Stine Pilgaard: Min redaktør er ligesom en litterær ægtefælle

Ved et rundt lyst træbord i Stine Pilgaards stue står to almindelige spisebordsstole – og en kontorstol. Her sidder hun altid, når hun skriver. Det gjorde hun også i midten af september, da en sms fra en forfatterkollega pludselig tikkede ind.

»Hvad sker der for dit forlag?« skrev han. Stine Pilgaard havde ikke opdaget, at der skete noget. Fra sin plads i den lyse stue i Velling, tæt ved Ringkøbing, kunne hun læse i endnu en sms fra kollegaen, at hendes forlag, Rosinante & Co., var blevet fusioneret ind i Gyldendal.

»Hvad fuck sker der?« tænkte hun og ringede til sin redaktør, Louise Kønigsfeldt. Hun var også forvirret over det hele, og fortalte hun havde sagt ja til en stilling på Gyldendal.

Stine Pilgaards telefon begyndte at vibrere med sms’er fra venner og bekendte i forlagsbranchen. Alle var forvirrede. På de sociale medier var mange sure og chokerede, men Stine Pilgaards fokus var et helt andet sted.

»Jeg må indrømme, at det, der fyldte for mig, var min egen bog, og hvor Louise skulle hen. Det var det, jeg var fokuseret på. Jeg ville bare gerne vide, om jeg stadig havde Louise,« siger forfatteren.

Louise Kønigsfeldt har været Stine Pilgaards redaktør på alle hendes tre romaner, Min mor siger, Lejlighedssange og Meter i Sekundet. Sidstnævnte udkommer i dag.

Redaktøren kender Stine Pilgaards romankarakterer næsten ligeså godt som forfatteren selv. Det er hende, Stine Pilgaard diskuterer sine mange ideer med, og som hun ringer til, hvis hun i sidste øjeblik bliver i tvivl om en romans afslutning. Alligevel har Stine Pilgaard aldrig takket Louise Kønigsfeldt i sine romaner, som forfattere ellers ofte gør.

»Jeg har det, som om det ville være det samme som at takke mig selv. Jeg synes, hun er så stor en del af bogen, at det ville være arrogant at skrive tak til hende, som om hun var noget udefrakommende. Jeg kunne ikke have lavet bøgerne uden hende,« siger hun.

Sprogets ensomhed

Gennem avisartikler og tv-udsendelser får vi indimellem lov at kigge ind i forfatterens værksted, men forholdet mellem en forfatter og en redaktør får vi meget sjældent et indblik i. Det har Information nu fået. Mens Stine Pilgaard lægger de sidste måneders arbejde i sin tredje roman, der har været fire år undervejs, har vi fået lov at kigge hende og hendes redaktør over skulderen.

Forfatteren arbejder især på at skabe flere nuancer i nogle af romanens karakterer, da Information første gang taler med hende. Det er i midten af december 2019. Egentlig skulle romanen have været sendt til opsætning nu, men udgivelsen er blevet udskudt på ubestemt tid, indtil situationen omkring et eventuelt forlagsskift er afklaret. Det har generelt været et underligt efterår, fortæller hun.

I starten af november sendte hun sidste version af manuskriptet til sin redaktør, der straks gik i gang med at læse det og indimellem sendte en sød besked til Stine Pilgaard: »Ej, hvor ser det godt ud.« »Jeg elsker det.« Den slags opmuntrende ting.

Men i et par uger hørte hun pludselig ikke fra hende, før hun den 25. november fik en mail fra Gyldendal. Louise Kønigsfeldt havde sagt op, fordi hun havde valgt at tage imod et jobtilbud fra det nye forlagsinitiativ Gutkind, stod der. Stine Pilgaard håbede bare, at hun endnu engang kunne følge med. Det kunne hun. Gutkind ville gerne have hende, og Gyldendal ville gerne løse hende fra kontrakten, så hun kunne følge sin redaktør.

»For mig er Louise ligesom en litterær ægtefælle,« siger Stine Pilgaard som forklaring på, at hun valgte at skifte til det nye forlag.

Men hun har ikke talt med Louise Kønigsfeldt siden starten af november. Af forskellige årsager omkring redaktørens ansættelsesforhold kan de ikke have kontakt, før Louise Kønigsfeldt er fri af sin kontrakt med Gyldendal den 1. januar.

