Kommentar
Læsetid: 4 min.

I år skal vi selv uddele Guldpalmen til den bedste film på filmfestivalen i Cannes

Selv om filmfestivalen i Cannes ikke finder sted i år, tager festivalen sit kunstneriske ansvar alvorligt og har udvalgt 56 film til sit officielle program, deriblandt Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’
Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Mads Mikkelsen og Magnus Millang i Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, der er udtaget til filmfestivalen i Cannes, selv om festivalen ikke bliver afholdt.

Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Mads Mikkelsen og Magnus Millang i Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, der er udtaget til filmfestivalen i Cannes, selv om festivalen ikke bliver afholdt.

Henrik Ohsten

Kultur
6. juni 2020

Det kan godt være, at filmfestivalen i Cannes ikke afholdes på traditionel vis i år. Men det forhindrer ikke festivalens ledelse i alligevel at offentliggøre en liste med 56 film, der er udtaget til det officielle program. I stedet for at have verdenspremiere på Croisetten bliver filmene nu sendt ud i verden, blandt andet til de af efterårets filmfestivaler, som bliver til noget – Venedig, San Sebastián, Telleuride, Toronto, Locarno, Pusan, Mar Del Plata med flere –  ledsaget af de berømte gyldne palmeblade og et »Official Selection Cannes Film Festival 2020«.

Det kan umiddelbart synes lovlig selvbevidst, at Cannes således fastslår sin egen vigtighed ved at dele symbolske palmeblade ud. Men i en verden og en tid, hvor intet er, som det plejer, er det på sin plads, at så stor og vigtig en filmfestival tager sit kunstneriske ansvar alvorligt, tænker alternativt og gør, hvad den kan for de film og filmkunstnere, som er kommet i klemme på grund af pandemien.

Festivalen er en essentiel del af det filmkredsløb, som hvert år hjælper hundredvis af små og smalle kunstneriske film ud i verden. Det er film, som har det svært på almindelige markedsvilkår, men som får et skulderklap og ekstra opmærksomhed fra filmkøbmændene, fordi de har fået det blå stempel af Cannes.

Cannes-film skal ses i biografen

Selvfølgelig kan et par palmeblade ikke gøre det ud for den massive eksponering, som bliver alle filmene i det officielle program i Cannes til del, når tusindvis af filmkøbmænd og pressefolk hvert år i maj tager til Sydfrankrig og ser, køber og skriver hjem om alt det, de har oplevet. Der er dog ingen tvivl om, at anmeldere og journalister vil holde øje med palmebladene og nævne dem i deres anmeldelser og artikler, når filmene får premiere på festivaler rundt om i verden.

Filmfestivalen i Cannes er en af de verdensbegivenheder, som har taget længst tid med at beslutte sig for, hvad der skulle ske med årets festival, den 73. af slagsen. Hvor festivalens vigtige markedsdel, der normalt omfatter hundredvis af daglige visninger for tilrejsende filmkøbmænd, har valgt en onlineløsning, har festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, nægtet at gå den digitale vej. Også selv om Cannes trods alt samarbejder med en række andre internationale filmfestivaler om minifestivalen We Are One på YouTube, hvor man gratis kan se enkelte nye film og udvalgte interview og masterclasses fra tidligere festivaler.

Frémaux har længe kæmpet indædt for biografoplevelsen, og det er nok ikke mindst hans skyld, at festivalen i år ikke har villet kaste håndklædet i ringen. Alternativet er blevet den liste med 56 film fra hele verden, som Frémaux og hans hold havde udvalgt, inden coronakrisen ramte, og som han sammen med festivalens præsident, Pierre Lescure, offentliggjorde onsdag i en direkte udsendelse på fransk tv.

Og Guldpalmen går til ...

De 56 film, der ikke er inddelt i de traditionelle serier og konkurrencer, man kender fra Cannes, rummer blandt andet to danske film: Thomas Vinterbergs Druk, der har blandt andre Mads Mikkelsen og Thomas Bo Larsen på rollelisten og handler om en gruppe gymnasielærere, der mener, at man opnår indsigt og kreativitet ved at have en vis mængde alkohol i kroppen. Og Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentarfilm, Flee, som fortæller om en afghansk flygtning, der kom til Danmark som barn. Han har fået en god uddannelse, skal snart giftes og har et godt liv, men en hemmelighed fra fortiden truer med at ødelægge alt. Ud over Druk og Flee er også Wes Andersons The French Dispatch, François Ozons Sommer 85, Lover’s Rock og Mangrove af Steve McQueen, True Mothers af Naomi Kawase og Pixar og Pete Docters Soul på plakaten.

Der er med andre ord adskillige Cannes-veteraner blandt instruktørerne, men der er også blevet plads til instruktører, som ikke før har været i Cannes, og hele 15 spillefilmdebutanter. 13 af de 56 film er instrueret af kvinder, hvilket er et par stykker mere end sidste år. Interessant er også de film, som ikke er med på listen, fordi deres instruktører og producenter har valgt at vente til næste år med at forsøge at få en plads i det officielle program. Ifølge onlinebranchebladet Indiewire drejer det sig blandt andre om hollandske Paul Verhoeven, franske Bruno Dumont og thailandske Apichatpong Weerasethakul – og det understreger kun, hvor stor en rolle Cannes spiller som affyringsrampe for de smalle verdensfilm.

Sidste år vandt sydkoreaneren Park Chan-wooks brillante samfundssatire Parasite Guldpalmen og erobrede siden hele verden og en håndfuld oscarstatuetter, inklusive for Bedste Film. Det kommer ikke til at ske for en film i år, og skal der uddeles Guldpalmer, må man selv gøre det, som Thierry Frémaux også sagde på tv onsdag aften. Personligt glæder jeg mig til i løbet af det næste år at holde øje med de udvalgte film og afholde min egen lille festival, hvor jeg endelig selv kan få lov til at bestemme, hvem der skal vinde hvad. 

Se den fulde liste på festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her