Feature
Læsetid: 11 min.

Rystet, berørt og forandret: Danske forfattere om Yahya Hassans indflydelse på deres litteratur

I forrige uge gik forfatter Yahya Hassan bort. Fem forfattere fortæller her om deres første møde med hans forfatterskab, og hvad det har betydet for dem. Forfatterskabet har givet inspiration til en mangfoldighed af stemmer. Og til at drømme
Kultur
12. maj 2020
I forrige uge gik forfatter Yahya Hassan bort. Fem forfattere fortæller her om deres første møde med hans forfatterskab, og hvad det har betydet for dem. Forfatterskabet har givet inspiration til en mangfoldighed af stemmer. Og til at drømme

Sofie Holm Larsen

En oktoberaften i 2013 sidder den på det tidspunkt 26-årige forfatter og skolelærer Nilgün Erdem i sofaen sammen med sin far og zapper foran fjernsynet. De lander på DR2, hvor Deadline løber over skærmen. En ung digter på 18 år, der hedder Yahya Hassan, bliver interviewet af journalist Martin Krasnik på baggrund af et interview, der er blevet bragt i Politiken.

Han fortæller om sin baggrund og om sine oplevelser med svigt, forældrevold og kriminalitet. »Du fik simpelthen tæsk og bank. Var det ofte og hele tiden, eller hvordan,« spørger Martin Krasnik Yahya Hassan.

Yahya Hassan læser op efter interviewet. Han kigger direkte ind i kameraet, imens han reciterer fra »LANGDIGT«, der udkommer i digtsamlingen YAHYA HASSAN ti dage senere den 17. oktober 2013.

»OG GÅR UD AF DØR OG LAVER EN HJEMMERØVERI

IND HOLD GAMMEL DAME MED EPILEPSI

GAMMEL DAME MED EPILEPSI

ER BANGE FOR PERKER MED HUE MED HULLER I«

»Først troede jeg, at det var en forestilling. Et skuespil af en art. Men i takt med, at han kom længere ind i oplæsningen, blev jeg grebet af digtene. Det var euforisk,« fortæller Nilgün Erdem.

En stærk performer

Forfatter og maskinmester Ahmad Mahmoud er 25 år på det tidspunkt. Han er ude at sejle som en del af sin uddannelse, og om bord på færgen ser han også Yahya Hassan i Deadline.

»Han læste jo op, som man reciterer Koranen! Det gav fandeme mening. Hele mit liv har jeg fået at vide, at den måde, man læser Koranen op på, er en form for kunst. Jeg indså, at det er kunst at læse op på den måde, rytmen, tonen og ordene hænger sammen på. Jeg blev sendt fluks tilbage til traumer fra koranskolen, hvor jeg sad hver lørdag eller søndag i ti år, men i dag kan jeg ikke læse hans digte uden at læse dem højt for mig selv på samme måde.«

Det var også som performer, forfatter Hanne Højgaard Viemose første gang stødte på Yahya Hassans forfatterskab. Det var i 2013, da de begge skulle læse op til litteratur- og musikfestivalen Sommerstemmer ved Braband Sø.

»På det tidspunkt boede jeg i Gellerupparken og havde mine drenge på et og tre år med mig, og ingen barnepige, så jeg var i sagens natur ikke del af nogen socialisering med de andre kunstnere og sad heller ikke og lyttede til mine kollegers oplæsninger. Men Yahyas oplæsning trængte ligesom igennem al støj og distraktioner og væltede mig fuldstændig bagover, mens jeg bumlede afsted hen over festivalpladsen med barnevognen efter min treårige, der løb mod søen.«

»Det var den gennemtrængende, insisterende, vrede, voldsomme poesi, der ramte mig lige i hjertekulen. Den her blanding af Gaza og Gelleruppark og Bazar Vest og al den vold, vrede og ulykke og samtidig ømhed. At digtets jeg forsøger at beskytte sin bror mod farens vold: At han bemærker guldsmeden på farens jakke,« fortæller Hanne Højgaard Viemose. Ligesom Yahya Hassan er det for YAHYA HASSAN 2 er hun også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for romanen HHV, Frshwn, der udkom sidste år.

Hendes første møde med Yahya Hassan var som performer. Senere læste hun digtene, som hun forstår og husker på en anden måde, end hun gjorde dengang, fortæller hun.

»Men jeg forstod dem også første gang, jeg hørte dem, bare på en anden umiddelbar og meget voldsom måde. Jeg forlod festivalpladsen ved Brabrand Sø dengang dybt rystet og berørt. Forandret, vil jeg påstå,« fortæller Hanne Højgaard Viemose.

