Reykjavik, søndag 17. maj 2020.
Jeg ordner bikinilinje og barberer ben, lægger neglelak på tåneglene, for i nat åbner svømmebassinerne efter næsten to måneders nedlukning. De har fået lov at åbne 18. maj, og det bliver taget bogstaveligt: Et minut over midnat åbner alle Reykjaviks offentlige svømmebade og holder åbent hele natten.
»Det er selvfølgelig en sjov idé og skaber god stemning at åbne ved midnat, men det er også for at sikre, at presset ikke er for stort, så folk skal stå i kø i morgen tidlig,« forklarer Steinthor Einarsson, der er leder af Reykjaviks Idræts- og Fritidsråd, ITR, til avisen Morgunbladid.
I næsten enhver lille islandsk flække er der et udendørs svømmebassin med tilhørende dampbad, i stigende grad også sauna, et børnebassin med 37 grader varmt vand, mindst to »varme gryder«: et 38-39 grader varmt, grydeformet spabad og et tilsvarende 41-43 grader varmt, dertil kommer en kold gryde med vand på 10-12 grader.
Mange af gæsterne i bassinerne kommer på samme tid dagligt, man har sin egen rutine, sin helt egen kombi af motionssvømning af den ene eller anden art, sauna, dampbad, koldt vand, varmt vand, aqua-gymnastik, afkøling på fliserne i solen, i sneen, strutten i vinden, sladder og samtaler om netop vinden og vejret, kunst og verdenspolitik.
For mange, inklusive mig, er det en afhængighed at komme hen i bassinet på daglig basis, det er den absolut mest effektive måde at holde vinterdepressioner stangen og andre af de dæmoner, man kan blive plaget af, når mørket i de lange vintermåneder omslutter og presser sig på.
I øvrigt er det et godt sted for mig at blive bedre til islandsk, når snakken går i de varme gryder. Her har jeg lært mere islandsk end på noget aftenkursus, jeg halvhjertet og distræt har deltaget i. Her har jeg hørt folk diskutere turisme, økonomisk krise, den krakkede netbank Icesave, præsidentvalg, Donald Trump, aluminiumsindustri, og jeg har fået bekendte med tålmodighed til mit islandske, hvor bøjningerne som oftest ikke sidder i skabet, hvor ordene mangler eller er danskere, end godt er.
Her har jeg siddet og sludret i mørket i al slags vejr, sne, hagl, regn, storm, nogle gange med nordlys flagrende på himlen. Her har jeg oplevet, at det alligevel er muligt at leve og have det dejligt i et land, hvor vintrene, ikke mindst som den netop overståede, kan være ubarmhjertige, når den ene isorkan efter den anden hærger landet, spærrer folk inde, kaster med store sten og biler og hustage, sender snelaviner ned over folks huse og gårde, sender havet ind over diger og volde.
At gå ’i sund’
Jeg prøver mine badedragter foran spejlet, mindst en er blevet for lille, coronaen, COVID-19, som jeg (7-9-13) ikke har haft, har alligevel sat sig, men den turkisgrønne med koralrev og søblomster, som før var lidt løs over brysterne, passer nu perfekt, og jeg er lykkelig og forventningsfuld.
Man kalder det at gå ’i sund’, at tage i svømmebasinet, og det betyder langt mere end at være til svømning – det rummer hele viften af de sociale såvel som fysiske og mentale in- og output i de islandske friluftsbade.
Hvis Island har en folkesjæl, så er den helt klart ’i sund’.
Svømmebassinerne var faktisk det sidste, der lukkede ned i Island, da coronaen drev ind over de vesteuropæiske nationer og lukkede det ene samfund efter det andet.
Da man indførte håndsprit og to meters afstand, holdt svømmebassinerne stadig åbent.
Da man begyndte at gennemføre kulturarrangementer, som for eksempel forfattersamtaler, med stole fordelt med to meters mellemrum i en sal, hvor de plejede at stå i klynger om små borde med vin og snack og stearinlys
Da man lukkede de fleste cafeer og restauranter
Da man (delvist) lukkede skoler, museer og arbejdspladser
Da flyselskaberne holdt op med at flyve
Da gamle og sårbare begyndte at rejse fra byen til små samfund, som smitten ikke havde nået
Da havde svømmebassinerne stadig åbent.
Først 24. marts, næsten to uger efter de store nedlukninger af samfundet, valgte man også at lukke svømmebassinerne, og nu har de altså været lukkede i næsten to måneder.
»Den formentlig længste svømmebassinsløse tid i landets historie,« skriver Morgunbladid søndag i anledning af genåbningen.
For mig har det helt klart været et afsavn. Jeg er blevet stivere i min krop, savner at kunne mærke liv i hele kroppen, har forsøgt mig med gåture og lidt løb, men det er bare ikke det samme, jeg tørster. Jeg har brug for vand. Jeg har brug for at bevæge mig i vand. Hvis jeg var et dyr, ville jeg helt sikkert være en sæl eller hval. Og det er ikke det hele, det er også det med de andre, at færdes omkring alle de andre mennesker og kroppe: Små børn, oldinge og gamle, gravide kvinder, unge og midaldrende, tykke, tynde, fede, magre, høje, lave, faste, slappe, slaskende, struttende, alle de former og hud imellem hinanden.
