Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Vi kalder det Ugen på kulturgangen.
Mette Frederiksens taler som poesi
Mette Kierstein
Når man for tiden ikke kan gå på biblioteker eller boghandlere for at høre forfattere læse højt, kan man gå på YouTube for at få sit ’Digtfix’: Korte videooplæsninger optaget i forfatteres hjemlige omgivelser. Hertil bidager blandt andre forfatter Jonas Eika med en oplæsning af cut-up-digte sammensat af sætningsfragmenter fra statsminister Mette Frederiksens taler. Formuleringerne er genkendelige, og alligevel underligt fremmede, når det sprog, statsministeren har talt om coronakrisen på, bliver til digt og dermed underlagt en anden, sproglig logik.
Talen ved pressemødet d. 6. april 2020 er for eksempel blevet til:
»Dybt
Når vi hører at nogen
Tager hele familien med
I vuggestue og børnehave
På egne skuldre
Vi skal stå sådan
Tror jeg
At vi alle sammen har en besked til bankerne
Der findes lige nu kun
Et lille skred i vores adfærd
Vi ved godt at små børn
Har ti millioner hænder
Kan begynde en forsigtig åbning.«
Randers Kunstmuseum efterlyser Helen Schous heste
Rasmus Elmelund
Vi bringer en efterlysning. Randers Kunstmuseum forbereder en stor udstilling med en af det 20. århundredes store billedhuggere Helen Schou (1905-2006). Hun står bag den monumentale rytterstatue af Christian X foran Aarhus Teater og – ikke mindst – Randers’ vartegn Den Jyske Hingst på Østervold, der blandt andet har tjent som inspiration for det lokale fodboldholds maskot og kælenavn: de blå heste.
Schou omtales af museet som »hesteelsker, hestedyrker og hestekender«, men hendes produktion talte også andet end heste – bl.a. andre dyr og ryttere. Nu efterlyser museet værker, der måtte befinde sig i privateje.
1,8 millioner mennesker leger myrer i en myretue
Bodil Skovgaard Nielsen
Der er andre fællesskaber at finde på Facebook end hidsige kommentarfelter. Nu kan du deltage i noget, som for rollespilshungrende borgere sandsynligvis er et kærkomment initiativ. I den globale Facebookgruppe »A group where we all pretend to be ants in an ant colony« kan du være med til lige netop den simple leg: At lade, som om du er en myre, som sammen med andre myrer tilbeder tuens dronning, samler sukkerknalder, løfter fem tusind gange deres kropsvægt og andre myreløjer.
Stemningen blandt de 1,8 millioner brugere er god og fri for politik og pandemi, og aktiviteterne består af at skrive »LIFT« eller »HELP«, når en medmyre nr. 23784 skriver, at nogen har tisset på hele dens familie. Et sært og eskapistisk håb for internettets ellers skingre tone.
Sølvgrå, underlig UFO har forladt Store Torv
Lone Nikolajsen
Store Torv i Aarhus er blevet fladere i det. For en uge siden blev den store skinnende stålskulptur, der kaldes Vanddragen (men officielt hedder Torvenes brøndsløjfe) fjernet, fordi man i byrådet ikke syntes, den passede ind. Ved indvielsen i 2003 kaldte kunstneren bag, Elisabeth Toubro, det for en »sølvgrå underlig UFO, som er styrtet ned midt på Store Torv«.
I Aarhus Stiftstidende opfordrer en læser til, at man på pladsen skal realisere den afdøde aarhusianske kunstner Per Kramers idé om et grædende bronzetræ, der hver dag kl. 16 fælder tårer fra sine blade. Direktøren i Aarhus Cityforening håber på at få et springvand og mere udeservering.
Følg en fiktiv halskæde
Katrine Hornstrup Yde
Den komplekse algoritme, der opstår på World Wide Web, når millioner af hjerner smelter sammen i sære klumper rundt omkring på webbets tråde, har vist sig at generere en helt særlig form for kollektivt selvsving med indbygget ironisk sjov over selvsamme selvsving.
Det bemærkede vi også i denne uge, hvor den tynde halskæde, som smukke Connell i tv-serien Normale Mennesker bærer serien igennem, har fået sin egen instagramprofil, connellschain, der i skrivende stund er oppe på 138.000 følgere.
Stort suk: Venedig udskudt
Maria Kjær Themsen
Alle på kunstscenen har været lettede over, at Venedig Biennalen for kunst ikke falder i år, men først næste sommer. Åh, hvor skulle vi dog feste, kysse og se stor kunst meget tæt sammen i lagunen næste år i maj. Men mandag, ak og ve, blev det annonceret, at Venedig Biennalen for kunst først vil finde sted i 2022! Alle de længsler efter international kunst, prosecco-rus og prop i labyrinten må nu vente hele to år på at blive forløst … Grunden er, at den arkitekturbiennale, der skulle have åbnet i år, nu er rykket til 2021.
Og det er selvfølgelig godt for arkitekturen, men slemt for os utålmodige vanemennesker, der må og skal til Venedig hvert andet år. Kunstfonden havde ellers lige annonceret vinderne af det Open Call, som de for første gang havde igangsat til det kunstprojekt, som Danmark skal repræsenteres med i Venedig – det blev Uffe Isolotto flankeret af kurator Jacob Lillemose. De får nu endnu et år til at udvikle deres projekt. Vi kan næsten ikke vente.
dejligt at I for en gangs skyld har kulturnyheder fra det jyske!