Essay
Læsetid: 8 min.

Mirakelstaten Turkmenistan er stadig fri for coronasmitte

COVID-19-pandemien har bredt sig til den ganske verden, men i to centralasiatiske republikker nægtede man længe at kende til nogen smitte, for sundhedskriser kan være den rene gift for diktatorer
I Turkmenistan, der er et af verdens mest autoritære og lukkede lande, har landets præsident, Gurbaguly Berdimuhammedov, beordret alle referenet til coronavirus fjernet. Det til trods for at landet har en tusind kilometer lang grænse mod Iran – et af de lande, der er hårdest ramt af pandemien. På billedet ses en militærparade, som markerer 75-året for Sovjetunionens sejr over Nazi-tyskland.

I Turkmenistan, der er et af verdens mest autoritære og lukkede lande, har landets præsident, Gurbaguly Berdimuhammedov, beordret alle referenet til coronavirus fjernet. Det til trods for at landet har en tusind kilometer lang grænse mod Iran – et af de lande, der er hårdest ramt af pandemien. På billedet ses en militærparade, som markerer 75-året for Sovjetunionens sejr over Nazi-tyskland.

Igor Sasin/AFP/Ritzau Scanpix

Kultur
20. maj 2020

Det sidste sollys lagde sig som en rød hinde over bjergryggene: sovende, rustrøde profiler imod en himmel, hvis blåtoner snart changerede over i indigo. Temperaturen dykkede. Sletten henlå allerede i mørke. Så langt øjet rakte, var landskabet uforanderligt det samme: nøgent og goldt, først og fremmest bestående af naturens mest basale elementer: mineralske formationer og skyernes skiftende fraktaler, lys og skygge, temperatur og atmosfære. De normale holdepunkter for et landskab – vegetation, dyreliv, spor af landbrug eller andre menneskelige aktiviteter – var stort set fraværende.

Alle vækster var under knæhøjde, og ingen veje eller stier bugtede sig imod håndgribelige mål, ingen nomader havde slået lejr med noget budskab.

Kun midt på dagen, da solen stod i zenit, havde silhuetten af en lurende rovfugl imod alt det lysblå vidnet om, at der trods alt måtte være bytte at finde i den lave vegetation: små pattedyr, bittesmå gnavere.

Engang gik verdens vigtigste handelsvej igennem dette øde landskab. En middelalderens autostrada, hvor karavaner i uendelige etaper sammenbandt de fjerneste ydergrænser af det eurasiske kontinent, Asien og Europa, Kinas kejserdømme og Aftenlandets kongeriger.

Her gik Silkevejen, ad hvilken der blev fragtet silke og porcelæn, krydderier og guld, men også udvekslet legender fra øst mod vest og fra vest mod øst. Etape for etape, fra øre til øre, fra handelsmand til handelsmand.

Dødens rute

Silkevejen og netop gennem dette øde landskab rejste også Døden, Den Sorte Død, pestsotens død. Og endnu lever pestbakterien, Yersinia pestis, i de små gnavere herude; dem, som rovfuglene jager i solrige eftermiddagstimer; de små, ubetydelige jordegern og ørkenrotter, som skjuler sig i de sparsomme skygger fra det forkrøblede buskads.

I gnavernes blodbaner og lymfesystemer findes fortsat beviserne for, at Døden en gang tidligere – nej, flere gange – har rejst via dette vældige område i kontinentets indre, som førhen hverken kendte til grænser eller stater: Centralasien.

I dag er Døden igen på gennemrejse i det vidtstrakte og ufrugtbare landskab. Denne gang kommer han endnu længere østfra, angiveligt fra et hektisk dyremarked i Wuhan, og han kommer ikke vandrende, men flyvende med boardingkort og Samsonite-kuffert. Sådan har han ramt os alle, med globaliseringens træfsikre effektivitet.

Men selv om hele verden er berørt, kæmper hver nation, hver befolkning, hver leder deres egne private kampe imod virussen. En krise får det bedste frem i folk, siges det, men i høj grad også det værste. Alle træk træder desto tydeligere frem, når alt står på spil. Kriser viser med andre ord ledernes sande ansigt.

I dag er Centralasien ikke længere et grænseløst landskab beboet af nomader, handelsfolk på gennemrejse og lokale krigsherrer. I 1920’erne og 1930’erne blev landegrænserne tegnet op med millimeterpræcision af Stalins udsendte bureaukrater.

Dengang var grænserne ganske vist mere symbolske end reelle – alle sovjetrepublikker gik op i en højere enhed, og det var kun unionens ydergrænser, som havde en reel betydning.

