Kommentar
Læsetid: 5 min.

Vanessa Springoras ’Samtykket’ rejser vigtige spørgsmål om skyld og ansvar ved seksuelle krænkelser

Vanessa Springoras bog svarer på et spørgsmål, som nok mange sidder med, nemlig hvorfor kvinder efter en seksuel krænkelse i nogle tilfælde vender tilbage til deres ’bøddel’
I Samtykket beskriver Springora det flerårige forhold til Matzneff. Hun beskriver åbenhjertigt den lille piges lyst, hendes benovelse og villighed til at lade ham fortære hendes krop. Men hun beskriver også, hvordan relationen gradvist nedbryder hende, og hvordan hun har fået ødelagt sit voksne seksualliv af som barn altid at have været objekt for den voksne mands begær, være et stykke legetøj.

I Samtykket beskriver Springora det flerårige forhold til Matzneff. Hun beskriver åbenhjertigt den lille piges lyst, hendes benovelse og villighed til at lade ham fortære hendes krop. Men hun beskriver også, hvordan relationen gradvist nedbryder hende, og hvordan hun har fået ødelagt sit voksne seksualliv af som barn altid at have været objekt for den voksne mands begær, være et stykke legetøj.

Jean-François Paga

Kultur
29. maj 2020

Vanessa Springoras erindringsbog Samtykket, der udkommer på dansk i dag, er en vigtig bog. Det er også en rasende god bog. Ulla Gjedde har allerede i januar her i avisen fyldigt omtalt og anmeldt bogen og skrevet om den voldsomme debat, udgivelsen i Frankrig afstedkom.

Læsningen af Vanessa Springoras bog minder mig især om, hvor bredt betydningen af #MeToo strækker sig, ligesom bogen rejser væsentlige emner, der er vigtige at diskutere som frivillighed i forhold til voldtægt, hvornår og hvordan man er et offer og hvad man gør i forhold til den åbenlyse krænker.

Men først lige et kort resumé. Vanessa Springora er 13 år, da hun møder den 50-årige forfatter, Gabriel Matzneff. Den unge pige forføres af den store mands interesse for hende, og de indleder et forhold. Det er i midten af 1980’erne. Matzneff er på det tidspunkt en stjerne i samtidens litterære Frankrig, kendt for sine dagbøger, hvor han beskriver adskillige forhold til purunge piger samt sine rejser til Manila, hvor han køber sig til sex med drenge helt ned i 11-12 årsalderen.

Jeg minder om, at i Frankrig er det som i de fleste andre lande ulovligt at have samleje eller dyrke andre former for sex med en person under 15 år. Punktum. Men eftersom Matzneff blev anset for en vigtig forfatter, hvis seksuelle excesser måtte forstås i sammenhæng med en særlig libertinsk tradition for fri seksualitet og en farlig fantasi om, at den erfarne elsker og mand skal indføre den purunge i seksuallivet, er der på det tidspunkt, hvor overgrebene fandt sted, næsten ingen der i miljøet løftede et øjenbryn over hans åbenlyse pædofili. Og vi taler vel at mærke om en forfatter, der ikke skriver fiktion, men dagbøger om sit sexliv.

Heller ikke så sent som i 1990, da den canadiske forfatter, Denise Bombardier, i det dengang populære litterære talkshow Apostrophes med tv-ikonet Bernard Pivot brød den nærmest vellystige stemning i studiet ved at sige, at litteratur i hendes øjne ikke skulle have lov at tjene som alibi for pædofili.

Det skete, efter at Pivot som introduktion til Matzneff, der også var til stede i studiet, havde sagt, at »Gabriel Matzneff er en sand lærer i seksuel opdragelse« og med misundelse havde læst op fra Matzneffs nye bog om de seneste erobringer.

Bombardiers synspunkt mødte ingen forståelse i studiet, slet ikke fra Matzneff, der mindede om, at alle hans erobringer frivilligt havde samtykket. I ugerne efter blev hun af den tids toneangivende forfattere Philippe Sollers og hans følgere kaldt for en »en frigid furie«, og Le Monde og andre venstreorienterede aviser ville efter hendes udtalelse ikke længere trykke hendes artikler.

