Pianist Alexander McKenzie: »Schubert kan lære os meget om livet og døden«

I 1828 skriver Franz Schubert sine sidste klaversonater. Den østrigske pianist og komponist er 31 år gammel og ved formodentlig godt, at han snart skal dø.

Når man lytter til anden sats fra Schuberts klaversonate i B-dur, D. 960, er det måske det, man kan fornemme. At han er ved at blive indhentet af sin skæbne. 

Det fortæller Alexander McKenzie om det stykke musik, han har udvalgt som noget helt særligt inden for sit felt, nemlig klaveret. Alexander McKenzie er pianist og komponist, og netop denne klaversonate af Schubert spillede han som hovedværk ved sin debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2018.

For tiden skriver han musik til en balletforestilling, der får premiere på Bolshojteatret i Moskva, to stykker musik til de danske koreografer Tobias Praetorius og Sebastian Kloborg og forbereder sig på at gå i studiet for at indspille med sin trio, Trio Vitruvi, som foruden ham selv på klaveret tæller Niklas Walentin på violin og Jacob la Cour på cello.

»Siden jeg begyndte at spille klaver, har jeg haft en nær tilknytning til det, som Schubert skrev. Han døde af syfilis, da han var på min alder, faktisk. Han blev 31 år. Så da han skriver sine sidste klaversonater, har han nok gjort det med en dødsdom hængende over hovedet. Jeg tror, at han må have følt en nødvendighed for at udtrykke denne menneskelige tilstand af, at tiden er ved at løbe ud, da han skrev dem.«

Med højre og venstre hånd

Det er ikke ligefrem mundret at referere til Schuberts klaversonate i B-dur, D. 960. Men der er en mening med galskaben. B-dur refererer til den grundtoneart, sonaten spilles i, og som den begynder og slutter med. D. 960 refererer til det katalogiseringssystem, man i kronologisk rækkefølge har sorteret Schuberts noder i. D’et er en forkortelse for ’Deutsch’, navnet på systemets ophavsperson. Og et system var nødvendigt, for selv om Schubert kun blev 31 år gammel, og først efter sin død blev rigtigt anerkendt, har han efterladt sig en enorm mængde værker.

»Klaversonaten består af fire dele. Den første sats er monumental og præsenterer musikkens tematikker. Andensatsen, som vi taler om, er en form for musikalsk parallelunivers, tredjesatsen er en dansesats, og den sidste sats er udadvendt og energisk.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Med ’dansesats’ hentydes der dog ikke til, at der skal danses. Men til den valseagtige form, rytmen har – en arv fra den musik, man engang dansede til ved hoffet.

For Alexander McKenzie udtrykker andensatsen værkets inderste kerne. Han sammenligner det med en tur ned i den underverden, der skrives frem i Vergils klassiske, latinske epos Æneiden.  Det kan lyde ildevarslende, men egentlig er det ret håndgribeligt. 

Via en skypeforbindelse er jeg med inde i Alexander McKenzies stue. På væggene hænger to plakater med den tyske, moderne danser og koreograf Pina Bausch. På gulvet ligger hans labrador og sover.

»I andensatsen udspiller der sig en polaritet imellem det, der foregår i pianistens venstre hånd, og højre hånd. Det, der foregår i højre hånd er en vidunderlig melodi, temaet, der svæver igennem satsen … Wait a minute.« 

Alexander McKenzie flytter computeren hen foran klaveret og begynder at spille, for med mere end ord at forklare, hvad han mener. 

Først spiller han andensatsens melodi med højre hånd. Ubesværet. I den kører to stemmer parallelt med hinanden. Som om det var to mennesker, der går med hinanden i hånden eller fører en samtale, forklarer han. Melodien balancerer på en knivsæg: Både letsindig og melankolsk; jovial og sørgmodig.

Bagefter spiller han med venstre hånd det, han kalder andensatsens klokkefigur. Jeg stopper ham dér – en klokkefigur? spørger jeg og tror, vi har fat i et musikalsk begreb, jeg ikke kender. 

