Feature
Læsetid: 10 min.

60 år: Før ’Psycho’ og ’Peeping Tom’ kom filmmonstrene udefra

For præcis 60 år siden var der premiere på to film, Alfred Hitchcocks ’Psycho’ og Michael Powells ’Peeping Tom’, der omdefinerede gysergenren ved at undergrave normaliteten og lade monsteret være mennesket selv
’Peeping Tom’, der på dansk fik titlen ’Fotomodeller dræbes’, fortæller om seriemorderen Mark Lewis (Karlheinz Böhm). ’Den blev opfattet som meget provokerende, fordi det var første gang, at man sagde, at det var en alment menneskelig ting at kunne opføre sig så perverst,’ siger gyserekspert og lektor Rikke Schubart.

’Peeping Tom’, der på dansk fik titlen ’Fotomodeller dræbes’, fortæller om seriemorderen Mark Lewis (Karlheinz Böhm). ’Den blev opfattet som meget provokerende, fordi det var første gang, at man sagde, at det var en alment menneskelig ting at kunne opføre sig så perverst,’ siger gyserekspert og lektor Rikke Schubart.

Ritzau Scanpix

Kultur
16. juni 2020

Der er et før og et efter to gyserfilm, Alfred Hitchcocks amerikanske Psycho og Michael Powells britiske Peeping Tom, der havde premiere for præcis 60 år siden, den ene i foråret 1960, den anden tidligt på sommeren samme år.

De rummer begge en modernitet, et kunstnerisk vovemod og en måde at bruge gysergenren på, som dengang brød helt ny grund, også i forhold til publikum og censuren, og som føles frisk den dag i dag. Før de to film kom filmmonstre groft sagt udefra – rummet, havet, videnskaben – efter kom de indefra, og mennesket blev så at sige selv monstret. 

Egentlig er det forbavsende, hvor meget de to film ligner hinanden. De handler om unge, tilforladeligt udseende mænd, der viser sig at være morderiske galninge. De skildrer perversiteten under normalitetens overflade, dyrker freudianske motiver og lader de to mænd slå kvinder ihjel med skarpe, falliske objekter, knive. 

Begge mænd er blevet ødelagt af deres forældre – den ene af sin dominerende mor, som han i jalousi slog ihjel, og som nu har taget bo i ham, den anden af sin far, en berømt videnskabsmand, der eksperimenterede med ham for at blive klogere på fænomenet frygt.

Tilmed beskæftiger Psycho sig indgående med voyeurisme – som mange af Hitchcocks film – og instruktøren beskrev selv sin skizofrene hovedperson, Norman Bates (Anthony Perkins), som en ’peeping tom’, der lurer på og siden dræber de kvindelige gæster på det motel, han driver ude på landet. 

Peeping Tom, der på dansk fik titlen Fotomodeller dræbes, fortæller om Mark Lewis (Karlheinz Böhm, krediteret som Carl Boehm), en ung fotograf og fremadstræbende filmskaber i London, der dræber sine ofre med en kniv, han har monteret for enden af det kamerastativ, han bruger til at filme dem og deres frygt i øjeblikket, hvor det går op for dem, at de skal dø. Deres frygt er hans drivkraft, og det er noget, han har med sig hjemmefra. Mark og Norman Bates bor i øvrigt i huse, som de har arvet, og som forældrene stadig hjemsøger.

Et nyt samfund

»Jeg tror, at der er et før og efter Peeping Tom og Psycho, og de de to film afspejler et skift i samfundet,« siger Rikke Schubart, der er gyserekspert, forfatter og lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet.

»Peeping Tom blev opfattet som meget provokerende, fordi det var første gang, at man sagde, at det var en alment menneskelig ting at kunne opføre sig så perverst. Der har selvfølgelig været seriemordere før i den virkelige verden og i fiktionen, men nu blev de normaliseret. Der er en almindelighed og banalitet over de to hovedpersoner i Peeping Tom og Psycho. Det kunne være hvem som helst – naboens søn. De er jo begge ’pæne unge mænd’, og jeg tror, at den erkendelse hører et nyt samfund til, der opstår i 1950’erne, efter Anden Verdenskrig.«

I både England og USA kom der nye sociale klasser til op gennem 1950’erne, ikke mindst middelklassen, men de to samfund og måderne, man forventedes at opføre sig på som menneske – og mand – var meget forskellige.