Heldigvis var det manuskript, Stine Pilgaard afleverede til Louise Kønigsfeldt i november, tæt på færdigt. Der var styr på alle spor og karakterer. Romanen havde for alvor fundet sin form, og det var i høj grad Louise Kønigsfeldt, der havde kunnet se, hvad der gennemstrømmede den. Tilbage i oktober havde hun peget på et ord i manuskriptet og sagt: »Det er dét, den handler om.« Ordet var ’samtalesorg’. »Det er dét, alle dine bøger handler om, Stine,« havde hun så sagt.

For Stine Pilgaard indrammer ordet ’samtalesorg’ den ensomhed, der er forbundet med sproget. Sproget er det redskab, vi har til at nærme os andre mennesker og komme ud af vores ensomhed, men samtalesorgen dækker også over et forsøg på at række ud og muligheden for at blive misforstået.

Det var, efter hun havde sendt nogle nye tekster til Louise Kønigsfeldt, at redaktøren sagde det. Den ene del af teksterne var scener, hvor fortælleren afleverede sin etårige søn hos dagplejemoren Maj-Britt. Det udviklede sig altid til situationer, hvor fortælleren var meget opsat på at smalltalke, men altid gik over grænsen. Den anden del var en række fantasier om at udspionere Anders Agger, som fortælleren var betaget af på grund af hans evne til at tale med alle slags mennesker.

For Stine Pilgaard selv var det bare nogle lidt gakkede tekster, men Louise Kønigsfeldt tog dem meget alvorligt.

»Hun kunne se en smerte, jeg ikke selv kunne se. Hun synes, at de var vigtige. At der var meget på spil følelsesmæssigt, fordi det var nogle af de eneste tekster, hvor fortælleren ikke bare observerer andre mennesker, men rækker ud efter dem,« siger forfatteren. »Det ville jeg aldrig selv have set.«

»Det er Maj-Britt- og Anders Agger-sporene, der bærer bogen, for de handler om samtalesorgen,« havde Louise Kønigsfeldt sagt til Stine Pilgaard.

Da hun sagde det, sagde det bare »kliiing«, fortæller Stine Pilgaard. »Jeg vidste bare, hun havde ret.«

Det betød, at forfatteren kunne begynde at organisere romanens mange forskellige elementer – brevkassetekster, højskolesange og scener, hvor vi følger fortælleren – så de blev hængt op på et skelet af Maj-Britt- og Anders Agger-tekster.

Faktisk ligger der fire ufærdige romaner til grund for den endelige, fortæller Stine Pilgaard. I 2017 begyndte hun at skrive på en roman om bedemænd (»Du skal ikke spørge mig om hvorfor, for jeg ved det ikke.«) Hun kasserede ideen og begyndte at skrive en brevkasseroman. Den led samme skæbne. Det samme gjorde en roman om en mødregruppe og en om at tage kørekort. Men hver især indfangede de ufærdige romaner nogle vigtige ting. Dem besluttede hun sig for at plukke ud og arbejde videre med i en ny roman.

»Jeg har været meget optaget af at være midt i 30’erne,« fortæller Stine Pilgaard om arbejdet med romanen, »det er som om tiden rykker nærmere, det tab der er i ens drømme og håb for hver dag, der går. Hvor svært det er at balancere venskaber, når man er voksen og også har sin egen familie«.

For fire år siden flyttede hun fra København til Velling i Vestjylland. Netop det at skulle falde til et nyt sted og skabe nye relationer, er et gennemgående tema i bogen, ligesom det at få et barn, som hun selv fik for tre år siden.

»Jeg tror, jeg lever mit liv og går gennem min verden, mens jeg prøver at forstå den løbende, og jeg forstår nok bedst, når jeg skriver mine tanker ned,« siger hun.

Som forfatter bliver Stine Pilgaard ofte fremhævet for sine præcise iagttagelser af samspillet mellem mennesker, vores kommunikation med hinanden, både når den lykkes, og når den kæntrer. Og så bliver hun altid fremhævet for den humor, hun leverer sine iagttagelser med.

»Jeg har en rimelig kraftig iboende munterhed i mig. Jeg synes, at verden er sjov, og jeg vil selv sige, at jeg har et fint blik for de groteske situationer, der findes. Det skriver jeg på, og den der boblende tone falder mig meget naturlig,« siger hun.