Det må jeg bare konstatere er godt for mig, det grounder mig, tror jeg, hvor jeg ellers i mit huleboerarbejde som skrivende kan være i fare for at forsvinde ud i universet med alle mine tanker og forestillinger og fornemmelser.
Skadelig beskyttelse
At lukke svømmebassinerne af hensyn til folkesundheden har bestemt ikke været en nem beslutning. En beslutning, der for en islænding (inklusive mig) udenfor pandemiens kontekst ville skrige til himlen, og selv med COVID-19 i mente ikke er et uproblematisk tiltag. Et tiltag, der med skriften bøjet i neon udpeger det generelle dilemma med COVID-19-foranstaltningerne: Hvilke konsekvenser har det for menneskers velbefindende? Hvornår skader beskyttelsen mere, end den gavner, og hvordan måler man det?
Illustrativt for denne pointe: På et tidspunkt i april var antallet af kvinder dræbt i hjemmet i Island det samme som mennesker døde af COVID-19.
Island har ikke været så hårdt ramt af pandemien som mange andre lande, og nu ser det ud til at drive over, kun få nye smittetilfælde er dukket op i maj, der er dags dato seks coronasyge tilbage i landet.
Folkeskolerne er vendt tilbage til normal skolegang, biblioteker, cafeer og museer er åbne igen.
Barer og restauranter åbner i slutningen af måneden.
Grænsen åbner om en måned.
Og i nat åbner svømmebassinerne.
Klokken er nu 23.45. Det er slet ikke mørkt, kun en anelse grånen derude, jeg plejer at sove på denne tid og har ikke opdaget, at midsommerlyset allerede har meldt sig.
Min ældste søn, Björn, som tidligere på dagen syntes, det var så afsindigt spændende: at tænke sig, svømmebassinerne åbner, vi kan stå op midt om natten og tage ’i sund’! Nu er han helt lille og søvndrukken. Men der er ikke nogen vej udenom, han er ti år, og jeg kan ikke efterlade ham alene hjemme. Hans bror, der ikke så let lader sig forlede af sin mors begejstring, takkede straks nej til tilbuddet: Det gider jeg i hvert fald ikke, jeg sover ved far.
»Et lille plask, hurtigt i og så hjem og sove,« lover jeg Björn, der helt tåget er begyndt at tage tøj på.
For mange har det været kval og plage, som man siger på islandsk, at undvære at tage ’i sund’, og derfor er det helt naturligt en begivenhed af rang, at der nu åbnes på dette område.
Dagur B. Eggertson, borgmester i Reykjavik, annoncerer åbningen sådan:
»Nattesvømning over det hele for første gang i historien. Ja, det betyder, at nogle bliver trætte på arbejde på mandag, men de bliver ikke bare trætte, men først og fremmest rene og glade. Vi ses i’ sund’.«
Kødrand
I bilen fortryder jeg, kan overhovedet ikke genkalde mig begejstringen fra tidligere på dagen, vil helst bare sove, og sådan har Björn det tydeligvis også. Jeg tænker, det er åndssvagt, at vi to, som sandsynligvis de eneste i Reykjavik, ja, i hele verden, skal stå op for at tage i svømmebassin midt om natten. Jeg forestiller mig, at vi bliver de eneste i bassinet overhovedet.
Men der er en kødrand med to-tre hundrede mennesker, nogle har stået der i flere timer, da vi ankommer fem i midnat. Det er ungdommen, de larmer, glade og forventningsfulde, har allerede en fest. Om lidt åbner dørene. NU åbner dørene, og ungdommen strømmer hujende ind. Der er ikke plads til alle, nogle må vente ude.
Vi kører hjem og går på hovedet i seng.
Klokken halv syv står solen højt på himlen.
»Vi kan godt nå det, før du skal i skole,« siger jeg til Björn, som springer op.
Nu kan vi næsten ikke være i os selv af forventning og begejstring.
Et seniorhold af en art synger højt, mens de laver strækøvelser på fliserne, da vi kommer ud fra omklædningsrummene.
Der er 6 grader i luften og en kold vind. De synger højt og laver strækøvelser i deres våde badetøj.
To kvinder i badedragt sidder på en bænk og taler, længe, ser slet ikke ud til at bemærke vind og kulde, men så rejser de sig alligevel og stiger ned i den varmeste af de varme.
Der er optaget i alle baner i det store bassin, der kunne sagtens være flere, men to-metersreglen er stadig officielt gældende, så Björn og jeg svømmer lidt frem og tilbage i børneafdelingen ved basketkurven, dykker, står på hænder, snurrer rundt.
Sætter os så over i den mindst varme af de varme. Der er trængsel ovre ved massageboblerne.
Voksne i alle aldre og småbørn ligger og sjasker i lavtvandsbassinet.
En olding med neonfarvede svømmebriller stavrer afsted hen over fliserne med sine svømmefødder under armen.
Seniorholdet afslutter deres strækøvelser og sang og myldrer ned i den varmeste potte, gryde. Ingen interesse for to-metersreglen her.
Et kæmpe brød af en mand laver bombe i børnebassinet, han stiger op, ryster sig voldsomt og prustende og ser ud over pool-området: »Aah! Sådan skal livet være,« brøler han.
Hanne Højgaard Viemose er en dansk forfatter bosat på Island. Hun er vinder af Montanas Litteraturpris 2019 og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ’HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas’.
Øj, jeg savner min svømmehal.