Fra barnets synsvinkel

I Samtykket beskriver Springora det flerårige forhold til Matzneff. Hun beskriver åbenhjertigt den lille piges lyst, hendes benovelse og villighed til at lade ham fortære hendes krop. Men hun beskriver også, hvordan relationen gradvist nedbryder hende, og hvordan hun har fået ødelagt sit voksne seksualliv af som barn altid at have været objekt for den voksne mands begær, være et stykke legetøj. Hun føler sig som en dukke uden begær, som en der kun har lært én ting, nemlig at være redskab for lege, som er fremmede for hende.

Og så skriver Springora det i mine øjne helt centrale:

»det er ekstremt vanskeligt at gøre sig fri af den form for magtovertagelse både ti, tyve og tredive år efter. Hele den tvetydige følelse af at være medskyldige i den kærlighed vi selvfølgelig selv har følt, i den tiltrækning som vi selv har vakt.«

Er der nogen bedre måde at ramme det overgreb eller magtovertagelse, som den unge pige har været udsat for af den voksne mand, der fuldstændig har misforstået, hvad det vil sige at være voksen og som har prædiket en seksualmoral under 1970’er slagord som »begærets frigørelse« og »bekæmpelse af enhver form for undertrykkelse« alene med det formål at sikre den voksnes ret til at forfølge egne lyster og dermed krænke et barn?

For hvem skriver historien fra barnets synsvinkel? Ja, det gør nu Springora i Samtykket.

Springoras forhold til Matzneff er et ekstremt tilfælde, men ikke mere ekstremt end, at der skulle en #MeToo-bølge til for at gøre det tydeligt, at hun har været udsat for en forbrydelse. Indtil da kunne Matzneff fortsætte med at skrive sine bøger og være hyldet af det litterære etablissement. Så sent som i 2013 og 2015 var han modtager af ansete litterære priser.

Springoras bog svarer på et spørgsmål, som jeg tror, at mange sidder med, nemlig hvorfor kvinder efter en seksuel krænkelse i nogle tilfælde vender tilbage til deres ’bøddel’?

Det blev også diskuteret i forbindelse med voldtægtsdommen til svenske Jean-Claude Arnault, alias ’kulturprofilen’, der for et par år siden skandaliserede hele Det Svenske Akademi. Hvordan, spurgte en del, kunne det være voldtægt, når det ene offer bagefter igen opsøgte Arnault og sågar senere rejste med ham til Frankrig?

Men i grunden er det ikke så svært at forstå, for den psykologiske logik kender vi fra alle mulige tilfælde af krænkelser, voldelige og seksuelle. Når der er sket en grænseoverskridende krænkelse, når noget afviger fra normalen, så søger man ubevidst tilbage til dens udspring i et forsøg på at normalisere noget, som i virkeligheden er uhyrligt. Ofret går helt irrationelt tilbage til krænkeren for at få bekræftet, at det ikke er dem, der er noget galt med.

I nogle tilfælde er det også, fordi der skabes en afhængighed fra ofrets side vendt mod gerningsmanden, sådan som også Springora beskriver det i bogen.

Udgivelsen af Springoras bog har ud over debatten også ført til, at Matzneffs forfatterskab er blevet trukket tilbage af hans forlag. Jeg forstår fuldstændig impulsen. Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at understøtte, så er det hans forfatterskab.

Men på den anden side, er det ikke lige præcis det værste, man kan gøre, når man fjerner alt, hvad han har bedrevet fra denne jord? Gør man så ikke Matzneff og hans pædofili til det dæmoniske, som man bagefter let kan tage afstand fra og udstøde. Som om hans handlinger ikke har noget som helst at gøre med vores egen kultur og dens dyrkelse af de purunge kroppe. Matzneffs handlinger og bøger er blevet til i den kultur – er det så ikke lige præcis vigtigt fortsat at kende til de bøger og den syge tankegang?

En kultur, der udstøder det, den også selv er med til at frembringe, er en kultur, der ikke tør se sig selv i øjnene. Ligesom Springora tør se sig selv og sit eget såkaldte medansvar i øjnene og skrive en bog om det.

Vanessa Springora: ’Samtykket’. Oversat af Mette Olesen. Grif, 186 sider, 200 kroner

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Nå piger, vil i stadig have ligestilling?