Nigerianske Tony Allen gav vores kroppe fire kattepoter at løbe på

Det er en mand med et helt unikt kompliceret rytmisk talent, der har tabt det mest simple beat, der findes. Mestertrommeslageren Tony Allens hjerte slår ikke længere.

Den 30. april døde nigerianeren 79 år gammel i Paris. Og dermed er en af Afrikas største musikere og en af verdens mest formidable trommeslagere pist borte.

Manden som Brian Eno har kaldt »den største trommeslager i live.«

Manden, hvis berømmelse blev konsolideret i landsmanden Fela Kutis Africa 70-band, som Paul McCartney sagde var det bedste liveband, han nogensinde havde oplevet, og James Browns daværende bassist Bootsy Collins kaldte »the funkiest cats on the planet.«

Blæksprutte med kattepoter

Jeg har to erindringer om Tony Allen i levende live.

Februar 2012: Nigerianske Tony Allen forklarer sin kunst til den svenske musikjournalist Jan Gradvall på By:larm-festivalen i Oslo: »Mine fire lemmer gør fire forskellige ting samtidig. Forestil dig, at det er én ting. Koncentrer dit sind om ét punkt.«

Et rum af blege, stillesiddende mennesker følger religiøst med i alt, hvad den nigerianske trommeslager siger. Og ånder lettede op. For Allen har lige forklaret os sin magi uden at afmystificere den. Den magi, som har fået Fela Kuti til at sige, at det var som at have fire trommeslagere at have Tony Allen. For han kan spille fire forskellige taktarter på samme tid, altså to med armene, to med benene. Fire taktarter spillet af en blæksprutte med fire kattepoter.

September 2007: Tony Allen sidder ved trommerne i Operaen til Kronprinseparrets Kulturpris. Blur- og Gorillaz-frontfiguren Damon Albarns band The Good, The Bad and The Queen har Tony Allen som medlem, og han residerer over skind og messing med en ubesværet lethed, som kun en uudfordret mester kan nyde. Som at opleve en puma snige sig ind på sit bytte – og forføre det.

Og selvfølgelig ryger Allen cigaretter i finkulturens palads. Han laver sine egne regler.

James Brown og Black Panthers

Tony Oladipo Allen blev født i Nigerias hovedstad Lagos den 12. august 1940. Ghanesisk mor og nigeriansk far. Den ældste i en søskendeflok på seks.

Han startede først som 18-årig med at spille trommer og kæmpede for at leve af det i Lagos. Han spillede fra hele menukortet, latinamerikanske, nordamerikanske og afrikanske traditioner. Snart fik han ansættelse i highlife-bandet The Cool Cats, og i 1964 fik han job i Fela Anikulapo Ransome Kutis nydannede jazzband. Og da Kuti dannede sit legendariske backingband Africa 70 i 1968, rykkede det for alvor.

Efter ti måneder i Los Angeles kom gruppen i 1969 hjem til militærdiktaturet i Nigeria med to vigtige påvirkninger. The Black Panthers havde inspireret Kuti – via hans kæreste Sandra Isidore – til en vred politisk stil, mens James Browns funk havde sat sig i bandet, ikke mindst i Allens polyrytmiske krop.

En buklende flod

Før det havde han allerede udviklet en unik trommestil baseret på, hvad han voksede op med. De vestafrikanske polyrytmiske apala-, fuji- og sakara-traditioner, der udspringer af yorubafolket samt den liflige, letbenede og guitar-ringlende highlife fra Ghana. Hertil jazz, især de amerikanske trommeslagere Art Blakey, Elvin Jones og Max Roach. Og nu den anderledes hidsige funk. Resultat: Afrobeat.

»Uden Tony Allen ville der ikke være nogen afrobeat,« har Fela Kuti, der døde i 1997, udtalt.

Det er en kollektivt anlagt og forførende dansabel genre, der taler til fællesskabet. Trommer, percussion, guitar, bas, kor og Fela Kuti på saxofon og keyboards.

Musik, der giver kroppen god tid til at komme ind i groovet og holder en dér, løfter en ud i omveje og op i klimaks. Ikke de rasende spjæt fra James Brown og hans store trommeslagere, i stedet en blid hypnose. En forgænger for ravekulturens opløsning af individualismen i det fælles groove. En nation under ét groove.

Og pludselig var Lagos the place to be. Creams trommeslager Ginger Baker, der døde sidste år, byggede studie i byen og boede der fra 1970 til 1976, ja, gæstespillede i Africa ’70. Og Paul McCartney and The Wings indspillede Band on The Run i Lagos i 1973.

Mildt liderlig trykluftpistol

Tony Allen spiller blødt, det virker umuligt, at han kan ramme så blidt. Som om en flod taler igennem ham. Fra det beroligende til det stimulerende til det ophidsende, men aldrig i nærheden af rockens bastante kropsdiktat. I stedet er Allens spil en dialog og en indbydelse.

Selv har han drillet sine samtidige, afrikanske kolleger med at have ignoreret pedalen på highhatten – den, der åbner og lukker de to messingbækkener – og have fokuseret på stortrommepedalen.

»Jeg mente, at det her skulle være som at cykle. Du har gode ben, som du er nødt til at sætte på begge pedaler for at bevæge dig,« forklarede han til magasinet The Wire i februar 2016.

Selv åbner og lukker Allen highhatten, mens han kærtegner messinget, så det lyder som en mildt liderlig trykluftpistol. Pssst-pssst-pssst.

Men det er helheden, der er så ufattelig, et multikulturelt firelemmet mix af rytmiske stilarter, som bliver til et unikt nyt kodesprog, som løsner led og muskler i kroppen, man ikke vidste kunne side løst.

Vandt over heroinen

I sidste ende fandt Tony Allen sin ven og orkesterleder Fela Kutis politik for aggressiv. Efter at militæret i 1978 havde stormet Kutis selvudnævnte republik Kalakuta – og i processen dræbt dennes mor – fik Allen nok. Kalakuta var et lejlighedskompleks i Lagos. Der var pigtrådshegn med strøm i omkring bygningen. Omkring 1000 soldater stormede og brændte komplekset ned. Allen var helt enig i Kutis politiske kritik, men ikke i metoden. »Det var for direkte,« sagde han til avisen The Guardian i august 2016. »Der var for mange arrestationer, for mange bombardementer.«

I 1979 forlod han Kuti. Trommeslageren skulle udskiftes flere gange, før man fandt en værdig afløser for Allen.

I 1985 flyttede han til Paris, hvor han kæmpede med sin heroinafhængighed – som han fire år senere overvandt.

I 90’erne kom han for alvor tilbage i studiet og indspillede med en række musikere. Black Voices med franske Doctor L og siden Charlotte Gainsbourg. Han har arbejdet med den finske excentriker Jimi Tenor, den amerikanske technomester Jeff Mills, og Damon Albarn har hevet ham ind på verdensscenen i sine bands The Good, The Bad and The Queen, Gorillaz, Rocket Juice & The Moon (med bassisten Flea fra Red Hot Chili Peppers) og projektet Africa Express.

Inden den sydafrikanske legende Hugh Masekela døde i 2018, nåede de to mestre at indspille et album, Rejoice, der udkom i år.

Talking Heads og Radiohead

Man kan høre hans indflydelse et væld af steder. I 1980 udkom den Brian Eno-producerede Talking Heads-plade Remain In Light, der var direkte inspireret af Kuti & Africa 70-albummet Afrodisiac fra 1973.

Hans rytmik kan spøge hos både Radiohead og Vampire Weekend. Og afrobeaten lever videre hos et væld af udøvere, herunder Felas sønner Femi og Seun Kuti, men også danske bands som Kalaha og KutiMangoes.

Så sent som i 2016 talte Tony Allen om at genindspille de gamle Kuti-plader, fordi han nu spillede meget bedre trommer end dengang.

Tilbage i 1987 i Paris giftede han sig med Sylvie Nicollet. Han efterlader sig syv børn – heraf tre med Nicollet – børnebørn og oldebørn.

Hvil i din rytmiske himmel, hr. Tony Allen. Den, vi alle kan besøge igen og igen takket være indspilningsteknologien. Uden den havde tabet været ubærligt.