Feature
Læsetid: 11 min.

Fiktionens Informationslæser: Den selvgode, den overstuderede og det rigtige møgsvin

Hvordan ser den typiske Information-læser ud? Det spørgsmål kan besvares af segmentanalyser og læserundersøgelser. Men hvad sker der, når kernelæseren i stedet betragtes gennem øjnene på forfattere, sangskrivere og filmskabere? Det har vi undersøgt – og siden fortrudt
Information optræder blandt andet i DR’s successerie ’Broen’, hvor den kolde og distancerede mor til pigen Anja sidder i en lænestol og læser Information, da hendes forsagte datter kommer ind i stuen.

Information optræder blandt andet i DR’s successerie ’Broen’, hvor den kolde og distancerede mor til pigen Anja sidder i en lænestol og læser Information, da hendes forsagte datter kommer ind i stuen.

Screendump fra ’Broen’

Kultur
5. maj 2020

Kære faste læser af Information, læn dig tilbage i dine FDB-møbler, sluk for radioens P1, sæt en kop fair trade-kaffe over og nyd følgende beskrivelse af dig selv som avislæsende arketype: Du tilhører – i hvert fald ifølge Informations forbrugeranalyse – en gruppe af »højtuddannede, kulturinteresserede og samfundsengagerede læsere, der aktivt bidrager med indsigt og holdninger til avisen og i samfundsdebatten«.

Flatterende læsning, ikke sandt? Men i kulturens fiktive verden trives dog en anden og mere tvetydig udlægning af avisens kernepublikum.

For kulturhistorien er fuld af film, bøger og musik, hvori Information spiller rollen som symbolsk rekvisit for en karakters personskildring. Og lad os sige det med det samme: Information-læseren udgør langtfra altid helten i fortællingen.

Tag nu bare evighedsstudenten »Pilli Villi« i Gasolins rockklassiker fra 1976, som med sin høje uddannelse bidrager med indsigt og holdninger på den trælse måde. Han er »marxistisk methodist« og »salonsocialist«, men først og fremmest er han bare en medløber, der – som Kim Larsen synger – render efter de meninger, han kan »være bekendt«, og som han »maser frem i Information« som »en anden diakon«.

Altså, ikke den fedeste fyr. 

Men det kan blive meget værre. I en scene i Lars von Triers mesterlige dogmefilm Idioterne fra 1998 vader en tavs midaldrende fyr med halvlangt hår og mørke solbriller pludselig ind på gårdspladsen til det ’spassende’ kollektiv for at hente sin voksne datter, Josephine, med hjem.

Den ubehagelige skikkelse er ikke alene arrogant og bedrevidende og fuldstændig uforstående over for sin datters ideologiske frigørelseskamp, han er tydeligvis også læser af nærværende dagblad, for op ad venstre lomme på hans habitjakke stikker ’den mindst ringe’ med sin lille røde prik i toppen.

I 'Idioterne' fra 1998 vader en fyr ind på gårdspladsen til det "spassede" kollektiv. Manden er ikke alene bedrevidende. Han er også læser af nærværende dagblad.

I 'Idioterne' fra 1998 vader en fyr ind på gårdspladsen til det "spassede" kollektiv. Manden er ikke alene bedrevidende. Han er også læser af nærværende dagblad.

Screenshot

Rygterne har siden gået, at det var Lars von Trier, som ønskede at hævne en negativ anmeldelse i Information ved at gøre filmens største møgsvin til kernelæser. Men sandheden er, at det ikke var instruktøren selv, men derimod skuespilleren Anders Hoves beslutning at udstyre sin karakter med et eksemplar af avisen.

»Det var mig, der fandt på det,« bekræfter Anders Hove på telefon fra Østerbro. »Det var jo en dogmefilm, så vi skuespillere skulle mere eller mindre sørge for alting selv, og det indebar også at klæde vores egen karakter på.«

Og det var langtfra en tilfældighed, at Information endte i karakterens lomme. Som ung boede Anders Hove (f. 1956) selv i kollektiv i Aarhus, hvor der altid var kamp om, hvilken avis man skulle holde: Tilhørte man den intellektuelle del af venstrefløjen, kunne man »godt tillade sig« at læse Information, men man skulle »komme møgbeskidt hjem fra arbejde hver dag«, hvis man ville læse Socialistisk Dagblad.

Når han udstyrede sin karakter med Information var det »en kommentar« til sin oplevelse af 1970’erne. En tid fyldt med lige dele dræbende lange debatter og usynligt magtspil.

»Jeg havde ikke spor svært ved at forestille mig, at man både kunne være en socialist og et dumt svin på samme tid. Det er jo ikke noget tilfælde, at et udtryk som ’repressiv tolerance’ gjorde sit indtog i det danske sprog netop dengang,« siger han.

