Klassisk musikskole
Læsetid: 10 min.

Pianist Alexander McKenzie: »Schubert kan lære os meget om livet og døden«

I Informations serie om klassiske musikere og deres instrumenter, er vi nået til sværvægterklassen. Pianist Alexander McKenzie fortæller her om det, han både kalder en elefant, der får børstet tænder, og et geometrisk vidunderapparat. Nemlig klaveret
Siden Alexander McKenzie begyndte at spille klaver som helt lille, har han haft en nær tilknytning til Schuberts værker og skæbne.

Siden Alexander McKenzie begyndte at spille klaver som helt lille, har han haft en nær tilknytning til Schuberts værker og skæbne.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
15. maj 2020

I 1828 skriver Franz Schubert sine sidste klaversonater. Den østrigske pianist og komponist er 31 år gammel og ved formodentlig godt, at han snart skal dø.

Når man lytter til anden sats fra Schuberts klaversonate i B-dur, D. 960, er det måske det, man kan fornemme. At han er ved at blive indhentet af sin skæbne. 

Det fortæller Alexander McKenzie om det stykke musik, han har udvalgt som noget helt særligt inden for sit felt, nemlig klaveret. Alexander McKenzie er pianist og komponist, og netop denne klaversonate af Schubert spillede han som hovedværk ved sin debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2018.

Musiker: Alexander McKenzie

Født 1988. Opvokset i Australien, men flyttede til København for at uddanne sig som pianist under Amalie Malling ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han begyndte at spille klaver som seksårig og spillede sin første offentlige koncert, da han var ti år gammel.

Spiller i dag som klaversolist, i trioen Trio Vitruvi og i duoen Walentin & McKenzie, og er desuden initiativtager til ’Kammerballetten’, som er et forestillingskoncept, der blander kammermusik og nykoreograferet ballet.

Desuden har han optrådt som solist med flere danske symfoniorkestre, modtaget blandt andet Léonie Sonning Talentpris (2012), og Betty og Valdemar van Hauens legat (2013). Med Trio Vitruvi vandt Alexander McKenzie P2’s Kammermusikkonkurrence i 2014, og sammen har de både optrådt i Marinskij Teatret i Skt. Petersborg, Wigmore Hall i London og Carnegie Hall i New York.

For tiden skriver han musik til en balletforestilling, der får premiere på Bolshojteatret i Moskva, to stykker musik til de danske koreografer Tobias Praetorius og Sebastian Kloborg og forbereder sig på at gå i studiet for at indspille med sin trio, Trio Vitruvi, som foruden ham selv på klaveret tæller Niklas Walentin på violin og Jacob la Cour på cello.

»Siden jeg begyndte at spille klaver, har jeg haft en nær tilknytning til det, som Schubert skrev. Han døde af syfilis, da han var på min alder, faktisk. Han blev 31 år. Så da han skriver sine sidste klaversonater, har han nok gjort det med en dødsdom hængende over hovedet. Jeg tror, at han må have følt en nødvendighed for at udtrykke denne menneskelige tilstand af, at tiden er ved at løbe ud, da han skrev dem.«

Med højre og venstre hånd

Det er ikke ligefrem mundret at referere til Schuberts klaversonate i B-dur, D. 960. Men der er en mening med galskaben. B-dur refererer til den grundtoneart, sonaten spilles i, og som den begynder og slutter med. D. 960 refererer til det katalogiseringssystem, man i kronologisk rækkefølge har sorteret Schuberts noder i. D’et er en forkortelse for ’Deutsch’, navnet på systemets ophavsperson. Og et system var nødvendigt, for selv om Schubert kun blev 31 år gammel, og først efter sin død blev rigtigt anerkendt, har han efterladt sig en enorm mængde værker.

»Klaversonaten består af fire dele. Den første sats er monumental og præsenterer musikkens tematikker. Andensatsen, som vi taler om, er en form for musikalsk parallelunivers, tredjesatsen er en dansesats, og den sidste sats er udadvendt og energisk.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Med ’dansesats’ hentydes der dog ikke til, at der skal danses. Men til den valseagtige form, rytmen har – en arv fra den musik, man engang dansede til ved hoffet.

