Feature
Læsetid: 18 min.

VM i coronasang: Hvilken sang er det ultimative soundtrack til denne sære situation?

Hvilken sang er den helt rigtige at lytte til i krisetid? Musikredaktionen har kastet sig over den umulige opgave at nå til enighed gennem VM-slutrundens logik med puljer og knockoutkampe. Og det ender lykkeligt
Musikredaktør Ralf Christensen er vært ved musikredaktionens VM i coronasang.

Musikredaktør Ralf Christensen er vært ved musikredaktionens VM i coronasang.

Kultur
29. maj 2020

I den vildrede, vi befinder os i, kan det være på sin plads med lidt vejledning. En udstrakt hånd, der kan lede os gennem en forandret verden.

For uden kunsten til at bearbejde vores virkelighed, så bliver kulturen skør. Akkurat lige som hvis vi ikke sover og dermed ikke får behandlet det levede liv i vores drømme.

Den rigtige sang kan sætte tankerne ind i en større emotionel, kulturel eller historisk kontekst. Den kan få sat sving i vores ensomme og passive kroppe med sin rytmiske energi og harmoniske luksus.

På DR får sangen os til at synge med, derhjemme. Alene ved skærmen kan den pulverisere ensomhedsfølelsen – ved at få os til at føle os som en del af noget større eller fortælle os, at vi er fælles om at føle os alene.

Sangen kan minde om en anden friere, enklere tid og for en stund give os den tilbage – eller love, at den kommer tilbage ude i virkeligheden. Og hvis den gør, så bliver sangene soundtracket til genoplukningens eufori.

VM i coronasang – reglerne

VM i coronasange er Informations kåring af de mest relevante og bedste sange til coronakrisen – uanset alder og afgjort ved en god gammeldags slutrunde.

Informations fire musikanmeldere diskuterer og stemmer. Sophia Handler (f. 1993), Louise Rosengreen (f. 1983), Rasmus Hjortshøj Steffensen (f. 1979) og musikredaktør Ralf Christensen (f. 1971).

Hver anmelder har nomineret tre sange, i alt 12. De er ordnet i fire puljer, og de fire dommere afgiver tre point og ét point i hver pulje. Dem med flest point går videre. Efter gruppespillet følger elimineringskampene, hvor dommerne afgiver ét point per kamp.

Informations musikanmelderkorps tilbyder af disse grunde en musikalsk håndsrækning og en hjertelun guide til lidt stor og vigtig kunst gennem VM i Coronasang. En stramt kurateret slutrunde med de sange, der bedst forholder sig til eller har særlig værdi under coronakrisen.

Sange, der kan dulme eller udfri. Sange, der masserer eller diskuterer lige dér, hvor det gør allermest ondt – og dermed godt. Sange, der bare rammer tidsånden rent. Også selv om de måske er fra 1971.

Hver af de fire anmeldere har nomineret tre sange. De 12 sange er ordnet i fire puljer, og de fire dommere afgiver tre point og ét point i hver pulje. Sangene med flest point går videre. Efter gruppespillet følger elimineringskampene, hvor dommerne afgiver ét point per kamp.

Dommerpanelet består af Informations faste musikanmeldere inden for moderne populærmusik: Sophia Handler, Louise Rosengreen, Rasmus Steffensen og musikredaktør og aftenens husvært Ralf Christensen.

Personlige chipsskåle

Det eksotiske i at være fire mennesker fra hver sin husstand samlet omkring et bord med udtræksplader nok til, at man kan holde behørig afstand, sætter gang i noget velkendt og længe savnet: Der bliver talt stolpe og stolpe ned, mens der nippes fra fire personlige chipsskåle.

Så blæses VM i gang, og der åbnes – i overensstemmelse med tidsånden – forsigtigt, med så få ofre som muligt. Puljespillet er af epidemiologiske hensyn skåret ned til kun 12 sange. Tre sange i hver af de fire puljer, hvorfra der kun elimineres én fra hver pulje, mens to går videre til knockoutrunderne.

Må den bedste – eller mest relevante – sang vinde.

Pulje 1

Chicks On Speed: »Wir sind Daten« (Østrig, USA 2014) (Sophia Handler)

Les Amazones d’Afrique: »Heavy« (Mali, Benin, Gabon, Nigeria, Guinea, Frankrig, Algeriet, Elfenbenskysten 2020) (Louise Rosengreen)

OvO: »Miasma« (Italien 2020) (Rasmus Steffensen)

Sophia Handler er med sine 26 år flokkens yngste medlem. Professionel, udgivet digter og med en klar hang til de mere moderne, elektroniske udtryk og de politiske, gerne kønspolitiske vinkler på stoffet. Hun har haft traumatiske oplevelser i folkeskolen med både Radiohead og Elton John.

Hun lægger ud med sin nominering af Chicks On Speed, der i mere end 20 år har klippet og klistret og skrålet sig til elektronisk punkede sange fulde af farvestrålende, feministiske provokationer. »Wir Sind Daten« er dog en mere behageligt computeriseret sang, som man kan synge med på. En slags B-52’s for technogenerationen.

36-årige Louise Rosengreen er avisens garant for en traditionsbevidst og tekstnær aflytning af tidens musik. Hun underviser til dagligt i dansk og historie på HF. Hun har det svært med selvoptagede popstjerner og godt med eftertænksomme røster midt i mediemalstrømmen. Og hun har venligst oversat den tyske del af »Wir Sind Daten« for de andre:

»Titlen betyder ’vi er data’,« siger hun.

»Vi ånder data, vi drikker data, vi svømmer i data.«

Sophia Handler istemmer.

»Jeg tror, der er rigtigt mange, som føler, de er slaver af søgemaskinen i øjeblikket.«

Ralf Christensen er skeptisk over for sangens musikalske værdi. Den bliver ikke forsvaret i særlig høj grad af de andre, som i stedet fokuserer på teksten.

41-årige Rasmus Steffensen er en mand med respekt for periferierne. Når han ikke anmelder metal for Information, så arbejder han på det multikulturelle spillested Alice i København og er leder af Fanø Free Folk Festival, der præsenterer folkemusik i mange eksperimenterende varianter.

Han har samme oplevelse af at være trælbundet til computeren. »Billedet af en, der bare sidder foran en computer, det er hele livet nu. Billedet, der illustrerer, at nu køber jeg ind, nu holder jeg møde, nu har jeg sex. Man er bare den der lidt grynede ting på en skærm.«

Det er kvartetten rørende enige om.

Les Amazones d’Afrique, som skulle have spillet på årets aflyste Roskilde Festival, er Louise Rosengreens første bud på verdens bedste coronasang.

Det er en feministisk supergruppe med stjerner fra det nordvestlige Afrika, herunder Angélique Kidjo fra Benin og Mariam Douambia fra malinesiske Amadou & Mariam – men der er også mandlige gæster, som på det tungt funky r&b/hiphop-track »Heavy«, som hun altså nominerer.

»Egentlig er det en hyldestsang til en af gruppens bedstemødre, en modig kvinde, der tog turen fra Senegal til Paris og startede sin egen frisørforretning,« fortæller hun og citerer: »’Together we must stand / Together we must end this,’ synger de. Verden må stoppe kriser i fællesskab, om det så er systematiske seksuelle overgreb på kvinder, kriser som følge af en traumatiserende kolonitid eller sundhedskriser. Det synes jeg er ret smukt i denne her tid.«

Sangen, påpeger Rosengreen, gør opmærksom på et Afrika, som ikke har særligt meget plads i vores hjemlige medier, og at metoderne især i de kompakte slumbyer må være nogle helt andre. Så det »vi«, de synger om, det er ikke det samme »vi« i EU.

Sophia Handler nikker og sammenligner med den danske støttesang »Afrika« fra 1985, hvor danskerne skal give en hånd til Afrika. »Altså der er jo ikke så meget et vi, som der er et os og dem.«

Christensen sætter Handlers observation i yderligere historisk lys: »Der er aldrig et 100 procent inklusivt vi. Det vi, der synges om i Christiania-sangen ’I kan ikke slå os ihjel’, er også et begrænset vi. Og også i klassikeren ’We Shall Overcome’. Bare spørg folk i ghettoerne.«

Steffensen: »Fællesskabsritualer er jo ellers oppe i tiden, fællessang, højskolesang.«

Christensen: »Men det har desværre også karakter af en nationalistisk ringmur. Endnu et begrænset vi.«

Steffensen: »Præcis.«

Rasmus Steffensen har taget OvO med. Et maskebærende italiensk queer doom metalband med en em af horrorfilm, der kort tid inden coronakrisen udgav albummet Miasma – opkaldt efter en gammel teori om spredning af epidemier.

Det er et ildevarslende nummer, der lyder, som om det udfolder sig i en underjordisk dødskatedral. En ensom stemme rejser sig, og snart konfliktoptrapper instrumenterne om den stadigt mere desperate sanger. Det hele ender i en ætsende støjnova.

Steffensen fokuserer netop på musikken, ikke teksten: »Det matcher dystre tilstande og civilisatorisk kollaps. Der er noget indeklemt og klaustrofobisk over nummeret, som passer til tiden.«

Christensen er helt med og helt opstemt over, at der her fokuseres på den musikalske, ikke tekstlige formidling af coronaånden.

Der stemmes mellem de tre nominerede i første pulje. Chicks on Speed får ikke et kyllingeben til jorden med tre point. Les Amazones d’Afrique får seks og OvO syv point og går dermed videre.

Pulje 2

Fela Kuti & Africa 70: »Water No Get Enemy« (Nigeria 1975) (Christensen)

Jamie xx: »idontknow« (England 2020) (Handler)

John Prine: »Hello In There« (USA 1971) (Rosengreen)

Kritikerne er nu nået til de døde mænds pulje. Den revolutionære bandleder, forsanger og multiinstrumentalist Fela Kuti døde i 1997, og hans trommeslager Tony Allen fra backingbandet Africa 70 døde i maj i år. Mens countryfolksangeren John Prine blev offer for komplikationer som følge af Covid-19 i april.

Det er Ralf Christensen, der har nomineret det nigerianske afrobeatband Fela Kuti & Africa 70, og han fremhæver deres grænseløse mix af jazz, funk og lokale afrikanske – og i det her tilfælde også brasilianske – genrer. »Water No Get Enemy« er en 11 minutter lang polyrytmisk højmesse for foreningen mellem krop og sjæl.

Christensen lægger vægt på musikkens fysisk befriende kvalitet. En stærkt tiltrængt kropskatalysator, en hjælp til at mærke os selv. »Og samtidig en relevant tekst om, at alt hænger sammen. Med vandet som metafor for det, vi ikke kan undvære, og de vilkår, vi må acceptere. Vi er blevet mindet om, at vi stadig lever i naturen, vi er ikke sluppet fri af den og den kan skade os. I sangen er der også druknedød, men også erkendelsen ’Nothing without water.’ Vandet, som ingen kan leve uden. Lidt lige som hud.«

»Og nu er vi også afhængige af vand, for at vaske hænder,« påpeger Louise Rosengreen lettere vemodigt.

Så holder Handler brandtale for Jamie xx, den 31-årige britiske studietroldmand, der er aktiv i indierockbandet The xx. Med sangen »idontknow« sætter xx – igen – liv i kludene med en stærkt ophidsende rytmik – der undervejs speeder yderligere op.

