Essay
Læsetid: 13 min.

Det søde liv og sex under solen: Filmhistorien svælger i drømmen om den hede, italienske sommer

Ugentligt viser medierne billeder af et coronaramt Italien i kollaps. Alligevel er det støvlelandet, mange vil drømme sig til, når udrejseforbud strammer og sommersolen bager. Det skyldes ikke mindst filmhistoriens vedholdende fremstilling af forførende italiensk sommer. Vores filmskribent har genset ti værker, der svælger i drømmen om ’la dolce vita’ under en bagende, sydeuropæisk sol, hvor forførelse og forfald gerne fletter fingre
Ugentligt viser medierne billeder af et coronaramt Italien i kollaps. Alligevel er det støvlelandet, mange vil drømme sig til, når udrejseforbud strammer og sommersolen bager. Det skyldes ikke mindst filmhistoriens vedholdende fremstilling af forførende italiensk sommer. Vores filmskribent har genset ti værker, der svælger i drømmen om ’la dolce vita’ under en bagende, sydeuropæisk sol, hvor forførelse og forfald gerne fletter fingre

Jesse Jacob

Kultur
22. maj 2020

Lastbiler på stribe i mørket, fyldt med menneskelig.

Det er et af de første gruopvækkende billeder, der dukker op på nethinden, når jeg tænker på Italien for tiden.

Men når mit sind strejfer støvlelandet, trænger også andre, mere behagelige billeder sig på. Romantiske billeder. Sexede billeder. Ikoniske billeder af smukke, fontænevåde kvinder og unge mænd i erotisk leg med fuldmodne frugter.

Hvor kommer de fra, billederne, der skaber så skærende kontrast til mediers fremstilling af et Italien i forfald?

Filmmediet kan i hvert fald tage sin del af æren, eller, om man vil, skylden. Gennem generationer har både Hollywood og den europæiske filmtradition fremelsket og bevaret forestillingen om la dolce vita i den kollektive, vestlige bevidsthed.

Og med analysebrillen på næsetippen og rødvin i hænde er jeg taget på en coronavenlig rejse foran fjernsynet efter fællesmotiver i ti visuelle værker (eller retteligt ni film og én serie), der alle rådyrker en glohed, italiensk sommer.

Da fravalget af fornuft samt den totale sanseovergivelse er udvalgets ubetingede mest populære motiv, lader jeg nydelsen lede mig på vej og starter helt ukronologisk rejsen med en saftig og smagfuld favorit: det ultimative guilty pleasure-trip Et hus i Toscana fra 2003 af Audrey Wells.

Gør rejsen efter og se filmene

  • Federico Fellini: ’La Dolce Vita’ (1960)
  • Luca Guadagnino: ’Io sono l’amore’ (2009)
  • Luca Guadagnino: ’Call Me by Your Name’ (2017)
  • Ryan Murphy: ’Eat Pray Love’ (2010)
  • Woody Allen: ’To Rome with Love’ (2012)
  • William Wylder: ’Prinsessen holder fridag’ (1953)
  • Aziz Ansari og Alan Yang: ’Master of None’, sæson 2 (serie, 2017)
  • Paolo Sorrentino: ’Den store skønhed’ (2013)
  • Bernardo Bertolucci: ’Forførende skønhed’ (1996)
  • Audrey Wells: ’Et hus i Toscana’ (1993)

I denne rendyrkede feelgoodklassiker spiller Diane Lane rollen som den forsmåede forlagsredaktør Franceska, der efter et årelangt ægteskab erfarer, at hendes mand er hende utro. Af frygt for at den efterfølgende skilsmisse skal transformere Francesca til en »tom skal« sender hendes veninde (spillet af Sandra Oh) hovedpersonen på en tur til det evigt solbeskinnede Toscana, hvor skæbnen (og drømmefabrikken Hollywood) vil, at hun impulsivt bruger alle sine penge på at købe og bosætte sig i et gammelt, faldefærdigt hus.

Huset er naturligvis en metafor for Franceskas egen sørgmodige tilstand ved ankomst. Ligesom den nedslidte, tomme villa skal hun nyrenoveres med kærlige hænder og fyldes med liv. Mens polske håndværkere slider med bygningsarbejdet, gør nye, behagelige italienske omgivelser, romancer og bekendtskaber, hvad de kan for at genopbygge amerikaneren.

