Baggrund
Læsetid: 12 min.

Den amerikanske splittelse viser sig på skærmen: Demokrater ser ’Modern Family’, mens republikanere ser ’NCIS’

Demokrater og republikanere er ikke bare uenige, når det kommer til politik. De er også uenige om, hvad der er værd at se i flimmeren. En videnskabelig undersøgelse fra University of California har sporet den politiske splittelse i USA gennem amerikanernes tv-forbrug og slår fast, at der er store forskelle på, hvad blå og røde vælgere ser. Men samtidig nærmer amerikanerne sig hinanden ideologisk – og hele fem programmer binder dem sammen
Kultur
19. juni 2020
Demokrater og republikanere er ikke bare uenige, når det kommer til politik. De er også uenige om, hvad der er værd at se i flimmeren. En videnskabelig undersøgelse fra University of California har sporet den politiske splittelse i USA gennem amerikanernes tv-forbrug og slår fast, at der er store forskelle på, hvad blå og røde vælgere ser. Men samtidig nærmer amerikanerne sig hinanden ideologisk – og hele fem programmer binder dem sammen

Jesse Jacob

Der var engang, hvor tv var en samlende faktor i USA. Engang, hvor hele nationen flokkedes om en håndfuld landsdækkende kanaler, og hvor en enkelt tv-reporters kritiske bemærkninger kunne ændre en hel folkestemning. Til eksempel gik den legendariske news anchor Walter Cronkite den 28. februar 1968 på skærmen og trak sin støtte til Vietnamkrigen med en formulering om, at den eneste fornuftige vej frem var at forhandle med vietnameserne. Det fik øjeblikkeligt Richard Nixon i Det Hvide Hus til at slukke for sit tv og udbryde: »If I’ve lost Cronkite, I’ve lost middle America

Men de tider er for længst forbi.

I dag er den amerikanske tv-virkelighed lige så fragmenteret som resten af den politiske offentlighed, og snarere end at samle nationen er fjernsynet medvirkende til at forstærke forskellene: Amerikanerne oplyses og underholdes af et stadigt knopskydende netværk af tv-kanaler, der ofte fungerer som selvbekræftende ekkokamre for hver sin ideologi.

Det gør tv-vaner til et interessant studieobjekt for politisk forskning, mener Johanna Blakley. Hun er administrerende direktør for The Norman Lear Center i Los Angeles, en politisk uafhængig forskningsenhed under University of California, der studerer underholdningsindustriens indflydelse på den politiske verden. For nylig offentliggjorde hun og hendes kolleger en videnskabelig rapport med titlen Are You What You Watch?, som netop forsøger at spore den politiske splittelse i USA gennem amerikanernes tv-præferencer.

Undersøgelsen er en bekræftelse af, at kulturforbrug altid er politisk, også når vi ikke selv er klar over det. Til eksempel slår rapporten fast, at amerikanere, der mener, at immigranter ønsker at »arbejde sig til et bedre liv«, samtidig er tilbøjelige til at se tv-serien Modern Family, der handler om en sammensat, progressiv amerikansk familie fra Los Angeles. Mens amerikanere, der mener, at immigranter forventer »at blive hjulpet til et bedre liv«, i stedet foretrækker reality-serien Duck Dynasty om en excentrisk hvid familie fra sydstaten Louisiana. 

Endvidere er amerikanere, der mener, »at kvinder og mænd bør deles« om det huslige arbejde tilbøjelige til at se satireprogrammet Saturday Night Live og nyhedskanaler som NBC, CBS og MSNBC. Mens amerikanere, der mener, at »det er kvindens primære ansvar« at tage sig af børn og hjem, typisk foretrækker underholdningsprogrammer som Wipeout, hvor deltagerne konkurrerer om at slå hinanden ud på en forhindringsbane, eller Ridiculousness, der viser sjove tv-klip for et panel af kendte deltagere.