»Sangen gør op med autoriteter,« mener Handler. I de gentagne ord »I don’t know« ser hun Jamie xx pege på den generelle forvirring om sandt og falsk i vores verden, også under krisen. »Der er ikke nogen af os, der ved, hvad der sker. Den afmagt rammer han lige på kornet.«

Steffensen er enig: »Jeg synes, det er rart at få at vide, at det er okay at føle afmagt i forhold til dette at være prisgivet.«

Christensen retter fokus tilbage på musikken: »I en tid, hvor vores kropslighed er under ekstrem begrænsning, er det centralt med sange, som appellerer til kropsligheden. Som hos Fela Kuti. Det er en form for terapi.«

Handler kaster yderligere benzin på sit eget begejstringsbål: »Og han skriver ’idontknow’ i ét ord, så det bliver den her masse af bogstaver, som bare indikerer en meget almenmenneskelig følelse.«

Rosengreen tager over med den amerikanske country folk-sanger John Prine, der blev 73 og efterlod sig et sangkatalog, der har inspireret flere countrygenerationer. Tilbage i 1971 skrev han den enkle, rørende sang »Hello In There.«

»Det er ikke mange unge musikere, der skriver en sang om gamle mennesker, der sidder derhjemme og har brug for selskab. Jeg synes, det er ret vildt, at det er fra hans debutplade. Og det er jo højaktuelt.«

Og så peger hun på omkvædet som et argument i sig selv: »You know that old trees just grow stronger / And old rivers grow wilder every day / Old people just grow lonesome / Waiting for someone to say, ’Hello in there, hello.’«

Det virker. I afstemningen taber Fela Kuti med fire point, mens Jamie xx og John Prine går videre med seks point hver.

Pulje 3

Willie Nelson: »On The Road Again« (USA 1980) (Steffensen)

Frank Ocean: »Nights« (USA 2016) (Christensen)

Molly Nilsson: »Let’s Talk About Privileges« (Sverige 2017) (Handler)

Diskussionen om pulje 3’s lyksaligheder begynder med endnu et aldrende, hvidt, mandligt ikon, den 87-årige countrymester Willie Nelson.

Steffensen forklarer sin nominering: »Jeg tænker, at countrymusik er den perfekte coronamusik. Både fordi der er en masse sange om indespærring og længsel, men også om det modsatte. Som med denne sang, der på yderst enkel vis opsummerer noget af det, der gør livet værd at leve, og noget af det, jeg savner: at hænge ud med vennerne, at rejse, at nyde musik.«

Altså er Nelsons sang i den aktuelle kontekst en sang om bedre tider forude. Mens den 32-årige r&b-sanger og -producer Frank Ocean, derimod, har skabt en sang for fire år siden, der virker superdesignet til det svære nu.

Christensen går i brechen for sin mand: »Sammen med Ocean er isolationen ikke en faldgrube, men en mulighed for at gøre tabene op, slikke sårene, acceptere og finde fodfæste i det aktuelle. Der er en ro i hans ensomhed. Han gør dét at være alene til et vilkår på godt og ondt, hvilket er blevet tydeliggjort under coronadømmet. Og med hans sangstemme afholder han sig fra at synge soulpræget kraftfuldt, hvilket giver plads til, at lytteren kan investere sine egne følelser i sangen.«

Handler bakker op om Ocean, mens der kun er tavs skepsis fra Rosengreen og Steffensen.

Så lægger Handler sine gode ord ind for den 35-årige svenske, moderne singersongwriter Molly Nilsson. Som titlen kunne indikere, så er »Let’s Talk About Privileges« en identitetspolitisk sang. Som så er pakket ind i en gotisk 80’er-klingende synth-pop – inspireret af amerikanske John Maus og den syrede, drømmende pop, han var med til at definere i midten af 00’erne.

»Jeg synes, at coronakrisen maner til en bevidsthed om, at nu skal vi altså tage hensyn til andre end os selv. Også i forhold til os unge mennesker, vi behøver ikke passe på i samme grad. Men det er jo ikke pointen, det er jo andre, vi skal tage hensyn til.«

Frank Ocean bliver slået ud med fire point, mens Molly Nilsson får fem og Willie Nelson syv. Kropssproget er let at forstå, når man sidder i stue sammen. Og Christensens kropssprog råber. Det HELE stinker, signalerer han med korslagte arme og en tordensky over hovedet, som ville have været usynlig under en zoom-konference. Nu markerer en splittelse i rummet sig.

