Feature
Læsetid: 6 min.

Lady Gaga giver os en mental, dansabel brandudgang fra verdenskrisen

Discoen er vendt tilbage, og det har en række popmusikere – herunder Lady Gaga – også opsnuset. Det er en nostalgisk retur til drømmenes verden, men også til lyden af en anden tids eskapisme, nemlig flugten fra 1970’ernes økonomiske krise
Lady Gagas Chromatica er et nostalgisk og intenst dancealbum, og en stor del af vejen er det strålende dansemusik, nogle gange decideret udfriende. Flere årtier ryger igennem kværnen.

Lady Gagas Chromatica er et nostalgisk og intenst dancealbum, og en stor del af vejen er det strålende dansemusik, nogle gange decideret udfriende. Flere årtier ryger igennem kværnen.

Universal Music

Kultur
30. maj 2020

Det kan være svært at forestille sig i disse tider, men engang mødtes mennesker på noget, der hed diskoteker og dansede tæt og intenst med hinanden.

Det var dengang i New York, hvor pladespillernes hjul af stål begyndte at rotere discoens tolvtommersingler. Dengang mændene iførte sig trompetbukserne og den storflippede polyesterskjorte, der intenst krammede torsoen. Og kvinderne gled i deres mest flamboyante og glitrende rober.

Dress to impress var mantraet, og dengang var tøjet udtryk for ens drømme, som man realiserede i de barmhjertige, kokainbestrøede nattetimer på dansegulvets lysfirkanter og under spejlkuglens tusindvis af små firkantede spejle – et for hvert menneske underneden, som søgte en ekstatisk flugtvej fra et smadret New York City. Dengang i midten af 1970’erne, da byen havde været få timer fra at blive erklæret konkurs. Byen var på røven, så sving din egen røv og glem det. Bare for i aften.

Skamløst, harmløst nostalgisk

I krisetider har vi brug for at drømme. Og her midt i nutidens politiske fallitbo er amerikanerne og europæerne vendt tilbage til lyden af en anden krisetid.

Til den funky, episke disco og dens mere kontant elektrokropslige afkom, house, der i sin tid strippede discoen for synkoperet finesse og harmonisk flødeskum. Tilbage stod et exoskelet af elektronisk bas og beats, som har vist sig uimodsigeligt og sejlivet i mainstream.

Rapperen Doja Cat har opdaget det. Hendes fornemme dancehall/pop-album Hot Pink har affødt singlen »Say So«, der i et remix med gæsteoptræden af Nicki Minaj for en uge siden indtog førstepladsen på hitlisten. Det skete i knivskarp konkurrence med en anden rapper med en endnu større stjerne som gæst, nemlig Megan Thee Stallions »Savage« i selskab med Beyoncé (der så lige overhalede og overtog toppen i denne uge).

»Say So« er en skamløst, harmløst nostalgisk sang, der trækker på 70’er-discoguitarens løse håndled, som vi kender dem fra Chic og guitaristen Nile Rodgers og hits som »Le Freak« og »Good Times«.

»Say So« forlænges så også i den mere tungt beatificerede filterhousemusik, som den franske duo Daft Punk var pionerer for i 1990’erne. Den, hvor det lyder, som om elguitaren eller beatsene vrider sig fra en dyb, basset tåge og ud i en krystalklar brillans i hovedet på os.

Klar til at længes

Den engelske sanger og sangskriver Dua Lipa er gået i renere discomodus på sit nye, andet album – anmeldt tidligere her i avisen – med den passende titel Future Nostalgia. Det er en potent og saliggørende powerdisco, der peger mere tilbage end frem. Og verden er klar til at længes. Albummet lå nummer ét fire uger i hjemlandet og i lande som Australien og New Zealand, mens det nåede top-5 i USA og Tyskland.

Nostalgien kan også høres på den strålende nye EP For You fra engelske India Jordan. På »I’m Waiting (Just 4 U)« genbesøger hun discoens elastiske basgang svirpende over rygstykkerne, mens genrens episke strygere lægger sin guldspray over frisurerne.

Duoen Ric Wilson / Terrace Martin – en Chicago-rapper og en L.A.-producer – har til gengæld opdateret discoen og indlejret den i en afrofuturistisk psykedelisk hiphop på den fine EP They Call Me Disco.

Og i den anden grøft er der Houston-trioen Khruangbins nummer »Time (You and I)« som et krystalklart eksempel på, hvor meget nostalgi der er på spil. Det lyder helt enkelt, som om man er dumpet ned i 1970’erne til de indledende knæbøjninger på legendariske newyorkerklubber som Studio 54 eller Paradise Garage.

Lady Gaga og Ariana Grande – PR-foto: Universal Music

Lady Gaga og Ariana Grande – PR-foto: Universal Music

Flere former for nostalgi

Og så er der amerikanske Lady Gagas nye, sjette album Chromatica, hvor hun spiller på flere former for nostalgi.

Der er de musikalske nostalgier i forhold til de to genrer, hun især dyrker. Der er den højelektroniske hi-NRG, der voksede ud af Donna Summer/Giorgio Moroders 1977-klassiker »I Feel Love«, en elektronisk pumpende discovariant, som kan høres på førstesinglen »Stupid Love«. Og så er der den nye, anden single »Rain On Me« med superstjernen Ariana Grande, der dyrker strygerinficeret filterhousemusik a la Daft Punk og deslige.