»Englænderne er kendt for kostskolekulturen, hvor man skal opføre sig pænt, ellers får man smæk, og når man bliver voksen, går man på bordel og får smæk af en prostitueret, fordi det er en kultur, man har lært,« siger Rikke Schubart.

»Amerikanerne har individualismen og den ensomme cowboy inkarneret af John Wayne. De dyrker individet og det at tage ud i vildnisset og erobre ting. De har en anden og mere fri våbenkultur, hvor det er okay at handle og te sig tosset.

Englænderne er lige modsat.

De lever i et klassesamfund, underkaster sig en tvangsnormalitet og har et kongehus, som amerikanerne brød med. Peeping Tom afspejler noget dybt i den engelske kultur, og Psycho fortæller, at hvis man ikke dyrker sin maskulinitet og tager ud og skyder med våben, men sidder alene på sin gård med sin mor, ja, så bliver man pervers.«

Sympati for djævelen

I både Psycho og Peeping Tom spiller identifikation og sympati en vigtig rolle. Psycho lader først publikum engagere sig i Marion Crane (Janet Leigh), der stikker af med 40.000 dollars for at kunne få den mand, hun elsker. Men en tredjedel inde i filmen bliver hun slået ihjel af Norman Bates’ mor i en meget kort, men berømt og berygtet brusebadsscene – ja, det er jo Norman selv, der er klædt ud som sin mor, som fører kniven – og vores opmærksomhed og sympati skifter til morderen.

Nu håber vi på, at han slipper afsted med det. Det er dygtigt gjort af Alfred Hitchcock. Norman skaffer sig af med Marions bil ved at køre den ud i en sump, hvor den langsomt synker ned i mudderet. Men pludselig stopper bilen, den synker ikke mere, og Norman og publikum holder vejret – indtil den så begynder at synke igen og endelig forsvinder helt.

På samme måde lader Michael Powell os helt i begyndelsen af Peeping Tom overvære Mark begå et mord med sit kamerastativ, mens han filmer sit rædselsslagne offer, en prostitueret, han har mødt på gaden. Det er væmmeligt, og vi tager afstand fra den unge gerningsmand. Men da Mark siden fortæller kvinden, han falder for, Helen (Anna Massey), om de eksperimenter, han som dreng blev udsat for af sin far – og viser, hvordan faren hele tiden filmede ham og hans reaktioner – får vi ondt af ham.

Vi forstår pludselig, hvorfor han er blevet, som han er blevet – nervøs og hele tiden på vagt – og at han ligesom Norman Bates kæmper en konstant kamp mod den afdøde og alligevel allestedsnærværende forælder.

Anthony Perkins som Norman Bates i ’Psycho’, der sammen med ’Peping Tom’ afspejler et skift i det britiske og amerikanske samfund og i opfattelsen af psykisk sygdom, mener gyserekspert og medielektor Rikke Schubart: ’I den bio-psyko-sociale model, som man også bruger i dag, tænker man, at mennesket som udgangspunkt er normalt, så hvis det bliver kriminelt eller unormalt, så er der en forklaring på det,’ siger hun.

Anthony Perkins som Norman Bates i ’Psycho’, der sammen med ’Peping Tom’ afspejler et skift i det britiske og amerikanske samfund og i opfattelsen af psykisk sygdom, mener gyserekspert og medielektor Rikke Schubart: ’I den bio-psyko-sociale model, som man også bruger i dag, tænker man, at mennesket som udgangspunkt er normalt, så hvis det bliver kriminelt eller unormalt, så er der en forklaring på det,’ siger hun.

Ritzau Scanpix

Det er djævleblændt effektivt iscenesat af Powell, og han og Hitchcock får det optimale ud af deres unge, uskyldigt udseende skuespillere, Karlheinz Böhm og Anthony Perkins, der begge veksler mellem det foruroligende selvsikre og det skrøbeligt usikre. Ret beset er begge mænd nogle stakler med gevaldige ar på sjæl og psyke, men også mænd, som minder os om os selv og den hårfine grænse mellem gal og normal.

