Klassisk musikskole
Læsetid: 9 min.

Slagtøjsspiller Jakob Weber: »Jeg elsker også det ene, forløsende bækkenslag i en symfoni«

For slagtøjsspiller i DR SymfoniOrkestret Jakob Weber Egholm er de mange forskellige instrumenter en adgang til alverdens folkemusiktraditioner. Musikken er en måde at fortælle historier på, og det generer ham ikke, hvis hans bidrag til historien er et enkelt bækkenslag
For slagtøjsspiller i DR SymfoniOrkestret Jakob Weber Egholm er de mange forskellige instrumenter en adgang til alverdens folkemusiktraditioner. Musikken er en måde at fortælle historier på, og det generer ham ikke, hvis hans bidrag til historien er et enkelt bækkenslag
Kultur
22. maj 2020

Som barn var Jakob Weber Egholm vild med den rødskæggede, konstant trommespillende karakter Animal fra The Muppet Show. Det er en del af den forklaring, han giver på, hvorfor han i dag er slagtøjsspiller. En Animal-bamse pryder sofaen i den villa i Valby, hvor han bor med sin familie. Ifølge Jakob Weber Egholm taler rytmer til et menneskeligt urinstinkt:

»Urinstrumentet over alle, det er jo slagtøj. Man tog en knogle og slog på en udhulet træstamme, og det sidder jo fast i os. Vi kan lave bitte små raffinerede ting, men urinstinktet kommer stadig frem.«

Jakob Weber Egholm er slagtøjsspiller – eller janitshar, som sådan en også kaldes – i DR SymfoniOrkestret. Oppe på førstesalen øver hans kone, der arbejder samme sted, sig på violin.

– Hvad er det typisk for nogle mennesker, der spiller slagtøj?

»Vi griner nogle gange af strygerne, fordi de er flokdyr. De seksten førstevioliner i orkestret gør præcis det samme. Jeg gør jo aldrig det samme som nogle andre. Vi føler os lidt mere som individualister. Og vi forholder os måske lidt mere individuelt til verden – og til hvad dirigenten siger. Når han siger noget, skal man rette ind til højre. Men i det små kan vi stikke lidt mere ud og være lidt mere anarkistiske.«

Musiker: Jakob Weber Egholm

Uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og Conservatoire Superieur National de Musique et de Danse i Paris. Ansat som solo janitshar i DR SymfoniOrkestret siden 2017. Spiller også teatermusik og rytmisk musik i forskellige konstellationer.

Træblæserne og hornene beskriver Jakob Weber Egholm som orkestrets aristokrati. De sidder tættest på dirigenten, lige ved siden af strygerne. De har de store soloer og er dem, der spiller mest sammen med strygerne.

»Messingblæserne bag dem er lidt mere ligesom os, der er vi mere ude i noget ’skål, du gamle‘. I gamle dage var det efter sigende sådan, at man kunne høre glassene klirre omme fra messingblæserne og slagtøjsafdelingen, når dirigenten gav en instruks til obosoloisten.«

Som en legetøjsbutik

Slagtøjsspillere er ifølge Jakob Weber Egholm også nogle »blækspruttetyper«, som i stedet for at vokse sammen med et enkelt instrument spiller på en hel masse forskellige. I sit øvelokale i kælderen har han selv »alt muligt gejl«: bækkener, tamburiner, triangler og et almindeligt trommesæt. Skabe og kasser med rytme- og rasleelementer fra det meste af verden. Asiatiske tempelskåle og en gammel dansk togfløjte i træ, til når der skal spilles Københavns Jernbane Damp Galop af H.C. Lumbye.

Jakob Weber laver en trommehvirvel på sin lille runde øveplade og spiller en lille melodistump på sin vibrafon. Fire køller hvirvler rundt oven på vibrafonens metalplader. Vibrafonen og de andre såkaldte tastaturinstrumenter: klokkespil, marimba og xylofon, mestrer Jakob Weber i modsætning til mange andre trommeslagere, fordi han startede med at spille klaver. 

Ved siden af et glasskab med smølfer i står der en balinesisk gongong og en tamtam. Sidstnævnte har bare en dyb, drønende klang, mens gongonger er stemte og fås i bestemte toner. Jakob Weber slår på gongongen, der udsender et dybt a.

»Nu er den blevet lidt gammel i metallet, men i gamle dage, da jeg boede på Vesterbro, var det dejligt at sætte sådan en klang i gang, der klingede ud i gården.«

Mange af instrumenterne er ikke skabt til symfoniorkestre, men til alverdens former for folkemusik. Den alsidighed er også noget, han sætter pris på ved sin instrumentgruppe:

»Som slagtøjsspiller er man meget tæt på verdensmusikken, fordi man kommer verden rundt. Især når vi laver filmmusik eller moderne musik. Gongerne er fra Bali, mange af tamerne er fra Kina. Vores håndtrommer er afrikanske, caribiske og mellemøstlige. Nu har jeg ikke så meget her,« siger Jakob Weber og sætter en af ni kasser med instrumenter på plads.

