Essay
Læsetid: 8 min.

Mellem Føtex og reklamer for Vero Moda findes der i Holbæk tiltrængte vinduer til kunstens verden

Museer og kunsthaller må vente med at åbne. Men udenfor vrimler det med værker, de hungrende øjne kan kaste sig over. Informations udsendte har i en ny serie om kunst i det offentlige rum jagtet et kunstfix i gågaden i Holbæk og mødt politisk og antielitært farveglad kunst, men følt sig mest berørt af Astrid Svangrens blåmuslinger, der vil noget tredje
Alexander Tovborgs ’Bocca Baciata’ kan ses på Torvestræde 2 i Holbæk

Alexander Tovborgs ’Bocca Baciata’ kan ses på Torvestræde 2 i Holbæk

Freddy Brandenburg/ Holbæk Art

Kultur
15. maj 2020

Noget af det, der er sværest ved at se på kunst, er at se det, der er lige for øjnene af én, uden at afkræve det svar eller tro, at man skal lede efter noget bestemt. 

Noget af det bedste ved at se på kunst er at blive overvældet og overgive sig, glemme at det at se på noget, er en anstrengt handling. 

Men at se på kunst i det offentlige rum, når man som jeg er galleri- og museumsafhængig, minder mig lidt om at lytte til popmusik fra højttalerne i et supermarked. Det er kunsten ude af dets comfort zone. Ikke fuldstændig malplaceret, men heller ikke på hjemmebane: Kunst placeret i springvand, på travle gågader, midt i rundkørsler. Steder, man passerer uden noget ønske om at opholde sig og fordybe sig.

Men det er mærkelige tider, museerne er lukkede for en stund endnu, og jeg er farvemæssigt og taktilt understimuleret. Jeg længes efter at se tykke malingklatter sat helt nænsomt eller med hastig vrede på et lærred. Se sindrigt vævede værker, der ser krusede eller maskinelle ud. Kigge på glatte, kolde skulpturer af blodig krig. Alle de modsætninger mellem det stive og det lette, det brændte og det våde, det luftige og det sammenpressede, som materialerne overfører til min krop. Indtil da må jeg kigge på kunst, vi faktisk kan se lige nu, den udenfor – mens vi venter. Så det gør vi i den kommende tid på avisen.

I Holbæk er der for så vidt ingen restriktioner. Kunstforeningen Holbæk Art har udsmykket byen med 27 værker af nulevende kunstnere. Om noget sted er der her mulighed for at genfinde glæden ved at se.

Ind i Narnia 

Så jeg tager toget fra København en onsdag morgen. På holbaekart.dk finder jeg fra min telefon en overskuelig tegning over værkernes placering, der alle er i gåafstand fra hinanden. Pligttro har jeg planlagt at følge ruten fra stationen over sygehuset langs fjorden og gennem gågaden.

Men fra jeg stiger ud af toget, bliver jeg rystet ud af geografien, går for langt eller for kort, kan ikke finde ud af, hvor jeg nu skal hen. 

I en sidegade til Holbæks butiksstrøg hænger et værk af den danske kunstner Alexander Tovborg. Jeg er drejet forkert og skulle slet ikke være her. Og det ligner heller ikke, at jeg burde være her.

Der, hvor der ifølge bygningskonstruktionen logisk burde være et vindue, er der i stedet to store, åbne gab. To øglemunde, der grådigt åbner munden for at kysse ud i verden. Kalkmaleriet på væggen er fyldt med firkanter og trekanter, men de geometriske former er bløde i kanterne og ikke skræmmende. 

Væsnerne er farvelagt i lysegule, matgrønne pasteller, og deres tænder er mælkehvide. Farverne er skraveret over dem tyndt og nænsomt, som med blyant. Læberne ligner snarere en ballerinas lyserøde tylskørt end blodtørstige gab. 

Det smukkeste ved Tovborgs åbenmundede værk er de tårer, øglerne græder. Eller det vil sige den regn og slid, der har trukket vand og farve ned ad kinderne på bæsterne på væggen. 

Det er sjældent, at man så tydeligt får lov at se tidens gang aflejret på et kunstværk. Jovist, kan et renæssancemaleris maling være ved at udtørre og sprække. Og kunsthistorien rummer masser af afbildninger af aldrende mennesker, af slotsruiner og andre menneskelige former for forfald. Men det er sjældent som her så tydeligt den ydre verden, der aflejrer sig som slitage på værket.

Det føles næsten sørgeligt at se monstre græde regnvand, men det medvirker også til en slags ahierarkisk betragtning af værket, som jeg ikke er vant til: Det, der burde være ophøjet, undergår de samme forvandlinger som mig. Ingen kommer og aer den og passer på den og gemmer den væk i kældre som ellers. Værket bliver ikke smukt og irret som en bronzeskulptur, der står udenfor. Det må kæmpe for sin sag og for opmærksomheden blandt reklamerne for Vero Moda og Føtex. 

Kunstbuffet for mågerne

Kontrasterne, hvis effekt jeg først opdager længe efter, de har virket på mig, er ikke gågadens eneste drama. Over en svalegang, hvor vinden fejer hårdt igennem, og placeret igen som skulle det være et vindue, hænger der en plamage af blåmuslinger.

Astrid Svangren: ’Ballad of living and dying’ (Ahlgade 60 B)

Astrid Svangren: ’Ballad of living and dying’ (Ahlgade 60 B)

Helle Olsen

De sidder sammen i klynger eller rettere sværme, som betragtet fra en bænk foran Lagkagehuset ligner både en stæreflok eller en samling insekter, der har rottet sig sammen for at fortære noget råddent. Det er et værk af Astrid Svangren, men der er måger i gågaden. Holbæk er en havneby, og de skriger. Mågerne har ikke opdaget blåmuslingerne, der ellers hænger helt blottet og højt – som en buffet. 

Måske fordi de har samlet sig til denne klynge, dette sammensmelt af organismer fra Isefjordens bund. Under muslingerne kan man skimte blå udviskede øjne og måske sandfarvet hud. Der gemmer sig en uformelig eksistens, kun let optegnet. Med mågernes skrig og blæsten som scenografiske virkemidler kommer silhuetten næsten til at bevæge sig som bølger og skifte form i mit synsfelt. 

Det er også, som om værket er ligeglad med, om det bliver kigget på. Det er hængt for højt og for besværligt op til, at man rigtig kan være med. Det ligner en grådig forsamling blåmuslinger, der har løftet sig op fra fjorden og nu kigger med på, hvad menneskene finder på.

Mere end kulisser til hverdagen 

Normalt ser jeg de samme skulpturer, de samme gavlmalerier, de samme farverige husudsmykninger om og om igen, når jeg cykler gennem byen på vej til arbejde i København. 

Selv om kunstværkerne er med til at skabe byen, såvel som fodgængerovergange og boligkomplekser er det, er de som regel også bare det: en kulisse til min færden. Endda en lidt irriterende kulisse, fordi værkerne lidt arrogant synes at ville påkalde sig opmærksomhed som intellektuelle objekter. 

Jeg har endda været irriteret over, at offentlige skulpturer har krævet af mig, at jeg skulle synes, de var smukke og pæne. En andens smag krænget ned over mit hoved som en kradsende sweater.

Men så er det, at jeg her i Holbæk nu skal finde vej gennem to baggårde til en parkeringsplads bag Holbæk Teater for at se værket Exaggerated Gravity af Lea Porsager. 

Det er endnu en stor, gul gavl. Holbæk svælger i afsindige kontraster mellem gule vægge og blå himmel, mellem lilla syrener og giftgrønne bøgetræer.

På denne gule gavl er der malet to kæmpe hvide buer, der overlapper hinanden. Over dem hænger to metalpenduler, men pendulernes snor er rullet sammen, så de ikke kan svinge. Det ligner, at jeg er brudt ind på gudernes Olympen, efter at Zeus og hans kompagnoner har været ved at afgøre et par skæbner ved at svinge penduler og aflæse måneforløb. De har så pakket pænt sammen og gjort deres version af et guddommeligt skrivebord klar til næste dag. Og nu er jeg trådt ind i rummet efter fyraften. 

Lea Porsager: ’Exaggerated gravity’ (Vimmelskaftet 27 / Holbæk Teaters bagside).

Lea Porsager: ’Exaggerated gravity’ (Vimmelskaftet 27 / Holbæk Teaters bagside).

Helle Olsen/ Holbæk Art

Porsagers værk er vidunderligt, fordi det hverken forsøger at udfylde nogle af bykunstens klicheer eller at satirisere over, hvad kunst i det offentlige rum skal kunne. Det har i stedet en aura af, at noget stort er i gang, men at jeg er for lille til at gribe ind i det gudeværk, jeg er snublet over.

