Baggrund
Læsetid: 5 min.

Little Richard var stilskabende ikon for både Bowie og Prince, men gik selv sukkerkold

Ingen havde kunnet forudse, at den spinkle, androgyne og biseksuelle Richard Penniman skulle blive sin genres unikke rollemodel som Little Richard, men efter hans ankomst var standarden for rock’n’roll for altid sat
Little Richard voksede op i en søskendeflok på 12 som søn af en illegal whiskeybrænder i Macon Georgia, der ifølge hans selvbiografi smed ham ud hjemmefra som 13-årig på grund af hans homoseksuelle tendenser.

Little Richard voksede op i en søskendeflok på 12 som søn af en illegal whiskeybrænder i Macon Georgia, der ifølge hans selvbiografi smed ham ud hjemmefra som 13-årig på grund af hans homoseksuelle tendenser.

Douglas Kent Hall

Kultur
12. maj 2020

Normalt afskyer jeg tendensen hos skribenter med speciale i ’rytmisk musik’, der har det med at indvi læserne i deres svedige pubertetsfantasier og klodsede forførelser på lumre teenageværelser i Valby og omegn som anslag til artikler om eller genanmeldelser af den tidlige rock’n’roll.

Og dog synes jeg, det er relevant at informere Informations læsere om, at den første singleplade (45 omdrejninger), jeg købte for mine egne penge, var »Lucille« med Little Richard. Det var i 1957, og så vidt jeg husker, kostede den seks kroner og 95 øre – en betydelig post på en 13-årigs lommepengebudget.

Og hvorfor er det relevant: Fordi Litte Richard ikke kun havde voldsom effekt på min lyttende bevidsthed, som ikke nogensinde havde hørt noget, der bare lignede – ikke hos Bill Haley, ikke hos Tommy Steele, ikke hos Pat Boone eller Paul Anka, og hvem der ellers var tilgængelige på grammofonplade i de år – i radioen hørte man dem aldrig før efter 1963.

Det var lyden af Little Richard, der gjorde mig til rockanmelder con amore ved siden af mit job som reporter på Information i 10 år – fra 1968 til 1978 – og som i 1976 resulterede i en bog om dansk rockmusik.

Little Richard havde en tilsvarende tsunamisk effekt på sin professionelle samtid – fra det dæmonisk sexede teenageidol Elvis Presley til den renskurede kristne duksedreng og familiefar, Pat Boone – begge indspillede Little Richards gennembrudshit fra 1955, »Tutti Frutti« (oprindeligt en omskrevet version af en sang om analsex!) men ingen af dem – heller ikke andres senere forsøg – matchede ophavsmandens intenst orgiastiske dunk i tilhørerens solar plexus, der satte standarden for, hvad rock’n’roll gik ud på.

I årene 1956-58 var der Little Richard, så igen Little Richard og først derefter kom Presley, Jerry Lee Lewis, Fats Domino, Everly Brothers og hvad de hed, alle de overvejende hvide countrymusikere i New Orleans, Memphis og Nashville, der anammede den ny genre. Men ikke – som i overhovedet ikke – Pat Boone, der fik et trist omdømme som det mandlige svar på Doris Day. Lidt samme skæbne som Cliff Richard efter ankomsten af Beatles og især The Rolling Stones.

Den enkeltes musikvalg i de sene 50’ere og tidlige 60’ere handlede ikke så meget om stillingtagen til mol- og durprincippet, men meget mere om kulturel identitetspolitik som social markør. Hvilket siden udvikledes til en nærmest religiøs sekt kaldet ’intet over og intet ved siden af Bob Dylan’ – som i øvrigt medens han stadig var Robert Zimmerman i Hibbing, Minnesota, ifølge Rolling Stone-magasinets nekrolog skrev i sin gymnasieårbog, at hans ambition i livet var at blive saxofonist i Little Richards band.

Nu er Richard Wayne Penniman så død 87 år – den første blandt ligemænd i generationen, der knæsatte rock’n’roll som kulturelt fænomen, og hvoraf Jerry Lee Lewis er den sidste overlevende.

»A-wab-bab-a-loo-bah-a-wab-bab-boom«

Det lå ikke i kortene, at den spinkle, androgyne og biseksuelle Richard Penniman skulle blive sin genres unikt stilskabende rollemodel for hvide superstjerner som Elvis og David Bowie, og sorte ikoner som Sam Cooke, Otis Redding og Prince.

Penniman voksede op i en søskendeflok på 12 som søn af en illegal whiskybrænder i Macon Georgia, der ifølge hans selvbiografi smed ham ud hjemmefra som 13-årig på grund af hans homoseksuelle tendenser. Men som meget andet den flamboyante Richard diskede op med af skrøner i interviews og i flere biografier, behøver det ikke at ære sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden.