Dagene fyldes med alle de klicheer, man kan forvente sig af en Hollywood-produktion under en bagende, toscansk sol. Olivenhøst i svulstige lunde glider over i appetitlige montager af Franceskas overdådige, italienske madlavningsprojekter. Dovent vindrikkeri i en solbeskinnet baghave følges op af besøg fra nye farverige venner og bekendtskaber, der opstår ubesværet og får den ensomme amerikaner med til store, italienske familiesammenkomster.

Lækre mættede farver, kombineret med et forventeligt udviklingsforløb, får hele molevitten til at glide ned som sød vin. Det er derfor med en vis beruselse, at man ved vejs ende erfarer, at alle drømme er gået i opfyldelse: Den italienske sommervarme har bragt gløden tilbage i amerikaneren, der nu stråler om kap med sit store, smukke hus, fyldt med liv, gæster og nye, uventede familiemedlemmer.

»Jeg fik alt, hvad jeg bad om,« siger Franceska, tilsyneladende selv ret paf over, at en vild, impulsiv beslutning om at købe et gammelt hus i Italien rent faktisk skulle vise sig at være svaret på alle hendes problemer.

Én ting mangler dog. Toscana har givet hende alt, på nær den store kærlighed. Men mon ikke også han lige når at gøre sin uanmeldte ankomst, før rulleteksterne rammer og sender mig med et suk tilbage til en grå, dansk virkelighed.

En pjækkedag i Rom

Efter sådanne to berusende timer begynder tømmermænd og tvivl at indfinde sig. Det er jo en dejlig tanke, at man kan undslippe problemer og bygge sig selv op som et hus i Toscana, men især én ting undrer mig: Hvordan hulen får Franceska det hele til at løbe rundt økonomisk, når hun tilsyneladende bruger det meste af sin tid på at drikke vin i baghaven og lave mad til sine håndværkere?

Her må man forstå, at tilværelsen i den italienske drømmefilm drives frem af lyst og ikke noget så trivielt som arbejde. Et fællestræk i de film, jeg får mæsket mig igennem, er en fremstilling af Italien som et slags (u)helligt sted, hvor sure pligter og ansvar på magisk vis fordufter. Det gælder for den sags skyld både de lange og de meget korte ophold.

Et skoleeksempel på sidstnævnte er William Wylers romantiske Prinsessen holder fridag (Roman Holiday) fra 1953. I filmen lægger Rom kulisser til en enkelt salig dag, hvor den ellers så dydige prinsesse Ann (Audrey Hepburn) stikker af fra et skema fuld af stive ceremonier for at tage på vild sightseeingtur med den charmerende reporter-i-forklædning Joe Bradley (Gregory Peck) som turguide.

Og hvilken pjækkedag hun får sig! Roms vartegn og must see-attraktioner byder sig forførende til, mens prinsessen drister sig fra den ene rebelske handling til den næste.

Fra morgenstunden markerer hun den søde, nyfundne frihed med en vild korthårsklipning hos en italiensk frisør, der flirter, så det driver. Dernæst erstattes morgenmad med en henslængt gelato på den solbeskinnede, spanske trappe, efterfulgt af champagnedrikkeri på en lille hyggelig fortovscafé.

Senere byder programmet blandt andet på vildt vespa-ræs i Colosseums overdådige skygge. Og sidst kulminerer vildskaben i løssluppen fest, slagsmål og flugt fra paparazzi og pligter gennem Tiberens mørke vande.

Her ved Tiberens bred når den perfekte dag sin perfekte afslutning med et forløsende kys mellem Ann og turguiden Bradley. Før sit eventyr i Rom havde den dydige prinsesse end ikke, som hun selv påpeger, været i enerum med en mandsperson. Nu sidder hun så der, drivvåd fra flodflugt og opildnet af en dag i trodsig vildskab, og råsnaver med en mand, hun netop har mødt.

Man kan vel næsten sige, at storbyen og sommervarmen har forledt det søde pigebarn. Men når dagen er slut, slutter frivoliteten imidlertid også. Festen er forbi, prinsessen vinker høfligt farvel, og det er nok også bedst, for som filmene også viser, kan det være decideret farligt at overgive sig til den ansvarsløse tilværelse i Rom for længe. Men den pointe vender jeg tilbage til.

Pizza, pasta, pesto

Lad os først se nærmere på Et hus i Toscanas antagelse om, at en tur til et solbeskinnet Italien kan kurere nogen fra at udvikle sig til en »tom skal«. Samme motivation er drivkraften i mange film fra bunken, hvor hovedpersonerne flygter fra det triste og grå for at få tanket lidt op på italiensk nydelseskur, bestående af vin og masser af kulhydrater.

