Baggrund
Læsetid: 9 min.

Tillidskrisen i Det Danske Akademi: »Akademiet må ikke gå ned på lukkethed, det må overleve på åbenhed«

Efter fire medlemmer er gået, og interne mails sivet, står Det Danske Akademi i sit livs største krise. Spørgsmålet er: Hvordan kan det overleve, når alle ved, at én har forrådt fællesskabet? Og hvad siger det om en organisation, at der ikke skal mere til end nogle lækkede mails, før fanden er løs, og tilliden er væk? Information har talt med samtlige nuværende medlemmer og de fire udbrydere – og en ekspert i organisation og ledelse
»Når en organisation er i krise, må man tænke: Okay, vi må skille os af med det, der ikke fungerer, men hvad fungerer? Det gør jo tænkningen og litteraturen. Dansk litteratur har det fremragende, og der sker en masse i dansk intellektuelt liv,« siger professor ved CBS og litteraturanmelder Bent Meier Sørensen i en kommentar til krisen i Det Danske Akademi – her fotograferet ved sin prisuddeling i 2013.

»Når en organisation er i krise, må man tænke: Okay, vi må skille os af med det, der ikke fungerer, men hvad fungerer? Det gør jo tænkningen og litteraturen. Dansk litteratur har det fremragende, og der sker en masse i dansk intellektuelt liv,« siger professor ved CBS og litteraturanmelder Bent Meier Sørensen i en kommentar til krisen i Det Danske Akademi – her fotograferet ved sin prisuddeling i 2013.

Simon Fals

Kultur
2. maj 2020

Har Det Danske Akademi en fremtid? 

Institutionen, der uddeler en række af landets fineste litteraturpriser og har nogle af vores mest anerkendte forfattere og intellektuelle på medlemslisten, står nu i sit 60 år lange livs største krise. Fire ud af 18 medlemmer er smuttet, og en læk af mails har skabt mistillid internt i akademiet.

Samtidig ønsker ingen af medlemmerne at udtale sig om, hvordan de kan forestille sig akademiets fortsatte virke, hvis tilliden ikke genoprettes.

Det Danske Akademis formål er at »virke for dansk ånd og sprog«, hvilket praktisk talt mest betyder at uddele et antal litteraturpriser, blandt andet Den Store Pris, som anses for landets flotteste litterære anerkendelse af et forfatterskab. I hvert fald er det den, der følger den største pengepræmie med. Når akademiet ikke uddeler priser, mødes medlemmerne og læser og diskuterer litteratur. I al stilhed, for ifølge den selvbestaltede forenings vedtægter, har alle medlemmer tavshedspligt, hvad angår »akademiets forhandlinger«.

Akademiet udtaler sig lejlighedsvis offentligt om »emner, der vedrører dets formål og arbejdsområde«, står der dog på hjemmesiden, som også lægger vægt på de enkelte medlemmers »fuldkomne frihed til på egne vegne til at deltage i den offentlige debat«.

Så længe den offentlige debat ikke omhandler akademiet, må man forstå.

Ifølge kritikere som Carsten Jensen er institutionen betydningsløs i dag, »en slags Statens Museum for Litteratur, der som akademi aldrig med en eneste sætning har bidraget til nogen væsentlig debat«, som han for nylig sagde til Politiken.

Andre, for eksempel Suzanne Brøgger, kalder den bevaringsværdig og fremhæver priserne for at have større symbolsk tyngde for forfattere end nogen andre danske litteraturpriser.

Rod i den gamle klub

Men de seneste ugers begivenheder sætter nu akademiets liv på spil.

Til Information har fire forfattere – Ida Jessen, Astrid Saalbach, Jens Smærup Sørensen og netop Suzanne Brøgger – fortalt, at de forlader Det Danske Akademi, og Weekendavisen har i en artikel bragt uddrag af fortrolige mailkorrespondancer mellem akademimedlemmerne, som avisen er kommet i besiddelse af.

De fire forfattere forlader akademiet i protest mod medlemmet Marianne Stidsen.

Det fremgår af både deres egne udsagn i Information og deres mails, som Weekendavisen har kunnet gengive. »Omstændighederne er,« sagde Ida Jessen her i avisen, »at Det Danske Akademi bliver forbundet med Stidsen på grund af hendes store aktivitet med indlæg og kronikker – og dermed bliver akademiet også forbundet med de holdninger, hun har«. Og ifølge Weekendavisen skrev Brøgger i sin udtrædelsesmail: »Akademiet har alt for længe skullet stå model til Marianne Stidsens i mine øjne helt uhyrlige, offentliggjorte påstande.«

Andre medlemmer har ifølge de fortrolige korrespondancer skrevet under på en erklæring, der opfordrer Stidsen til at forlade akademiet.

Der er med andre ord godt gammeldags rod i den gamle klub, og hvordan kommer man videre med arbejdet, når der er det – og alle ved, at én eller flere har videregivet fortrolige oplysninger?

Akademiet arbejder på at finde lækkens ophav, har sekretær Søren Ulrik Thomsen oplyst. Hvordan er uklart, men han understreger, at hvis det viser sig at være en person i akademiet, der har videregivet korrespondancerne, så vil denne person miste sin plads. Og eftersom ingen andre end akademimedlemmer i første omgang har modtaget disse mails, må det i sagens natur være ét eller flere medlemmer, der står bag.

Spørgsmålet er, om akademiets arbejde overhovedet kan fortsætte, hvis lækken ikke afsløres. Da Politiken stillede Søren Ulrik Thomsen det spørgsmål, svarede han lakonisk: »Det håber jeg.«

Fra Platon til Aristoteles

Professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, og litteraturanmelder ved Berlingske og Kristeligt Dagblad Bent Meier Sørensen, har skrevet flere bøger, som med filosofien diskuterer og udfordrer forståelsen af en organisation. Han kalder Det Danske Akademi »en interessant case«, fordi organisationen er selvbestaltet og modsat for eksempel Det Svenske Akademi en ret uformel størrelse.

Den er organiseret ligesom en klassisk engelsk klub og kører bedst på god stemning, siger han.

»Faktisk kan selve ordet ’akademi’ her virke misvisende. Det billede, vi får, når vi hører ordet, er et meget højloftet sted, for eksempel Platons Akademi. Et sted med plads til både platoniske spekulationer og aristotelisk jordnærhed.«

»Det, der modsat karakteriserer en klub, er, at dens stemning altid styres af de stærke medlemmer – dens regler, derimod, er til fordel for de svage eller, i dette tilfælde, de få. Og en organisation, der er meget uformel og ikke har mange regler, kan ofte blive kørt af de stærke medlemmer.«

Som formel institution har Det Danske Akademi tilsyneladende ikke været rummeligt nok til, at nogen af de tidligere stærke medlemmer – altså Suzanne Brøgger og de tre andre udbrydere – har villet leve med en ændring i retning af mere konflikt og kantet debat. Det er jo helt fair, men deres beslutning om at forlade akademiet efterlader jo en så lille og uformel organisation alvorligt svækket, siger han.

»I det her tilfælde kan akademiet falde på dets manglende formalisering, hvis den viser sig ikke at være stærk nok til at modstå krisen. Men der har måske også været en for lille grad af udveksling med det omgivende samfund. På sin vis er den både for ophøjet og ikke ophøjet nok. Var man så ophøjet, som man gav udtryk for, ville man kunne rumme modsætninger – det er det, et akademi kan: rumme alt mellem Platon og Aristoteles. Der synes trods alt at være længere mellem de to end mellem Suzanne Brøgger og Marianne Stidsen, uden sammenligning i øvrigt,« siger han.

– Men nu er situationen, at ét eller flere medlemmer har lækket mails, og fortroligheden er brudt. Hvordan kommer man videre som lille selvbestaltet organisation?

»Det er et godt spørgsmål. Det må man jo finde ud af internt, men måske skulle man bruge det som anledning til at sige: Hvis Det Danske Akademi er lige så dansk, som navnet antyder, må det kunne tåle en vis offentlighed. Hvis den største sag i Det Danske Akademi er en lækket e-mail og ikke en tænkt tanke, har vi et problem. Det Danske Akademi må ikke gå ned på lukkethed, det må overleve på åbenhed.«

Akut anledning til at genoverveje

Information har spurgt samtlige medlemmer, om de vil forholde sig til krisen og akademiets fremtidige liv, men det møder ikke stor interesse. »Ingen kommentar,« siger de fleste og henviser til tavshedspligten. Andre forklarer, at de foretrækker at drøfte spørgsmålet med deres akademikolleger frem for pressen.

Kun Lasse Horne Kjældgaard, der er professor og litteraturforsker ved Roskilde Universitet, vil udtale sig. Han siger, at krisen måske viser, at det er på tide at tænke over institutionen og dens traditioner – og det formål, der står i vedtægterne. 