»Det er, fordi jeg egentlig er australier. Så når jeg siger klokke, mener jeg clock, et urværk. Så det, jeg ville sige var, at den venstre hånd spiller en figur, et mønster, der er rytmisk fast, lidt ligesom sekundviseren på uret. Som tiden, der går, og døden, der banker på døren. Den venstre hånd spiller altså en figur, som i musikken såvel som i overført betydning befinder sig i baggrunden, men alligevel ubønhørligt er på vej. Tiden, som er det, vi flygter fra, men samtidigt præmissen for at være i live. Tiden, som er det, musikken med sit væsen kan få os til at glemme.«

»Når jeg sætter mig på scenen for at spille, ligger det hele i mine hænder. Når jeg sætter den første tone an, stiger jeg på et tog, der ikke er mit eget. Det er musikkens, og den spiller mig. For mig handler det om at have så lidt modstand imod den fornemmelse som muligt. Glemme mig selv imens jeg spiller, så jeg kan mærke noget uforudsigeligt og voldsomt.«

Kravlede rundt under flyglet

Alexander McKenzie er født i Danmark, men opvokset i Australien. Da han var lille, sådan går historien i familien, kravlede han rundt under familiens flygel, imens hans far, der skulle spille i Sydneys operahus, øvede sig. Klaverundervisning har han modtaget, siden han var seks, og da han var ti, spillede han sin første, offentlige koncert som pianist. Som barn tænkte han ikke så meget over musikkens væsen. Men han mærkede det.

»Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg som barn stavede mig igennem Bachs første præludium for første gang. Jeg blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Men jeg følte ingen sorg. Jeg var ikke ked af det, bare kørt igennem vaskemaskinen af de perfekte strukturer, der ligger og bevæger sig i værket.«

Han var tolv, da han spillede Schubert for første gang. Da han var sytten, overvejede han at droppe musikken og studere medicin. Men noget wunderkind vil Alexander McKenzie ikke kaldes. Ikke fordi han ikke kan se, hvorfor man kunne kalde ham det. Men fordi han hader det ord, siger han. I stedet leder han samtalen hen på sin families opbakning, og at han var heldig at blive optaget på et ambitiøs skole, da han var teenager. I virkeligheden var det også musikkens sociale aspekt, der fik ham til at interessere sig for musik og i sidste ende at blive pianist. 

Sarah Hartvigsen Juncker

»Da jeg var lille, sang jeg i et børnekor en gang om ugen. Det var det fedeste, syntes jeg: at møde alle de piger, der var med i koret. Jeg var forelsket i dem alle sammen!«

Noget romantisk fis

Forelsket er han også i mødet mellem dans og musik.

I projekter som ’Kammerballetten’ og ’Verdensballetten’ er han med til at skabe den slags møder. Førstnævnte er en intim forestilling, der forener kammermusik og klassisk ballet, som han tog initiativ til sammen med Trio Vitruvi og nogle dansere fra Den Kongelige Ballet. Sidstnævnte en genkommende sommerforestilling, hvor internationale stjerner inden for opera, klassisk musik og ballet optræder sammen under åben himmel.

Den stereotype pianist kan godt have ry for at være en nørdet enspænder, men det er svært at få Alexander McKenzie til at fremhæve egne præstationer.

For eksempel er det, han fremhæver fra sin oplevelse med at spille i den legendariske Carnegie Hall i New York med Trio Vitruvi, at det var dejligt at dele oplevelsen med sine venner.

For Alexander McKenzie er musik socialt, som et sprog, man aldrig bliver helt færdig med at lære at tale. En stor del af hans tid går med at øve sig, blive bedre og holde »de ti pølser«, som han kalder sine fingre, i form. Men man skal ikke øve sig for meget, siger levemanden, for så bliver man i dårligt humør. Når han holder fri, lytter han sjældent til klassisk musik. For at lytte er at komme på arbejde: Han begynder at tænke på, hvad musikerne foretager sig, instrumenternes klang. »Selv når det er Sergej Prokofjevs Romeo og Julie, som jeg ELSKER!« siger Alexander McKenzie og fører hænderne mod hjertet.