Da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning, var grænsehegn mellem de tidligere sovjetrepublikker afslørende nok det første, som blev bygget. Streger på kortet materialiserede sig pludselig i form af højest konkrete barrierer og grænsebomme, og fem nye nationer så verdens lys: Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. De lokale ledere for kommunistpartiet blev siddende som magthavere, nu pludselig befriet fra enhver overordnet styring fra Moskva, der havde nok at gøre med at få styr på sig selv.

Mens store dele af verden har indført undtagelsestilstand og har lukket ned for store dele af landet, fortsætter Turkmenistan med business as usual. På billedet ses et marked i Ashgabat.

Mens store dele af verden har indført undtagelsestilstand og har lukket ned for store dele af landet, fortsætter Turkmenistan med business as usual. På billedet ses et marked i Ashgabat.

Igor Sasin/AFP/Ritzau Scanpix

Tre af landene har siden langsomt udviklet sig i retning af mere åbenhed og demokrati: I Kirgisistan er en siddende præsident blevet væltet efter folkelige revolutioner og ikke bare én, men to gange.

Islam Karimov, Usbekistans frygtede diktator, afgik ved døden i 2016, og sidste år trådte Kasakhstans evige præsident, Nursultan Nasarbajev, frivilligt tilbage. Han beholder ganske vist sin titel som Nationens Leder og trækker fremdeles i trådene bag kulisserne, men det er en anden historie.

Her skal det handle om de to centralasiatiske republikker, som begynder med T: ørkenstaten Turkmenistan, et af verdens mest autoritære og lukkede regimer, og det fattige bjergland Tadsjikistan. For mens lederne af de øvrige centralasiatiske republikker alle har indført undtagelsestilstand og har lukket ned for store dele af landet, udmærker såvel Turkmenistan og Tadskjikistan sig ved normaltilstande og business as usual.

Hvide pletter

På kortet over registrerede tilfælde af COVID-19-smitte i verden, lyser Turkmenistan op som en hvid jomfruelig plet, til trods for at landet har en tusind kilometer lang grænse mod Iran – et af de lande, som er hårdest ramt af pandemien. Da myndigheder i resten af verden lukkede skoler og butikker og indførte strenge udgangsforbud, fjernede man i stedet Turkmenistan alle referencer til ordet ’coronavirus’ i officielle sundhedsvejledninger.

I stedet for at hamstre værnemidler og opgradere sygehuskapaciteten gav præsident Gurbaguly Berdimuhammedov, bedre kendt som Arkadag, ’Beskytteren’, ordre om, at offentlige steder regelmæssigt skulle desinficeres med røg fra peganum hermala, vild rude, en plante, som traditionelt er blevet brugt i turkmenske ritualer.

Og mens man i næsten alle andre lande har indført strenge restriktioner på forsamlingsfrihed og har aflyst næsten alle store offentlige arrangementer i overskuelig fremtid – ikke ulig de foranstaltninger, som blev taget i brug for at få bugt med Middelalderens pestudbrud – blev den årlige fejring af ’Hestens Dag’ afviklet planmæssigt i sidste uge af april, dog med et publikum, der altovervejende bestod af tusindvis af udkommanderede tilskuere.

Efter nøje vurderinger og lange diskussioner endte juryen også i år med at tildele førstepræmien for Turkmenistans smukkeste hest til en af præsidentens heste.

Heller ikke i Tadskjikstan har man ladet en ondartet pandemi komme i vejen for sine storslåede folkefester. Selv om WHO havde appelleret til myndighederne om at lade være, blev tusindvis af skoleelever og studerende sidst i marts tvunget til at deltage i en timelang koreograferet fejring af Nowruz, det persiske nytår.

På dette tidspunkt havde Tadsjikistan ikke registreret ét eneste tilfælde af COVID-19-smitte, hvilket præsident Emomali Rahmon, der har regeret landet siden 1994, tilskrev tadsjikernes gode hygiejne. Jeg kan stadig opleve flashback til de offentlige toiletter, jeg stiftede bekendtskab med under min researchrejse i Tadsjikistan. Lad mig sige, at ingen af dem duftede lifligt af sæbe eller desinfektionsmidler.

Ansigtstab

Hvorfor er diktatorer så bange for at tabe ansigt? Og hvorfor gør de smittespredning til et spørgsmål om prestige? Virussen har ramt hele verden, rig som fattig, god som ond, og alligevel er det, som om en bestemt type ledere forbinder smitten med svaghed og derfor vælger den barnligste af alle løsninger: fornægtelse.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, insisterer fortsat på at bagatellisere COVID-19 som en slem forkølelse, imens hans landsmænd dør som fluer. Og det virker, som om skammen er ved at smitte af på folket og hans egne tilhængere. Min brasilianske svogers onkel, en svoren tilhænger af Bolsonaro, er netop blevet diagnosticeret med COVID-19 og opfører sig, som om han havde pådraget sig en kønssygdom på et horehus: Ingen må få at vide, han er smittet, især ikke venner og bekendte, som han selv kan have givet smitten videre til i sin altomfattende fornægtelse.