Som en mavepuster

Da YAHYA HASSAN udkommer ti dage, efter han har været i Deadline, går Nilgün Erdem ud og køber bogen med det samme. Hun læser den i små bidder, og selv om hun havde skrevet længe, gør den et udslag for hende som forfatter, fortæller hun. I 2017 udgiver hun digtsamlingen Pudder og ph.d.er.

»For mig handler Yahya Hassans poesi om at tage magten over sit eget narrativ og at turde tage ordet i sin magt. Min baggrund er meget forskellig fra hans, men det, hans poesi betød for mig dengang, var, at jeg fik sprængt rammerne for, hvad jeg hidtil havde tænkt, poesi kan være.

Den kan være identitetspolitisk. Det mod, den ærlighed og den styrke, der for mig kommer til udtryk i YAHYA HASSAN var overvældende at læse. Men det var også meget tung læsning. Der er en stor sorg, som også kommer til udtryk i digtene,« fortæller Nilgün Erdem.

Ahmad Mahmoud læste YAHYA HASSAN, som han kalder »den her forbandede og alligevel vidunderlige digtsamling« flere gange i streg, da den udkom. Digtet »BARNDOM« har han læst flere hundrede gange. Digtet indleder digtsamlingen og begynder med linjerne:

»FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD«

»Det digt var en mavepuster,« siger Ahmad Mahmoud. »Det fik mig til at græde. Jeg kan huske, at jeg til min veninde sagde: 'Det her er jo mit liv, han skriver om. Vi kunne være brødre, for helvede'.«

»Da jeg var 15-16 år, fik jeg et par på hovedet af min far. Meget vredt og frustreret sagde jeg til ham, at det var sygt at opføre sig på den måde. ’En dag skriver jeg kraftedeme om det’, sagde jeg. Det grinte han af og svarede: ’Dig? Skrive en bog? Som om’,« fortæller Ahmad Mahmoud.

Men mavepusteren blev det, der fik ham til at skrive, fortæller han. Han havde skrevet længe, men det var den, som for alvor fik ham til at »lette røven og komme i gang«, som han formulerer det.

»Jeg stod og kiggede mig selv i spejlet og tænkte ’Hvad fanden har du gang i? Du er 26 år gammel, Yahya Hassan er 18 år. Hvorfor har du ventet så længe. At der er en anden, der har skrevet den her bog og står alene, det kan du ikke være bekendt’. Han skulle ikke tro, at han var alene.«

Det var derfor en slags solidaritetserklæring, at Ahmad Mahmoud begyndte at skrive. Sådan rigtigt. Først skrev han et debatindlæg til Politiken, der blev udgivet i slutningen af oktober 2013, og senere sin historie. I 2015 udkom han med erindringsværket Sort land.

En insisterende stemme

Ahmad Mahmoud og Nilgün Erdem synes at have bemærket, at Yahya Hassans første digtsamling og debatterne, der fulgte i kølvandet på den, også skabte plads til flere forfattere fra minoritetsmiljøer på den danske litteraturscene. Samtidig steg antallet af ansøgere til Forfatterskolen kraftigt, efter YAYHA HASSAN udkom. I 2012 var antallet af ansøgere 336, i 2013 var det 354 – og i 2014 var det 448. Det kan pege på, at nogen er blevet inspireret til at skrive af den, siger forfatter Molly Balsby, der dimitterede fra forfatterskolen i 2013 og i 2018 udgav digtsamlingen Ponyprivilegiet.

»Måske blev flere opmærksomme på det poetiske sprog, eller på at litteraturen har behov for et større udvalg af stemmer og måder at skrive på,« giver Molly Balsby som en mulig forklaring. Hun erindrer, at de på skolen talte forventningsfuldt om bogen, der var på vej. Om en ny, litterær stemme. Yahya Hassan kom også selv ind på Forfatterskolen i 2013.

»Første gang, jeg læste YAHYA HASSAN, var, da den lige var udkommet. Jeg blev kastet bagover af dens voldsomhed. Det var som intet andet, jeg før havde læst. Det gør jeg stadig, handlingen og tematikkerne er så rå. Når man læser den, føles det, som om man læser en forfatter, der skaber sit sprog i realtid. I starten falder YAHYA HASSAN i en knækprosa-agtig form, men i takt med at man kommer længere ind i bogen, udvikler formen sig gradvist og bliver mere eksperimenterende og bevidst om sig selv.«

For Molly Balsby er det netop stemmen i Yahya Hassans forfatterskab, hun har været inspireret af. Talesproget. En stemme, der kan sige usympatiske ting, og som ikke er helten i egen fortælling. Hun har selv arbejdet med en stemme, der ikke altid er på den rigtige side, som også kan være hysterisk og vild.

