Baggrund
Læsetid: 7 min.

Den nye Bibel: Markusevangeliet er som en tur i Fakta og Lukasevangeliet som en velassorteret Irma

Jesus taler i Bibelen 2020 gennem evangelierne direkte til én dér, hvor man står
Kultur
15. maj 2020
Jesus taler i Bibelen 2020 gennem evangelierne direkte til én dér, hvor man står

Jesse Jacob

Altafgørende vigtigt, næsten uanset hvor de fire evangelier om Jesus skal drøftes, er, hvorvidt hans ord når frem. Om teksten og det enkelte skriftsted indbyder mig til, som det hedder i protestantisk jargon, at stille mig ind under evangeliets tiltale og høre den stemme, som siger: Du må ændre dit liv.

Selv har jeg i religiøs henseende af diverse grunde dobbelt statsborgerskab, forstået på den måde, at jeg på én gang er medlem af folkekirken og af en grundtvigsk valgmenighed. Det betyder, at jeg som kirkegænger har vagabonderet en del op gennem årene. Men jeg holder nu engang mest af at sidde i Vartov Kirke og til indledning høre Jørgen Schultz’ indgangskollekter, som begynder med ordene:

»Almægtige, evige Gud, vi er kommet ind i dit hus for at høre evangeliet om Jesus, dengang …« Dermed angives en præcis dagsorden, og der åbnes dels for Jesus som en gåde og grov provokation, dels for personlig opmærksomhed på min eksistens som en daglig tydningsopgave. Prøv at forstå det!, som Jesus siger (Matthæus 19,12.).

Evangeliernes tale skal høres, opfattes umiddelbart i selve situationen og hurtigst muligt nå frem til hjertet, men skal også kunne give stof til eftertanke. Derfor er det vigtigt, at beretningerne om Jesus faktisk virker som en fortælling, og at hans appel lyder som en tale og ikke som en skrift. Det formål finder jeg i eminent grad opnået i den nye, mundrette Bibel.

Nu er de fire evangelier jo indbyrdes meget forskellige, på trods af at de tre første rummer overlappende episk og retorisk stof. Markus er så knap og kontant, nærmest skeletagtigt tør. Matthæus er insisterende henvendt, konstant i øjenhøjde med os, og velgørende udførlig, hvor det gælder Jesu belæringer og hans vrede, barske tale. Lukas er historiefortæller, og af den gavmilde slags med mange lignelser, som de andre mangler, og Johannes hører hjemme i en kategori for sig med de vidunderligt skønne poetiske passager og den insisterende fokusering på Jesu person som det inkarnerede og opstandne Guds Ord.

Med fare for at blive plat kan man hævde, at Markus forholder sig til Matthæus som Fakta til SuperBrugsen, mens Lukas er en velassorteret Irma, som jeg glad går på opdagelse i, hvorimod Johannes slet ikke er noget supermarked, snarere Helligåndens duftende og mystiske specialbutik, sådan lidt i retning af Østerlandsk Thehus.

Alle fire evangelier opleves i den nye, mere folkelige og jordnære Bibel effektivt og smukt transponeret og transformeret. Læg venligst mærke til, at jeg hverken skriver ’gendigtet’ eller ’formidlet’. For der er virkelig tale om en egentlig oversættelse med sikker forankring i grundteksten – og samtidig herligt direkte og klar.

Evangelierne

Evangelierne er betegnelsen for de skrifter i Den Nye Aftale (Det Nye Testamente), der ifølge traditionen er skrevet Matthæus, Markus, Lukas og Johannes og beretter om Jesu liv, hans ord og gerninger samt hans død og opstandelse. Kun to af de fire evangelier (Matthæus og Lukas) fremtræder som en slags Jesusbiografier, idet de alene begynder deres beretning med Jesu fødsel og barndom.

Sigtet med evangelierne er ikke historieskrivning, men forkyndelse. Beretning og fortolkning er i disse skrifter vævet tæt sammen, og alt ses på baggrund af troen på Jesu opstandelse.

Indimellem kan det føles, som om Jesu forkyndelse har ligget i fremkaldervæske, som når han i Lukas 9,41 skælder ud og raser:

»Hvor længe skal jeg holde ud at være sammen med jer?« Det tilsvarende sted i den autoriserede oversættelse af 1948 lyder:

»Hvor længe skal jeg være hos jer og tåle jer?«

Ups! I det følgende kapitel berettes om en mand, der var på vej fra Jerusalem til Jeriko og blev overfaldet af røvere, der rev alt tøjet af ham, gennembankede ham og efterlod ham halvdød ved vejen. En præst kom forbi, så ham, men gik i en stor bue udenom. Det samme gjorde lidt efter en tempeltjener. Kun en mand fra Samaria hjalp den stakkels halvdøde fyr. Så spørger Jesus i nyoversættelsen den skriftkloge:

»Hvem af de tre viste sig som et medmenneske?« (10,36). For dette er og bliver betydningen af at være ens »næste«, som det oversattes i både 1948 og 1992.