Udtrykket betegner en subtil form for politisk undertrykkelse, hvor dem, der sidder på magten indbyder til kritik, men kun så længe kritikken ikke reelt udfordrer deres magt.

»Det var på mange måder en grim tid,« fortsætter han. »Så at hænge en socialist ud i Idioterne ... det nød jeg faktisk lidt.«

– Hvad er dit forhold til Information i dag?

»Det er aldeles udmærket! Bortset fra at jeg ikke har råd til at holde avisen.«

Som en kronik i Information ...

Heller ikke Informations mangeårige musikanmelder, Klaus Lynggaard – der i dag skriver for Weekendavisen – holder sig tilbage i sit portræt af avisen og dens publikum. I ungdomsromanen Victorias år (1986) – der netop foregår i de 1970’ere, hvor også Anders Hove gjorde sine bitre erfaringer som kollektivist – lægger han følgende ord i munden på den rodløse og vildt forelskede Martin, der her brokker sig højlydt over dansk politik og dansk politisk popmusik og samtidig tegner et billede af Information som den socialistiske revolutions hellige skrift, der formidlede sandheden med stort S.

»Somre der ikke var somre, vintre, der ikke var vintre. En tid, der står gråt, som gamle falmede avisbilleder, en støvets monotoni ... valg, der ikke gav afklaring, mindretalsregering på mindretalsregering, et bange folk, det år tog det over en måned at danne regering; vi andre gik i skole, ville gerne lave verden om. Men hvordan ... Ufrihedens bevidstløse panser – selv rockscenen var stendød. Og det var netop dér, vi søgte udfrielse, oplevelse, ekstase. Men det var lidt svært, alle de danske grupper lød som om de prøvede at sætte kronikker fra Information på vers, musikken var en bleg undskyldning for budskabet ... undskyld, Budskabet.«

... og 12 falske læserbreve

Og apropos kronikker – eller rettere læserbreve – så kommer vi desværre ikke uden om en pinlig affære i Dagbladet Informations nyere historie. En affære, der resulterede i et sæt røde ører hos chefredaktøren og en offentlig beklagelse, men også i en genrebrydende roman med Information i en fremtrædende birolle. Historien er denne:

Fra 2009-2010 modtog Information en stribe debatindlæg fra en kvindelig læser, der underskrev sig »Sanne Jensen, Kbh. V«. Indlæggene var politisk engagerede og handlede blandt andet om krigen i Afghanistan og om forholdene for asylansøgere i Sandholmlejren.

I alt 12 læserbreve blev trykt i avisen, før det gik op for redaktionen, at »Sanne Jensen« ikke var en virkelig person, men en romankarakter i forfatteren Kamilla Hega Holsts kommende roman, som udkom i 2012 med titlen Sort. Bogen handler om karakteren Sanne, der er studerende på slump, læserbrevsskribent, datter af en kræftsyg far og i et fast forhold med en mand, der feder hende op, hvorfor hun også er meget overvægtig.

Her på redaktionen i Store Kongensgade blev vi først opmærksom på, at avisen uforvarende havde ladet falske læserbreve optrykke, da en del af dem pludselig indgik i en kunstudstilling under titlen Taler til folket. På det tidspunkt var romanen Sort endnu ikke udkommet, og den anonyme person bag den gmailkonto, som læserbrevene var sendt fra – og som altså senere skulle vise sig at være forfatteren Kamilla Hega Holst – ønskede på dette tidspunkt ikke at bidrage til opklaringen.

Men det gør hun nu.

»Da jeg begyndte at skrive læserbreve af Sanne Jensen, var det i virkeligheden bare et forsøg på at lære min romankarakter bedre at kende. Jeg var ikke begyndt at skrive på selve romanen endnu,« forklarer forfatteren.

Kamilla Hega Holst havde ikke regnet med, at læserbrevene faktisk ville blive antaget. Men da det første læserbrev blev bragt, besluttede hun sig for at fortsætte.

»For det var virkelig en god måde for mig at lære Sanne Jensen at kende på. Og ud af læserbrevene voksede så den fiktionstekst, som siden blev til romanen Sort.« 

Men hvad fortæller det om Sanne Jensen som karakter, at hun skriver læserbreve i Information? Man kunne her have frygtet, at forfatteren ønskede at udstille, hvor nemt det er at opfinde og dermed udstille de læserholdninger, som avisen gerne trykker. Men Kamilla Hega Holsts egen forklaring er mere nådig. 

