Baggrund
Læsetid: 9 min.

Balladen om The New York Times’ debatredaktør fortæller om mere end en avis i krise

Fyringen af James Bennet, The New York Times’ prominente debatredaktør, blotlægger en åben kamp i amerikanske journalistkredse – og også en hel del andre steder
»Send in The Troops« skrev senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, i et debatindlæg i The New York Times – på avisens opfordring, vel at mærke. Og så brød helvede løs blandt avisens medarbejdere.

»Send in The Troops« skrev senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, i et debatindlæg i The New York Times – på avisens opfordring, vel at mærke. Og så brød helvede løs blandt avisens medarbejdere.

Erin Schaff

Kultur
13. juni 2020

Onsdag aften den 3. juni 2020 udgav den amerikanske avis The New York Times en artikel på sin hjemmeside. »Send In the Troops«, lød overskriften – send soldaterne ind. Det var et debatindlæg skrevet af senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, og det var planen, at det også skulle bringes på debatsiderne i den trykte udgave af avisen en af de efterfølgende dage. 

Det skete aldrig.

Til gengæld endte det som katalysator for en meget større principiel debat. 

I teksten hævdede den republikanske senator i uforsonlige vendinger, at optøjerne, der var opstået i kølvandet på politidrabet på George Floyd, havde skabt »anarki« i de amerikanske gader. Militæret måtte sættes ind, argumenterede Cotton, så politiet kunne få gjort en ende på volden.

Kort efter offentliggørelsen svømmede det sociale medie Twitter over med tilkendegivelser fra ansatte på avisen, der var modstandere af, at indlægget overhovedet var blevet bragt. Flere argumenterede for, at teksten direkte kunne bringe The New York Times’ sorte reportere og fotografer i felten i fare. Andre mente, at avisen mistede anseelse, mens andre igen følte personlig skyld og flovhed.

»Som sort kvinde, som journalist, som amerikaner skammer jeg dybt over, at vi har udgivet det her,« skrev avisens nylige Pulitzer Prize-modtager Nikole Hannah-Jones.

Debatredaktør James Bennett, som var ansvarlig for udgivelsen, skrev den følgende dag en serie af tweets, der skulle forsvare og forklare, hvorfor han havde trykt indlægget.

»The New York Times har på lederplads flere gange forsvaret demonstranterne som patrioter og har på det skarpeste kritiseret myndighedernes brug af magt mod dem,« skrev han i det første tweet og fortsatte:

»Vi har også i årevis tordnet mod de underliggende, systematiske grusomheder, som har ledt til disse protester. Som en del af vores granskning af emnet har vi udgivet stærke debatindlæg til støtte for protesterne, advokeret for grundlæggende forandring og kritiseret magtmisbrug. Vi skylder vores læsere også at vise modargumenterne. Særligt dem, der fremsættes af mennesker i magtpositioner. Mange læsere finder Cottons indlæg pinefuldt, endda farligt. Det i sig selv mener vi er en grund til, at hans argumenter kræver en offentlig undersøgelse og debat.«

Disse tweets blev liket og delt vidt og bredt, men der var stadig stor utilfredshed. Også hos ansatte på The New York Times. Blandt andet var der en række ikkeredaktionelt ansatte, som i protest meldte sig syge.

Gennem 1990’erne og 00’erne har James Bennett været en markant journalist og redaktør på The New York Times’ Washington- og Jerusalem-redaktion. I 2006 stoppede han på avisen, fordi han blev headhuntet til stillingen som chefredaktør på magasinet The Atlantic, hvor han på de 10 år, han nåede at stå i spidsen, gjorde magasinets hjemmeside til en stor succes. Han stod her bag flere historier, der påkaldte sig stor opmærksomhed, blandt andet en forsidehistorie om sangerinden Britney Spears og en kritisk historie om identitetspolitik på amerikanske universiteter. 

James Bennett har haft som erklæret mål at ruske op i kernelæsernes verdensbillede.

James Bennett har haft som erklæret mål at ruske op i kernelæsernes verdensbillede.

Kristoffer Tripplaar

I 2016 kom han så tilbage til The New York Times som debatsidernes øverstkommanderende. Her har han været åben om at ville ruske i kernelæsernes verdensopfattelse og har blandt andet markeret sig ved at hente – for den venstreorienterede avis uvante – profiler som klummeskribenten Bret Stephens, der har modtaget en Pulitzer-pris, men som også er kendt for at have et neokonservativt syn på udenrigspolitik. 