»Inde på DR har jeg meget mere. Det er som at være i en legetøjsbutik.«

Hele den tyrkiske musik

At slagtøjsspillerne i et symfoniorkester kaldes janitsharer har også at gøre med deres forbindelse til den musik, der fandtes uden for Europa. Ordet er tyrkisk og blev i Osmannerriget brugt om »en slags beredent politi udstyret med trommer, bækkener, triangler og tamburiner, der kom larmende og skræmte fjenden med lydeffekter,« forklarer Jakob Weber Egholm og prøver med munden at give et indtryk af, hvordan det har lydt.

Instrument: Slagtøj

Fællesbetegnelse for symfoniorkestrets rytmeinstrumenter. I den tidlige wienerklassiske periode nøjedes man med to pauker. Siden da er flere og flere instrumenter kommet til.

I de første symfonier, der blev skrevet i begyndelsen af 1700-tallet, brugte man slet ikke slagtøj, fortæller Jakob Weber Egholm: »I folkemusikken, som var beregnet til dans, ballade og fester, var der altid trommer med. Men så opfinder man symfonien, som er lyttemusik, og der er slagtøjet ikke rigtig velkommen i starten. Det tålte sarte ører ikke.«

Orkestrene bestod af strygere og blæsere, og slagtøj blev kun brugt en gang imellem i en operaouverture, hvis der skulle bruges en effekt, noget storm eller tordenvejr. Slagtøjet kom først med i symfonien i 1824, da Beethoven skrev sin 9. symfoni. Her er der bækken, stortromme og triangel med i sidste sats.

»Det er ikke, fordi der er så meget at lave for janitsharen her, men Beethoven satte ligesom slagtøjet på som et krydderi, og det åbnede op for mere. Efter det begynder alle de store komponister så småt at bruge slagtøj. Tyrkisk musik – og tyrkisk kultur i det hele taget – kom på mode, og folk syntes, det var eksotisk og spændende med en triangel og tamburin, der larmer. Det er også her, den gamle talemåde ’og så kom hele den tyrkiske musik’ kommer fra. Det er, når slagtøjet sætter i gang.«

Et andet vigtigt tidspunkt i det klassiske slagtøjs historie er 1913, hvor Igor Stravinskij skrev Le sacre du printemps:

»Her er hele orkestret faktisk blevet til et slagtøjsinstrument. Det er rytmer og grooves, og det kører derudad. Fra da af er vores verden superspændende, og vi er superhippe. Når vi får nye noder fra nye komponister, er der altid enormt meget at lave for os. Men sådan var det ikke i gamle dage.«

Når de ældre damer gisper

Selv om man som slagtøjsspiller har kapacitet til at lave en masse larm, er det en instrumentgruppe, der nogle gange skal forholde sig i ro gennem det meste af symfonien. Jakob Weber Egholm har det fint med ventetid:

»Som slagtøjsspiller er det sådan, det er. Det er undtagelsen, at man er på hele tiden. Slagtøjet bruges ofte som krydderi. Men der er nogle kompositioner, hvor det er ekstremt. For eksempel spillede vi en symfoni af Anton Bruckner, hvor der er ét bækkenslag på en time og tyve minutter. En eneste node, der kommer efter fyrre minutter.«

Værk: Mahlers 6. symfoni

En myteomspunden senromantisk symfoni i fire satser, som er skrevet i Wien i 1903-4 og revideret i 1907. Kendt for de øredøvende hammerslag i fjerde sats, som blev reduceret fra tre til to, da Mahler selv fandt dem for ildevarslende.

Det ene bækkenslag er så til gengæld også en fornøjelse:

»Jeg elsker også det ene, kæmpestore bækkenslag i en stor symfoni. At sidde og vente på det dér klimaks. Der sidder et helt orkester på 100 mand og bygger op til det. Og så kommer der en kæmpestor forløsning, og man kan mærke folks entusiasme inde i koncertsalen, de sidder jo tæt på os. Det kan blive helt teatralsk, når man langsomt rejser sig og går hen og tager bækkenerne op på det rigtige tidspunkt. Nogle gange kan jeg mærke de ældre damer gispe efter vejret. Det kan jeg godt blive helt salig over.«

I sådan en situation spekulerer Jakob Weber Egholm ikke over, om det, han spiller, er svært eller nemt:

»Det er slet ikke i mine tanker. I sådan en Brucknersymfoni føler jeg, at det ene bækkenslag er det vigtigste. Det er det bedste sted i hele symfonien, og hvis det ikke var der, ville det være en kedelig koncert.«

Døden, der banker på

Da han som en del af sin opdragelse kom på musikskole i 2. klasse, var det trommer, han helst ville spille. Han begyndte dog med klaverundervisning, »for så kan man ligesom alfabetet,« og forsøgte sig kortvarigt med trompet, inden han i 4. klasse begyndte at spille trommer.