»I romanen læser Sannes far Information, hun er vokset op med den, og avisen er en del af hendes barndom. Det er den ene grund til, at hun læser den. Den anden er, at hun er venstreorienteret og omhyggelig og nysgerrig på strukturer i samfundet. Og den tredje er, at jeg helt personligt også selv abonnerede på Information på det tidspunkt og var rigtig glad for den, så det var også ud af kærlighed til avisen, at jeg valgte den.«

Tilbage i redaktionslokalerne på Store Kongensgade ramte det dog den publicistiske stolthed hårdt, at man – ganske vist uforvarende – var kommet til at optrykke falske læserbreve. Og i en artikel den 13. september 2010 under overskriften: »Vi bringer hermed 12 rettelser« måtte en hændervridende daværende konstitueret chefredaktør, Bent Winther, forklare sig over for avisens virkelige læsere: »Det er svært at gardere sig mod decideret fup og falsknerier. Vi kan desværre ikke kontrollere ægtheden af alle de mange hundrede læserbreve, vi modtager hver uge,« sagde han brødebetynget.

Til gengæld tjener det måske i dag som en lille trøst at vide, at Kamilla Hega Holst stadig er »enormt glad for Information«.

»Det er min favoritavis, det er det virkelig.«

En kølig mor

Dermed skulle vi være nogenlunde rustet til at fortsætte nedturen – og den kommer i rigelige mængder i DR’s successerie Broen fra 2011. I en scene i tredje afsnit af første sæson sidder den kolde og distancerede mor til pigen Anja med korslagte ben i en lænestol og læser Information, da hendes forsagte datter trisser ned ad trappen og ind i stuen for at stille hende et spørgsmål: »Skal du ikke på arbejde igen,« spørger hun med spag stemme.

Der kommer intet svar. Anja sætter sig på sofaen, mens moren vender endnu en side i avisen.

»Jeg har sagt undskyld,« prøver hun igen, mens stemmen knækker.

Stadig intet svar. Moren bladrer videre og ignorerer ethvert forsøg på kontakt, indtil Anja demonstrativt går over til reolen og vælter en vase, så den splintres mod klinkerne.

Så kommer reaktionen, men den er ikke spontan og fuld af følelser, som Anja kunne have håbet. I stedet folder moren langsomt avisen sammen og går i ro og mag over og stikker sin datter en afmålt lussing – hvorefter hun uden at fortrække en mine vender om og forlader stuen.

Man kan kun gisne om, hvad manuskriptforfatterne her ønskede at signalere med Information som rekvisit. Noget om en muteret form for intellektuel kølighed måske? Under alle omstændigheder er det ikke noget flatterende portræt af kernelæseren, der her træder frem. Til gengæld giver scenen rundt regnet 45 sekunders gratis product placement-reklame, så det tager vi naturligvis med, og så hæfter vi os i øvrigt ved, at det jo bare er fiktion.

I musikvidioen til den danske sangerinde Fallulahs hit »Bridges« bliver en mandling abonnent filmet over skulderen, mens han fordyber sig i Information.

I musikvidioen til den danske sangerinde Fallulahs hit »Bridges« bliver en mandling abonnent filmet over skulderen, mens han fordyber sig i Information.

Screenshot

En dør til fantasien

Men der findes også Information-læsende gæsteoptrædener, der er mere tvetydige og åbne for fortolkning. Som for eksempel i musikvideoen til den danske sangerinde Fallulahs hit »Bridges« fra 2010.

Her bliver en mandlig abonnent filmet over skulderen, mens han sidder i sin lænestol i stuen i færd med at fordybe sig i en spidsfindig analyse af vores nuværende chefredaktør Rune Lykkeberg. Han har skrevet om tv-programmet X Faktor, som han under overskriften »Kampen mellem kvalitet og krænkelse« analyserer som et billede på … eller som en konflikt mellem … eller det er måske også lige meget, for hovedsagen er, at der midt i denne intellektuelle fordybelse, pludselig lyder rytmiske toner, og kort efter vrimler en horde af udklædte dansere ind i lejligheden og omdanner den rationelle verden af argumenter til en psykedelisk verden af følelsesmæssige udbrud. 

Hvad skal det nu betyde? Er det godt eller skidt? Er det endnu en nedslående fortælling om en vindtør, akademisk og af KUA-kop drikkende Information-læser, der bliver rusket ud af sin teoretiske tilværelse og møder antitesen til sig selv? Eller er der en anden, mere opløftende fortolkning? Ja, det er, forsikrer en kollega på kulturredaktionen, og i en mail tilbyder hun denne langt mere positive udlægning af musikvideoen:

»Jeg vælger at tolke det sådan, at kombinationen af Information-abonnement og universitetstilknytning åbner døre til den sjove, musikalske, uforudsigelige verden.«

Den går vi med på.