I anden sæson af den amerikanske komedieserie Master of None (2017) rejser hovedpersonen Dev (Aziz Ansari) fra kærestesorgerne i New York for at dyrke sin interesse for det italienske køkken med et autentisk pastakursus i Modena.

Hvad newyorkeren forventer at møde i Italien fremgår tydeligt af de stakke af italienske filmklassikere og kogebøger, der flankerer hans seng under opholdet. Og minsandten om ikke hans forestillinger bekræftes i to fuldfede afsnit, spækket med herligt skamløs dyrkelse af både italiensk film- og madkultur.

Opholdet begynder med en art hyldest til den neorealistiske filmbølge. Under titlen »Tyven« skiftes seriens normalt varme farver ud med sort-hvide nuancer i et afsnit, hvor Dev mister telefonnummeret på en kvinde, han lige har scoret over en portion udsøgt pasta. Da hans telefon efterfølgende bliver stjålet, sætter en frugtesløs jagt a la Vittorio de Sicas Cykeltyven (1948) i gang. I ledtog med en buttet, ubehøvlet italiensk dreng løber Dev Modena tynd for at indhente tyven med telefonen og det nyscorede telefonnummer.

Neorealismens ånd opretholdes til det sidste, og missionen mislykkes. Men skidt pyt eller allora, som Dev lærer at sige på italiensk. Så kan han i stedet bruge resten af sit besøg i Italien på at rendyrke det, han oprindeligt kom efter. Farverne vender tilbage og kaster et blødt skær over scener med den madglade newyorker i fuld gang med at forme den perfekte tortellini og drukne sine sorger i nydelsesfulde indtag af pizza, pasta, pesto.

Fuck madskam!

Omstændig madlavning og nydelsesfuldt madindtag er et populært motiv i filmiske Italiensskildringer og står også øverst på menuen ved Julia Roberts første romerske pitstop i den amerikanske feelgood-odyssé Eat Pray Love fra 2010.

Ligesom Francesca i Et hus i Toscana er Roberts figurs rejse motiveret af en skilsmisse, der med hendes egne ord har efterladt hende ude af stand til at føle noget. De helt store følelser og åbenbaringer gemmer hun imidlertid til ’mere spirituelle destinationer’ som Indien og Bali. I første omgang handler det om at finde sig til rette som single, mens hun lærer nydelsens og dovenskabens kunst (la dolce far niente) med ostedryppende pizzaindtag i Napoli og smeltende gelato under solen.

Det er en stor nydelse i sig selv at se smukke Julia Roberts sidde alene og indtage en perfekt spaghetti all’amatriciana på en romersk gadecafé til tonerne af en mozartsk arie. Og man får da næsten lyst til at uddele en skål for filmdronningen, når hun med munden fuld af margherita-pizza stolt kan erklære, at Italien har bragt hende til det punkt på dannelsesrejsen, hvor hun er færdig med at tælle kalorier.

»Jeg er så træt af at sige nej og vågne op hver dag og tælle hver eneste ting, jeg spiste dagen før,« siger hun til en brødflov svensk veninde (Tuva Novotny) og slikker de sidste olierester af de pizzafedtede fingre for at sætte en stor, fed streg under pointen.

Dagen efter fejrer Roberts og den svenske veninde madskammen ved at købe nye, større bukser. Efter et livs slankekure har Italien lært kvinderne, at det er okay at slappe af og spise løs. Bare de ikke glemmer lektionen, når opholdet er forbi, og hverdagen igen rammer.

Sex under solen

»Når I amerikanere kommer til Italien, vil I kun have pasta og pølse,« siger en gammel, klog italiensk kone til Julia Roberts’ figur i Eat Pray Love. Roberts selv holder sig til pastaen. Men ellers skal jeg lige love for, at der bliver serveret pølse i de italienske drømmefilm, der befolkes af hvide, stive ’prinsesser’ med trang til en god omgang sex.

Francesca i Et hus i Toscana byder sig her som altid villigt til som pragteksempel. Efter at have modtaget flere beskyldninger for sin snerpethed lader hun sig endelig lokke til lidt lagengymnastik med den charmerende, italienske Marcello, der dog (som de fleste italienske mænd, forstås) viser sig at være en upålidelig sjuft. Vi ser ikke akten direkte, men så alligevel: Fra deres hede kys klippes til en brusende fontæne – et potent symbol på den seksuelle vækkelse og safternes frigørelse.

