Klassisk musikskole
Læsetid: 9 min.

»For nogle er det lidt finere at være førsteviolinist. Men jeg elsker at spille andenviolin«

Det kan tage mange år at finde frem til, hvem man er som menneske og musiker. Violinist Grit Dirckinck-Holmfeld Westi fra Det Kongelige Kapel har måttet indse, at hun ikke besidder perfektionistens enstrengede selvdisciplin. Men musikken har også brug for de flerstrengede
Grit D-H Westi har spillet violin i 50 år.

Grit D-H Westi har spillet violin i 50 år.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
29. maj 2020

Hvis arbejdstilsynet havde eksisteret, da violinen blev opfundet, var den blevet forbudt. Det er Grit Dirckinck-Holmfeld Westi overbevist om. Alene arbejdsstillingen er absurd: En orkesterviolinist sidder ofte i halve timer ad gangen uden pauser med drejet nakke og venstre arm hævet i samme fastlåste position, mens højre hånd filer løs med buen i små gentagende bevægelser.

På afstand ser det ubesværet ud, det er i hvert fald meningen, men i realiteten er det et slidsomt, stillesiddende, ensformigt arbejde, og det sætter sig spor: Skadeslisten for en professionel violinist er potentielt lige så lang som en Wagner-opera og involverer både ømme muskler, overbelastede sener, smertefulde led, stiv nakke, tennisalbuer, diskusprolapser, seneskedehindebetændelse og hævede slimsække i skuldrene.

Instrument: Violinen

Violinen er et strygeinstrument med fire strenge, stemt i kvinter. Den blev opfundet i Italien omkring 1550. Selve ordet er også italiensk og betyder ’et lille strengeinstrument’. Violinen er det instrument, der, bortset fra klaveret, er skrevet flest værker til.

Grit D-H Westi har spillet violin i 50 år. Så det er ikke resultatet af en statistisk usandsynlighed, at jeg fanger hende samme dag, som hun har en aftale hos sin osteopat, som skal løsne hendes ryg op.

Massage og fysiske træningsøvelser er en fast del af det usynlige arbejde, som enhver violinist må gøre, hvis musikken skal fortsætte med at lyde ubesværet for publikum.

»Der er nogen, der mener, at vi er lidt for rigide omkring arbejdstidsregler og den slags. Men vi bliver nødt til at sikre os mod, at der pludselig kommer en eller anden overentusiastisk tysk dirigent, som vil øve med os i fire timer uden pause. Vi bliver simpelthen nødt til at passe på os selv,« siger hun og uddyber pædagogisk:

»Vi kan jo ikke så godt bede om at få et hæve-sænke-nodestativ«.

En del af skelettet

Grit D-H Westi er uddannet fra musikkonservatoriet i København med fire års efterfølgende studier på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst i Wien. I en kort periode fra 1989 var hun koncertmester i Randers Kammerorkester, men siden 1992 har hun spillet fast med nogle af landets bedste musikere i Danmarks fornemmeste orkester, Det Kongelige Kapel.

Sarah Hartvigsen Juncker
Grit D-H Westi spiller andenviolin.

Men det lyder forkert, når man skriver det sådan. De fleste mennesker kender kun til den overførte betydning af begrebet, som ordbogen betegner som det at være »i en underordnet position i forhold til andre«.

Sådan har Grit D-H Westi det ikke med sit arbejde.

»Jeg elsker at spille andenviolin. Men det er jo blevet et begreb i sproget, som ligger så dybt, at det også blandt nogle musikere er forbundet med noget mindre prestigefuldt. At være førsteviolinist er for nogle bare lidt finere.«

Men hvad vil det overhovedet sige at spille andenviolin, altså i den oprindelige betydning af ordet?

For det utrænede øre er førsteviolinerne dem, der stiger tydeligst op fra orkestergraven. Det er førsteviolinerne, der leverer melodistemmen, mens andenviolinerne ligger nedenunder og giver fylde.

Grit D-H Westi plejer at sammenligne det med en krop, når hun skal forklare forskellen. Hvis man kun betragter et menneske overfladisk, ser man udelukkende dets udseende: Håret, øjnene, smilet, alt det, der appellerer og drager. Men uden skelettet indenunder ville kroppen falde sammen.

På samme måde forholder det sig med enhver strygergruppe: Kontrabassen, celloen, bratschen og andenviolinen udgør det skelet, som førsteviolinerne og soloviolinisten lægger sig som en flot, klanglig fernis henover. Det er muligt, man ikke hører andenviolinen. Men man ville høre det, hvis den var væk.