»Forhastet arbejdsproces«

I sine forsvarstweets for at bringe Cottons debatindlæg fik Bennet ikke lige skrevet, at det faktisk var debatredaktionen, der havde opfordret Cotton til at skrive – ikke Cotton, der havde henvendt sig til debatredaktionen. Bennet følte sig heller ikke kaldet til at indrømme, at han ikke havde læst debatindlægget før publicering.

Begge dele kom frem i løbet af torsdagen, hvor det offentlige pres (i hvert fald på sociale medier) steg på Bennet og på avisen.

Opinionschefen er på amerikanske aviser traditionelt uafhængig af den journalistiske chefredaktør, og der er vandtætte skotter mellem de to dele af et bladhus.

Fredag indkaldte The New York Times’ udgiver, A.G. Sulzberger, sine ansatte til et fællesmøde. Her kaldte han angiveligt teksten »foragtelig« og sagde til sine kolleger, at den aldrig burde være blevet bragt. Grunden til, at det overhovedet var sket, sagde han, var en »forhastet arbejdsproces«, hvor faktatjek ikke havde fået tilstrækkeligt med opmærksomhed. Det skulle der blive taget hånd om med nye procedurer på debatredaktionen, lød det. 

Der var imidlertid også flere faktuelle problemer med teksten. For eksempel hævder Cotton, at venstreradikale typer fra Antifa har infiltreret demonstrationerne, hvilket ikke er blevet bevist.

Et par dage senere, søndag, annoncerede The New York Times, at James Bennet trådte tilbage fra sin stilling med øjeblikkelig virkning, ligesom en af hans nærmeste redaktører, Jim Dao, ville blive forflyttet til nyhedsredaktionen.

I sin forklaring fremhævede avisen, at James Bennet tidligere har ladet indlæg af problematisk karakter passere. Blandt andet var det ham, der havde ansvaret for den meget omtalte karikaturtegning fra sidste år, som forestillede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som en førerhund i snor med davidsstjerne om halsen og en blind Donald Trump bag ham iført solbriller og kalot.

Tegningen blev anklaget for at være antisemitisk og bevirkede, at The New York Times holdt helt op med at bringe karikaturtegninger i sin internationale udgave. Bennet har desuden i en leder kædet den forhenværende guvernør Sarah Palin sammen med et skudangreb på et kongresmedlem, hvilket hun viste sig intet at have med at gøre.

»I sidste uge så vi et markant sammenbrud i vores redigeringsproces,« formulerede A.G. Sulzberg det i en intern besked til avisens medarbejdere, »og det er ikke det første, vi har oplevet de seneste år.«

Bennets afløser hedder Katie Kingsbury, og hun opfordrede ifølge mediet VOX sine ansatte til med det samme at ringe eller skrive, hvis de møder »en debatartikel – eller så meget som en overskrift eller en tekst på sociale medier, som giver anledning til den mindste panderynke«.

Tidsånden

Men handler den her historie om en redaktør med dårlig dømmekraft eller om en metaltræt udgiver, der bukker under for pres? Eller fortæller den i virkeligheden en bredere historie om amerikansk journalistik – eller måske endda noget så uhåndgribeligt som tidsånden?

Der er delte meninger om Bennets dømmekraft, men det er åbenlyst, at han er en provokatorisk debatredaktør, der bedre kan lide gang i gaden end hyggelig meningslighed. At hans udgiver har været under pres, er også hævet over tvivl, men om A.G. Sulzberger ligefrem er bukket under for trykket fra utilfredse ansatte, er også umuligt at fastslå. 

Hvad så med tidsånden?

Information har spurgt debatredaktører på nogle af USA’s største aviser – Los Angeles Times, Boston Globe, Wall Street Journal, Washington Post og New York Post – om de mener, at The New York Times skulle have bragt debatindlægget eller ej – og om, hvad sagen siger om tidsånden. Kun New York Post – en højreorienteret tabloidavis og på den måde meget langt fra The New York Times – er vendt tilbage. Avisens redaktør for debat og ledere, Mark Cunningham, skriver:

»Ansatte ved demokratiets smeltedigel, pressen, opfatter nu stemmer, der er anderledes end deres egen, som en dødstrussel – og deres chefer tør ikke sige dem imod.«

Cunningham refererer til chefer i flertal, fordi sagen om Cottons debatindlæg ikke er enestående. 

I den seneste uges tid er nemlig ikke kun Bennet blevet fyret. Også chefredaktøren på avisen Philadelphia Inquirer, Stan Wischnowski, måtte træde tilbage, efter han havde trykt en ganske ædruelig arkitekturanmeldelse skrevet af avisens kritiker Inga Saffron, der var udstyret med den klodsede overskrift »Buildings Matter, Too« (bygninger betyder også noget, ordspil på sloganet og bevægelsen Black Lives Matter, red.).

Og torsdag i denne uge kunne The New York Times – ironisk nok – fortælle nyheden om, at to prominente journalister på dagbladet The Pittsburgh Post-Gazette anklagede deres hvide redaktører for at have nægtet dem at dække protester imod racisme og politivold. Det afviser chefredaktøren og kalder det »en uanstændig løgn – et injurie, sådan set«.

Ytringsetik

Der er flere af den slags historier. I Danmark har vi ikke set eksempler på redaktører, der er blevet afsat (og vist heller ikke krævet afsat), som konsekvens af, at de har trykt tekster, der af nogle er blevet opfattet som upassende eller stødende – eller har været udstyret med dumme overskrifter.

Men det er ikke mere end et par måneder siden, at debattøren Henrik Marstal i dagbladet Politiken fremsatte det argument, at avisen skulle afholde sig fra at udgive lektor og debattør Marianne Stidsens indlæg, fordi han finder hendes synspunkter »uhyrlige og proportionsforvrængende«. Det kalder han »ytringsetik«.

»Ytringsetikken angår nemlig ikke blot den, der taler, men også det medie, vedkommende taler i. Derfor var det, vil jeg hævde, problematisk overhovedet at lade Stidsens udtalelser få spalteplads.«

Indtil videre er der vist ingen danske journalister, der taler om denne ytringsetik, men kampen i de amerikanske redaktionslokaler afspejler en kamp, der udkæmpes mange andre steder i samfundet. Som The New York Times-journalisten Bari Weiss har tweetet, står »borgerkrigen i The New York Times’ redaktionslokaler« mellem de (primært unge) woke ansatte og de (primært 40+) liberale.

Og det er ifølge hende den samme kamp, der raser hos andre aviser og virksomheder rundt om i USA.

»’Den gamle garde’ lever efter et sæt normer, der lidt bredt kan kaldes libertarianisme. De gik ud fra, at de delte verdenssyn med de unge mennesker, som de ansatte, og som kaldte sig selv liberale og progressive. Men det viste sig at være forkert. De unge har et fundamentalt andet syn på verden. De kalder det safetyism: Retten til at føle sig følelsesmæssigt eller psykologisk tryg trumfer alt det, der tidligere blev betragtet som liberale kerneværdier – f.eks. ytringsfrihed,« skriver hun.

Hun nævner som et af de måske klareste eksempler på denne dynamik en sag fra 2018, hvor The New Yorkers chefredaktør, David Remnick, under massivt offentligt pres fra sine egne ansatte endte med at trække en invitation tilbage, som han havde sendt til den højreorienterede ideolog Steve Bannon, til at optræde på New Yorker Ideas Festival.

Med udgangspunkt i polemikken om Cottons debatindlæg tweetede den anerkendte sorte amerikanske journalist Wesley Lowery, der har arbejdet på flere af USA’s største aviser og i dag arbejder på tv-nyhedsmagasinet 60 Minutes: »Den amerikanske view-from-nowhere, objektivitetsbesatte, begge sider af sagen-journalistik er et fejlslagent eksperiment. Vi er nødt til grundlæggende at genstarte de normer, vores branche er baseret på,« skrev han og opfordrede kolleger til at genopbygge journalistikken som et sted, der først og fremmest opererer ud fra et moralsk synspunkt – ikke langt fra Marstals tanker om ytringsetik.

Og denne genstartsproces er der tilsyneladende opbakning til blandt amerikanske journalister. I en klumme om sagen skrev The New York Times’ faste klummeskribent Michelle Goldberg, at hun godt kunne se en vis værdi ved Bennets debatindlæg – men ikke nok til at retfærdiggøre det at udgive den. 

»Det er vigtigt at forstå, hvad de folk, Donald Trump omgiver sig med, tænker. Men hvis du er ærlig om, hvad de faktisk tænker, er det som regel for væmmeligt til at tage alvorligt,« skriver hun. »Det er et problem. Og det er en af årsagerne til den krise, der har sat Amerika i brand.«

Det er vanskeligt. 

Bari Weiss, The New York Times-journalisten, der taler om, at redaktionen er opdelt i to lejre, har ret koncist formuleret, hvad der er på spil.

På Twitter har hun skrevet, at The New York Times’ motto er: All the News That’s Fit to Print – alle de nyheder, det passer sig at trykke. 

Udfordringen – skriver hun – er, at den ene del af redaktionen lægger vægt på ordet ’alle’. 

Den anden del lægger vægt på ’passer sig’. 

Kilder: The New York Times, The Hill, Washington Post, Philadelphia Inquirer, VOX, Politiken, Twitter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Paradokset er, at den omtalte “safetyism” er så skræmmende, fordi den er umulig at debattere med. Det er en mere end trist udvikling i et liberalt og demokratisk samfund.

Frank Hansen, René Arestrup, jon jacobsen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Kurt Nielsen og Cristina Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

The New York Times støttede aktivt Iraq-krigen og undertrykte historien om løgnene - siden dengang har jeg lært at følge op på kilderne NYT bruger.

Minna Rasmussen, Niels Leth-Espensen, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Frank Hansen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Torben Arendal, Mikkel Zess, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og på det sidste har NYT deltaget sig i propagandaen mod Kina med det resultat at deres folk blev smidt ud af Kina.

Hans Aagaard, Alvin Jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Rasmus Elmelund. Tak for en fremragende artikel. Hold endelig fast i temaet, det er jo efterhånden den sidste tynde tråd, der holder liv i ytringsfriheden og dermed demokratiet. Begge dele er i akut krise og ikke kun i Donald Ducks USA, men i hele den vestlige verden.

Niels Duus Nielsen, René Arestrup, Jane Jensen, Alvin Jensen, ingemaje lange og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Nå, undskyld. Jeg mente naturligvis Donald Trump. Beklager.

Igen og igen skrives der om fnidder mellem centrister og højreorienterede; NYT har aldrig været venstreorienteret ... men derimod meget jævnligt magtens stenografer. Og slagsmålet på det borgerlige mainstreamorgan er et patetisk smagsdommeri, som intet har med fagjournalistik at gøre.

Trond Meiring, Erik Winberg, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Michael Waterstradt, Jan Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Arendal og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Casper Borly

Åh kære Information led os ikke ind i fristelse men fri os fra det onde. Fedt indlæg - fra allerførste gang jeg åbnede avisen var glæden ved subjektiviteten stor. Synes det er spændende med de forskellige holdninger/vinkler jeres journalister kan have til et emne. Det lykkedes for jer i en grad jeg ikke er stødt på hos andre aviser. Alligevel nager tanken mig nu I hvor stor grad I giver spalteplads til folk der tænker anderledes. I min bog har I jo typisk de “rigtige” holdninger og I gør også plads til “anderledestænkende” som Cepos og Pia Kjærsgaard, men gør I det nok? Det er sikker ikke nemt at finde en balance men kom endelig med mere så vi ikke forsvinder ind i en feel-good, jeg-har-de-rigtige-holdninger boble og glemmer at lytte :)

Bent Nørgaard, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen og jon jacobsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Det er meget lang tid siden, USA var en demokratisk republik. NYT, Washington post, CNN og MSNBC har altid været talerør for det industrielle militære complex, og USAs endeløse krige. De fabrikere løgne, og laver smædekampagner imod præsident kandidater, der kunne gøre en stor forskel for de fattigste i landet. De vil for alt i verden beholde status quo, og det får de med Biden.

Trond Meiring, Erik Winberg, Ole Arne Sejersen, Ole jakob Dueholm Bech, Lars Løfgren og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jon jacobsen

Ukritisk tiltro til NYT er vel ikke den fremragende artikels pointe. Modstand mod og afstandtagen fra racisme og forskelsbehandling af enhver form er elementært, men overdreven Safety’ism, identitetsfixering og krænkelsesparathed er gift for frisind, tolerance og demokrati.

Steffen Gliese

Meningspluralisme lægger aviserne i graven: de skulle oplyse og formidle verden for deres læsere, men i stedet henfalder hele til interessekamp, som endog ikke længere føres mellem aviser, men på samme vis i alle - og det er med til at forfladige synspunkter, pressens rolle i samfundet, læsernes adgang til forståelse af verden.
Lange, grundige udlægninger af de ting, der foregik i virkeligheden, gjorde mig til Informationslæser dengang, hvor alle talte om, hvor kedelig avisen var. For mig udtrykte den - i tiden efter munkemarxisterne - et helt enormt redaktionelt frisind, som er visnet væk med den opdragelse til konformisme, de seneste 25 år umærkeligt har ødelagt samfundet med: mondænitet har taget pladsen i stedet for progressivitet, på nær på det grønne område, hvor der endnu kan mobiliseres.
Om noget bør denne krise ellers have lært os, at afgørende væsentlige forhold i samfundet henligger i mørke, fordi sociologisk nysgerrighed er afløst, også her, af en smalsporet koncentration om politiske beslutningsprocesser.
Før pressen vågner op og begynder at tage udgangspunkt i virkeligheden - og jeg vil godt indrømme, at Information stadig gør det mere og bedre end andre - fra et analytisk fremfor et anekdotisk synspunkt, tror jeg, at den går sin død i møde.
Information har alle muligheder for at vokse og udvikle sig i et samfund, hvor det er blevet normen, at de fleste tager teoretiske ungdomsuddannelser, og man kunne godt ønske sig, at der igen var lidt færre billeder og lidt mere analytisk tekst.

Knud Lindholm Lau, Trond Meiring og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

I visse personkredse kan man finde fortalere for den ide at der ikke findes nogen holdninger og ytringer, der ikke bør have vores opmærksomhed. Disse personer, som jeg vil betegne "ytringsfrihedsfundamentalister", kan fx finde på at sige at "selv de mest rabiate synspunkter skal op til overfladen" i et implicit argument for at aviser aldrig(?!) skal afvise et opinionsindlæg.

Ytringsfrihedsfundamentalister befinder sig ofte i den besværlige position at de på den ene side argumenterer for vigtigheden af ytringsfrihed i et frit, demokratisk samfund, samtidigt med at de også argumenterer for at offentliggørelsen af fx et opinionsindlæg er en 100% neutral, upolitisk handling ("indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning" etc. etc.), som ikke i sig selv udgør en støtte til indholdet. Det er en åbenlys selvmodsigelse; ytringer kan ikke både være politisk vigtige og politisk neutrale. Beslutningen om at gengive et indlæg kan ikke unddrage sig at være en implicit støtteerklæring, der siger at indlægget (om ikke andet) er værd at overveje. Og at give en platform til en holdning er at hjælpe denne holdning til en større udbredelse.

Det er utroligt at disse mange indlæg om fyrede redaktører alle undgår at nævne begrebet "Overton-vinduet", der ellers må siges at være kernen i problemstillingen. Overton-vinduet betegner rammen for "acceptabel" offentlige debat; denne ramme er centreret på den til enhver tid gældende politiske "midte", og er af samme grund altid i bevægelse. Hver eneste gang en debatredaktør skal afgøre om et debatindlæg er for rabiat til offentliggørelse, er det Overton-vinduet de skuer til. Og med hvert offentliggjort debatindlæg rykker vinduet en lille smule i den ene eller andet retning.

Mange politikere (og vælgere) omkring den gældende midte har tendens til at benægte at vinduet overhovedet kan flytte sig, hvilket er en nem måde for dem at kortslutte debatter på til fordel for status quo, men også noget enhver med en smule historie kan se er åbenlyst vrøvl. (Historisk set har forslag om både slaveri og menneskeofringer været inden for rammerne af acceptabel politisk diskurs, men er det forhåbentligt ikke længere.)

Men at journalister skulle fornægte selve eksistensen af Overton-vinduet... det havde jeg alligevel ikke troet at jeg skulle se.

PS: Den konkrete sag var et debatindlæg der agiterede for at sende militæret ind for med vold at undertrykke demonstrationer i et ellers nominelt demokratisk land. Om ikke andet ville jeg håbe vi kunne blive enig om at dette er langt uden for det danske Overton-vindue. Så kan vi blive fri for stråmandsargumenterne om "safetyism"? Der findes allerede et godt, gammeldags ord for retten til at kunne demonstrere i gaderne uden at blive skudt af militæret. Denne rettighed går (i modsætning til den ikke-eksisterende ret til at få sine meninger trykt i New York Times) under betegnelsen "ytringsfrihed".

Knud Lindholm Lau, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

Trump-regeringen har siden som bekendt sendt tropperne ind, og de første resultater kan ses nu:

https://www.opb.org/news/article/federal-officers-portland-protester-sho...
https://www.opb.org/news/article/federal-law-enforcement-unmarked-vehicl...

"Safetyism".