Pulje 4

Richard Dawson: »Jogging« (England 2019) (Rosengreen)

Elton John: »Healing Hands« (England 1989) (Steffensen)

Daniel Lanois: »Shine« (Canada 2003) (Christensen)

I fjerde og sidste pulje har Louise Rosengreen nomineret den 39-årige britiske, radikale folk-sanger og -sangskriver Richard Dawson, der både tekstligt og musikalsk har udviklet folkemusikkens vingefang ved at kradse i den med eksperimenterende guitarspil, metal og synthesizer. Og ved tekstligt at mixe socialrealisme, erindringskunst, horror og psykedelia. Her på »Jogging« dog med vægt på en sorthumoristisk socialrealisme prydet med et gjaldende omkvæd, alle kan synge med på.

»Jeg elsker det her lidt kejtede, tragikomiske tekstunivers, og den der underlige, kluntede måde, han synger på,« siger Rosengreen.

»Recently I’ve been struggling with anxiety,« lyder sangens første linjer, hvor hovedpersonen beskriver et Storbritannien med ondt i menneskeligheden. Og alligevel er det en umiskendeligt opløftende sang.

Rosengreen giver et klokkeklart eksempel på det: »Når sangen når til slutningen, står jeg med armene boksende over hovedet og forsøger ubehjælpsomt at ramme de høje toner i omkvædet. Og det føles 100 procent i orden. Den slags skæve afvigelser fra det perfekte er der uendelig stor forståelse for hos Dawson.«

Handler er rørende enig: »Det her nummer er så relevant. Det er det eneste, folk kan nu, det er, at de kan løbe en tur. Jeg ved fra min egen historie med angst, at det er det første, man prøver at behandle angst og depression med.«

Rosengreen: »Og så har ’there’s no such thing as a quick fix’ kørt i mit hoved. Der er jo ikke nogen nem løsning på det her.«

Alle elsker Richard Dawson.

Det er ikke helt tilfældet med Steffensens nominering af det 73-årige, engelske popikon Elton John, der på »Healing Hands« synger en stampende ode til huden.

»Det her er jo straight up gospel. Men også for sekulære personer er det en smuk hyldest til vigtigheden af fysisk berøring, næsten løgstrupsk i sin tanke om, at vi bærer et stykke af hinanden i vores hænder. Hvilket denne krise om noget tydeliggør. Og da det jo er en gospel, er der også lys for enden af tunnelen. ’There’s a light, where the darkness ends. Touch me now and let me see again.’ Det er jo det urovækkende perspektiv ved corona. Hvordan kommer vi til fysisk at være i kontakt med hinanden efter det her?«

Sangen ankom i 1989, midt i en anden epidemi, AIDS.

Steffensen: »Hvor man frygtede for, om man nogensinde kunne komme til at have et intimforhold til en anden igen.«

Handler er ikke begejstret. »Altså hans sang ’Candle in the Wind’ var med i min engelskbog i sjette klasse. Der var sådan en sort højttaler på bordet, som de havde hentet nede på lærerværelset. Og det er bare sådan: ’I can’t’.«

Det bliver der leet af rundt om bordet. Der skal også være plads til personlige aversioner og traumer. Uden at have dem i øjenhøjde er en anmelder først for alvor upålidelig.

Der er også håb i det næste nummer fra den canadiske musiker, sangskriver og studietroldmand Daniel Lanois.

»Han synger med den smukkeste blide stemme om den indre glød, som findes i livet, hvis vi kigger efter. Og det har vi jo brug for i denne tid, hvor kontemplation ligger lige for. Det er et komplet zenbuddhistisk nummer og på en måde også et gospelnummer i sin besyngelse af den store åbenbaring. Men her en blid ekstase,« siger Christensen.

Der stemmes. Lanois får fem, og Dawson får puljespillets højeste point med ti, heraf tre fra Steffensen, der således giver sig egen nominering Elton John et point. Elton får ikke flere end et.

Kvartfinalerne

Redaktionen er nået til knockoutrunden. Musikredaktøren slikker sårene efter at have mistet både Frank Ocean og Fela Kuti i det indledende gruppespil, mens Steffensen har mistet Elton John, Handler har mistet Chicks On Speed og Rosengreen ingen. Firbanden har følt hinanden på tænderne, argumenterne er blevet hvæssede.

Nu er det hårdt mod hårdt. Nummer et-sangene i puljerne møder nummer to-sangene i puljerne i hver deres knockoutkamp, hvor dommerne afgiver en stemme hver.

OvO Molly Nilsson

Sophia Handler går i brechen for sin nominering i den første kvartfinale: »En ting, der taler for Molly Nilsson er vel, at man kan høre, hvad hun synger.«

Ralf Christensen sætter foden ned: »Tekst er en passager i musik. Toget kan sagtens køre uden. Så en sang kan ikke vinde på sin tekst, den køber jeg ikke. OvO har til gengæld noget inferno over sig, og det giver en rigdom til listen, at vi har en sang, der stikker uden for normalspektret.«

Det er et argument, som tre ud af fire er enige i.

Willie Nelson – Les Amazones d’Afrique

Handler går konstruktivt til værks: »Hvilket nummer tillader sig at være en lille smule kaotisk og en lille smule mere åbent? Det synes jeg, at Les Amazones gør.«

Christensen er enig, og han er noget mere loren ved Nelsons indlejring i country: »Det er en tradition med nogle voldsomt sejlivede musikalske konventioner. Og det oplever jeg lidt for meget i den her sang. Jeg ved godt, jeg kan ryge i den elektriske stol i nogle stater i USA for den holdning.«

Steffensen, der har nomineret countryikonet, konstaterer tørt: »Du kan måske bare glæde dig over, at Willie Nelson ikke selv går ind for dødsstraf.«

John Prine – Daniel Lanois

Steffensen kritiserer Lanois’ sang for at være alt for konventionel – Christensens argument mod Willie Nelson – mens Christensen mener, at der er klare, men subtile harmoniske brud med det bestående, og at det intime lydbillede tilbyder et tilgivende rum til lytteren.

Der stemmes, og det bliver 2-2. Og så har vi balladen. Værten tager posen med bogstaver fra sit Scrabble-spil frem, og alle trækker et hver. Den, der er tættest på A, vinder. Christensen trækker B og vælger ikke overraskende Lanois. »Så døde John Prine igen,« sukker Rosengreen.

Richard Dawson – Jamie xx

Handler: »Hvis vi ser på, hvad der åbner i samfundet, så bliver natklubberne noget af det, der kommer til at åbne sidst. Fordi de har denne totalt fysiske sammensmeltningskultur. Jamie xx arbejder inden for en kultur, som måske er ved at dø.«

Til gengæld så tripper Rosengreen og Christensen over, hvor vild en melodiker, Richard Dawson er. At melodien bliver ved at udvikle sig over lange strækninger i sangen. Og det ser ud til at være udslagsgivende for en sejr til Dawson.

Semifinalerne

Der er nu kun fire sange tilbage. Italiensk støjmetal med OvO skal nu dyste mod canadisk ambientfolk fra Daniel Lanois. Amazones d’Afriques panafrikanske funk mod Richard Dawsons fritænkende folk.

Christensen er ikke så begejstret, nærmest bitter: »Fucked up. Nej nej nej nej. Look what you did, vi risikerer to hvide mænd eller et hvidt orkester og en hvid mand i finalen. Fordi I stemte Frank Ocean og Fela Kuti ud.«

Ovo – Daniel Lanois

Steffensen lægger hårdt ud ved at angribe Lanois, der gik videre på sin intimt saliggørende sang om livets indre glød: »Jeg synes, at Lanois som sangskriver stryger folk lidt med hårene.«

Christensen vælger argumentatorisk judo: »Det vil jeg give dig ret i. Men det er jo fordi, han skaber sin helt egen harmoniske luksus. Skønheden er netop i sangens flow og klang. Det er en flod.«

Lige meget hjælper det. OvO går videre til finalen med 3-1 over Lanois.

Christensen har en kommentar til resultatet: »Nå. Ja. Okay. Jamen, det var jo det. Judasser hele banden. I er fyret! I er fyret alle sammen!«

Men nok først efter VM.

Les Amazones d’Afrique – Richard Dawson

Begge sange er skabt kort inden coronakrisen, i en tid, der nu synes langt væk.

Steffensen: »Les Amazones er et billede på, hvor vildt man kunne samarbejde, før de lukkede grænser.«

Rosengreen påpeger til gengæld, at Dawsons sang havde en anden betydning inden krisen: »Dengang tænkte jeg, at det var en Brexit-sang.«

Men Dawson er stadig relevant i en ny tid, hvor gamle normer står for fald.

Måske er det argument udslagsgivende. I hvert fald slår Dawson Les Amazones 4-0.

Finalen

Ovo – Richard Dawson

Finalen er mellem to paradigmer. OvO’s lyd af kollaps og menneskelig smerte vredet i støjens former på den ene side i sangen »Miasma«. Richard Dawsons superhumanistiske undersøgelse af depression og fællesskabets vaklen på »Jogging«. »I know I must be paranoid / But I feel the atmosphere / ’Round here is growing nastier,« synger han.

Det handler i begge tilfælde om sammenbrud. Men OvO er sammenbruddet, mens Dawson går i dialog med det.

Metalanmelderen Steffensen glæder sig over, at der er metal i begge numre. Det kan nemlig også høres i elguitar-riffene hos Dawson.

Rosengreen hører det samme: »Der er åbenbart noget omkring metal og corona.«

Brutal æstetik til en brutal tid, kunne man måske sige.

Christensen peger på noget infernalsk impressionist hos OvO: »Hvis maleren Bruegel havde været lydlig impressionist, så havde han lavet det her soniske slagteri. Og så er Dawsons sange i øvrigt blevet sammenlignet med Hieronymus Boschs febervisionære mareridtsmalerier.«

Steffensen sætter det yderligere i perspektiv: »Både Dawson og OvO har tit rædselsvækkende indhold, men der er også noget humor i deres tilgang. Et blik for menneskelige skævheder, som jeg enormt godt kan lide. Hvis OvO er inferno og skærsild i Dantes Den guddommelige komedie, så er Dawson en slags Honoré de Balzac og hans Den menneskelige komedie

Handler nikker anerkendende: »La Comédie humaine, ja.«

Christensen istemmer: »Epidemi-horror og syret socialrealisme.«

Finalen foregår med respekt for begge udtryk, de excellerer begge på hver deres måde. Men i sidste ende er det en ulige kamp, Dawson bryder igen og igen gennem forsvarsværkerne.

Så det bliver ikke OvOs rædselsunivers og skingrende perspektivsans, der kommer øverst på podiet. Det bliver Richard Dawsons tilgivende og undersøgende blik på menneskets dårskab. Englænderen vinder rent 4-0 over de undertippede italienere. Inferno er aflyst.

Og således ebber aftenen ud i en fælles forsoning til ære for Richard Dawson og en tænkning, der regner alle gråzonerne med.

Som Christensen påpeger: »Richard Dawson har den arvelige øjensygdom juvenil retinoskis, der – lige som det er sket for hans bror – kan gøre ham blind. Men det er han begyndt at se som en fordel. For han ser tingene mere udviskede, siger han, og det benåder ham med en udvisket tænkning. Det giver ham et forspring, mener han. Fordi han ikke ser tingene klart opdelte og sort-hvide.«

Egentlig det modsatte af en VM-slutrunde, hvor der kun er vindere og tabere. Men lad det nu hvile.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Korsgaard Rasmussen

<3