»Personligt mener jeg, at formålet både er vigtigere og vanskeligere i dag, end da akademiet blev grundlagt – og spørgsmålet om, hvordan vi gør det bedst, er ét, vi hele tiden bør overveje. Lige nu har vi så en akut anledning til det.«

Han tilføjer, at der i forbindelse med konflikten har været mange misforståelser om, hvilken organisation akademiet er:

»Det er et frivilligt arbejdsfællesskab. Medlemmer påtager sig typisk et stort ulønnet arbejde med at afholde møder og arrangementer og med at indstille og uddele priser og holde taler for prismodtagere. Det skal opleves som meningsfuldt. Og det bør foregå i et rum med tillid og fortrolighed. Sådan et rum har vi ikke, så længe lækagen ikke er sporet og stoppet.«

På grund af tavshedspligten er det også vanskeligt at komme nærmere lækken. Adspurgt til dens specifikke ordlyd henviser akademiets advokat, Jesper Rothe, til paragraf 15 i foreningens vedtægter, som lyder: »Akademiets forhandlinger er strengt fortrolige, og ingen må give ikkemedlemmer oplysning om, hvorledes han eller hun har stemt, eller om en afstemnings forløb, herunder om stemmetallene og disses fordeling. Intet forslag om kandidater til prisuddelinger eller til medlemskab må videregives til offentligheden.« Rothe ønsker ikke at kommentere yderligere, men understreger, at tavshedspligten ikke kan gøres gældende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man har lækket materiale eller ej.

Medlemmerne Jørn Lund, Thomas Boberg, Lasse Horne Kjældgaard, Anne-Marie Mai, Pia Juul, Pia Tafdrup, Peter Laugesen, Per Øhrgaard, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt svarer alle nej på spørgsmålet, om de har videregivet mails fra akademiets interne korrespondancer til nogen uden for akademiet. Det samme gør Ida Jessen, Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach, der altså har trukket sig.

Torben Brostrøm har på grund af sygdom ikke været i stand til at svare, men hans hustru oplyser, at han ikke har kunnet deltage i de seneste møder.

Kun et medlem, Marianne Stidsen, ønsker ikke at svare på spørgsmålet vedrørende lækken, men skriver i en mail: »Jeg vil svare det samme, som jeg har sagt til andre journalister, at jeg ikke udtaler mig om akademisagen. Dette gælder uanset emnet.«

Når et medlem afviser at have videregivet mails, er det i sagens natur ikke bevis for, at vedkommende ikke står bag lækken – ligesom man kan være både skyldig og uskyldig, selv om man ikke ønsker at kommentere.

Og ingen – ud over Lasse Horne Kjældgaard – ønsker altså at udtale sig om, hvordan akademiet kan kommer videre med sit arbejde herfra.

Heller ikke Søren Ulrik Thomsen, som skriver i en mail, at han ikke har yderligere kommentar end:

»Det må vi drøfte, første gang det er muligt at holde et møde.«

På grund af coronasituationen er der endnu ikke sat dato på næste møde.

Bange for sin egen skygge

Bent Meier Sørensen peger på, at selvsupplerende grupper ofte har tendens til at bevæge sig langt væk fra de samfund, de så at sige bliver suppleret ind fra.

»Tænk på Indre Mission og andre selvsupplerende grupper. Netop fordi man er selvsupplerende, og fordi man ofte vælger at supplere op med flere sin egen slags, kan man komme langt fra det, der foregår i samfundet. Det er i vid udstrækning det samme, der sker på mange universiteter: De rekrutterer inden for eget ekkokammer, og derved får de mindre pluralitet. Så er det ikke længere universiteter, så er det skoler. Det er fatalt, for det er netop pluralitet, der ifølge Hannah Arendt er forudsætningen for den kreative samtale, nye indsigter og et slidstærkt demokrati.«

– Så hvad mener du, akademiet skal gøre for at komme videre?

»Man kunne vælge at sige: Nu tester vi akademiet gennem denne krise, og så supplerer vi ind med nye litterater og tænkere og får måske også et generationsskifte. Når en organisation er i krise, må man tænke: Okay, vi må skille os af med det, der ikke fungerer, men hvad fungerer? Det gør jo tænkningen og litteraturen. Dansk litteratur har det fremragende, og der sker en masse i dansk intellektuelt liv.«

Uden åbenhed mener Bent Meier Sørensen, at Det Danske Akademi kommer til at fremstå bange for sin egen skygge.

»Det er for det første imod tankens natur at søge at begrænse den, men for det andet lokker det ikke nye kræfter til. Hvem skulle være interesseret i at sidde i en lukket forening, hvor man tilsyneladende sidder og holder på hinandens hemmeligheder og ellers banker hinanden på plads? En organisation, som netop har åndsspørgsmål som sin kernebeskæftigelse, kan jo ikke konsekvent lukke sig af over for omverdenen.«

– Er det ikke hensigtsmæssigt i sådan en klub at have et rum med tillid og fortrolighed?

»Jeg kan godt lide The Chatham House Rule,« siger han med henvisning til den regel, der underforstået gælder, når for eksempel diplomater og embedsmænd gerne vil orientere journalister og eksperter om et emne, men ikke vil citere fra lukkede møder.

»Men derfra og til at have lukkethed som sit princip er der meget langt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Var man så ophøjet, som man gav udtryk for, ville man kunne rumme modsætninger – det er det, et akademi kan: rumme alt mellem Platon og Aristoteles. Der synes trods alt at være længere mellem de to end mellem Suzanne Brøgger og Marianne Stidsen, uden sammenligning i øvrigt,« siger han".
OG
"Hvis Det Danske Akademi er lige så dansk, som navnet antyder, må det kunne tåle en vis offentlighed. Hvis den største sag i Det Danske Akademi er en lækket e-mail og ikke en tænkt tanke, har vi et problem. Det Danske Akademi må ikke gå ned på lukkethed, det må overleve på åbenhed".

Tak for den meget præcise analyse og vurdering fra Bent Meier Sørensen.

Det må være værd at overveje, hvad der er mest skadeligt for Det Danske Akademi i et videre perspektiv:

At et medlem har lækket fortrolige mails, ELLER at seks medlemmer har opfordret et syvende medlem til at forlade Akademiet.

Sidstnævnte er en handling, der sætter spørgsmålstegn ved Akademiets legitimitet som en institution, der repræsenterer litteraturen (og dermed kunsten) i et demokratisk samfund, der bygger på frihedsrettigheder og ytringsfrihed.

Det drejer sig ikke om et medlems ytringsfrihed i det danske samfund, men om, at en institution, der repræsenterer litteraturen (og dermed kunsten) i et samfund som det danske, også bliver nødt til at forsvare deres medlemmers ret til at udtale sig, som de gør.

Også selv om andre medlemmer er meget uenige i det, der bliver sagt, og i måden, det bliver sagt på.

Frank Hansen, Finn Thøgersen, Carl Chr Søndergård, nils valla og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Hvornår er man “forræder” - og hvornår er man “whistleblower”?

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til
"Adspurgt til dens specifikke ordlyd henviser akademiets advokat, Jesper Rothe, til paragraf 15 i foreningens vedtægter, som lyder: "Akademiets forhandlinger er strengt fortrolige, og ingen må give ikkemedlemmer oplysning om, hvorledes han eller hun har stemt, eller om en afstemnings forløb, herunder om stemmetallene og disses fordeling. Intet forslag om kandidater til prisuddelinger eller til medlemskab må videregives til offentligheden".

Formuleringen er interessant, for den præciserer tavshedspligten i forhold til en række essentielle aktiviteter i Akademiet, der har karakter af "forhandlinger" og "afstemninger" i tilknytning til disse forhandlinger.

Disse essentielle aktiviteter må dreje sig om Akademiets officielle udtalelser, optagelse af medlemmer og uddeling af priser.

Spørgsmålet må være, om tavshedspligten formelt set kan gøres gældende i forhold til en række aktiviteter, der ikke har denne essentielle karakter. Det fremgår f.eks. ikke, at tavshedspligten må omfatte alt, der drejer sig om udtalelser vedrørende Akademiets forhold.

Noget kunne tyde på, at den kraftige påpegning af "tavshedspligten" har baggrund i en uformel mytologisering og moralisering, der reelt set ikke er juridisk dækning for, selv om den på mange måder er forståelig i forhold til medier, der for alt i verden ønsker at grave "snavs" frem.

Spørgsmålet må bl.a. være, om den såkaldte "lækage" af interne mails vedrører aktiviteter og udtalelser i tilknytning disse aktiviteter, der formelt set er omfattet af tavshedspligten ifølge paragraf 15.

Når Søren Ulrik Thomsen udtaler: " ---- at hvis det viser sig at være en person i akademiet, der har videregivet korrespondancerne, så vil denne person miste sin plads", forstår jeg godt udtalelsen ud fra et moralsk synspunkt, men har Akademiet i så fald det formelle juridiske grundlag på plads, for i praksis at gennemføre en sådan eksklusion.