Læsetid: 9 min.

Balladen om The New York Times’ debatredaktør fortæller om mere end en avis i krise

Fyringen af James Bennet, The New York Times’ prominente debatredaktør, blotlægger en åben kamp i amerikanske journalistkredse – og også en hel del andre steder
»Send in The Troops« skrev senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, i et debatindlæg i The New York Times – på avisens opfordring, vel at mærke. Og så brød helvede løs blandt avisens medarbejdere.

»Send in The Troops« skrev senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, i et debatindlæg i The New York Times – på avisens opfordring, vel at mærke. Og så brød helvede løs blandt avisens medarbejdere.

Erin Schaff

13. juni 2020

Onsdag aften den 3. juni 2020 udgav den amerikanske avis The New York Times en artikel på sin hjemmeside. »Send In the Troops«, lød overskriften – send soldaterne ind. Det var et debatindlæg skrevet af senatoren fra Arkansas, Tom Cotton, og det var planen, at det også skulle bringes på debatsiderne i den trykte udgave af avisen en af de efterfølgende dage. 

Det skete aldrig.

Til gengæld endte det som katalysator for en meget større principiel debat. 

I teksten hævdede den republikanske senator i uforsonlige vendinger, at optøjerne, der var opstået i kølvandet på politidrabet på George Floyd, havde skabt »anarki« i de amerikanske gader. Militæret måtte sættes ind, argumenterede Cotton, så politiet kunne få gjort en ende på volden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • Cristina Nielsen
Jane Jensen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Kurt Nielsen og Cristina Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Paradokset er, at den omtalte “safetyism” er så skræmmende, fordi den er umulig at debattere med. Det er en mere end trist udvikling i et liberalt og demokratisk samfund.

Frank Hansen, René Arestrup, jon jacobsen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Kurt Nielsen og Cristina Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

The New York Times støttede aktivt Iraq-krigen og undertrykte historien om løgnene - siden dengang har jeg lært at følge op på kilderne NYT bruger.

Minna Rasmussen, Niels Leth-Espensen, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Frank Hansen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Torben Arendal, Mikkel Zess, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og på det sidste har NYT deltaget sig i propagandaen mod Kina med det resultat at deres folk blev smidt ud af Kina.

Hans Aagaard, Alvin Jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Rasmus Elmelund. Tak for en fremragende artikel. Hold endelig fast i temaet, det er jo efterhånden den sidste tynde tråd, der holder liv i ytringsfriheden og dermed demokratiet. Begge dele er i akut krise og ikke kun i Donald Ducks USA, men i hele den vestlige verden.

Niels Duus Nielsen, René Arestrup, Jane Jensen, Alvin Jensen, ingemaje lange og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Igen og igen skrives der om fnidder mellem centrister og højreorienterede; NYT har aldrig været venstreorienteret ... men derimod meget jævnligt magtens stenografer. Og slagsmålet på det borgerlige mainstreamorgan er et patetisk smagsdommeri, som intet har med fagjournalistik at gøre.

Trond Meiring, Erik Winberg, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Michael Waterstradt, Jan Weber Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Arendal og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Casper Borly

Åh kære Information led os ikke ind i fristelse men fri os fra det onde. Fedt indlæg - fra allerførste gang jeg åbnede avisen var glæden ved subjektiviteten stor. Synes det er spændende med de forskellige holdninger/vinkler jeres journalister kan have til et emne. Det lykkedes for jer i en grad jeg ikke er stødt på hos andre aviser. Alligevel nager tanken mig nu I hvor stor grad I giver spalteplads til folk der tænker anderledes. I min bog har I jo typisk de “rigtige” holdninger og I gør også plads til “anderledestænkende” som Cepos og Pia Kjærsgaard, men gør I det nok? Det er sikker ikke nemt at finde en balance men kom endelig med mere så vi ikke forsvinder ind i en feel-good, jeg-har-de-rigtige-holdninger boble og glemmer at lytte :)

Bent Nørgaard, Ole jakob Dueholm Bech, Niels Duus Nielsen og jon jacobsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Det er meget lang tid siden, USA var en demokratisk republik. NYT, Washington post, CNN og MSNBC har altid været talerør for det industrielle militære complex, og USAs endeløse krige. De fabrikere løgne, og laver smædekampagner imod præsident kandidater, der kunne gøre en stor forskel for de fattigste i landet. De vil for alt i verden beholde status quo, og det får de med Biden.

Trond Meiring, Erik Winberg, Ole Arne Sejersen, Ole jakob Dueholm Bech, Lars Løfgren og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jon jacobsen

Ukritisk tiltro til NYT er vel ikke den fremragende artikels pointe. Modstand mod og afstandtagen fra racisme og forskelsbehandling af enhver form er elementært, men overdreven Safety’ism, identitetsfixering og krænkelsesparathed er gift for frisind, tolerance og demokrati.

Steffen Gliese

Meningspluralisme lægger aviserne i graven: de skulle oplyse og formidle verden for deres læsere, men i stedet henfalder hele til interessekamp, som endog ikke længere føres mellem aviser, men på samme vis i alle - og det er med til at forfladige synspunkter, pressens rolle i samfundet, læsernes adgang til forståelse af verden.
Lange, grundige udlægninger af de ting, der foregik i virkeligheden, gjorde mig til Informationslæser dengang, hvor alle talte om, hvor kedelig avisen var. For mig udtrykte den - i tiden efter munkemarxisterne - et helt enormt redaktionelt frisind, som er visnet væk med den opdragelse til konformisme, de seneste 25 år umærkeligt har ødelagt samfundet med: mondænitet har taget pladsen i stedet for progressivitet, på nær på det grønne område, hvor der endnu kan mobiliseres.
Om noget bør denne krise ellers have lært os, at afgørende væsentlige forhold i samfundet henligger i mørke, fordi sociologisk nysgerrighed er afløst, også her, af en smalsporet koncentration om politiske beslutningsprocesser.
Før pressen vågner op og begynder at tage udgangspunkt i virkeligheden - og jeg vil godt indrømme, at Information stadig gør det mere og bedre end andre - fra et analytisk fremfor et anekdotisk synspunkt, tror jeg, at den går sin død i møde.
Information har alle muligheder for at vokse og udvikle sig i et samfund, hvor det er blevet normen, at de fleste tager teoretiske ungdomsuddannelser, og man kunne godt ønske sig, at der igen var lidt færre billeder og lidt mere analytisk tekst.

Knud Lindholm Lau, Trond Meiring og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

I visse personkredse kan man finde fortalere for den ide at der ikke findes nogen holdninger og ytringer, der ikke bør have vores opmærksomhed. Disse personer, som jeg vil betegne "ytringsfrihedsfundamentalister", kan fx finde på at sige at "selv de mest rabiate synspunkter skal op til overfladen" i et implicit argument for at aviser aldrig(?!) skal afvise et opinionsindlæg.

Ytringsfrihedsfundamentalister befinder sig ofte i den besværlige position at de på den ene side argumenterer for vigtigheden af ytringsfrihed i et frit, demokratisk samfund, samtidigt med at de også argumenterer for at offentliggørelsen af fx et opinionsindlæg er en 100% neutral, upolitisk handling ("indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning" etc. etc.), som ikke i sig selv udgør en støtte til indholdet. Det er en åbenlys selvmodsigelse; ytringer kan ikke både være politisk vigtige og politisk neutrale. Beslutningen om at gengive et indlæg kan ikke unddrage sig at være en implicit støtteerklæring, der siger at indlægget (om ikke andet) er værd at overveje. Og at give en platform til en holdning er at hjælpe denne holdning til en større udbredelse.

Det er utroligt at disse mange indlæg om fyrede redaktører alle undgår at nævne begrebet "Overton-vinduet", der ellers må siges at være kernen i problemstillingen. Overton-vinduet betegner rammen for "acceptabel" offentlige debat; denne ramme er centreret på den til enhver tid gældende politiske "midte", og er af samme grund altid i bevægelse. Hver eneste gang en debatredaktør skal afgøre om et debatindlæg er for rabiat til offentliggørelse, er det Overton-vinduet de skuer til. Og med hvert offentliggjort debatindlæg rykker vinduet en lille smule i den ene eller andet retning.

Mange politikere (og vælgere) omkring den gældende midte har tendens til at benægte at vinduet overhovedet kan flytte sig, hvilket er en nem måde for dem at kortslutte debatter på til fordel for status quo, men også noget enhver med en smule historie kan se er åbenlyst vrøvl. (Historisk set har forslag om både slaveri og menneskeofringer været inden for rammerne af acceptabel politisk diskurs, men er det forhåbentligt ikke længere.)

Men at journalister skulle fornægte selve eksistensen af Overton-vinduet... det havde jeg alligevel ikke troet at jeg skulle se.

PS: Den konkrete sag var et debatindlæg der agiterede for at sende militæret ind for med vold at undertrykke demonstrationer i et ellers nominelt demokratisk land. Om ikke andet ville jeg håbe vi kunne blive enig om at dette er langt uden for det danske Overton-vindue. Så kan vi blive fri for stråmandsargumenterne om "safetyism"? Der findes allerede et godt, gammeldags ord for retten til at kunne demonstrere i gaderne uden at blive skudt af militæret. Denne rettighed går (i modsætning til den ikke-eksisterende ret til at få sine meninger trykt i New York Times) under betegnelsen "ytringsfrihed".

Knud Lindholm Lau, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar