Læsetid: 4 min.

Utallige velmenende kulturarrangementer er udmattende. De mimer samfundets forbrugsræs

Jeg lider af udstillingstræthed, men det er ikke kunsten, jeg er træt af. Derimod hele cirkusset rundt om, der nogle gange føles som støj, der går i selvsving omkring den tavse kunst. Hvorfor ikke åbne på en helt ny måde efter coronalukningen?
Jeg lider af udstillingstræthed, men det er ikke kunsten, jeg er træt af. Derimod hele cirkusset rundt om, der nogle gange føles som støj, der går i selvsving omkring den tavse kunst. Hvorfor ikke åbne på en helt ny måde efter coronalukningen?

Sara Houmann Mortensen

15. maj 2020

I en artikel i det amerikanske kunstmagasin frieze læste jeg for over ti år siden om tilstanden exhibition fatigue, udstillingstræthed. Artiklen var skrevet af den iranske kritiker og kurator Tirdad Zholgadr, som jeg på det tidspunkt var ret skudt i. Underrubrikken lød provokerende:

»Nogle gange er ingen kunst bedre end mere kunst.«

Han beskrev, hvordan han på det seneste havde følt en sær form for lettelse, når han mødte en låst dør på et galleri eller var kommet for sent til et show. Det havde ikke bare at gøre med mængden af velinstallerede udstillinger, skrev han, men handlede også om, hvor mange vidt forskellige dagsordner der kan kobles på udstillingen, og som ender med at dræne den. Han sluttede sin tekst af med et radikalt forslag:

»Hvad hvis alle udstillinger og udstillingssteder lukkede ned for et stykke tid? En måneds pause? Et års ferie? … Tænk over det. Det ville være lærerigt, præcist, og måske endda sjovt.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Det forekommer mig at skribenten glemmer at "institutionerne" fungerer på det omgivende samfunds præmisser. Makkes der ikke ret, klapper kassen i. Det virker også underligt at "institutionerne" omtales som om de opfører sig som var de lukkede om sig selv, uden på nogen måde at komme publikum imøde.
Fuldt forståeligt hvis der her meldes "hus forbi"! (som i gnav-spillet hvor udtrykket stammer fra)

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”For når man ser på den samlede mængde af events omkring en udstilling eller mængden af udstillinger på kunsthaller og museer, så kopierer kunstinstitutionen på mange måder de krav, der lyder fra det øvrige samfund om mere vækst og højere hastighed. Den udmattende følelse stammer altså fra et kunstmiljø, der mimer det forbrugsræs, resten af samfundet lider under”.

Jeg er meget enig i det citerede, men samtidig er det udtryk for den typisk ”bevidstløse” og ”autonome” kritik af kunstens institutioner, der ikke giver forklaringer ud fra de forventninger og krav, der stilles til institutionerne, og de betingelser, de har at fungere på.

En sådan kritik må også nødvendigvis blive en kritik af de samfundsmæssige betingelser, institutionerne på forskellige måder er nødt til at indrette sig efter.

F.eks. hele kunststøttesystemet, det offentlige og det private, Slots – og Kulturstyrelsens evalueringskriterier, kravene til branding og marketing, der er forbundet med den nødvendige medieopmærksomhed og det at skaffe kunder, den indbyrdes konkurrence og kamp om status institutionerne imellem.

F.eks. opstår ”tivolisering” og orientering mod ”oplevelsesøkonomi” på kunstens område ikke, fordi kunsten har godt af det.

Hvis vi skal ”bruge krisen til at gentænke hele fundamentet for og intentionen bag kunstinstitutionen”, må vi også gentænke hele fundamentet for det samfund, som kunstinstitutionen skal fungere i.

Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Eva Carstensen, Mikkel Ellersgaard Sørensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Les is more er i rigtig mange tilfælde sandt, men kun relevant når der er tale om bras, for så vil man jo så hurtigt igennem som muligt. Når der tale om sand kvalitet, så er du nødt til at skifte monokel: More is more.