Som altid er børnelitteraturen first mover, når det handler om at se sandheden i øjnene

Ideen om det vilde barn er lige så gammel som barndommen selv. Forestillingen om, at barnet har en særlig forbindelse til den vilde natur, til dyr, til planter, til menneskets naturtilstand, som langsomt, men sikkert civiliseres ud af dem, i takt med at de bliver ældre.

Afhængig af tidens strømninger har voksne så enten opfattet det som positivt eller negativt og fyldt børnelitteraturen med dyr, herbarier, børn, der vokser op blandt ulve, børn, der finder frirum i naturen, børn, der har bordmanerer som vilde dyr, spirit animals og huler i skoven. Men under alle omstændigheder er idéen om barnets tætte forbindelse til naturen noget af det, der gør barndommen til noget andet end det at være voksen.

I en tid hvor vi taler om det antropocæne og den sjette massedød, er det derfor på ingen måde overraskende, at begrebet rewilding har fundet vej ind i pædagogik. Oprindeligt handler rewilding om at føre naturen tilbage til dens oprindelige vilde tilstand, at genforvilde den, og i pædagogikken bliver det så til et ønske om at genskabe en mistet kontakt mellem barnet og naturen.

I 2005 udkom den amerikanske journalist og forfatter Richard Louvs indflydelsesrige bog The Last Child in the Woods med den ildevarslende undertitel Saving Our Children from Nature Deficit-Disorder. Bogens påstand er, at børns fremmedgørelse over for naturen kan kædes sammen med stigningen i tilfælde af fedme, udviklingsforstyrrelser, angst og depression blandt børn. Han er blevet en af de mest fremtrædende fortalere for rewilding og satte gang i en bevægelse, der fik begrebet environmental literacy indskrevet i det amerikanske undervisningsministeriums budget.

Børn er simpelthen så tæt forbundne med naturen, at de bliver syge, hvis de ikke jævnligt bevæger sig ud i den, er påstanden. Enviromental literacy handler ikke kun om spejdermærker, men om at genskabe barnets kontakt til naturen på en måde, der giver dem indsigten, evnerne og viljen til at tage ansvarlige beslutninger, der tager hensyn til, at de selv er en del af det naturlige kredsløb. Deres handlinger har konsekvenser – også for deres eget helbred og menneskehedens fremtid.

Børn tildeles altså en særlig rolle i modreaktionen på det antropocæne, som en slags brobygger mellem det og et naturcentreret værdisystem.

I børnelitteraturen er det som sagt ikke noget nyt. Til gengæld er det meget sjovere, mere interessant og børnene er ikke ofre, men handlekraftige.

Smiler kun i skoven

Unge Katniss Everdeen fra Hunger Games-serien smiler kun, når hun er i skoven. Hun har som en af meget få mennesker i det postapokalyptiske, dystopiske fremtidssamfund Panem gennem hele sin barndom bevaret kontakten til den vilde natur. Hun bruger sin viden fra at færdes i den til ikke bare at vinde dødsspillet, hvor børn kæmper mod hinanden til døden, men at underminere hele systemet. Det gør hun flere gange, og det handler ikke kun om at kende til planters egenskaber, men også om den forståelse, at et menneskeskabt system, der forsøger at manipulere med naturens orden og kræfter, altid vil have en brist, der bærer nøglen til dets selvdestruktion.

I den netop udkomne forløber til Hunger Games-trilogien, En fortælling om sangfugle og slanger, lærer vi den kommende tyran og enehersker i Panem, Coriolanus Snow at kende. I en scene står han som en del af ordensmagten, Fredsvogterne, vagt ved en henrettelse af en oprører. Han står på henrettelsespladsen med ansigtet mod den urolige folkemængde, bag ham ligger skoven: »Coriolanus kunne ikke lide at have ryggen til al den ufriserede flora og fauna,« skriver Suzanne Collins og understreger Coriolanus’ og dermed det voldelige styres ubehag ved den uregerlige natur ved at introducere Coriolanus for sladredroslen.

Under den overståede blodige borgerkrig brugte styret genmanipulerede dyr som våben mod oprørerne, blandt andet den såkaldte sladreskade, der blev brugt til overvågning og aflytning. Efter krigen blev de sluppet løs, og da de alle var hanner, forventedes det, at de ville uddø, men de parrede sig med spottedroslen og skabte dermed sladredroslen. En fugl, der inde fra skoven i henrettelsesscenen gentager og gentager oprørerens dødsskrig, så det til sidst rejser sig som et ildevarslende kor, som folkemængden istemmer.

En lovning om en fremtidig alliance mellem natur og oprørere, der i sidste ende vil resultere i det unaturlige styres fald, når det rette barn dukker op i ligningen.

Spiser kage med labberne

Også i den moderne danske børnelitteratur finder vi masser af eksempler på idéen om den særlige og vigtige forbindelse mellem børn og natur. I Rebecca Bach-Lauritsen og Anna Margrethe Kjærgaards (ill.) smukke og stemningsfulde Ud af det blå møder vi en veltilpasset, men ensom dreng. Han bor i et velorganiseret hus, alt har sin rette plads og står i lige rækker. Hans have er velfriseret og snorlige, og han sætter planter i system i sit herbarium. Veltilfreds nyder han sin te med nøjagtig samme mængde sukker hver dag.

Og »sådan går dagene. Med AAAHHHH og IIIHHHH og tre skefulde sukker. Og ÅHH når solen går ned,« skriver Rebecca Bach-Lauritsen i sin som altid utroligt fine tekst, mens Anna Margrethe Kjærgaard fylder drengens hjem med indrammede pyntebilleder af naturfænomener.

»Alligevel er det som om der mangler noget,« siger både ord og billeder. Og pludselig ud af det blå er der en bjørn i drengens pæne hjem. Bjørnen ignorerer det velanrettede bestik og spiser kage med labberne, leger gemmeleg med drengen, roder det hele til.

»Før var der drengen og huset og orden i sagerne. Det er der ikke mere (…) nu er der også en bjørn.« Og drengen og bjørnen hyler i fællesskab mod månen. Drengens kinder, der gennem hele bogen har været blå, har pludselig fået en sund rød farve.

Rod og uregerlighed

Naturen har hele tiden været i drengens bevidsthed. Hans hjem er fyldt med den: I herbariet, i billederne på væggen og i bøgerne i reolen, men det var, som om forbindelsen til den var røget på en eller anden måde. Den er kun til pynt, og han organiserer den i et system, der med sin pertentlighed ikke levner plads til ham som andet end en ordentlig dreng. Indtil bjørnen træder ud af drengens leksikale opslag og ind i hans virkelighed.

Rebecca Bach-Lauritsen problematiserer den voksnes billede på et velopdragent og velfungerende barn, den lille voksne, og genskaber forbindelsen mellem barn og natur (eller barnet og dets vilde natur). Det bliver noget værre rod og lidt uregerligt, men det før så ensomme og hæmmede barn får røde kinder.

Den håbefulde idé om forbindelsen mellem børn og natur findes i børnebøgerne. Og heldigvis har den eksisteret og levet fint uden de meget tidstypiske og ildevarslende analyser af årsagerne til børns mentale problemer. Den har faktisk altid været der, og måske kan læsning af børnelitteraturen være med til at hjælpe os med at gentænke og genforhandle menneskets placering i naturen og skabe en mere bæredygtig fremtid.

For det er måske nok en ny tendens i voksenlitteraturen, men som altid er børnelitteraturen first mover, når det handler om at se sandheden i øjnene.