For Alexander McKenzie udtrykker andensatsen værkets inderste kerne. Han sammenligner det med en tur ned i den underverden, der skrives frem i Vergils klassiske, latinske epos Æneiden.  Det kan lyde ildevarslende, men egentlig er det ret håndgribeligt. 

Via en skypeforbindelse er jeg med inde i Alexander McKenzies stue. På væggene hænger to plakater med den tyske, moderne danser og koreograf Pina Bausch. På gulvet ligger hans labrador og sover.

»I andensatsen udspiller der sig en polaritet imellem det, der foregår i pianistens venstre hånd, og højre hånd. Det, der foregår i højre hånd er en vidunderlig melodi, temaet, der svæver igennem satsen … Wait a minute.« 

Alexander McKenzie flytter computeren hen foran klaveret og begynder at spille, for med mere end ord at forklare, hvad han mener. 

Først spiller han andensatsens melodi med højre hånd. Ubesværet. I den kører to stemmer parallelt med hinanden. Som om det var to mennesker, der går med hinanden i hånden eller fører en samtale, forklarer han. Melodien balancerer på en knivsæg: Både letsindig og melankolsk; jovial og sørgmodig.

Bagefter spiller han med venstre hånd det, han kalder andensatsens klokkefigur. Jeg stopper ham dér – en klokkefigur? spørger jeg og tror, vi har fat i et musikalsk begreb, jeg ikke kender. 

»Det er, fordi jeg egentlig er australier. Så når jeg siger klokke, mener jeg clock, et urværk. Så det, jeg ville sige var, at den venstre hånd spiller en figur, et mønster, der er rytmisk fast, lidt ligesom sekundviseren på uret. Som tiden, der går, og døden, der banker på døren. Den venstre hånd spiller altså en figur, som i musikken såvel som i overført betydning befinder sig i baggrunden, men alligevel ubønhørligt er på vej. Tiden, som er det, vi flygter fra, men samtidigt præmissen for at være i live. Tiden, som er det, musikken med sit væsen kan få os til at glemme.«

Instrument: Klaver

Klaveret er et slagtøjsinstrument med 88 tangenter. På dem hver især sidder en filtbeklædt hammer, der aktiveres, når man trykker en tangent ned. Hammeren anslår en bestemt streng, der kommer i svingninger, og dermed dannes lyden, der forstærkes af en klangbund.

Forskellen på et klaver og et flygel er – ud over størrelse og pris – strengenes placering i forhold til klangbunden. Ved koncerter anvender man som oftest et flygel frem for et opretstående klaver, fordi flyglet har en kraftigere og fyldigere klang, samt et mere præcist anslag.

Der findes også flere andre klavertyper, for eksempel pianolaet, der er et selvspillende klaver; taffelklaveret, der er som flygelet, men firkantet og girafklaveret, der dog var for højt og upraktisk til at blive rigtigt populært.

»Når jeg sætter mig på scenen for at spille, ligger det hele i mine hænder. Når jeg sætter den første tone an, stiger jeg på et tog, der ikke er mit eget. Det er musikkens, og den spiller mig. For mig handler det om at have så lidt modstand imod den fornemmelse som muligt. Glemme mig selv imens jeg spiller, så jeg kan mærke noget uforudsigeligt og voldsomt.«

Kravlede rundt under flyglet

Alexander McKenzie er født i Danmark, men opvokset i Australien. Da han var lille, sådan går historien i familien, kravlede han rundt under familiens flygel, imens hans far, der skulle spille i Sydneys operahus, øvede sig. Klaverundervisning har han modtaget, siden han var seks, og da han var ti, spillede han sin første, offentlige koncert som pianist. Som barn tænkte han ikke så meget over musikkens væsen. Men han mærkede det.

»Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg som barn stavede mig igennem Bachs første præludium for første gang. Jeg blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Men jeg følte ingen sorg. Jeg var ikke ked af det, bare kørt igennem vaskemaskinen af de perfekte strukturer, der ligger og bevæger sig i værket.«

Han var tolv, da han spillede Schubert for første gang. Da han var sytten, overvejede han at droppe musikken og studere medicin. Men noget wunderkind vil Alexander McKenzie ikke kaldes. Ikke fordi han ikke kan se, hvorfor man kunne kalde ham det. Men fordi han hader det ord, siger han. I stedet leder han samtalen hen på sin families opbakning, og at han var heldig at blive optaget på et ambitiøs skole, da han var teenager. I virkeligheden var det også musikkens sociale aspekt, der fik ham til at interessere sig for musik og i sidste ende at blive pianist. 

Sarah Hartvigsen Juncker

»Da jeg var lille, sang jeg i et børnekor en gang om ugen. Det var det fedeste, syntes jeg: at møde alle de piger, der var med i koret. Jeg var forelsket i dem alle sammen!«

Noget romantisk fis

Forelsket er han også i mødet mellem dans og musik.

I projekter som ’Kammerballetten’ og ’Verdensballetten’ er han med til at skabe den slags møder. Førstnævnte er en intim forestilling, der forener kammermusik og klassisk ballet, som han tog initiativ til sammen med Trio Vitruvi og nogle dansere fra Den Kongelige Ballet. Sidstnævnte en genkommende sommerforestilling, hvor internationale stjerner inden for opera, klassisk musik og ballet optræder sammen under åben himmel.

Den stereotype pianist kan godt have ry for at være en nørdet enspænder, men det er svært at få Alexander McKenzie til at fremhæve egne præstationer.

For eksempel er det, han fremhæver fra sin oplevelse med at spille i den legendariske Carnegie Hall i New York med Trio Vitruvi, at det var dejligt at dele oplevelsen med sine venner.

For Alexander McKenzie er musik socialt, som et sprog, man aldrig bliver helt færdig med at lære at tale. En stor del af hans tid går med at øve sig, blive bedre og holde »de ti pølser«, som han kalder sine fingre, i form. Men man skal ikke øve sig for meget, siger levemanden, for så bliver man i dårligt humør. Når han holder fri, lytter han sjældent til klassisk musik. For at lytte er at komme på arbejde: Han begynder at tænke på, hvad musikerne foretager sig, instrumenternes klang. »Selv når det er Sergej Prokofjevs Romeo og Julie, som jeg ELSKER!« siger Alexander McKenzie og fører hænderne mod hjertet.

»Jeg ved godt, at det kan lyde som noget romantisk fis, det, jeg skal til at sige nu. Men når jeg mener, at musik er et socialt sprog, så mener jeg, at andre mennesker; koreografer, dansere, musikere eller publikum, er nødvendige for, at jeg kan fortælle noget. Virkelig fortælle noget. Musik for musikkens skyld, det tror jeg virkelig ikke der kommer noget godt ud af. Så er man jo bare teknisk dygtig. Musik er et udtryk for livet, så det skal jeg leve for at være interessant, når jeg spiller.«

Titanic for pianister

Man skal nok ikke have været i mange forsamlingshuse eller folkeskoler for at vide, hvordan et klaver eller flygel ser ud eller lyder. Pianoet, som Alexander McKenzie i det ene øjeblik kalder en stor kasse, der lidt ligner en elefant, der får børstet tænder, og i det næste kalder et geometrisk vidunderapparat, er i bund og grund et slagtøjsinstrument. Pianoets 88 tangenter hænger fast i nogle hamre, som slår på stemte strenge. Når hammeren rammer en streng, siger det »dong«, og derefter forsvinder lyden. Klaveret er et orkestralt instrument: Det skal »holde floden i gang« – ikke bare være »kanoen, der flyder ovenpå«, som Alexander McKenzie formulerer det. »Det skal både kunne lyde som sig selv – og som hele orkesteret.« 

Værk: Andensatsen i Franz ’Schuberts klaversonate i B-dur, D. 960’

Denne klaversonate skrevet til soloklaver er blandt Franz Schuberts (1797-1828) sidste, som han skrev samme år, som han døde.

Dets store størrelse gør klaveret svært at transportere. Som anerkendt pianist, der optræder internationalt, spiller man derfor på de flygler, der nu engang stilles til rådighed. Naturligvis nystemt og i højeste kvalitet.

Men som alt andet i livet kan der ske menneskelige fejl ved klassiske koncerter.

»Jeg kan huske, engang jeg var ude at spille, hvor bagbenet af klaveret faldt sammen, idet jeg slog den sidste tone an på tangenten. Hele klaveret braste sammen, så det lignende skibet Titanic, der var ved at gå ned.«

Sarah Hartvigsen Juncker

En anden gang, under en koncert med Trio Vitruvi, var hjulene på klaveret ikke låst. Scenen tippede let, og flyglet trillede derfor stille og roligt væk under fingrene på Alexander McKenzie. Heldigvis nåede han at hviske det til sin bladvender, der hurtigt kom ned på alle fire og fik stoppet det rullende flygel. 

En bladvender er i øvrigt den person, der vender siderne i partituret. Der findes vidst nok én person, der ernærer sig som professionel bladvender. »Hun skulle være fantastisk,« fortæller Alexander McKenzie.

Snobberi er noget lort

Historisk har den klassiske musik hængt sammen med borgerskabet, der finansierede den. Det er måske den arv, der stadig skaber forestillingen om, at klassisk musik er til for en fintfølende, eksklusiv klub.

»Selvfølgelig er der snobberi i branchen. Og det er noget lort. For en snob er én, der ikke er nysgerrig. Men musik i sig selv kan jo ikke rigtigt være snobbet. For den udtrykker menneskelige tilstande. Både når Billie Eilish, Frank Sinatra og Schubert laver den.«

I virkeligheden kaster Alexander McKenzie bolden videre til alle os, der for hurtigt får afskrevet den klassiske musik. Tilbage til andensatsen:

»Hvis jeg sagde: ’Lyt! Det her er venstre hånd. Det er skæbnen. Det her er højre hånd, det er den sidste samtale, du har med dig selv eller din elskede, inden du forlader denne jord’, så tror jeg, at alle mennesker, der har oplevet død i familien, eller tænkt ’shit, tiden går for hurtigt’, kan forholde sig til det, egentlig.«

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Vi fik tv da jeg var 5-6 år gammel. Af en eller anden grund elskede min far klassisk musik. Især klassiske symfoniorkestre .
Det betød at hvergang der var en klassisk koncert eller opera på DR. Hvilke var, ca,en gang om ugen. Så sad min far foran TVet. udsendelserne varede, ofte, mellem 4-7 timer. Og når der var klassisk koncert i DR. Så var vi andre i familien, tvangsindlagt. Især jeg som var den yngste og ikke kunne sige. Jeg går ud og leger , kl. 17. 00 og er hjemme igen kl. 22.00.
Og før TVet var det radioen. Så jeg skal , ved den søde grød, lede længe efter klassisk orkestermusik som udfordrer mig.
Men det er der. og når jeg støder på det , føler jeg næsten at det har været det hele værd. Jeg kan næsten ikke finde klassisk orkestermusik for udfordrende. Der er jo masser af klassisk musik for enhver smag. Jeg lytter mest til solisterne.
F.eks. elsker jeg Paganini . Og uanset om det er for violin eller guitar. Skal man være en af de bedste for at spille det. Paganini var virtuos på guitar og violin. Her på mine ældre dage lytter jeg mere til klassisk, frivilligt. Og så er det jo godt med et stort referencepunkt.
Klassisk musik er , efter min opfattelse , ikke i krise. Men f.eks. Jazz. Da det kom frem i 20erne til 40erne. blev det mødt med alle mulige fordomsfulde og racistiske ytringer. Selvom jazz musikkerne var fuldt på højde med de dygtigste klassiske musikkere. Det samme kan man sige om rock ( Jimi Hendrix )
Klassisk er som regel ikke nyskabende og udfordrer ikke mennesker, i Vesten , til at adaptere en helt anden musikforståelse. Som . f.eks. Jazz, rock og blues, i sin tid gjorde. Det , tror jeg , er en af årsagerne til at klassisk musik ikke oplever den samme bølge af popularitet, som andre genre har oplevet.

