en temmeligt historieløs og klichépræget forståelse af kommunismen i vor eller angiveligt oplyste tidsalder.

Mikkel Zess, Dorte Sørensen, Ejvind Larsen, Mogens Holme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar