Essay
Læsetid: 10 min.

Vi afslutter anmeldelserne af Bibelen 2020 – Dommedag kan være her og nu

Bibelens afsluttende skrift, ’Johannes’ Åbenbaring’, udgør et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og samtidig et af de skammeligst misbrugte
Kultur
12. juni 2020
Bibelens afsluttende skrift, ’Johannes’ Åbenbaring’, udgør et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og samtidig et af de skammeligst misbrugte

Jesse Jacob

For nogle år siden deltog jeg i egenskab af daværende studienævnsformand i et internt møde på Det Humanistiske Fakultet. I formandsstolen sad en ledende medarbejder, en kvinde med gulerodsfarvet hår, der konstant gumlede på sit tyggegummi, formentlig som led i et tobaksafvænningsprojekt.

Ikke alt, hvad hun ytrede, var lige let at opfatte, men budskabet gik tydeligt igennem, da talen faldt på Fremdriftsreformen, som gerne skulle mindske frafaldet blandt de studerende og skaffe flere af dem hurtigere igennem. Dette landsomspændende tiltag betegnede hun med begejstret stemme som det store dyr i Åbenbaringen.

Heldigvis havde jeg i min rygsæk en lommebibel og citerede: »Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på sine horn ti kroner og på sine hoveder gudsbespottelige navne.« (Åb. 13,1) Måske var det det andet dyr, hun mente? Om dette skriver Johannes: »Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne, og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr« (13,11).

Johannes’ Åbenbaring

Tekststykket hedder i den nye oversættelse af Bibelen »En ny himmel og en ny jord«. I en række voldsomme syner viser en engel Johannes fremtiden. En fremtid, der bliver barsk og skrækindjagende, når de kristne bliver forfulgt af grusomme dyr med horn, Satan får magten i 1.000 år, og syv engle hælder syv grusomme plager ud over jorden. Det er himlen og jorden i de sidste tider, som Johannes fortæller om i det skrift, som er Bibelens sidste.

Hos Johannes er dyret fra havet og dyret fra jorden fælles om at forføre menneskene og forfølge de troende. Dyrene afløser en drage, som i kap. 12 er blevet slået til jorden, og idet de træder frem på visionens scene, bereder de Kristi endelige sejr.

Måske har den gulerodsfarvede i denne forbindelse tænkt på ministeren eller rektor. Men jeg tvivler, for hendes lidt ukritiske ordvalg var blot ét blandt mange eksempler på, hvordan Bibelen i det hele taget har det med at snakke med, når folk taler.

Mærkværdigst er måske ordet ’malurt’ som bruges på det sted, hvor en stor stjerne falder ned fra himlen og havner på en tredjedel af floderne og kildevældene, så en tredjedel af vandene bliver til malurt og mange mennesker dør af det.

Forfatter Svetlana Aleksijevitj har et sted hæftet sig ved, at malurt på ukrainsk hedder Tjernobyl, som om allerede Johannes i sin tid i kap. 11 har forudsagt katastrofen.

Harmagedon, det afgørende slag

Standardudtrykkene ’Tusindårsriget’ (om et kommende Utopia) og ’Det Ny Jerusalem’ (om en orden på den anden side af et endeligt opgør) stammer henholdsvis fra Åbenbaringens kapitel 20 og 21, og titlen på Ingmar Bergmans filmklassiker Det syvende segl (1957) henviser til kapitlerne 6, 7 og 8 med Lammet og de basunblæsende engle.

Lokaliteten Harmagedon, hvor det afgørende slag udkæmpes mellem mørkets og lysets magter, leverede titel til en i sin tid populær roman om Berlin efter Anden Verdenskrig af den amerikanske forfatter Leon Uris, 1964, men dukker skam også op året efter i Tom Lehrers morbidt satiriske sang »So Long Mom!« fra Tredje Verdenskrig, om Little Johnny Jones, som i sit allerbedste humør drager ud til fronten:

And this is what he said on
His way to Armageddon:
So long, mom!
I'm off to drop the Bomb
So don't wait up for me.

(…)

Remember, mommy!
I’m off to get a commie
So send me a salami
And try to smile somehow
I'll look for you
When the war is over
An hour and a half from now!

Dermed punkteres den dybe alvor, vi normalt forbinder med Apokalypsen, læren om de sidste tider, det sidste skrift i Bibelen og desuden et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og mest hermetisk tillukkede – og af samme grund et af de flittigst kommenterede og fortolkede, samt et af de skammeligst misbrugte, tænk her blot på Jehovas Vidner.

Endegyldig afslutning

Johannes’ Åbenbaring indledes med, at forfatteren (som man i oldkirken ikke havde problemer med at identificere med evangelisten Johannes) via en engel får besked fra Gud om at afsløre, »hvad der snart skal ske«.