Det var formentlig ikke sandheden, at den vokale remse, der kom til at definere rock’n’roll som stilskabende kulturudtryk, nemlig a-wab-bab-a-loo-bah-a-wab-bam-boom, var et svar til en krakilsk arbejdsgiver, da han arbejdede som underbetalt tallerkenvasker i et hotelkøkken i Macon. Det er snarere den anden version fra et interview i 1970, der er tæt på virkeligheden, nemlig at han med den orale remse ville forklare en lidt tungnem trommeslager, hvordan introen til »Tutti Frutti« skulle lyde.

Indtil da havde Penniman forsøgt sig med gospelindspilninger, inspireret af sit forbillede, Sister Rosetta Tharpe. De flyttede ikke på sig kommercielt, og det var først, da han som 22-årig på opfordring fra sin pladeproducer forsøgte sig med den miksning af funky gospelinspiration med veritable primalskrig, at gennembruddet kom med »Tutti Frutti«.

»Tutti Frutti« blev fulgt op af en stribe hits, det største af dem »Long Tall Sally« med et antydningsvist transvestitmotiv, der ligeledes blev kopieret og versioneret af en stribe kunstnere, bl.a. The Beatles, og det var de store hits fra 50’erne, der siden hen blev bærende på et utal af comebackturneer, der forblev nostalgiske genhør med shows, der var patetiske, men dog aldrig pinlige. Som da han spillede i det nu hedengangne Daddy’s Dancehall ved Vesterport en gang i 80’erne (tror jeg nok, har uden held forsøgt at google seancen, som jeg overværede), og lod sig krone som kongen af rock’n’roll med sminken i kager på det svedige ansigt.

Det var ligesom helt okay, når det var ham. Siden har han med denne karakteristisk forsonende selvironi erklæret, at Elvis jo var kongen af rock’n’roll, »men jeg er ubestridt dronningen«, lød tilføjelsen. Og han insisterede på projektørlyset – da han opdagede, at hans unge guitarist ved navn Jimmy James høstede bifald ved at spille guitar med tænderne, forbød han sin lysmand at sætte spot på musikernes kunststykke – han fik først lyskeglen tilbage, da han senere blev solisten kendt som Jimi Hendrix.

Det orgiastiske skrig, der blev Little Richards stilmæssige vandmærke som full blown energiudladning – mestrede han i den pågældende toneart – han foretrak at synge i F-dur – og efter sigende lærte han Paul McCartney at skrige i den rette toneart, da Beatles i 1962 var opvarmning på hans turné i Storbritannien.

At McCartney tog ved lære høres på numre som »Lady Madonna«, »Kansas City« og »Helter Skelter«. På det tidspunkt – i 1962 – havde Little Richard været væk fra rockmusikken i nogle år, da han efter en religiøs vækkelse i 1958 læste til præst og helligede sig religiøse studier. Og i realiteten kom han aldrig tilbage til niveauet fra 1950’erne – karakteristisk nok nåede han sit sidste nummer 1-hit i 1958 – men i de godt to år, hvor han udsendte et dusin numre, der i dag er klassisk standard i rockmusikken, som alle kan spille med på i blinde, satte han sine spor.

Paul McCartney har i lighed med den øvrige kongerække af rockens koryfæer fra Bruce Springsteen til Mick Jagger, Keith Richards til Elton John, etc., etc. været ude med mindeord. Som skal gentages her: Æret være Little Richards minde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Flotte mindeord over en stor kunstner.

Æret være Little Richards minde.

Eva Kjeldsen, Torben Bruhn Andersen, Nike Forsander Lorentsen, Katrine Damm, David Zennaro, Jens Ole Mortensen og Jonathan Frosten anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@@Lasse Ellegaard

I dagens anledning genså jeg "The girl can't help it", hvor Little Richard synger og spiller piano foran et 7 mands orkester - 4 saxofoner, 2 guitarer og trommer.

Nummeret er "Ready Teddy" .... Jamen altså !!

Gert Clausen, Kim Saxman og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Hans Schjørmann

Henleder opmærksomheden på at:
Den koncert i Daddys Dancehall du skriver om, er omtalt et sted hos Dan Turell.

Lasse Ellegaard

Ja, jeg har fundet min reportage/anmeldelse fra begivenheden: den fandt sted 18. juni 1975 i Hard Rock Cafe, senere Daddy's Dancehall, jeg skrev om den 20. juni under overskriften: 'Kongen af rock n' roll: Et forkert sminket lig' - hvor jeg også nævner Turells hyldest i Ekstra Bladet

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard 12. maj, 2020 - 22:04

Shit - sikke en lorte overskrift