I slutningen af april og kort tid før en delegation fra WHO skulle besøge landet, rapporterede de nu pressede tadskjikiske myndigheder om de første tilfælde af COVID-19. Antallet af smittede er allerede over 500, og myndighederne er i al hast gået fra fornægtelse til panik: Alle skoler er nu lukket ned, alle forsamlinger er forbudt, sundhedsministeren er blevet fyret, og WHO’s repræsentant i landet har forladt sin post. Præsidenten har generøst lovet at donere en månedsløn til krigen mod den nye coronavirus, og da ingen aner, hvad han tjener, knytter der sig stor spænding til, hvor stort et beløb der kan blive tal om.

At de penge vil falde på et tørt sted, er der ingen tvivl om: Selv om smitten officielt kom sent, blev den tadsjikiske økonomi fra begyndelsen ramt hårdt. Indtægterne fra migrantarbejdere i Rusland, som mange tadsjikiske familier er helt afhængige af, har været i frit fald, siden krisen brød ud, og selv om sundhedsarbejdere for nylig har fået fordoblet deres lønninger i anledning af pandemien – en sygeplejerske tjener nu i gennemsnit 90 dollar om måneden, mod 45 dollar før – må mange af dem punge ud af egen lomme for at anskaffe sig helt nødvendige værnemidler.

WHO ønsker også at besøge Turkmenistan, denne mirakelstat, som altså fortsat helt har undgået coronasmitte, skal man tro de officielle tal. Besøget skulle have fundet sted efter det tilsvarende i Tadsjikistan, men delegationen fra WHO må fortsat vente på at få en officiel invitation fra de turkmenske myndigheder.

I mellemtiden har det turkmenske regime angiveligt været optaget af at evakuere mennesker fra karantænelejrene i Lebap-provinsen. Samme provins blev sidst i april ramt af en orkan, og over 30 mennesker skal have mistet livet. Men selv om orkanen er den største naturkatastrofe, som har ramt landet i næsten ti år, har den fortsat ikke fået den mindste omtale i de nationale medier.

Falske gode nyheder

Diktatorer foretrækker at overbringe deres landsmænd gode nyheder og kun gode nyheder. Disse er garanter for deres egen fortræffelighed og ufejlbarlighed. Dårlige nyheder må fejes ind under tæppet for enhver pris.

Til sidst bliver folk vant til, ja, vil helst have, at det bliver ved med at være sådan. Hvem af os bryder sig, når det kommer til stykket, om dårlige nyheder? De giver stress, skaber usikkerhed og grobund for utilfredshed og uro. Også demokratier med mangelfuldt udviklede demokratiske instinkter har for længst forstået, at det godt kan betale sig at lyve folk op i ansigtet på Berlusconi-maner, så længe løgnene blot er fake good news, forskønner virkeligheden, og bortforklaringerne lægger skylden på en indre eller ydre fjende. Det gælder for en Bolsonaro som for en Trump og for en Orbán: De har alle lært af historien om et imperiums fald.

Da Gorbatjov i 1980’erne indførte glasnost, åbenhed, kunne sovjetborgere for første gang læse sande nyheder i aviserne. Pludselig kunne der i morgenavisen stå, at der havde været en metroulykke i Moskva aftenen før.

Tidligere blev sådanne ubehagelige sandheder bare til mundtlige rygter og vandrehistorier, som gik fra øre til øre. Ikke alle satte pris på den nye åbenhed. »Stakkels Gorbatjov,« lød omkvædet i starten. »Lige siden han kom til magten, er der kun ulykker og kriser at læse om.«

Senere fulgte der spekulationer om, hvorvidt lederen ikke var en ulykkesfugl, ja decideret svag. Vi ved, hvad der siden hændte – både med ulykkesfuglen og hans smuldrende imperium.

Set i dette perspektiv er de to førnævnte tidligere sovjetrepublikker i Centralasien i større eller mindre grad vendt tilbage til det, som har været normaltilstanden i hovedparten af den tid, de har eksisteret på papiret: sovjetmenneskets normaltilstand, dvs. informationsvakuummet. Tilbage står løgnen. Sandheden vandrer langs tavse øde silkeveje, fra øre til øre, i lange etaper. Men den vandrer.

© Erika Fatland og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Det er muligt, at sandheden vandrer, men hvad skal vi med sandheden i historisk perspektiv?

Daniel Joelsen

Sundehedskriser er gift for alle regenter. Se bare hvordan regeringr har reageret rundt omkring i hele verden. Og se også hvordan befolkningen responderet. I DK, som nok var en af de mest nedlukkede, sang folk I kor med tv’et. I forbudssverige slog man sig bare løs. Gad vide hvad folk i Turkmenistan tænker om det?