En hurtigere sportsvogn

Dengang Grit D-H Westi blev ansat ved Det Kongelige Kapel, var det stadig tradition, at man som ny i klassen startede bagerst blandt andenviolinerne og gradvist rykkede frem i hierarkiet til førsteviolinerne. Sådan er det ikke længere.

Man har erkendt, at orkestrets samlede kvalitet svækkes, hvis man konstant flytter rundt på musikere, så de pludselig skal lære nogle helt nye noder, »efter at de har spillet en anden stemme i Tryllefløjten i ti år.«

Musiker: Grit D-H Westi

Grit D-H Westi er ud af en skrivende familie. Hendes mor var journalist og forfatter Mona Clemmensen, der i flere år skrev for Kristeligt Dagblad og selv var datter af avisredaktør Carl Henrik Clemmensen, der blev likvideret af tre danske nazister i 1943.

En sag, som hendes halvbror, filminstruktøren Søren Fauli, i øvrigt har behandlet i dokumentarfilmen Min morfars morder fra 2004. Hendes far er Gregers Dirckinck-Holmfeld, der er mangeårig anmelder af musik og scenekunst og i monopoltiden tilmed var tv-vært på en række underholdningsprogrammer på DR.

Uddannet violinist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København ved professor Milan Vitek. Videregående studier på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst in Wien ved professor Ernst Kovacic. Ansat som koncertmester i Randers Kammerorkester. Fastansat i Det kongelige Kapel som violinist.

Alligevel har en del af den hierarkiske tankegang overvintret i orkestret. Der er stadig en særlig air over at spille førsteviolin. Blandt andet fordi de tekniske krav til førsteviolinen generelt er højere end til andenviolinen.

Mange førsteviolinister »kører i en lidt hurtigere sportsvogn«, som Grit D-H Westi formulerer det, og de trives godt med den mere fremtrædende rolle i orkestret, hvor det ofte handler om at »drysse stjernestøv ud over det hele.« Men det betyder ikke, at andenviolinen bare er en underdanig tjener for førsteviolinen.

»Du får slet ikke et professionelt liv som musiker, hvis du har en ydmyg og selvudslettende karakter. Der er jo en lille ekshibitionist gemt i de fleste musikere. Vi vil gerne spille noget for nogen.«

Vågnede til violinerne

Da Grit D-H Westi var fire år gammel, blev hendes forældre skilt. Aftalen blev, at hun skulle bo fast hos sin mor, men når hendes far som musikanmelder tog til torsdagskoncerter eller andre koncerter i København, ville han ofte ringe i forvejen og spørge, om ikke lille Grit måtte komme med. Det måtte hun som regel godt, også selv om det var sent på aftenen.

»Jeg var med min far i Radiohuset mange gange, og jeg faldt altid i søvn i en stol i løbet af koncerten. Men min far påstår, at hver gang violinerne begyndte at spille, så vågnede jeg.«

Det var derfor kun naturligt, at det var hendes far, der forærede hende hendes første violin. Da var hun omkring otte år gammel og gik allerede til klaver, men det var hun »hverken specielt god til eller specielt glad for«.

Med violinen var det anderledes. Der var noget på én gang syngende og klagende og eftertænksomt og spørgende over dens klang. Den talte til hende. Og hun svarede tilbage, da hun som tiårig begyndte at modtage fast undervisning på Musikhøjskolen i København.

Men historien om Grit D-H Westis violinkarriere er ikke historien om et hårdtarbejdende talent, der fulgte den slagne vej, arbejdede ensporet med musikken og gjorde sig fri af alle forstyrrende interesser og relationer, som kunne stille sig hindrende i vejen for målet.

For sådan en musiker er Grit D-H Westi ikke.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Jeg har set kolleger, som overhovedet ikke havde andet i hovedet end at øve sig og perfektionere deres spil. Men selv har jeg haft mange interesser i mit liv og brugt tid på mange forskellige ting,« siger hun med henvisning til både arkæologi, litteratur og kunst.

Interesser, der alle har beriget hendes liv, men som samtidig har fjernet fokus fra musikken.

»Det lyder lidt flot at sige, men som barn havde jeg talent for mange ting. Jeg havde nemt ved det meste i skolen, og mine danske stile blev altid skrevet, dagen inden de skulle afleveres. Men sådan kan man ikke lære at spille på et instrument. Det er bare ikke godt nok. Og det tog mig nogle år at lære. Jeg missede ganske enkelt de første barneår ved ikke at øve mig nok.«

Kunne være blevet dygtigere

Det er ikke, fordi Grit D-H Westi ikke har opnået noget med sin musik. Hun er nået længere, end de fleste tør drømme om. Koncertmester først, kapelmusiker siden. Det bliver sådan set ikke meget bedre.