»Det, som betyder meget for mig, er den insisterende stemme, der taler i forfatterskabet, der kan give sprog til præcis de tematikker, der findes i bøgerne. Det er et værk, der kan tale med den kriminelles stemme. Det der er så vildt med den her stemme, er, at den på ingen måde forsøger at pudse en glorie.«

Der er særligt ét billede, som Molly Balsby husker tydeligt, og som hun ofte har tænkt på fra YAHYA HASSAN, fordi det er både ømt og hårdt. Det er fra digtet »UDEN FOR DØREN«:

»JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN

OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN

APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT HÅND

HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER

DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN

DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME

MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM

SOM JEG VAR FOR MIN FAR«

»Yahya kunne noget helt særligt, som jeg sjældent møder i litteraturen: Han kunne trænge igennem al bullshit på en både rå, insisterende, nuanceret, sjov og øm vis, og på en måde, hvor jeg ikke betvivler sandhedsværdien af hans udsagn,« fortæller Hanne Højgaard Viemose.

Det er særligt digtsamlingernes voldelige univers, voldens anatomi, som både fremtræder troværdigt og uforsødet, som betyder meget for hende. Volden er aldrig pynt eller krydderi hos Yahya Hassan, fortæller hun.

»Yahya Hassan har alle de ulidelige og paradoksale nuancer med: Ømhed over for den voldelige far, forståelse for forældrenes udsathed på trods af deres svigt som forældre, forståelse for muslimers udsathed i verden, på trods af eget oprør mod Allah, forsøg på at lindre brorens smerte, selvforagt, vold mod sig selv, vold mod andre. Han kommer ud over en måde at se på vold som noget, der primært handler om at finde og dømme og fordømme en skyldig, og her synes jeg som oftest, medier og offentlig debat og rigtig megen litteratur er uformående.«

Det mod, Yahya Hassan skrev med, uden at skåne sig selv, har inspireret Hanne Højgaard Viemose.

»Grunden til at Yahya gør – det er umuligt for mig at sige ’gjorde’ – det så vanvittig stærkt, er den her forfærdelige kombination af at være et afsindigt begavet og følsomt menneske og så at have erfaringerne fuldstændig indgroet i eget system. Han gav os kæmpe store indsigter, hvis vi ellers kan tage imod dem uden at bruge dem til egne dagsordener. Alt det er til stor inspiration for mig, og jeg er knust og rasende over hans skæbne,« fortæller Hanne Højgaard Viemose. 

Mads Nissen

Uomgængelig digter

Simon Fruelund er digter og underviser på forfatterlinjen på Vallekilde Højskole. Det er han også i 2013, da Yahya Hassan begynder på skolen i januar, og derfor er det i rollen som hans underviser, han første gang støder på Yahya Hassans poesi.

»Jeg kan huske, at vi læste Peter Seeberg (dansk forfatter, 1925-1999, red.) i tekstlæsningsgruppen, som han sagde var ’betagende’. Det er ikke sådan et ord, mine elever plejer at bruge, vel? Det er sådan noget, der sidder fast i hovedet hos mig. At han både sagde ’betagende’ – og ’fuck dig’. Jeg kan huske, at han skrev et digt om alle de øgenavne, han havde fået igennem tiden. Et af dem var jetjager. Det husker jeg, fordi han havde så meget fart på, var rastløs og urolig.«

Han husker, at folk sad med tårer i øjnene, første gang han læste op af sine tekster til en tekstgennemgang. Nogle af dem kom med i YAHYA HASSAN.

»Det er tekster, man med det samme bliver oprevet og grebet af, fordi de har det her voldsomme stof og en klar, fyndig og direkte form. Det er sådan en no bullshit-stil. Det er meget usentimentalt, det er meget, meget hårdt og det er meget sjovt. Digtene er meget grænseoverskridende, tror jeg, for mange almindelige hvide, middelklassedanskere at skulle forholde sig til, på grund af deres kompromisløse ærlighed, hvor jeg’et heller ikke skåner sig selv. De giver et indblik i en verden, som det kan være bekvemt at lade som om ikke findes.«

»FEBRUARUFORUDSIGELIGHED« er et digt fra YAHYA HASSAN, som de læste i en tidlig version på skolen, som Simon Fruelund er særligt begejstret for.

»Det er en vild, collageagtig tekst med nogle vilde linjer«, beskriver Simon Fruelund. »Der står: »JEG ER EN VEN/OG JEG VIL HØJST SANDSYNLIGT RØVRENDE DIG«. Der står: »NOTÉR AT JEG ER BANGE«. Det er hårdt at læse i dag.«

Sparkede en dør ind

Yahya Hassan sparkede en dør ind til parallelsamfundet med YAHYA HASSAN, fortæller Ahmad Mahmoud. Digtsamlingen blev solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Til sammenligning er det ikke usædvanligt, at digtsamlinger trykkes i oplag på mindre end 1.000 eksemplarer. Det første oplag af YAHYA HASSAN blev trykt i 800 eksemplarer.

»Men den havde også sparket en dør ind til Danmark,« pointerer han med henvisning til en systematisk placering af mennesker med samme socioøkonomiske og sociale udfordringer i de samme områder. Digtsamlingen gjorde det nødvendigt at se de problematikker, det skaber i øjnene, mener han.

»Det, som Yahya Hassans poesi kan, er, at den kan pille alle de forsvarsmekanismer, du har lært at sætte op som menneske, af dig på et splitsekund, og så står du i virkeligheden meget sårbar, men du står der i dit fulde jeg, dit sande jeg, og bliver nødt til at se udfordringerne i øjnene.«

Men det er alt for simplificerende at kalde Yayha Hassans bøger for vidnesbyrd, understreger han.

»Han var ikke bare den brune digter, der kom ud af ghettoen. Han er en af Danmarks bedste digtere. Hans digtsamlinger har været så voldsom læsning med så stor effekt, også på samfundet, netop fordi det er så stor kunst. Yahya Hassan var sine digtsamlinger. Hans måde at opføre sig på, være på, og de ting han skrev om, kæmpede han jo også med, og det så man også i interviewene med ham. Man kan have mange forskellige blikke på digtsamlingen, der åbner og lukker den. Hans digtsamlinger er virkelig vigtige og dyrebare af denne grund, men det er der nok ikke alle, der ser,« siger Ahmad Mahmoud.

Yahya Hassans forfatterskab betyder også meget for ham på grund af de samtaler, bogen og den offentlige debat omkring den har affødt. På Greve Bibliotek arbejdede Ahmad Mahmoud i en overgang som computerassistent, hvor han blandt andet sad og spillede computerspillet World of Warcraft med de unge, der kom på biblioteket.

»Yahya Hassans digtsamlinger delte jo vandene. En dag hvor jeg var på arbejde, kom jeg hen til nogle unge, der talte om ham. En syntes, han var en forræder, en anden satte ham på plads og syntes derimod, han var sindssygt sej. Men det blev til en samtale om, hvad de unge kunne tænke sig i deres eget liv. Det er noget af det, hans forfatterskab har gjort. At han blev et navn med sine digte har også inspireret andre unge mennesker til at drømme.«

Simon Fruelund bruger også ordet uomgængelig om Yahya Hassans poesi. Der er ikke noget pensum på Vallekilde Højskoles skrivelinje, men ofte, fortæller Simon Fruelund, er eleverne bevidste om, at Yahya Hassan har gået på højskolen og spørger efter anekdoter. »Der kunne jeg jo godt sidde og fortælle som en gammel mand. Men det er jo mere relevant at hive digtene frem og tale om dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Tak for at delehistorierne. I Aarhus og deromkring - høres mange skønne rappende stemmer via de stærke 'rapakademier' i de store boligområder. Yahya Hassan var i en årrække blot en ud af flere talenter her. Åbn ørerne og lyt.

Espen Bøgh

Når nu virakKen omkring den Yahya Hassan har lagt sig efter hans korte liv og død, så kommer hverdagen tilbage og mæske også en erkendelse af, - "at så stor en digter var han altså ikke"!

Vist skreg han højt sige digte ud om de etniske forskelle der var mellem sit ophavs selvforståelse af deres mission for at fastholde fortidens livskultur, i stedet for at integrere sig i det danske samfund.

Meget af det har man/vi kunne læse om i Ahmed Mamhoud bog "Sort land" og eller i Sara Omars bog "Dødevaskeren" om en helt fremmed kultur i henholdsvis hjemmet i Askerød og fra Mellemøsten til Århus, der med næb og klør ville fastholde livskulturen fra deres oprindelsessted i Mellemøsten.

En livskultur, der for mange betød de reelt ikke boede i Danmark, forstået på den måde at vist boede de i en lejlighed i Danmark, men livskuturmæssigt boede de i det fremmed indenfor lejlighedens 4 vægge, og som ikke tillod noget eller nogen dansk påvirkning, udefra, alt sammen styret af hjemmet patriark, enevældigt og med hård hånd.

Hvor ejerskabet til familien var patriarkens og dennes familie på den maskuline side, - brødre, fætre, onkler osv., hvis patriarken bortfaldt af en eller anden årsag.

Et helligt religiøst ejerskab funderet i et religiøst vanvid om et ejerskab over andre mennesker, og deres liv, som helt fratager dem retten til selvstændige tanker og handlinger, som også indbefatter et ejerskab til og via et etnisk genkendeligt individ hvor familieskabet er ukendt, - men det etniske genkendelige er også tilstrækkeligt til at gøre krav på patriarkens indgriben overfor ukendte individer af etnisk genkendelige træk, som det også fremgår af ovennævnte bøger og deres fortælling og opvæksten i disse indelukkede miljøer.