Og så er der en glorie som bør pilles af de klassiske genre. Man fremhæver klassisk musik som overlegen, både intellektuelt , musikalsk og teknisk. Hvor ofte har jeg, som barn, ikke hørt at jeg skulle lytte til klassisk musik og lære at forstå det. Selvom jeg havde hørt mere klassisk musik som 12 årig end de ville høre resten af livet. Man tog bare for givet at et barn med arbejderbaggrund ikke forstod klassisk musik, som de selv.

Havde min far gået til en klassisk koncert i 1965. Havde han risikeret at blive anbragt bagerst i salen, mens han havde hørt ord som rakkerpak ude i salen.
Pil den glorie af den klassiske musik. og se bort fra kultursnobber som taler om dannelse. Det er kun nedladende.

Giv tilskud til klassisk musik. Men hvis den ikke var så ekskluderende, som den stadig er. Tror jeg at den sagtens kunne stå selv

olivier goulin

Som . f.eks. Jazz, rock og blues, i sin tid gjorde. Det , tror jeg , er en af årsagerne til at klassisk musik ikke oplever den samme bølge af popularitet, som andre genre har oplevet

Helt forkert.

Hvis du studerer vestlig musikhistorie, vil du hurtigt opdage, at den vestlige kompositionsmusik har været gennem præcis den samme evolution, som jazzen sidenhen: Fra stramme tonale og harmoniske regler - til ren atonalitet. Den moderne kompositionsmusik ville slet ikke eksistere, var det ikke for en lang række grænser, der er blevet rykket gennem de sidste 300-400 års udvikling. Og for hvert skred er vore ører og æstetik blevet vænnet til større og større grad af harmonisk abstraktion og tolerance.

Du kan for klassisk og jazz næsten opstille helt parallelle faser, som korresponderer 1-1 - og det interessante er jo, at jazzen fødes præcis på det tidspunkt, hvor den klassiske musik når en form for blindgyde i sin evolution. Herefter starter en ny musikform en ny cyklus - og gennemgår præcis den samme udvikling, blot på meget kortere tid.

Historien gentager sig som bekendt - men aldrig på helt samme vis.

/O

Ete Forchhammer

Jens Ole Mortensen, har du overhovedet fulgt med i vore klassiske orkestrets ageren, fx Copenhagen Phil's, ikke mindst de senere år?
I 1975 satte det daværende Sjællands Symfoniorkester to-tre værker af Stravinsky på programmet i løbet af vintersæsonen, og hvad skete? Abonnenter sagde deres abonnement op fordi de ikke ville høre al den nye, dvs. +60-årige, musik!
Da intet orkester kan overleve uden offentlige tilskud (solister, dirigenter, musikere, regissører, administrationen, transportfolk... alle skal ha' brød på bordet, og der skal betales husleje), og da politikere ser på billetsalg fremfor på indhold, er det et håbløst forlangende at komme med at der generelt skal spilles mindre af det folk vil høre for at gi' plads til det mere udfordrende. Bortset fra det, er det nye og udfordrende jo altid alligevel blevet spillet, men ikke i de store koncertsale... det er først kommet når forskrækkelserne har lagt sig og en frasortering af det uholdbare er sket.
Tag fx Beethovens 3. symfoni, Eroica. Forestil dig at du ALDRIG har hørt andet end musik fra Mozart og Haydns tid, måske inkl. Beethovens to første symfonier. Så skal du nok ryge op i loftet af udfordring når musikken når til de helt grelle store akkorder godt inde i første sats! Men siden har vore ører vænnet sig til de lyde, og sådan vil det fortsætte...
Og så er jeg lidt nysgerrig: hvilke koncerter/operaer og hvilke musikudsendelser har i din barndom varet 4-7 timer?
Mht. placering i koncertsale, så er der er i langt de fleste tilfælde nummererede pladser, og der hvor der ikke er det, er der heller ingen til at anvise publikum hvor det må/ikke må sidde, så der spiller din fantasi(?) dig vist et puds mht. hvor din far kunne ha' siddet til en koncert.