Den rigide kvindes seksuelle opvækkelse er også det altoverskyggende tema i den eneste decideret dårlige film på min liste: Bernardo Bertoluccis Forførende skønhed fra 1996.

Under taglinen »En sensuel rejse, du aldrig vil glemme« besøger den unge, smukke Lucy (Liv Tyler) sin families frigjorte venner på landet i Italien. Her i det idylliske sommerland keder man sig – trods masser af nøgenbadning og løsslupne fester – vist lidt. I hvert fald bliver omdrejningspunktet for tilværelsen hurtigt Lucys jomfruelige status og alt for romantiske tanker om den første gang.

Selv om Lucy gerne flirter og poserer topløs til både filmens interne og de eksterne beskueres store nydelse, giver hun ikke sådan efter for de mange, der byder sig til med råd og, ofte, uønsket bejleri. Meeen mon ikke det alligevel til sidst lykkes en heldig herre at trænge ind til romantikeren og igennem jomfruhinden?

Forbudte frugter

Jeg lader spørgsmålet hænge i luften og begiver mig fluks videre fra den dårligste film på listen til to af de bedste, der begge er instrueret af den italienske mesterinstruktør Luca Guadagnino.

Mange både kender og elsker Guadagninos populære filmatisering (2017) af André Acimans roman Call Me by Your Name om en hed, homoseksuel affære mellem den purunge Elio og den ældre, forførende Oliver. Til dem vil jeg anbefale også at se Io sono l‘amore (2009) om den fine og mådeholdne familiemor Emma (Tilda Swinton som endnu en stiv, hvid prinsesse), der lader sig føre på afveje af en mørk ung, fattig kok og ven af familien.

I begge film går mange af de ovennævnte temaer igen og slår sig til tider sammen i en række sansefulde billeder. Forbudt begær møder det italienske køkkens fortræffeligheder i billedet af Elio, der eksperimenterer seksuelt med en fersken, og af Emma, som lyser liderligt op ved første, skæbnesvangre bid af den unge koks dristige madlavning.

Få formår som Guadagnino at indfange et hedt italiensk landliv i levende billeder. I hans film forvandles det italienske sommerland til en paradisisk have, hvor omgang med forbudne frugter fører til erkendelser og grænseoverskridende seksuelle erfaringer. I paradiset kommer nydelsen dog ikke uden stor smerte. Elio genfinder aldrig sin barndoms uskyldige glæde, og Emma sætter familiens tryghed og velvære over styr.

Drømmenes stad

Fra det skoldhede sommerland hopper jeg sammen med et nygift ægtepar, Milly (Alessandra Mastronardi) og Antonio (Alessandro Tiberi) på firetoget med kurs mod Rom i Woody Allens To Rome with Love. Ved ankomsten til syndens hovedstad bliver alt vendt farceagtigt på hovedet for parret såvel som for resten af Allens kulørte karaktergalleri.

Det dydige, unge par er hinanden utro, mens den kedelige kontormus Leopoldo (Robert Benign) pludselig springer ud som kendis. Alec Baldwin i rollen som en aldrende arkitekt bevæger sig ned ad ungdommens og fristelsernes baggyder, mens Woody Allen selv spiller en irriterende pensioneret operainstruktør, der forsøger at transformere sin italienske svigersøns brusebadssyngende far til en ny Pavarotti.

Drømme og fantasier får frit løb i Allens Rom, der i sig selv ligner lidt af en drøm. Alle, der har besøgt den turistede storby, vil vide, at den, blandt alle sine herligheder, også er et mylder af affald, bilos og gadesælgere. Men under Allens barmhjertige colourgrading er oplevelsen naturligvis en anden.

Den amerikanske filminstruktør har for vane at eksotisere europæiske storbyer, så de ligner udklip fra en turistbrochure. Nattens Paris funkler i den stærkt romantiserede Midnight in Paris (2011), mens Barcelona selv indtager en rolle som den femte forfører i det sensuelle firkantsdrama Vicky Christina Barcelona (2008).

To Rome with Love er i den henseende bestemt ingen undtagelse. I Allens Rom er byen et charmerende solbeskinnet mylder af gadecafeer, fontæner og rustikke ruiner. Et perfekt bagtæppe for uforpligtende leg med forbudte sidespring i paparazzi-blitzens forførende skær.