»We all go a little mad sometimes,« siger Norman Bates på et tidspunkt til Marion Crane, der kun kan give ham ret – inden hun opdager, hvor gal han egentlig er.

Subversive elementer

Forfatter og filminstruktør Christian Braad Thomsen skriver i sin bog om Hitchcock, Hitchcock – hans liv og film, at »der er næppe nogen af os, der kan se Psycho til ende uden at blive brændemærket af det ikke særligt ukendte, men fra nu af dybt foruroligende spørgsmål, i hvor høj grad vi selv slæber rundt på vores forældre som fugleskræmsler i kælderen«.

I sin bog om den moderne gyserfilm, Nightmare Movies, kommer den britiske filmkritiker og forfatter Kim Newman ind på noget af det samme, hvilket ifølge ham også er de to films mest subversive elementer: kontrasten mellem mordernes indre liv og deres formodede normalitet.

»Peeping Tom og Psycho etablerer et hverdagsliv fuld af famlende, smålige figurer og tankeløse, små brutaliteter,« skriver Newman.

»Det er umuligt ikke at synes, at Norman og Mark er tiltalende. Vi er foruroliget over vores sympati for sådanne monstre, hvilket gør mere ondt end det, at vi kan lide så vilde børn som Frankensteins monster og King Kong. Sammenlignet med de praktisk anlagte politimænd, ligegyldige elskere og selviske ’helte’, bliver Norman og Mark identifikationsfigurerer, fordi de har anstændigheden til også at være moralsk forvirrede og klodsede på en måde, som de retskafne figurer spillet af så dygtige birolleskuespillere som John Gavin, Vera Miles, Shirley Anne Field og Jack Watson aldrig vil kunne være.«

Mors og fars skyld

Denne identifikation og moderne måde at skildre mental sygdom på i en film passer godt med det skift i måden, man opfattede og behandlede psykisk syge mennesker på, som skete efter Anden Verdenskrig. Hvor man før havde haft en medicinsk tilgang, fik man nu i stedet en bio-psyko-social tilgang.

»Det medicinske blik er det, hvor man anser psykiske lidelse for at være en sygdom, som kan kureres med medicin eller en operation. Det bio-psyko-sociale handler om, at man begynder at se konteksten til en sygdom,« siger Rikke Schubart.

»I Psycho er det mors skyld. I Peeping Tom er det fars skyld. Den lille dreng, der vokser op og bliver psykopat – det er familiens skyld eller samfundets skyld. I den bio-psyko-sociale model, som man også bruger i dag, tænker man, at mennesket som udgangspunkt er normalt, så hvis det bliver kriminelt eller unormalt, så er der en forklaring på det.«

Op gennem 1960’erne og 1970’erne begyndte ordensmagten samtidig at systematisere sit arbejde og finde mønstre og kendetegn ved forskellige former for forbrydelser og forbrydere. Det kunne man kunne bruge til at genkende for eksempel seriemordere, der var et ganske nyt fænomen for den brede offentlighed. Det er ikke tilfældigt, at der i både Psycho og Peeping Tom optræder psykiatere, der kan forklare, hvad det er, hovedpersonerne lider af, på en måde, så publikum også forstår det.

»Man opdagede, at folks psykologi ikke var så forskellig. De fleste af os fungerer meget på samme måde, og så er der nogle få, der afviger, og det er der et mønster i. Man kunne med andre ord godt systematisere, hvordan de afvigelser så ud, så man kunne søge efter personer med bestemte karakteristika. Den udvikling afspejler Psycho og Peeping Tom på et meget tidligt tidspunkt. I dag lægger man alle informationerne om et drab ind i et skema, og så kan man faktisk tegne et portræt af, hvem drabsmanden er,« siger Rikke Schubart og nævner Netflix-serien Mindhunter (2017-), der baseret på virkelige begivenheder fortæller om FBI’s tidligste arbejde med definition og profilering af seriemordere.

To sjæle, én tanke

Spørgsmålet er, om de to instruktører diskuterede deres film og temaer med hinanden, eller om det er tilfældigt, at de på hver deres side af Atlanten – Alfred Hitchcock i Hollywood, Michael Powell i London – fik ideen til at lave film, der i høj grad kom til at afspejle datidens amerikanske og britiske samfund og et skift i sociale strukturer sammen med en anden og mere kompleks måde at anskue psykisk sygdom på.