I Meter i sekundet følger vi fortælleren, en kvinde midt i 30’erne, som er flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste og parrets søn. De bor ved siden af Vestjyllands Højskole, hvor kæresten underviser. Fortælleren er brevkasseredaktør på det lokale dagblad og kæmper både med at tage kørekort og skabe nye relationer. Men vestjyderne taler i kortere sætninger, end fortælleren er vant til, og set fra sidelinjen er fællesskabet på højskolen en triviel teaterforestilling. Alligevel begynder både vestjyderne, højskolen og de mange køretimer at kravle ind under huden på fortælleren.

En totalt brilliant idé

Udskydelsen af romanen har givet Stine Pilgaard tid til at forfine den yderligere. Her midt i december er der særligt en af karaktererne, hun ikke er tilfreds med. Det er højskoleeleven Emma. Hun er en vred ung kvinde, der fandme ikke vil finde sig i noget, som Stine Pilgaard selv formulerer det. Men hun er bekymret for, om Emma er for karikeret.

»Højskoleeleverne i romanen er jo nemme at gøre grin med, fordi de er unge og har store drømme og er lidt naive. På en måde lever de i et fjollet, modstandsløst univers, men jeg synes også, at de er mere end det. Jeg kunne godt tænke mig at gøre Emmas portræt mere nuanceret, så hun ud over at være ung højskoleelev og ikke lige så pisseklog som mig også får noget andet. Der skal være et eller andet, hun er vildt god til,« siger hun.

Det kan være, fortælleren ser Emma sidde alene i skoven og spille guitar, foreslår Stine Pilgaard. Eller at hun passer fortællerens barn, når det virkelig brænder på.

Men det er, som om scenerne med Emma ikke vil lade sig skrive. Inspirationen er der ikke. Derfor forholder Stine Pilgaard sig afventende. Hun vil høre, om Louise Kønigsfeldt også mener, at Emma mangler noget.

Hun har også arbejdet på en anden idé, mens hun har siddet alene med romanen.

»Jeg fik den her, synes jeg stadig selv, totalt brilliante idé, at bogen skulle inddeles i vejskilte.« Hun går begejstret i gang med at fortælle.

Bogens tre dele skal illustreres af hver sit vejskilt, som afspejler indholdet i delen. Del et, »Natur plus nutid«, skal have et vejskilt med en ko for at illustrere mødet med naturen og parrets søn, som ikke vil sige andet end »muh«. Del to, »Dagen og vejen«, skal illustreres med et rundkørselsskilt for at indikere, at fortælleren prøver at tage kørekort, men også at det handler om at være i et parforhold, hvor tingene gentager sig selv. Del tre, »De korte sætningers land«, skal have et p-skilt for at indikere, at fortælleren falder mere til og for alvor slår sig ned.

»Okay, jeg synes, det er en sygt genial idé,« siger hun igen. »Men nu må vi se, hvad jeg synes om en måned. Jeg synes nemlig altid, mine ideer er sygt geniale, indtil jeg ikke synes det mere.«

Noget at vende tilbage til

I midten af januar er Stine Pilgaards situation en helt anden. For det første er hun blevet gravid, og for det andet har hun nu skiftet Gyldendal ud med Gutkind. Både hun og Louise Kønigsfeldt er nu fri af tidligere kontrakter, og et par dage forinden har Stine Pilgaard netop fået et opkald fra Louise Kønigsfeldt. Da hun hørte, det var hende, begyndte hun at græde.

»Nu kunne jeg høre, det ville blive til noget. Hun lød som sig selv. Der var noget at vende tilbage til,« fortæller Stine Pilgaard.

Louise Kønigsfeldt sagde, at hun savnede hende og glædede sig til at se hende igen. Hun ville gerne have den nyeste version af manuskriptet.

»Send det, du har. Der står Stine ud over hele min kalender,« sagde redaktøren i røret.

De har aftalt at mødes i København den 22. januar for at gennemgå manuskriptet side for side og spise middag sammen. Efter to måneder alene med romanen har Stine Pilgaard brug for redaktørens blik på det, men også for opbakning og støtte.

»For at være helt ærlig, har jeg brug for, at hun roser mig. Jeg har brug for, at hun synes, den er god,« siger hun og fortæller, at Louise Kønigsfeldt allerede har skrevet, at hun er i gang med at læse manuskriptet, og at hun elsker det.