Som teenager spillede Jakob Weber Egholm i Københavns Kommunale Skoleorkester, der havde slagtøjsspilleren Uffe Savery fra Safri Duo tilknyttet. Han trak 7. klasse-eleven Jakob Weber Egholm til side og opfordrede ham til at tage timer hos sig. Det ville han godt:

»I min verden var de stjerner. Så det var lidt sådan: ’Wow, synes han, jeg er god? Så vil jeg gerne øve mig.’ Han fik mig virkelig til at øve mig. Det var de år, jeg virkelig øvede rigtig meget. Som er supervigtigt. Der var mange dage, jeg øvede otte timer om dagen.«

I gymnasietiden fik Jakob Weber Egholm et kæmpe fravær og var lige ved at komme op i fuldt pensum, fordi han turnerede Danmark tyndt sammen med sin morbror, der er saxofonist. De lavede skolekoncerter, hvor de spillede musik og fortalte historier. Han tænker stadig meget i billeder og historier, når han skal forstå musikken, han spiller:

»Det, vi bidrager med, er meget billedskabende. De store lækre melodier ligger hos violinerne eller træblæserne. Og trompeterne føler ofte, at de er helten. I meget af det klassiske repertoire er det slagtøjet, der forløser det hele. Det står for noget smukt og måske noget seksuelt også, en udløsning. Mange af vores instrumenter associeres med bestemte roller. Trianglen kan være som stjernedrys ud over det hele.«

Den komposition, Jakob Weber Egholm på min opfordring fremhæver som særligt fantastisk at spille for en slagtøjsspiller, fortæller også en drabelig historie. Fra sin telefon spiller han sidste sats af den østrigske senromantiske komponist Gustav Mahlers 6. symfoni fra 1904 og fortæller, at Mahler komponerede alt muligt sjovt slagtøjsmusik i sine symfonier.

»De er alle sammen fantastiske at spille for os. Der er tit koklokker, fordi han ville have romantik og idyl, som for ham var forbundet med alpelandet. Første gang jeg spillede det, tænkte jeg, det ikke passede ind. Men når jeg kommer ind i den verden, synes jeg, det er enormt smukt. Jeg kan næsten begynde at græde. Med de forskellige instrumenter får han billederne til at skifte hurtigt. Han bruger både de traditionelle instrumenter og finder på nye.«

Mahlers 6. symfoni kaldes også den tragiske symfoni og er et dystert værk, der paradoksalt nok er skrevet på det lykkeligste tidspunkt i Mahlers liv, fortæller Jakob Weber Egholm:

»Han var superforelsket og havde lige fået et barn. Og så skrev han den her meget tragiske symfoni, hvor sidste sats ender med tre store hammerslag. Han skriver selv i partituret, at det ikke skal være en metallisk lyd, men en stump lyd, som om det er døden, der banker på døren.«

Til at frembringe den lyd har Jakob Weber Egholm en kæmpe trækasse på ben stående ude på DR og dertil en træhammer med langt skaft, som han hamrer alt hvad han kan ned i kassen.

»Det giver et øredøvende brag, og det er fantastisk at spille. Meget sindsoprivende.«

Kort tid efter uropførelsen af Mahlers 6. symfoni, skete der det, at Mahlers datter døde, fortæller Jakob Weber. Og han mistede sit job som chefdirigent i Wien. Og han blev erklæret uhelbredeligt syg i hjertet. Mahler var overtroisk og sikker på, at han selv havde inviteret døden indenfor. Derfor fjernede han det sidste hammerslag i partituret:

»Når man spiller symfonien i dag, er der som regel kun to hammerslag, for man tør ikke spille det tredje,« fortæller Jakob Weber Egholm.

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Det er en sandhed med modifikationer, at der ikke blev benyttet slagtøj i symfonier før Beethovens 9. symfoni. Pauker er metalkedler med opspændt skind stemt i tonehøjder tilpasset musikken. De blev benyttet i orkestermusik allerede før 1700, oftest i sæt af 2. Det er oftest særlige musikere, ikke slagtøjsspillere, der spiller pauker i orkestrene. Det er nok derfor at Jakob Weber Egholm "overser" paukerne.

Anders Sørensen

Urinstinket er det, man påkalder sig, når man ikke kan andet.