De var i hvert fald venner, Hitchcock og Powell. De lærte hinanden at kende i den britiske filmindustris unge år, hvor de også begge indledte deres filmkarrierer. Men hvor Hitchcock, der var fem år ældre end Powell, i 1940 flyttede til Hollywood for at lave film og der blev en kæmpestjerne, blev Powell i England. Sammen med Emeric Pressburger lavede han en række fremragende film, ikke mindst The Life and Death of Colonel Blimp (1943), A Matter of Life and Death (1946) og The Red Shoes (1948), men nåede aldrig op på samme kommercielle niveau som Hitchcock.

Og mens Psycho blev et kunstnerisk og økonomisk højdepunkt for Hitchcock, blev Peeping Tom mødt af forargelse og hurtigt taget af plakaten. Det gjorde ikke livet nemmere for Michael Powell, der allerede siden begyndelsen af 1950’erne havde haft svært ved at få finansieret sine stort anlagte, dyre film.

Grænsesprængende mesterværker

Alfred Hitchcock tog en kæmpechance med Psycho, der bevægede sig længere i retning af det rendyrkede gys end nogen af instruktørens tidligere film. Men han kunne tillade sig at tage en sådan chance, fordi han op gennem 1950’erne havde lavet nogle af sine mest beundrede og succesfulde film.

Og selv om han i Psycho gik til grænsen af, hvad censuren dengang tillod af vold og sex, så blev filmen optaget i sort-hvid og var nok en chokerende, men også umiddelbart en elegant og stilrent amerikansk-gotisk udforskning af sit provokerende emne.

Psycho kostede ’kun’ 800.000 dollar at lave og endte med at blive en kæmpesucces. Og i interview talte Hitchcock om filmen som et eksperiment, der blev indspillet hurtigt og billigt med det filmhold, han lavede sin tv-serie, Alfred Hitchcock Presents (1955-65), sammen med. Den fødte showman, der om nogen forstod at iscenesætte sig selv, designede en opfindsom lanceringsstrategi og valgte at lade Psycho få premiere i så mange biografer som overhovedet muligt på én gang.

Det betød, at de meget blandede anmeldelser ikke havde den store effekt på filmens indtjening. Det havde derimod publikums begejstrede reaktioner.

Peeping Tom er i farver og foregår blandt pornografer, prostituerede og filmfolk i Londons dengang snuskede Soho-kvarter, og så er den fortalt fra morderens synsvinkel, hvilket ifølge The Independents Gerard Gilbert affødte voldsomme reaktioner fra kritikerne: »The Observers CA (Caroline Alice) Lejeune udvandrede højlydt og erklærede, at hun var ’fyldt med væmmelse’, en reaktion, der kunne ses hos resten af anmelderne i kommentarer som ’grusom’ (Financial Times), ’korrupt og tom’ (London Evening Standard) og ’perverteret nonsens’ (Daily Worker).«

Det var først i slutningen af 1970’erne og ikke mindst takket være Martin Scorsese, der beundrede Michael Powells film, at Peeping Tom blev genopdaget og hyldet som det grænsesprængende mesterværk, den er. Nu fylder den og Psycho altså 60 år. Gysergenren har udviklet og forandret sig meget siden 1960 – det samme har samfundet – men Alfred Hitchcock og Michael Powell satte noget i gang med deres udforskning af, hvad genren kan bruges til, hvilket resulterede i to underholdende, begavede og subversive film, som skubbede til publikum, kritikerne og censuren.

’Psycho’ kan købes og lejes digitalt og på fysiske medier. ’Peeping Tom’ er kun tilgængelig på fysiske medier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Fin artikel.

Og tak for påpegelse af, hvor værkerne findes. "’Psycho’ kan købes og lejes digitalt og på fysiske medier. ’Peeping Tom’ er kun tilgængelig på fysiske medier" - det forklarer ganske tydeligt, hvad mainstream er. Og hvordan vi alle mister kunsten - ikke til mangel på kuration og meninger, men hver gang et nyt medium introduceres.

ulrik mortensen

’Peeping Tom’ kan streames på amazon, ser det ud til ...