Jens Ole Mortensen

@olivier goulin
Jazz opstod blandt sorte omkring år 1900 i det sydlige USA. Og Jazzen var en ny musikstil. Min pointe er at nye stilarter kan rive folk, især unge med. Musik er også noget man samles om. Et publikum samles også om klassisk musik. Et publikum, som jeg syntes har lukket sig om sig selv. Og jeg har ofte det indtryk at klassisk uddannede musikkere bliver holdt i en benlås.
@Ete Forchhammer
Stravinsky er fantastisk. Jeg lytter for tiden til Petroesjka. Jeg har sikkert hørt det før, men jeg går ikke meget op i den klassiske historie eller i at forklare den klassiske musik. Jeg er bare blevet flasket op med klassisk musik fra barnsben.

Og hvad pokker er store akkorder ? For lytteren bør musik ikke være intellektuelle vurderinger. Den slags analyser giver kun mening for musikkerene. Den teoretiske musiklære er så kompliceret at ingen, som ikke har en musikuddannelse forstår den.
For vi andre handler det kun om at lytte til musikken.
Jeg syntes selv jeg er hæderlig til at spille guitar. Jeg lærte node systemet for mange år siden , men valgte at lære efter tabs.
Men det er det samme, på den måde. At man på et tidspunkt føler et behov for at slippe tabs og noder. Og tage udgangspunkt i sig selv og bruge det man har lært kreativt. Jeg tror faktisk, at også mange , klassisk uddannede musikkere har det på samme måde og har deres projekter ved siden af den klassiske musik. F. eks. Who Killed Bambi. ( Skøn musik)
Slip klassisk musik fri af denne intellektuelle spændetrøje.
Jeg skal selvfølgelig ikke kloge mig på hvordan en musikuddannelse skal forløbe. Men var det en ide´når musikkerne når et vist niveau tog udgangspunkt i den enkelte eller man kunne jam under uddannelsen og dyrke den form for kreativitet.
Flere af musikkerne kommer, jo nok, ud til en virkelighed. Hvor det handler om at skrabe kodapenge sammen eller penge fra nærige spotify. Og at finde spillesteder rundt om i landet.

Jeg er ikke fortaler for nedskæringer på den klassiske musik. Men jeg syntes den lukker sig om sig selv.
Sæt den fri.

Taylor Swift har gennemsnitlig 1 milliard views på youtube, musik gennemlever den samme udvikling som resten af markedet, d.v.s få navne overlever uanset genre, noget andet er, at musik er blevet afløst af sociale medier, musik har ikke den samme rolle som tidligere.

Ete Forchhammer

Jens Ole Mortensen, tak for dir svar, men det overbeviser mig ikke om at dine udtalelser om forholdene omkring klassisk musik er baseret på et aktuelt kendskab til det klassiske koncertliv? Du har vist noget til gode der?
Jeg er helt enig med dig i at Petrusjska er fantastisk musik, men det var der blot en del publikummer i 1975 der ikke syntes at musik af Stravinskij kunne være...
At et ord som "akkord" i beskrivelsen af en symfoni kan få dig til at stejle og åbne for nogle fobi-sluser, kan undre, især hvis du da må kende fænomenet fra dit guitarspil? Kan sammenstillingen med ordet "store" virkelig blokere for viljen til forståelse? hvorfor slog du dog ikke ordet op (og valgte betydningen der har med musik at gøre..)? Men du skal gerne få en definition her: en akkord i musik kaldes det når flere af den slags lyde, der kaldes toner, lyder samtidigt.
Det jeg prøvede at anbefale mht. at lytte, var netop alt andet end intellektuelt; intellektuelt havde det evt. kunnet kaldes hvis jeg var begyndt at forklare hvorfor noget bestemt havde virket chokerende på publikum for mere end 200 år siden.
Det er faktisk et voldsomt benspænd du udsætter andre for, hvis man end ikke kan fortælle AT noget sker!