Der er helt stille på parkeringspladsen denne formiddag, men de stillestående streger og fastlåste penduler sitrer af muligheden for bevægelse. De er fulde af al den spænding, som jeg til daglig på cyklen glemmer, når jeg drejer om skulpturer i rundkørslen og videre ud på vejen. 

Demokratisk kunst er svært

Der er noget åbenlyst demokratisk over kunstværkerne i det offentlige rum, der ikke kræver entrébillet og ikke afskrækker, når kunst ikke behøver være buret inde i høje haller, men godt kan hænge bag på Bilka. Men det kræver også en beskuer, der ikke tonser forbi. Det kræver, at man stopper op og kigger og tager det ind. 

Mange af de værker, jeg passerer i gågaden, har et åbenlyst politisk sigte. Kunstneren Kasper Bonnén har tæt på biblioteket udsmykket en væg med kropsløsrevne arme, der holder sorte bannere op. På bannerne står slagord som »frihed«, »værdi«, »vækst« og »orden«, men budskaberne er let udviskede som kridt, der ikke er strøget af en tavle. Der er også små pastelfarvede fingerpletter. Det vil nok have mig til at tænke over, om mine værdier står for fald, om samfundet ikke også har brug for kunstens fedtede fingre og ikke kun skal arrangeres efter fordelingspolitisk overbevisning. Kunstnergruppen Superflex har dertil lavet et stort gavlmaleri i pangfarver med kæmpeteksten »Al data til folket«. Men det er, som om de værker mister slagkraft, så snart jeg passerer en aviskiosk eller bliver fanget af et reklameskilt igen.

Poul Gernes, der er kendt for sin farverige udsmykning af biografen Palads og Hvidovre Hospital, mente, at kunsten skulle være for alle. Det virkeliggjorde han ved at male prikker, der skulle gøre folk glade i låget af farvevældet. Han mente ikke, at man nødvendigvis skulle kende alle græske myter og genkende dronninger fra århundreder tilbage for at forstå kunst. I stedet ville han lave kunst, der ikke krævede andre forudsætninger end øjne. 

Det kunstsyn finder man mange steder. De franske fauvister, de såkaldt »vilde bæster« som Matisse og Derain, malede verden i skrigende farver og gav dets folk grøn hud og træerne lilla stammer. De ville løsrive farven fra symbolske konnotationer og gøre den rene sansning lettere tilgængelig for flere. 

Problemet bliver bare ofte, at den løsrevne, vildtfarvede kunst ikke bliver særlig bredt appellerende, fordi abstraktioner ikke nødvendigvis er demokratiske. Og i Holbæk finder man også vildtfarvede husfacader og kolorerede geometriske felter.

Men også de er som den politiske kunst, der ligner så meget andet i gaden, lette at glemme. Tilfældige streger og farvede felter er svære at tale om, sætte ord på, fordi de ikke er figurative og ligetil. Og den rene farvekrafts sansning er ret svær at tvinge frem i sig selv, hvis den ikke følges op af undren, en hånd, der hjælper dig på vej. Og hvis man i øvrigt skal holde øje med trafikken, imens man passerer.

Det meste af togturen hjem tænker jeg på Astrid Svangrens blåmuslinger, på hvordan jeg ikke anede, hvad de var for en sværm, og hvad de mon sad og var ved at fortære. De var bundet af Isefjorden og forårsluften. De var ikke overlæssede af hverken abstraktion eller politisk projekt, men var helt naturligt fæstnet til stedet. 

De var et vindue i stedet for et faktisk vindue til andre væsner, andre verdener. De var ikke løsrevet deres sted eller nogen mening, men befandt sig netop i det mellemsted, der er kunstværket i det offentlige rums position. Og det tilfredsstillede en del af den længsel, lukningen ellers har efterladt mig med.

Serie

Mens vi venter på kunsten indenfor...

Landets museer og kunsthaller må endnu ikke invitere indenfor til fysiske møder med nye og gamle skulpturer, malerier og installationer. Mens vi venter har vi sendt avisens mest understimulerede kunstelskere ud i danske byer for at kaste friske blikke på den udendørskunst, der altid er tilgængelig for alle, men som sjældent får koncentreret opmærksomhed. Hvad kan den offentlige kunst under åben himmel egentligt tilbyde det hungrende øje?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Kunsten skal - OGSÅ - være i det offentlige rum. Ikke kun indelukket på gallerier, museer eller mere eller mindre private adresser.

På Christmas Møllers Plads i København i græsset ud for Stadsgraven fandt jeg for nylig en mosaik i A3-størrelse, der viser en hval. Smuk og helt anonym.