Og der er den melankolske mesterlighed »Alice«, der tekstligt indikerer den eskapisme, som vi hungrer efter: »My name isn’t Alice / But I’ll keep looking, I’ll keep looking for Wonderland,« synger Gaga. Med sine nærige knap tre minutter er den oplagt til et extended remix i ånden fra discoæraen.

Der er også en biografisk nostalgi på spil, nemlig den, der markerer Lady Gagas tilbagevenden til sin flamboyante, postmodernistiske future couture fra hendes katapultering mod stjernerne i 2008.

Se bare videoerne til »Just Dance« og »Poker Face« fra det år, og se så de aktuelle videoer til »Stupid Love« og »Rain On Me«, og se Lady Gagas fjollede sci-fi-dragter med vink til både gammel Star Trek og Mad Max og regnvejr a la Blade Runner og slanger i kroppen a la The Matrix.

Væk er den inderligt autentiske country- og rocksanger i hvid T-shirt og jeans fra damens foregående 2016-album Joanne og fra filmen A Star is Born fra 2018. Hun er igen en futuristisk udklædningskunstner.

Chromatica er et intenst dancealbum, og en stor del af vejen er det strålende dansemusik, nogle gange decideret udfriende. Flere årtier ryger igennem kværnen, også 2010’ernes ufunky, skyskrabersyntetiske EDM – electronic dance music – som svenske, afdøde AVICII skubbede ind på hitlisterne i begyndelsen af årtiet.

Lige dén genre er så ikke af det gode på Chromatica. Ja, på »Sine From Above« har hun en vokalt humpende Elton John med på EDM-krykker.

Så er der mere mening i afslutningsnummeret »Babylon«, hvor Lady Gaga søger mod 1980’ernes soulfulde housevariant garage.

Med Chromatica udviser Lady Gaga en trendnæse, der er Madonna værdig. Madonna, der i øvrigt opdaterede discoen i starten af 1980’erne og genbesøgte den på Confessions on a Dance Floor. Ja, på mange måder er Chromatica Lady Gagas hilsen til dette disco/dance-album fra 2005. Trends kommer og går og kommer igen.

Den dag, discoen blev dræbt

Oprindeligt – i begyndelsen og midten af 1970’erne – var discoen lyden af et parallelsamfund. Afroamerikanere, latinoer, hispanics, hippier, homoseksuelle og andre queers mødtes omkring de nye forheksende rytmer i natteravnenes Philadelphia og New York.

I midten og slutningen af 70’erne dominerede forunderlige discofreaks populærkulturen.

Men i 1979 var mainstream mættet af Diana Ross, Donna Summer, Chic, Village People, Bee Gees og John Travolta. Og discoen blev rituelt myrdet.

Det skete den 12. juli, da radioværten Steve Dahl præsenterede Disco Demolition Night i Comiskey Park, Chicago i pausen under en baseballkamp mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers. Dahl anførte publikumsråbene »Disco sucks! Disco sucks!«, og så blev et bjerg af discoplader sprunget i luften på plænen

Publikum elskede det. Så meget, at tusindvis stormede ind på banen og festede, indtil politiet opløste menneskemængden.

Man kan diskutere, hvor homofobisk og racistisk betonet Disco Demolition Night var, men den kom i hvert fald til at formulere et had til genren hos et hvidt, heteroseksuelt, mandligt og rockistisk segment. Det var dem, der hujede og rasede ud.

Lady Gaga – PR-foto: Universal Music

Lady Gaga – PR-foto: Universal Music

Dans på randen af afgrunden

Mange hormoner er blevet skyllet ud i toiletterne siden, og den hvide heteroseksuelle mands gamle yndlingsmusik, rocken – den med elspaden – er nu henvist til genudgivelser, reunionturneer, nichevenues og, ja, nostalgi.

Indtil den selvfølgelig genoplives af nogle kvikke hoveder, ligesom discoen bliver det nu.

Den verserende disco/house-renæssance er en nostalgisk og mainstreamvenlig retur til drømmenes verden. Det er genoplivningen af et queer og homoseksuelt nattesoundtrack og en anden tids virkelighedsflugt – nemlig fra 70’ernes økonomiske krise.

»We only have the weekend,« som Lady Gaga synger på Chromatica.

Arbejdsugen er stadig én lang ydmygelse og udbytning og selvundertrykkelse, og verden er ved at gå under.

Oprindelig skulle Chromatica være udkommet den 10. april, men blev udskudt grundet coronakrisen. Den er ikke forbi endnu. Men tilsyneladende har Lady Gaga fundet ud af, at vi har brug for en mental brandudgang fra verdenskrisen. Og exitstrategien er den samme som altid i musikkens verden: Dans på randen af afgrunden, og håb på det bedste.

Doja Cat: ’Hot Pink’ (Kemosabe Records/Sony)

India Jordan: ’For You’ EP (Local Action Records)

Ric Wilson / Terrace Martin: ’They Call Me Disco’ EP (Free Disco/EMPIRE)

Khruangbin: ’Time’ (You and I) single (Dead Oceans)

Lady Gaga: ’Chromatica’ (Interscope Records/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her