Appelsiner og kærlighed

Og pludselig begynder det hele at lysne lidt, for hvad er nu det, der dukker op nærmest helt af sig selv derude i horisonten? Er det ikke, jo, det er da lige præcis, hvad det er: et lykkeligt gensyn med barndomsserien Nana fra 1988. I en lille vidunderlig scene, der udspiller sig ved familiens køkkenbord, forsøger Nanas far at lære hende at lave regnestykker med appelsiner. I øvrigt en scene, som coronaramte forældre underlagt tvangshjemmeundervisning har delt flittigt på det seneste. 

»Hvis vi nu tager tre appelsiner og giver til Beate,« begynder faderen pædagogisk.

»Det gør jeg ikke, for hun tog mit håndklæde og puttede det ind under bruseren i gymnastiktimen,« indvender Nana.

»Ja, men hvis vi nu giver tre til Beate ...« insisterer faderen logisk.

»Jamen, det gør jeg ikke, det blev helt vådt,« svarer Nana, og sådan fortsætter dialogen mellem den abstrakt tænkende far og den konkret tænkende Nana, indtil der høres en lyd uden for billedet, og kameraet rettes mod køkkendøren, hvor moren kommer ind i en blå slåbrok, og lige dér i avisholderen til venstre for døren, gemt bag Dagens Medicin, ligger en foldet udgave af dagens jubilar: Information. Nanas kloge, gode og tålmodige forældre bestående af en blød hjemmegående far og en kærlig, hårdtarbejdende lægemor er simpelthen abonnenter. Det ved vi nu, og vi skal aldrig glemme det.

Avisen som et smykke

Oven på sådan et dejligt gensyn med en lykkelig familie er vi bedre rustet til at dykke tilbage i mørket og møde Gustav, som vi desværre ikke kommer uden om i denne sammenhæng. Gustav optræder i Kristian Ditlev Jensens erindringsbog Det bliver sagt fra 2001 og hører til blandt de »første politisk korrekte mennesker i Danmark«, som det formuleres.

»Han er medlem af Dansk Cyklistforbund. Han køber biodynamisk – og da i hvert fald kun uhomogeniseret mælk. Han abonnerer på avisen Information, som han læser med en selvhøjtidelighed, der gør, at det pludselig går op for én, at man faktisk aldrig tidligere har overvejet, at en avis kan være et smykke.« Ja, og så er Gustav også det menneske, der igennem tre år – fra Kristian Ditlev Jensen var ni, til han var 12 år gammel – udnyttede ham seksuelt. Man kan, som Anders Hove også effektivt påpegede, sagtens være Information-læser og et dumt svin. 

I Gittes monologer finder man den måske kærligste og mest hjertevarme hyldest til Information.

I Gittes monologer finder man den måske kærligste og mest hjertevarme hyldest til Information.

Screenshot

’Den bette pjosker’

Men man kan heldigvis også være så meget andet, og vi har gemt det bedste til sidst: Et gensyn med Per Højholt. Den skriftkloge poet fra Hørbylunde uden for Silkeborg formåede i sit forfatterskab at balancere suverænt mellem det folkelige og det elitære. Med den ene hånd fodrede han kultureliten i København med skrifttematiske eksperimenter, mens han med den anden forfattede de langt mere folkelige Gittes monologer, som gjorde ham kendt og afholdt i det meste af Danmark.

Og det er netop i monologerne – nærmere bestemt i Gittes monologer og andre kvababbelser fra 1981 – at man finder den måske kærligste og mest hjertevarme hyldest til Information. En avis, Højholt i øvrigt gav det udødelige tilnavn ’den bette pjosker’, som vi mere end flittigt stadig kalder avisen herinde på redaktionen – med en varm tanke på vores virkelige læsere derude i verden.

»Den alså mærk’lig, Susanne,
det er’en godt nok,
Information,
avisen, ikk’ oss’,
du sku’ ta’ og se’en engang,
overhodet ikk’ billeder,
man er nød’ te’ og læs’ hel’
tiden,
du’ sku’ ta’ og komm’ ud og
se’en
jeg har’en endnu.
Jeg hade nær fåen en føl,
dengang, da han kom hjem me’en, Preben, ikk’ os’,
i lørdags, eller var’et fredag?
Nej, lørdag var’et.
»Hva er’et«, siger jeg så,
han had’ bar’ smidt’en på
kommoden.
»Information« siger han så,
han var hel’ flov ve’en. –
Nejh, hvor var’en sød,
det sagde jeg altså oss’te
Preben,
’Preben, alså’, sagde jeg,
»det ska’ du da ikk’...
det da ikk’ noget... den da sød!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Reippuert Knudsen

"Kære faste læser af Information, læn dig tilbage i dine FDB-møbler, sluk for radioens P1, sæt en kop fair trade-kaffe" What the f*** ! - Hvor har i gemt overvågnings udstyret ?

Kurt Nielsen, Eva Pedersen og John Larsen anbefalede denne kommentar