»Hun skrev bare to sætninger, for hun ved godt, jeg sidder på pinde og tjekker mails hele tiden. Så skrev jeg tilbage: ’Nå fint, Kh. Stine’,« siger hun og griner af sin egen indstuderede ligegyldighed.

Boblende humor og kæmpe alvor

Det er blevet den 22. januar. Stine Pilgaard og Louise Kønigsfeldt skal mødes, og jeg har fået lov at være med. Det nye forlag er nemt at finde. Navnet ’Gutkind’ er allerede prentet på en messingplade på den hvide husmur i Læderstræde i det indre København. Til gengæld virker dørtelefonen endnu ikke, så Louise Kønigsfeldt kommer ned for at lukke mig ind. Det er en energisk kvinde, der dukker op ved døren.

»Hej. Velkommen til – spændende, at du ville komme,« siger hun, smiler og rækker hånden frem. Hun er iført mørkeblå nederdel, T-shirt og multifarvede sneakers med pink snørebånd. Et par solbriller er skubbet op i det korte hår. Hun går rask op ad trapperne til tredje sal.

Ud over at være Stine Pilgaards redaktør er 44-årige Louise Kønigsfeldt også redaktør for blandt andre Helle Helle, Tine Høeg og Vita Andersen. Før Gutkind og Rosinante & Co. var hun ansat på Samlerens Forlag, og i 2018 blev hun hædret med prisen som Årets redaktør ved Blixenpris-uddelingen.

Gutkind ligner ikke et forlag eller bare en arbejdsplads. Her er ingenting. Ingen bøger, skriveborde, stole, lamper, papirer eller mennesker. De fem rum samt køkken og toilet er nyistandsatte, og der dufter af maling og friskt træ. På køkkenbordet ligger nøglekvitteringen stadig, og i hjørnet står en efterladt spand maling og et par malerruller.

Forlaget startede op den 1. januar, men flytter først ind i bygningerne i midten af februar. Alligevel synes Stine Pilgaard og Louise Kønigsfeldt, det kunne være sjovt at holde mødet her. Derfor har Louise Kønigsfeldt taget tre klapstole og et lille havebord med hjemmefra, som hun har placeret på et tæppe i midten af det ene rum, hendes kommende kontor.

»Jeg kan altså ikke byde på kaffe,« siger hun. Her er hverken kopper, kaffe eller kaffemaskine, fortæller hun og griner højt. Til gengæld har hun købt smoothies og scones.

På den anden side af havebordet, over for Louise Kønigsfeldt, sidder Stine Pilgaard. Hendes lange kastanjebrune hår falder ned over en sort bluse med orange prikker. I ørene har hun to turkise søheste. Bukserne er lyse og ternede, og skoene har hun taget af.

Louise Kønigsfeldt starter med at rose hende.

»Jeg synes, det er en fuldstændig vidunderlig bog. I min øjne er den virkelig helstøbt nu. Jeg synes, du er fuldkommen virtuos i den spændvidde, du har. Helt ned på sætningsniveau er der humor, kærlighed, solidaritet, klogskab og skarphed. Du færdes fuldstændig ubesværet i hele spektret hele tiden. Der er en boblende humor under alting, men også en kæmpe alvor.«

Redaktøren har placeret det ene ben over det andet og svinger det øverste lidt frem og tilbage. Stine Pilgaard har også lagt benene over kors og sidder nu lidt tilbagelænet på havestolen. Foran sig har de begge en stor stak papirer – det udprintede manuskript. Med en blyant peger Louise Kønigsfeldt indimellem ned i det og læser en passage op. Stine Pilgaard lytter opmærksomt til alt, hvad hun siger. Redaktøren fortsætter med at rose.

»Du har et utrolig kærligt solidarisk blik på dine medmennesker, som gennemsyrer alting. Alt det, der er satire, er solidarisk og kærligt, fordi det også rammer fortælleren selv. Det bliver aldrig udpegende.«

Det er noget af det, der ligger Stine Pilgaard meget på sinde. Hun er nervøs for, at nogle vil tro, at hun skriver med en foragt. At bogen får karakter af ’ung akademiker flytter til Vestjylland og udstiller de eksotiske og underlige dyr, der bor der’. Det er nemlig alt andet end hensigten. Selv ser hun bogen som en hyldest til Vestjylland. Alligevel oplever hun ofte, at humoren i hendes bøger bliver misforstået.

»Forfattermæssigt er min sorg, at jeg tit bliver opfattet ironisk. Folk tror nogle gange, at jeg er mere sarkastisk, end jeg egentlig opfatter mig selv. Jeg synes, det er pissealvorligt, det, jeg skriver om,« siger hun.

Det er netop i denne dobbelthed, at Louise Kønigsfeldt ser Stine Pilgaards helt store styrke.

»Det kan godt være alvorligt og humoristisk på samme tid. Det er dét, der er så få forundt at kunne, men det kan du, Stine, på en fuldstændig vild måde. Der er en humor i dit blik på alt. Billedet af at bevæge sig gennem verden med …«

»… med popcorn,« siger Stine Pilgaard med henvisning til en passage i sin anden bog, hvor fortælleren ’går gennem verden med popcorn og cola’, som om tilværelsen var en biograf.

Louise Kønigsfeldt fanger referencen med det samme og fortsætter:

»… med popcorn og cola og lanterner, der lyser,« siger hun og griner. Deres stemmer runger i det tomme rum.

Stine Pilgaard har noteret nogle ting, hun gerne vil vende med Louise Kønigsfeldt. Hun tager sin computer op fra gulvet og placerer den på sine lår. Kan der være en højskolesang i bogen, der hedder »Efterårssang uden blæst«, og så starter den med, at der er et flag, der vajer – der er jo ikke nogen vind? Vil læseren komme til at blande Velling og Ringkøbing sammen? Skal sangene i romanen have undertitler? Og så er der Emma. Bliver hun for skinger? Der må gerne være en blidhed over hende.

Louise Kønigsfeldt afbryder Stine Pilgaards tankerække og foreslår at sætte Emma i spil i en af de scener, der allerede er der. Kan hun ikke være med i den scene i spisesalen, hvor sønnen får et fiskeben galt i halsen? Løbe hen og redde ham eller være den første til at se det?

Stine Pilgaard bliver stille. Som om hun hurtigt gennemtænker, hvad det vil betyde for romanen, hvis Emma er med i den scene.

»Det kunne fandeme være en god ide,« siger hun så. »Også fordi det er uselvisk. Jeg vil nemlig gerne have, at der er noget rent ved hende, som ikke handler om, at hun er sur, men som sådan …«

»I sin egen ret,« siger Louise Kønigsfeldt.

»Ja,« siger Stine Pilgaard og tænker. »Ja, for hun skal lige have lidt mere. Det er en god idé, Louise.«

De taler indforstået om teksterne og omtaler dem som ’købmandsteksten’, ’teksten om normalitet’, ’muh-teksten’, ’Kvicklyteksten’. Stine Pilgaard jonglerer ubesværet med scener og replikker og vender ikke altid siderne i manuskriptet for at følge med i Louise Kønigsfeldts gennemgang. Anders Agger-sporet skal starte tidligere, fordi det sparker noget i gang, mener Louise Kønigsfeldt, og Stine Pilgaard skriver ’at’ alt for meget i sine replikker, synes hun.

»Velkommen til det danske sprog,« siger Stine Pilgaard trodsigt.

»Velkommen til talesprog,« siger Louise Kønigsfeldt med det samme. »Sig mig, var det ikke Politiken, der skrev, du var replikkernes mester?«

Alt efter hvor enig Stine Pilgaard er i Louise Kønigsfeldts feedback, kalder hun hende for »verdens bedste redaktør« eller »naziprinsessen«.

Louise Kønigsfeldt har allerede set vejskiltene i det nyeste manuskript.

»Vi skal have fundet nogle ordentlige skilte. Kan vi ikke finde en grafiker eller kan Leo (en grafiker, Stine Pilgaard har brugt til sine tidligere bøger, red.) tegne noget?« spørger Stine Pilgaard ligeud.

»Ja,« siger Louise Kønigsfeldt og tøver. »Men skal de med Stine?« siger hun så.

Stine Pilgaard kigger lidt chokeret på Louise Kønigsfeldt. »Det er skidesjovt,« siger hun så.

»Ja,« siger redaktøren, tydeligvis ikke overbevist.

»Det er skidesjovt.« Hun lægger tryk på ’er’. »Louise, nej, prøv lige … Det er sjovt. Det er en ko,« siger hun og holder vejskiltet med koen op. »Muh.«

»Ja, det kan jeg godt se,« siger Louise Kønigsfeldt og griner halvhjertet.

»Ej, hvorfor kan du ikke se, det er sjovt? Er du klar over, hvor meget jeg har grinet? Jeg er fuldstændig sikker på den her idé. Du har jo rigtig tit ret i det, du siger, Louise. Jeg vil sige i 98 procent af tilfældene, men der er altså to procent, hvor jeg bare ved, jeg har ret, og det har jeg lige nu.«

Louise Kønigsfeldt griner. Hun synes, det er for pointeret, og efter lidt diskussion mener hun, de skal lade emnet ligge for nu.

»Jeg er chokeret. Det er en af mine bedste ideer,« siger Stine Pilgaard. Det er Louise Kønigsfeldt uenig i.

Efter to timer må de give op. Det er blevet mørkt, og de når alligevel ikke igennem manuskriptet i dag. De har vendt 20 sider ud af romanens 138. De er sultne, og Stine Pilgaard er »knaldtræt«.

Det skal både være plat og fint

Vi har aftalt, jeg skal besøge Stine Pilgaard i Velling. Jeg finder vej til et rødt parcelhus ved siden af Vestjyllands Højskole og parkerer i indkørslen.

Stine Pilgaard dukker op i døren kun iført trusser og en sort bluse.

»Du er tidligt på den,« siger forfatteren. Klokken er 8.55, og vi har aftalt, at jeg skulle komme klokken 9. »Jeg hopper lige i nogle bukser,« siger hun.

Køkkenet, spisestuen og stuen er ét stort lyst rum. To vægge er dækket af bogreoler fra gulv til loft, og gennem fire store vinduer er der udsigt til haven.

Stine Pilgaard kommer ind, fuld påklædt. Mørke grå cowboybukser, sort bluse, strømpesokker. Hun tørrer en klud over bordet, hvor hendes treårige søn har spist havregryn, sætter kaffe over og begynder at fiske dej op af en skål og placere det i boller på en bageplade.

Hun går afslappet frem og tilbage i køkkenet, mens hun fortæller om et lokalt initiativ for kunstnere, som hun beundrer. Selvom romanens fortæller har flere ligheder med Stine Pilgaard selv, har forfatteren ingen problemer med at samtale med andre mennesker. Tværtimod. Rollefordelingen med journalist og interviewperson bliver hurtigt byttet rundt, og Stine Pilgaard vil høre, hvordan jeg oplevede mødet på Gutkind, hvad jeg synes om det, jeg har læst af romanen, og generelt bare hvordan jeg har det.

Det er den 20. februar, og det er en måned siden, mødet med Louise Kønigsfeldt på Gutkind fandt sted. Stine Pilgaard har brugt tiden på at rette de sidste ting i romanen. Emma er blevet skrevet ind i scenen, hvor fortællerens søn næsten bliver kvalt i et fiskeben.

»Det var virkelig godt set af Louise. Emma retter en opmærksomhed mod barnet, som ikke engang forældrene har. Det er meget omsorgsfuldt. Nogle gange overdriver jeg tingene. Jeg havde tænkt, vi skulle have en scene i skoven, hvor Emma sidder og spiller guitar. Altså, hvorfor fuck skulle vi dog det?« siger hun, som om det pludselig er åbenlyst, at det er en dårlig idé.

Hun har sat sig i den grå kontorstol og placeret det ene ben over det andet. På bordet ligger hendes notesbog. ’You can do it’ står der på forsiden over et billede af en kvinde, som viser sine overarmsmuskler frem. Over forfatterens hoved på den hvide væg hænger et indrammet billede af en søhest. Det er et kort, Louise Kønigsfeldt engang har sendt til hende, fordi hun ved, at Stine Pilgaard samler på søheste. 

Vejskiltene har de diskuteret meget den sidste måned. Jo mere hun hørte på Louise Kønigsfeldts argumenter, om at de punkterede poesien i overskrifterne på bogens tre dele, jo mere syntes hun, at redaktøren havde ret.

»Jeg har tendens til at overgøre ting nogle gange. Jeg kan godt være sådan lidt ’mere mere mere vil have mere – vi skal have sange, vi skal have brevkasser, vi skal have skilte’. Derfor skal jeg også lytte, når Louise prøver at stoppe mig,« siger Stine Pilgaard.

I mellemtiden havde Louise Kønigsfeldt ændret holdning. Nu syntes hun, de skulle med. Stine Pilgaard mistænker hende for, at hun måske har følt, hun blandede sig for meget. Forfatteren besluttede, at skiltene ikke skulle med.

»Jeg er ligeglad med, om noget bare er plat, for jeg er sgu plat. Men hvis det platte ødelægger noget, der er fint, så er det ærgerligt. Jeg skulle bare have lidt tid, før jeg kunne se det. Du ved, når man har en god idé, skal man lige dræbe den langsomt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg svinger mellem, at jeg gerne vil lave noget, der er fint og har en vis poesi, men jeg vil også gerne have det groteske med. Det er en balancegang, og jeg kan ikke altid selv se den.«

Da Stine Pilgaard modtog omslaget til bogen, var der et vejskilt med en ko på bogens bagside og et lille rundkørselsvejskilt på bogens ryg. Det var en overraskelse.

»Jeg blev rigtig glad. Det var vildt sødt gjort af Louise,« siger hun.

Stine Pilgaard har også brugt tid på at fjerne en masse ’smiler’, ’mens’ og ’nikker’ i manuskriptet. Hun har mange replikker, og derfor bruger hun de ord meget, som overgang til den næste replik.

»Louise var sådan: ’Ej, de nikker meget.’ Så var jeg sådan: ’Ej slap af, man må godt nikke.’ Så søgte jeg på det i manuskriptet. 87 gange!«

Så nu ’peger’ nogle af dem i stedet for, eller også slutter sætningen, inden de når at nikke.

Min ven og mit heppekor

Det meste af romanen er blevet skrevet ved det runde bord, hvor vi sidder nu. Der kan Stine Pilgaard bedst lide at arbejde. På en typisk dag står hun op kl. 5.30, laver kaffe og prøver at lade være med at tænke, men i stedet mærke efter, hvor hun er, hvad der interesserer hende. Det kan være en sætning, eller en følelse. Så skriver hun løs uden at stoppe i 10-12 minutter og gentager øvelsen tre, fire, fem gange. Ofte kommer der noget frem, hun kan arbejde videre med.

I gennemsnit skriver hun to sider på en dag, fortæller hun, og så sletter hun vildt meget. Hun tager sin computer frem og finder det dokument, hun har døbt ’Fraklipsdokument’. Det er 170 sider langt. Romanen er 140.

Egentlig har Stine Pilgaard sit eget kontor, men hun bruger det sjældent. Skrivebordet er fyldt med bøger og papirer, og et ternet tæppe foran vinduet fungerer som gardin.

Hun tager en stak papirer op fra gulvet. Det er et manuskript fra 2017. Dengang var romanen en ren brevkasseroman. »VIDUNDERLIG BOG. HURRA FOR DIG!« står der på forsiden med kuglepen. Det er Louise Kønigsfeldt, der har skrevet det efter at have læst manuskriptet. Inde på siderne har hun markeret forskellige ting og skrevet »ÅH! FUCK det er GODT! Altså som i overlegent, blæret«, »ELSKER KYNISMEN!!« og »JA! Mer’ af dét«.

Stine Pilgaard fortæller, at hun nogle gange gemmer Louise Kønigsfeldts søde kommentarer til dårlige dage.

»Når jeg læser dem, tænker jeg, at der mindst findes en person i verden, der synes, jeg er awesome,« siger hun.

Og det har hun indimellem haft brug for at føle. Processen frem til den endelige bog har været hård, og selv kalder hun det den mest eksistentielle roman, hun måske nogensinde kommer til at skrive.

»Den har haft en kolossal betydning for mig, fordi den skulle bevise, at det kan lade sig gøre at skrive en roman herfra, hvor jeg står. Jeg er tidligere taget meget væk for at skrive. Jeg har bedst kunne finde ind til skriften, når jeg var alene, men det har været umuligt med et lille barn, så jeg har virkelig skulle kæmpe for at finde en ny måde at tænke skriften på,« siger forfatteren.

Dagen forinden er bogen blevet sendt til sats. Alt indholdet er færdigt. Nu gælder det korrektur og opsætning, og den 15. maj udkommer romanen som den første på forlaget Gutkind.

Denne gang har hun takket Louise Kønigsfeldt på en af de første sider.

»Tak til Louise Marie Kønigsfeldt, min ven, mit heppekor, og min tro væbner i verdens længste skriveproces,« står der.