»Konservative holder generelt mere af programmer, som ikke er fiktion,« uddyber Johanna Blakley. »De kan lide sport, nyheder, reality. Mens venstreorienterede er karakteriseret ved en større åbenhed over for stort set alle former for underholdning, også programmer som ikke nødvendigvis afspejler deres egne politiske holdninger.«

De røde og de blå

Undersøgelsen fra The Norman Lear Center er ikke den første af sin slags, der trækker linjer mellem kulturforbrug og politisk overbevisning. Med udgangspunkt i de 50 mest likede tv-shows på Facebook tegnede The New York Times i 2016 et landkort over nationens tv-forbrug. Det viste store forskelle mellem republikanske landdistrikter og kystnære demokratiske byområder. I republikanske områder var et af de mest populære programmer forbryderdramaserien NCIS, der følger et team af fiktive efterforskere fra USA’s flåde, mens de demokratiske byområder blandt andet sværgede til tv-serien The Big Bang Theory om to unge, nørdede Caltech-fysikere i 20’erne. Kortlægningen viste også, at det politiske satiremagasin The Daily Show var mest set i San Francisco og mindst set i Alabama, mens sangkonkurrencen The Voice var mest set i North Dakota og mindst set i New York.

Den nye undersøgelse fra The Lear Center cementerer pointerne fra The New York Times’ datajournalistiske kortlægning – men rapporten går længere endnu. Hvor The New York Times udelukkende kunne vise et sammenfald mellem folks tv-vaner og deres postnummer, er forskningsrapporten fra The Lear Center baseret på spørgeskemaundersøgelser og giver dermed et unikt indblik i forholdet mellem politisk tilhørsforhold og kulturelt forbrug.

Forskerne bag rapporten har spurgt et repræsentativt befolkningsudsnit på 3.096 mennesker om deres tv-vaner og følelser omkring udvalgte programmer samt om deres politiske overbevisning og stemmehistorik.

Rapporten skelner mellem tre vælgergrupper: blå demokratiske vælgere med socialliberale værdier. Røde republikanske vælgere med konservative værdier, og lilla uafhængige vælgere med holdninger, som går på tværs af traditionelle politiske skel.

Rapporten dokumenterer tydelige sammenfald mellem respondenternes tv-præferencer og deres politiske holdninger, hvad enten det drejer sig om spørgsmål som immigration, ligestilling eller racemæssige forhold. Men ifølge Johanna Blakley kan man ikke konkludere entydigt på den data, rapporten tilbyder. 

»Folk har en tendens til at tro, at folks tv-præferencer afspejler deres politiske holdninger en til en, men så simpelt er det langtfra. Bare fordi man ser et program, betyder det ikke nødvendigvis, at man er enig med den ideologi, programmet afspejler eller hviler på. Som mennesker kan vi godt lide at se ting på tv, som vi ikke selv har adgang til i vores eget liv, og fiktionsserier kan være en portal til en anden virkelighed,« siger Johanna Blakley.

Alligevel er der betydelige forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgergruppers tv-vaner, understreger hun.

»Venstreorienterede ser langt mere tv end konservative og har samtidig en forkærlighed for programmer, der inspirerer til debat og samtaler og som bevæger dem. De er også mere tilbøjelige til at værdsætte humor og alternative stilarter. Konservative derimod er mere tilbøjelige til at se tv-programmer, som er drevet af karakterer og plot, og som giver dem en form for adrenalinindsprøjtning. De er generelt mindre følelsesmæssigt engagerede i de tv-programmer, de ser, og opsøger ikke programmer, som får dem til at græde eller blive kede af det. De ser primært tv for at komme i godt humør og foretrækker karakterer, de kan identificere sig med,« siger hun.

Jesse Jacob

Ifølge Johanna Blakley skal forskellen på demokraters og republikaneres tv-forbrug dog ikke kun måles på, hvad de ser i tv – men også på hvordan de ser tv.

»Vi kan se, at venstreorienterede generelt er mere tilbøjelige til at opsøge det anderledes i deres tv-forbrug end konservative, som i højere grad foretrækker at se programmer, der er i overensstemmelse med deres eget ideologiske udgangspunkt. De er mindre nysgerrige på, hvordan andre mennesker lever deres liv. Venstreorienterede føler sig ikke på samme måde truet på deres egne værdier, når de ser programmer, som ikke afspejler det, de selv står for. De føler det tværtimod underholdende. Det er en meget tydelig forskel,« siger hun.

Nærmer sig hinanden

En af de største øjenåbnere i rapporten er imidlertid, at USA som nation faktisk er langt mindre splittet end den uforsonlige offentlige debat ofte giver indtryk af. Samlet set er antallet af amerikanere, der beskriver sig selv som enten demokrater eller republikanere faldet med 20 procent fra 2008 til 2018. I samme periode er antallet af amerikanere, der beskriver sig selv som uafhængige steget.

»En af vores centrale opdagelser denne gang var, at når vi sammenligner med vores seneste undersøgelse fra 2008, så har folk generelt bevæget sig i retning af mere moderate holdninger,« siger Johanna Blakley.

Konkret er amerikanerne rykket ind mod midten, når det kommer til politiske emner som miljø, databeskyttelse, uddannelse, våbenlovgivning, ægteskab, abort, ulighed, skat og regulering af virksomheder. Og tre fjerdedele af de ideologiske skift skyldes, at højreorienterede vælgere har forladt deres ideologiske yderpoler og er rykket ind mod midten.

Rapporten beskriver denne opdagelse som »et overraskende reality-check, der trodser den forenklede mediefortælling om en stadig mere splittet nation«.

»Når du ser på konkrete politiske emner,« uddyber Johanna Blakley, »så bliver folk mere og mere moderate. Ser du til gengæld på partipolitik, så bliver retorikken mere og mere stejl. Men vores undersøgelse blotlægger den underliggende ideologiske bevægelse i befolkningen, og den viser, at folk nærmer sig hinanden på en lang række holdninger og værdier – og det sker i en stadig mere venstreorienteret retning.«

–Men alligevel vandt Trump jo valget sidste gang – hvordan forklarer du det?

»Det skyldes vores forfærdelige valgsystem. Hillary Clinton vandt en jordskredssejr, når man ser på det totale antal afgivne stemmer. Så det handler både om vores forvrængede politiske system og om, hvem der faktisk møder op for at stemme. Det sidste er et stort problem for venstreorienterede. Konservative er nemmere at mobilisere og få til at møde op ved stemmeboksen. Ældre er bedre til at stemme end unge – og flere ældre er konservative. Så der er stor forskel på, hvad der sker med vores valghandlinger, og hvad folk egentlig mener, og hvilke værdier de deler.«

Ifølge Johanna Blakley sker der i disse år en paradoksal dobbeltbevægelse, hvor den offentlige debat bliver stadig mere splittet, mens befolkningen står stadig mere samlet.

»Mediernes udlægning af den politiske debat understøtter en fortælling om, at amerikanerne er delt. Og det er en fortælling, som Trump – som jo i sig selv er ekstremt polariserende – er med til at sætte ekstra skub i. Men hvis man kigger under kølerhjelmen og spørger folk, hvad de mener om de emner, som angiveligt deler dem, så viser det sig, at folk faktisk nærmer sig hinanden,« siger Johanna Blakley og fremhæver lovliggørelsen af homoægteskaber som et bevis på netop denne udvikling.

»Ingen troede nogensinde, at homoægteskaber skulle blive omfavnet her i USA. Mange mente, at det var en dårlig idé, at venstreorienterede politikere overhovedet førte det emne frem – men det virkede. Et flertal af amerikanerne går nu ind for homoægteskaber og højesteret har godkendt det, så der er sket kæmpeskridt på en række kernespørgsmål, som de fleste troede, det ville tage meget længere tid for USA at bevæge sig på.«

Fem programmer, der samler

Går man bag om amerikanernes delte tv-forbrug, finder man da også programmer, som bygger bro over den politiske kløft og taler til både demokrater, republikanere og uafhængige. Det drejer sig om i alt fem programmer: America’s Funniest Home Videos, Bones, Criminal Minds, Pawn Stars og Mythbusters. Men hvorfor lige netop disse programmer? Det fremgår ikke af rapporten, men Johanna Blakley har et bud:

»Det var først, efter at vi havde publiceret vores undersøgelse, at jeg fik en idé om, hvordan det kan være. Jeg tror, det handler om en interesse i og en længsel efter sandheden,« siger hun.

Forklaringen er denne: Såvel Bones som Criminal Minds handler om at finde frem til sandheden om en forbrydelse ved hjælp af diverse kriminaltekniske spor. Myth Busters er et videnskabsprogram, der tester folkelige myter og afgør, om de er sande eller falske. Og America’s Funniest Home Videos afdækker »sandheden om, hvordan vi i virkeligheden er bag facaden,« ræsonnerer Johanna Blakley.

»Og det samme kan i virkeligheden siges om det sidste og femte program, som også bliver set af både venstreorienterede og konservative, og som alle elsker at hade, nemlig Pawn Star. Det handler om en lånehaj i Los Angeles, hvor folk indleverer deres gamle arvestykker og får sandheden at vide om deres faktiske værdi,« siger hun.

Med andre ord kan de fem programmer – som alle tre vælgergrupper altså har til fælles – læses som et korrektiv til fortællingen om, at sandheden har mistet sin betydning for amerikanerne, mener Johanna Blakley.

»Netop nu, hvor alle taler om, at sandheden ikke længere spiller en rolle for folk, er det interessant, at vi måske alligevel søger sandheden i vores valg af underholdning. Måske er det netop, fordi offentligheden er så polariseret, at folk i stedet vender sig mod underholdningsprogrammer på tv for at få stillet deres sult efter, hvad der er sandt og falsk.«

’Are You What You Watch?’

Rapporten ’Are You What You Watch?’ fra The Norman Lear Center under University of California sporer den politiske kløft i USA gennem amerikanernes tv-præferencer

Rapporten skelner mellem tre vælgergrupper:

Blå, demokratiske vælgere er generelt positivt indstillede over for abort, klima, våbenkontrol, homoseksuelle ægteskaber og immigration og tegner op mod 47 procent af befolkningen. Et flertal i gruppen er kvinder, og det er også her, at afroamerikanske vælgere er bredest repræsenteret. Blå får bl.a. deres nyheder fra tv-kanaler som CNN og MSNBC, og de ser typisk tv-serier som eksempelvis ’Modern Family’, der er en mockumentary om en udvidet og sammensat familie fra Los Angeles.

Røde, republikanske vælgere har typisk konservative holdninger til emner som immigration, islam og positiv særbehandling, mens de ser positivt på politivæsenet og retten til at bære våben. Det republikanske vælgerkorps har en overvægt af ældre og udgør cirka 35 procent af befolkningen. Generelt ser røde vælgere mindre tv end blå vælgere, men når de gør, er det især for at få et adrenalinsus. Et af deres foretrukne medier er den familievenlige tv-kanal Hallmark, og blandt favoritprogrammerne er kriminalserier som ’NCIS’ og ’Criminal Minds’.

Lilla svingvælgere har holdninger, der går på tværs af den traditionelle opdeling af amerikansk politik og tegner sig for cirka 18 procent af vælgerbefolkningen. Gruppen har den største repræsentation af asiater og latinoer, mange er religiøst funderede og tilfredsheden med livet er generelt stor.

Blandt deres favoritshows er underholdningskonkurrencer som ’The Voice’ og ’Dancing with the Stars’. Men de ser også både satireprogrammet ’Saturday Night Live’, som er populært blandt demokratiske vælgere, og realityserien ’Duck Dynasty’, som især er populært blandt republikanske vælgere.

Hvorfor ser de tv?

Røde, republikanske vælgere ser især tv for at komme i godt humør, og de foretrækker karakterer, de kan identificere sig med.

Blå, demokratiske vælgere bruger flere timer foran tv’et end republikanere og har en forkærlighed for programmer, der inspirerer til debat og samtale, og som bevæger dem.

Lilla, uafhængige vælgere ser allermest tv, ofte med et opdragende element, og de er mest tilbøjelige til at gribe til social og politisk handling på baggrund af det, de ser

Hvad deler dem?

Immigration

Amerikanere, der mener, at immigranter forventer at »blive hjulpet til at få et bedre liv«, er tilbøjelige til at se reality-serien ’Duck Dynasty’ om en excentrisk hvid familie fra sydstaten Louisiana.

Amerikanere, der mener, at immigranter gerne vil »arbejde sig til et bedre liv« er mere tilbøjelige til at se ’Modern Family’, der handler om en sammensat, progressiv amerikansk familie fra Los Angeles.

Fun fact: Amerikanere, der placerer immigration på deres top tre over vigtigste politiske emner er – uafhængigt af om de i øvrigt er tilhængere af mere eller mindre immigration – mere tilbøjelige til at være fans af zombie-serien ’The Walking Dead’.

Ligestilling

Amerikanere, der mener, at en kvindes »primære ansvar er hendes børn og hendes hjem« er tilbøjelige til at se reality-programmer som ’Wipeout’, ’Ridiculousness’ og ’Cake Boss’ samt tv-serier som ’The Walking Dead’ og ’Adventure Time’.

Amerikanere, der mener, at kvinder og mænd bør »deles om det huslige arbejde«, er mere tilbøjelige til at se satireprogrammet ’Saturday Night Live’ og nyhedskanaler som NBC, CBS og MSNBC.

Racespørgsmål

Amerikanere, der oplister race som et af de mindst vigtige emner foretrækker generelt serier som ’NCIS’, ’The Walking Dead’ og ’Law & Order’.

Amerikanere, der opfatter race som et vigtigt politisk emne er mere tilbøjelige til at se ’The Daily Show’, ’Orange Is the New Black’, ’Scandal’ og ’Fast N’ Loud’, et realityprogram om at sætte gamle biler i stand.

Hvad samler dem?

Går man bag om amerikanernes delte tv-forbrug, finder man også programmer, som bygger bro over den politiske kløft og taler til både demokrater, republikanere og uafhængige. Det drejer sig om i alt fem programmer:

Ideologisk nærmer de sig hinanden

Rapporten viser, at USA som nation mindre splittet end den uforsonlige offentlige debat giver indtryk af. Samlet set er antallet af amerikanere, der beskriver sig selv som enten demokrater eller republikanere faldet med 20 procent fra 2008 til 2018. I samme periode er antallet af amerikanere, der beskriver sig selv som uafhængige steget.

Samlet er amerikanerne rykket ind mod midten, når det kommer til politiske emner som miljø, databeskyttelse, uddannelse, våbenlovgivning, ægteskab, abort, ulighed, skat og regulering af virksomheder. Tre fjerdedele af de ideologiske skift skyldes, at højreorienterede vælgere er rykket ind mod midten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hmmm, splittelsen mellem Republikanere og Demokrater er nok nemmere at causere over via tv-forbrug end i realpolitikken, hvor man er helt enige om american exceptionalism - retten til selvtægt fordi man er en udvalgt nation. Man er også enige om at markedskapitalisme er sagen - og at det indirekte konkurrencedemokrati er det bedste, som er frembragt på jorden. Man er enige om den private ejendomsrets ukrænkelighed, politiets voldsmonopol, residualitet og selvforsikring når det kommer til social hjælp og sundhed. Og man er nogenlunde enige om at lande, som ikke ønsker at amerikansk industri og forretning høster profitter hos dem, er underlige, fjendtlige og bør betegnes som aggressive mod den amerikanske drøm (enhver gadefejer kan blive millionær, hvis han har viljen).

Den via tv-forbruget beskrevne politiske splittelse viste sig end ikke da det kom til Trump's mur, som partierne i enighed vedtog finansiering af for ikke så længe siden. Den politiske splittelse findes nok mest i medierne og på persongalleri-niveauet; i realpolitikken er den så som så. Der er ihvertfald absolut ingen reelt røde (forstået som de facto venstreorienterede) elementer i Demokraternes realpolitikker ... så der er tale om en kunstig modsætning. Brød og skuespil for folket. Som vi jo også har kunnet overvære det i den falske rød og blå blok-primitivisering af dansk parlamentarisme gennem de seneste dekader.

Trond Meiring og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

->Hanne Utoft - en anbefaling er ikke tilstrækkelig. Det er fandme godt og rammende skrevet! God weekend :-)