Verdens endegyldige afslutning nærmer sig, og her, nu, på randen af det kendte, henvender Johannes sig til de syv menigheder i provinsen Asien, hvem Jesus vil beskytte og drage omsorg for: »Gud er den, som er, og som var, og som kommer. Kristus er den første af dem, der skal stå op fra de døde, og Guds pålidelige vidne, og han hersker over jordens konger. Han elsker os, og hans død har fjernet det, som skiller os fra Gud.« (Åb. 1,5-6).

Herefter får vi den del, som betegnes »kaldelsesvisionen«, og hvor Johannes på øen Patmos får fornemt besøg af en budbringer, som ligner et menneske:

»Han var klædt i en dragt, der gik helt ned til fødderne, og han havde et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld og nyfalden sne, og øjnene flammede som ild. Hans fødder lyste som bronze, der smelter i en ovn, og stemmen lød som havets brænding. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, ud af hans mund stak der et skarpt, tveægget sværd, og hans ansigt skinnede som den strålende sol.« (Åb. 1,13-16).

Budbringeren, der vel må forstås som den opstandne og dømmende Kristus, »var engang død, men lever nu i al evighed og bærer nøglerne til døden og dødsriget«.

Af ham får forfatteren denne store ordre: »Du skal skrive det hele ned, både det, du har set, det, der sker nu, og det, der kommer til at ske bagefter.«

Hvilket så foregår på de næste 20 sider, dels i omfattende visioner, dels og først som en stribe direkte henvendelser til de syv menigheder.

Visionær fremtidsspejling

Dem kan man så opfatte bogstaveligt som de urkristne fællesskaber i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea, men man kan også som Grundtvig i dennes store læredigt Kristenhedens Syvstjerne (1854-55) tyde menighederne som en slags visionær fremtidsspejling af, hvordan Helligånden så at sige vandrer gennem verdens- og kirkehistorien fra hebræerne videre til grækerne, romerne, anglerne, tyskerne og de højnordiske folk, fremad mod en endnu helt ukendt kirke. Andre har forstået visionen mere tids- og traditionshistorisk.

Dog, vi er endnu kun i skriftets første fjerdedel. Nu følger imidlertid de egentlige visioner, synerne af de sidste tiders trængsler, hvor Antikrist først træder frem, hvor han og hans tilhængere afstraffes, og hvor siden verdensfuldendelsen indtræffer, som før nævnt med både Tusindårsriget og Det Ny Jerusalem, indtil skriftets afslutning, som viser tilbage til kaldelsesvisionen:

»Jeg advarer enhver, der hører de profetiske ord her i bogen. Hvis der er nogen, der lægger noget til, vil Gud lægge alle de pinsler på ham, som er beskrevet her. Hvis nogen tager så meget som et ord væk, vil Gud fratage ham retten til livets træ og den hellige by, som der står om her i bogen.« (Åb. 22,18-19).

Kom her og læs, siger Johannes, og kom så for resten ikke her og påstå, at fænomenet ’litterær metabevidsthed’ kun hører postmodernismen til.

Kim Leine og Guds vrede

Nærværende artikel har bortset fra indledningens citater fra lommebogsversionen af 1992-teksten benyttet sig af Bibelen 2020, som igen i det store hele følger Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk fra 2007 (siden revideret 2011 og 2019).

Mellem disse i alt fire indbyrdes let varierende oversættelser på den ene side og Biblerne af 1948 og 1992 kan der registreres mange interessante forskelle. Jeg vil hæfte mig ved dels en vigtig detalje, dels den måske mest kontroversielle ændring.

I kapitel 15 får syv engle hver en gylden skål, der er fyldt med Guds vrede, og i kapitel 16 tømmer de skålene ud over verden. Ud over jorden, så mennesker rammes af bylder. Ud over havet, som bliver til blod. Ud over floderne og kilderne, hvis vand bliver til blod. Ud over solen, for at den kan brænde mennesker med sin ild. Ud over Dyrets trone, så dets kongerige hylles i mørke. Ud over Eufratfloden, så den tørres ud. Og til sidst ud i luften, hvorefter en høj stemme inde fra tronstolen i templet siger: »Nu er det sket.«

Samtlige syv tømningsmanøvrer citeres af Kim Leine ved kapitelovergange i hans roman Afgrunden (2015) om tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb, som deltager i den finske borgerkrig og siden engagerer sig i den danske modstandsbevægelse. Derved får forfatteren sagt, at krigen og kampen for dem bliver et møde med tilværelsens inderste kræfter.

Lidt ærgerligt blot, at han har hentet tekststykkerne fra 1992-teksten, for i Bibelen 2020 er det underligt kejtede verbum »hældte« heldigvis blevet erstattet med »tømte«. En omsorgsfuld detalje, til forskel fra den kontroversielle ændring, der må tolkes som et ubehjælpsomt forsøg på at lægge afstand til Åbenbaringens syn på prostitution og samtidig please vor egen tid.

Hunderædde for at støde os

Johannes’ Åbenbaring præsenterer os i kapitlerne 17-19, altså lige inden forløsningen fra alverdens trængsler, for en ekstremt ækel vision af de i verden herskende forhold. Beskrivelsen skal utvivlsomt opfattes som møntet på Romerriget (= Babylon eller »den store by«) og specifikt på kejser Nero, som jo om nogen lod kristne forfølge; men den afskyvækkende skildring heraf er koblet sammen med et advarende syn af »den store skøge«.

Om hende står der i 1992-oversættelsen, at »Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig« (Åb. 17,1). Dette må vel sagtens læses sådan, at utugt skal opfattes som en adfærd, som skøgen og jordens konger er lige gode eller snarere lige dårlige om, og som Gud i sin himmel fordømmer.

Min teologiske rådgiver oplyser yderligere, at passagen formentlig konkret skal forstås sådan, at man ikke skal besøge tempelskøgerne og bilde sig ind, at man dermed fremmer frugtbarheden (dette var nemlig hovedideen bag tempelprostitution i Mellemøsten), for det går lige modsat: Man gør jorden til en ørken.

Læst ind i den urkristne kontekst kan budskabet antages at være, at man skal modstå at lade sig ’romanisere’ (med kejserkult og det hele), for det er frafald og hor med afguden, som i sidste instans er djævelen. Den store skøge udgør derfor ikke nogen efterlignelsesværdig rollemodel.

I 2020-teksten kaldes damemennesket »den store forførerske«, hvad der simpelt hen ingen mening giver som fordanskning af det oldgræske substantiv ’porne’ (afledt af et verbum, der betyder sælge og eksportere, men også kan betyde købe), og der viser sig da også at være tale om en slingrekurs, eftersom man i verset 17,5 modsat læser, at Babylon er »alle luderes mor og ophav til alt afskyeligt på jorden«.

Her er flertalsformen ’pornån’ muligvis oversat korrekt. Men det ligger snublende nær at konkludere, at oversætterne og redaktørerne af Bibelen 2020 har været hunderædde for at støde an og gerne har villet forhindre, at folk med behørig respekt for kvinders ret til et sexliv skulle støde sig på Bøgernes Bog.

For dette taler da også gengivelsen af den ovenfor nævnte passage: »Alle jordens konger har været i seng med hende, og alle jordens mennesker har beruset sig i hendes liderligheds vin.«

Her bliver det, som i 1992 kaldtes utugt (en handling), til en egenskab ved den store luder, og kongernes adfærd reduceres, nå ja, til et gangbang.

Jeg ville nu gerne have hørt Lone Hertz foredrage hele Johannes’ Åbenbaring på Café Teatret 2002, instrueret af Henrik Sartou, hvor fortælleren skiftevis var et tusind år gammelt barn, der selv fik et barn i en tremmeseng, og en aldrende sibylle fyldt med alverdens visdom.

Efter sigende kæmpede dengang det gode mod det onde, lysets kræfter mod mørkets, på en måde, som forløste kernen i Bibelens sidste og måske besynderligste skrift: dette, at alle mellemregningerne er skudt til side, og at kampen om menneskets sjæl står her og nu i den enkeltes hjerte.

Læst i dette perspektiv føjer Johannes’ Åbenbaring sig sammen dels med Det Gamle Testamentes vigtigste åbenbaringsskrift, nemlig anden halvdel, de sidste seks kapitler, af Daniels Bog, om verdens undergang, dels med Markus-evangeliets 13. kapitel, dér hvor Jesus direkte citerer stedet hos Daniel om Ødelæggelsens Vederstyggelighed og forudsiger sin genkomst:

»Det er ligesom med figentræet. Når det får saft i grenene og sætter blade, så ved I, at det snart bliver sommer. På samme måde ved I, at jeg snart kommer, når I ser alt det her ske. Og det hele kommer til at ske i jeres levetid. Himlen og jorden vil gå under, men det, jeg siger, gælder altid.«

For det er jo det, det hele handler om, og som er kondenseret i filmtitlen Apocalypse Now (1979), at Dommedag kan være her og nu, og at alle tider i eksistentiel og religiøs forstand kan være de sidste. Hvilket dog omvendt vil sige, at i dag eller måske i morgen også kan være nådens tid.

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her