»Jeg ved godt, at det kan lyde som noget romantisk fis, det, jeg skal til at sige nu. Men når jeg mener, at musik er et socialt sprog, så mener jeg, at andre mennesker; koreografer, dansere, musikere eller publikum, er nødvendige for, at jeg kan fortælle noget. Virkelig fortælle noget. Musik for musikkens skyld, det tror jeg virkelig ikke der kommer noget godt ud af. Så er man jo bare teknisk dygtig. Musik er et udtryk for livet, så det skal jeg leve for at være interessant, når jeg spiller.«

Titanic for pianister

Man skal nok ikke have været i mange forsamlingshuse eller folkeskoler for at vide, hvordan et klaver eller flygel ser ud eller lyder. Pianoet, som Alexander McKenzie i det ene øjeblik kalder en stor kasse, der lidt ligner en elefant, der får børstet tænder, og i det næste kalder et geometrisk vidunderapparat, er i bund og grund et slagtøjsinstrument. Pianoets 88 tangenter hænger fast i nogle hamre, som slår på stemte strenge. Når hammeren rammer en streng, siger det »dong«, og derefter forsvinder lyden. Klaveret er et orkestralt instrument: Det skal »holde floden i gang« – ikke bare være »kanoen, der flyder ovenpå«, som Alexander McKenzie formulerer det. »Det skal både kunne lyde som sig selv – og som hele orkesteret.« 

Dets store størrelse gør klaveret svært at transportere. Som anerkendt pianist, der optræder internationalt, spiller man derfor på de flygler, der nu engang stilles til rådighed. Naturligvis nystemt og i højeste kvalitet.

Men som alt andet i livet kan der ske menneskelige fejl ved klassiske koncerter.

»Jeg kan huske, engang jeg var ude at spille, hvor bagbenet af klaveret faldt sammen, idet jeg slog den sidste tone an på tangenten. Hele klaveret braste sammen, så det lignende skibet Titanic, der var ved at gå ned.«

Sarah Hartvigsen Juncker

En anden gang, under en koncert med Trio Vitruvi, var hjulene på klaveret ikke låst. Scenen tippede let, og flyglet trillede derfor stille og roligt væk under fingrene på Alexander McKenzie. Heldigvis nåede han at hviske det til sin bladvender, der hurtigt kom ned på alle fire og fik stoppet det rullende flygel. 

En bladvender er i øvrigt den person, der vender siderne i partituret. Der findes vidst nok én person, der ernærer sig som professionel bladvender. »Hun skulle være fantastisk,« fortæller Alexander McKenzie.

Snobberi er noget lort

Historisk har den klassiske musik hængt sammen med borgerskabet, der finansierede den. Det er måske den arv, der stadig skaber forestillingen om, at klassisk musik er til for en fintfølende, eksklusiv klub.

»Selvfølgelig er der snobberi i branchen. Og det er noget lort. For en snob er én, der ikke er nysgerrig. Men musik i sig selv kan jo ikke rigtigt være snobbet. For den udtrykker menneskelige tilstande. Både når Billie Eilish, Frank Sinatra og Schubert laver den.«

I virkeligheden kaster Alexander McKenzie bolden videre til alle os, der for hurtigt får afskrevet den klassiske musik. Tilbage til andensatsen:

»Hvis jeg sagde: ’Lyt! Det her er venstre hånd. Det er skæbnen. Det her er højre hånd, det er den sidste samtale, du har med dig selv eller din elskede, inden du forlader denne jord’, så tror jeg, at alle mennesker, der har oplevet død i familien, eller tænkt ’shit, tiden går for hurtigt’, kan forholde sig til det, egentlig.«