Begge de to nævnte tidligere bibeloversættelser medførte sproglige traditionstab, over hvilke der siden hen er udgydt talrige tårer. I det henseende er Bibelen 2020 bestemt ingen undtagelse. Forbindelsen bliver endnu en gang kappet til prægnante udtryk, som vi er vokset op med og bruger i daglig tale. Jesu (sidste) ord på korset: »Det er fuldbragt!« lyder her: »Nu er alt, som det skal være« (Joh. 19,30). Han siger ikke længere: »Lad de små børn komme til mig« (Markus 10,14), men »I skal lade børnene komme hen til mig.«

At man ikke bør skjule sit lys under en skæppe eller sætte det under en bænk, men sætte det i en lysestage for, at de, som kommer ind, kan se lyset, det blev danske læsere søgt vænnet af med at sige allerede i 1948 og atter i 1992, i og med at det skæppeskønne ord »skæppe« blev skiftet ud med det muligvis mere korrekte »kar«. I den (undertiden lidt for spage) nye Bibel står der, herren hjælpe mig, »krukke«. Er det ikke lidt krukket?

Sandt at sige har jeg ikke altid rigtigt forstået, hvad Jesus mener, når han siger: »Hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig!« (Matt. 18,8), og derfor kan jeg bedre lide ordlyden i den nye tekst: »Hvis din hånd eller din fod får dig til at gøre noget forkert …« Derimod finder jeg, det er for slattent og tyndt, når der står: »Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, men den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.« (Matt. 23,12). Så hellere »ophøje« og »ydmyge« sig, også på grund af vokalerne …

Når kvinden, som i tolv år har lidt af svære blødninger (Markus 5,25), nu, som der lovlig klinisk står, har »haft menstruation uafbrudt«, gøres for mig at se et symptom til en diagnose. En græskkyndig, jeg spurgte, svarede, at grundteksten det pågældende sted kun siger »en flyden af blod«. Dermed er ingenting sagt om den indre årsag, og det ville i øvrigt have lydt meget bedre!

Det er i mine øjne kun en betimelig opdatering af ordvalget, når skøger kaldes prostituerede (men heldigvis ikke »sexarbejdere«), men jeg kommer i tvivl når ’utugt’ bliver betegnet som »forbudt sex«, hvilket lyder i retning af brud på gældende verdslig lovgivning. Utugt er og bliver et bedre ord, fordi det er uden afgrænsning og samtidig gør en åndelig forståelse mulig: utugt både i tanke og handling set slet og ret som brud på Guds lov – en tankegang, der er fælles for jødernes Gamle Testamente og de kristnes Nye Testament.

En detalje, som fint viser, hvordan oversætterne har set på Jesus som en oprører både inden for og imod jødedommen, er, at det, der i 1948 hed »tempelindvielsesfesten« og i 1992 (lidt tungt) »festen for genindvielsen af templet« (Joh. 10,22), nu får lov at beholde sit hebraiske navn hanukka. Den slags sproglig og kulturel præcision kan vi ikke få nuk eller nok af.

Nu kommer vi til noget af det svære, nemlig Peters fornægtelse af Jesus, natten efter tilfangetagelsen, hvis væsentlighed fremgår af, at historien optræder nogenlunde enslydende i alle fire evangelier. Mit hjerte må skrige i protest, hver gang jeg hører eller læser den scene. Peter – af alle!

I den nye oversættelse står der ikke fornægtelse, i stedet hedder det mere afsvækket, at Peter siger, at han »ikke kender Jesus«. Til gengæld er det bare genialt set, at der ved den tredje og sidste fornægtelse, lige før hanen galer, står: »Du er også en af dem fra Galilæa. Det kan man høre på din dialekt.« I oversættelsen af 1948 taltes om hans »mål« (korrekt, men allerede dengang for gammeldags) og i 1992 (helt intetsigende) om hans »sprog« (Matt. 26,73). Men nu bliver han kigget ud, som den kryster, han er – og må skamme sig.

Apropos skam: Judas forråder Jesus – og fortryder bagefter. Da han kommer tilbage til præsterne med de 30 sølvmønter, siger han: »Jeg har gjort noget utilgiveligt. Jeg har forrådt en uskyldig mand.« (Matt. 27,4) Her lød svaret tidligere: »Det bliver din sag.« Men nu: »Det er dit problem.« Samme moderne direkthed er opnået i en af Jesu belæringer (Markus 13,11), hvor han siger, at når disciplene stilles for retten, skal de ikke gøre sig for mange tanker om, hvad de skal sige. »Når I er i situationen, vil ordene komme til jer, for det er ikke jer, der taler, men Helligånden, der taler gennem jer.« I det nye Nye testamente eller Den Nye Aftale må jeg også beundre transformationen af det tekststed hos Johannes, hvor jøderne står og skumler og ikke kan forstå, hvordan Jesus kan sige, at han er kommet ned fra himlen. »Lad være at stå sammen og knurre!« hed det i 1948, og senere: »I skal ikke stå dér og skumle!« Nu siger han det lige ud: »Hvorfor brokker I jer?«

Mange har allerede brokket sig over udtryksmåder i den nye Bibel, som de har fundet unødigt poppede og teologisk tvivlsomme. Denne anmelder glæder sig som et lille barn til at læse videre i Bøgernes Bog.

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Plat eller ej, jeg synes det er et skønt billede med Johannes i Østerlandsk Thehus; de to M'ers paralleller ville jeg nu måske bytte om på, men jeg kan godt se pointen i den foreslåede fordeling, jeg opfatter blot Fakta lidt mere "formiddagsblad-agtig" end Super-Brugsen?

Iøvrigt synes jeg serien her er interessant; er spændt på de sidste bidrag.