»Men jeg ved bare med mig selv, at jeg rent teknisk godt kunne være blevet dygtigere,« siger hun.

I begyndelsen af 1980’erne under et af sine akutte behov for at opleve noget nyt, opsøgte Grit D-H Westi sin daværende lærer på musikkonservatoriet, professor Milan Vitek. Hun fortalte ham om sin tvivl: at hun havde lyst til at droppe violinen og i stedet søge om optagelse på sanglinjen. Professoren så på hende og sagde: ’Uanset hvad du kommer til at lave i dit liv, Grit, så vil du altid noget andet også.’

»Jeg blev skidefornærmet,« siger hun. »Men jeg tror, at det er rigtigt. Jeg har for mange hjerner, og jeg har altid haft svært ved at falde til ro og sige: ’Det er det her, og kun det her’«.

Grit D-H Westi havde brug for et element af tvang, hvis hun skulle disciplinere sig selv som musiker. Men tvangen måtte komme indefra. Så da hun efter endt diplomeksamen fra konservatoriet i 1984 samme forår blev optaget i Aarhus Symfoniorkester, ringede hun tilbage og sagde nej tak og tog i stedet til Østrig for at lære af de bedste på konservatoriet i Wien.

»Det var lige, hvad jeg havde brug for: et par tommeskruer, jeg selv satte på. Jeg kom i en international klasse med nogle hamrende dygtige elever hos en fantastisk lærer, professor Ernst Kovacic – og her var der ingen kære mor. Jeg følte, at jeg skulle gøre mit bedste hele tiden, og de næste fire år lærte jeg, hvad det vil sige at øve, til man falder om på sengen.«

Det tager tid at finde ud af, hvem man er som både menneske og musiker. Og det tager endnu længere tid at forsone sig med resultatet. Grit D-H Westi brugte det meste af sin ungdom på at erkende, at hun ikke er et enstrenget menneske – men at man alligevel godt kan blive professionel musiker.

»På et tidspunkt var jeg ked af, at jeg ikke blev dygtigere, end jeg blev. Men jeg er nået frem til, at mit liv er blevet rigere af, at jeg har spredt mine interesser mere. Også selv om det har kostet nogle arbejdstimer på instrumentet.«

Kuldegysninger

Der er mange musikstykker, som har betydet noget for Grit D-H Westi gennem årene. Men der er særligt et, som har gjort et uudsletteligt indtryk: Carl Nielsens violinkoncert.

Ikke på grund af dens skønhed. Så havde hun formentlig valgt Brahms. Men fordi hun fik musikken forærende som barn – befriet for intellektuel bearbejdning og løsrevet fra enhver pligtbetonet undervisning.

Hun var 12 år gammel og netop kommet hjem fra skole til lejligheden på Gl. Kongevej på Frederiksberg, da hun tændte for radioen i køkkenet. Hun kunne straks høre, at det var en violinkoncert, der spillede. Men musikken var anderledes end noget, hun havde hørt før. Den fulgte overhovedet ikke de skemaer, hun var vant til.

Værk: Carl Nielsens violinkoncert

Carl Nielsens violinkoncert er skrevet i 1911. Koncerten er teknisk svær, da Nielsen ønskede at vise violinens fulde register frem. Værket falder i to store halvdele, som hver er delt i et langsomt og et hurtigt afsnit.

For sin kone beskrev Carl Nielsen finalen som »en Slags halvsød, halvlystig, dinglevorn Sats, uden Villie næsten, men god og indtagende som en hjertelig smilende Drivert i sine bedste Øjeblikke.«

»Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på det igen. Alene åbningen: orkestret smækker en kæmpe akkord ud, og så tager en violin over lige med det samme, som om den siger: ’Det skal jeg nok ordne!’ Og så er det som at høre en fugl, man slipper ud af buret, hvorefter den bare farer rundt i stuen.«

Carl Nielsen fik en del hug for koncerten, da den blev uropført. Flere i samtiden mente, at den var for rodet, men det afviste han selv. Han havde ønsket, sagde han, at skrive en koncert, der viste violinens fulde register: Både det vilde og fabulerende, og det stille og vegeterende, det lystige og morsomme og det melanskolske og sørgmodige. Inden Carl Nielsen blev komponist og kapelmester, spillede han i øvrigt selv violin i Det Kongelige Kapel. Andenviolin. 

»Når jeg spiller, tænker jeg nogle gange på, at han måske sad her, hvor jeg nu sidder, lige midt i gruppen,« siger Grit D-H Westi.

»Den tanke kan jeg godt lide.«

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her