Fellinis bittersødme

Efter det gakkede pitstop afslutter jeg min rejse, hvor ethvert besøg i drømmefilmens Italien burde begynde: hos mesterinstruktøren Federico Fellini og hans evige klassiker La Dolce Vita fra 1960.

Filmen, der i år ligesom instruktøren fylder rundt, er centreret omkring figuren Marcello (Marcello Mastroianni), en italiensk sladderjournalist og skørtejæger i et sort-hvidt og dog farverigt Rom. Egentlig drømmer hovedpersonen om at leve et mere dydigt liv som katolsk familiefar og stor romanforfatter. Men det hårde arbejde, som en opfyldelse af drømmene ville medføre, virker uendeligt urealiserbart i den forførende, syndige hovedstad, der konstant distraherer med sine flagrende kvindeskørter og overdådige fester.

Marcellos rejse er én lang fest og lidelseshistorie, der både dyrker fantasien om det søde, nydelsesfulde liv og samtidig udstiller dets underliggende meningsløshed. Det bittersøde mesterværk går, direkte og indirekte, igen som et spøgelse i samtlige af de andre fra min Odyssé.

Det dukker op som paparazziens bedrageriske, forførende blitzlys hos Woody Allen, personificeres i den promiskuøse, lidt sørgelige nye veninde Katherine i Et hus i Toscana og hænger ved som en lille bitter eftersmag efter Eat Pray Love’s og Master of None’s lækre, men også lidt uforløsende ædegilder.

På tide at tage hjem

Tydeligst er inspirationen dog i en anden, endnu unævnt film fra listen: Paolo Sorrentinos Oscar-vindende Den store skønhed (2013) om den engang store romanforfatter Jep Gambardella.

Som ung lykkedes det Jep at skrive én stor roman, før han blev for opslugt af Roms overdådige festscene til at kunne fortsætte sit virke som forfatter. I filmen driver den aldrende Gambardella rundt i et drømmeagtigt smukt, men vulgært Rom, hvor han sørgmodigt og ubeslutsomt stiller sig selv spørgsmålet, om det mon ikke var på tide at tage flugten hjem til landet, hvor han kommer fra.

Præcist som Fellini indfanger Sorrentino, hvad man måske kunne kalde ’det søde livs paradoks’. Filmene er på den ene side en dyrkelse af et drømmeagtigt Rom med de vildeste fester og den største luksus. På den anden side er de historier om længsel, meningsløshed, nostalgi og ikke mindst forfald.

Ved vejs ende slår det mig altså, at de to modstridende billeder fra min rejses begyndelse ikke nødvendigvis er uforenelige. Forfald og forførelsen er, så at sige, to sider af samme romerske mønt i et drømmenes Italien, som man gerne besøger, men også helst forlader igen.

Som Audrey Hepburn i Prinsessen holder fridag bør man høfligt vinke farvel og stoppe, mens legen stadig er god. Det er dejligt med ansvarsforladt løssluppenhed for en stund. Men man kan jo heller ikke leve af kulhydrater alene.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er det dog fattigt, at anskue Italien gennem Hollywoodske briller. 6 ud af de ti anbefalede film er amerikanske. Jeg ved godt, at sådan vil de unge jo ha' det - sandsynligvis fordi de ikke ved bedre, men altså pauvert er det.
Jeg sku' hilse og sige, at italienerne er bedre til at skildre deres eget land - også når det gælder sol og sommer og sex - end en flok amerikanere på en badebillet.
Typisk for redaktionen af kulturtillægget, at USA er det alting ses igennem, og at der her ophobes en stribe amerikanske film førend der er plads til landets egne: Bertolucci og Fellini, der lige nåede at komme med som nr. sjok.
I øvrigt er La Dolce Vita ikke en film, der får en til at mindes den italienske sommer. Filmen foregår om efteråret og vinteren. Det eneste, i filmen der minder om noget sommerligt er scenerne fra stranden i Ostia, men det er så alt, og enhver, der har været på en italiensk strand om sommeren vil vide, at det er ikke dét filmen beskriver. Niente. Nada.
Få skribenten til at læse på lektien, så vil hun opdage en perlerække af instruktører, der viser landet på ALLE årstider, og gør det langt bedre end den flok hollywood-instruktører, der fylder det meste af plads.
Må jeg anbefale flg.: De Sica, Rossellini, Antonioni, Pasolini, Tornatore, Visconti - men der er mange flere.

Søren Dahl, Maj-Britt Kent Hansen, Jakob Houmann Mortensen og Gert Hansen anbefalede denne kommentar