Bestsellerforfatter om antiracistiske protester: »Det virker anderledes denne gang. Der er mere selvrefleksion«

Flere gange, da Celeste Ng i 2014 rejste på bogturné i USA med sin debutroman Alt det jeg aldrig fortalte dig, oplevede hun, at læsere kom hen til hende og sagde:

»Jeg er så glad for, at alt det her er ovre, og at asiater ikke oplever racisme mere.«

De var overbeviste om, at romanens portræt af en kinesisk-amerikansk familie, der bliver set og behandlet som et fremmedelement i 1970’ernes Ohio, hører en svunden tid til.

Celeste Ng måtte fortælle læserne, at næsten alle de racistiske hændelser i bogen er taget fra virkeligheden. Fra hendes eget liv, fra historier, hun har hørt fra sine venner, ikke fra 1970’erne og før, men under hendes opvækst og helt op til i dag.

Nok er byen i bogen, som familien Lee bor i, så renset for etnisk diversitet, at det ville være usædvanligt i dag, men blikkene og kommentarerne og fordommene er ikke forduftet. Det har Celeste Ng, hvis forældre flyttede fra Hongkong til USA i 1960’erne, mærket på egen krop.

Og det skriver hun om. Hun udpensler alt det, som læserne på bogturneen ikke troede fandtes mere, så de kan sætte sig ind i de oplevelser, hun selv og mange andre har haft.

»Jeg kender ingen asiater, der ikke har oplevet de her ting. Folk, der trækker i deres øjne, når de møder dem, siger racistiske ting og så videre. Det er ret chokerende, når det går op for en, at vi stadig kæmper med de her ting i dag,« siger hun.

Indfanget i sproget

Celeste Ng nævner et eksempel fra romanen: Den ældste datter i familien Lee sidder på et tidspunkt i en bil sammen med en jævnaldrende dreng, der spørger hende, hvordan det er at være en af de eneste kinesere i byen.

Hun svarer ham, at hun ser sig selv som normal, hun føler, at hun er hjemme i byen, hvor hun har boet hele sit liv. Men pludselig bliver hun mindet om, at alle andre har en helt anden opfattelse, når de ser på hende. Det kan være en kommentar fra en klassekammerat, det kan være en tegning af en kineser med streger som øjne og trekantet hat, eller det kan være et blik fra en hvid familie i et supermarked.

Eller bare et spørgsmål om, hvordan det er at være anderledes.

»Effekten er, at du pludselig føler, at du ikke hører til og erkender, at folk ser dig på en meget anderledes måde, end du ser dig selv,« siger Celeste Ng.

»Det er en oplevelse, jeg kender, og jeg tror, jeg skriver om den, fordi jeg prøver at forstå den og indfange den i ord, så andre mennesker også kan forstå den.«

Det er et litterært projekt, der flugter godt med den seneste politiske udvikling.

Alt det jeg aldrig fortalte dig er udkommet på dansk, akkurat som Black Lives Matter-protesterne har spredt sig fra Minnesota til resten af verden. En bevægelse, der ikke bare har samlet enorme menneskemængder til demonstrationer efter drabet på George Floyd, men også har genstartet en bredere samtale om racisme og har fået sorte og minoriteter til at dele deres erfaringer.

Ifølge Celeste Ng gør det netop bevægelsen stærk, at den sorte befolkning i USA ikke bare har sat ord på deres oplevelser, men at ordene rent faktisk er blevet hørt af langt flere end før.

Resultatet er, at det bliver umuligt at påstå det, som læserne gjorde på Celeste Ngs bogturné: at racisme og diskrimination ikke længere er udbredt i det amerikanske samfund anno 2020.

Vi tænker i kasser fra start

At Celeste Ng ser udvekslingen af erfaringer og fortællinger som central for den antiracistiske kamp, skinner igennem i hendes debutroman, der blev en New York Times-bestseller og toppede Amazons liste over de bedste bøger i 2014.

Alt det jeg aldrig fortalte dig følger Lee-familien før og efter datteren Lydias død og sammenstykker et portræt af en familie, der lider under omverdenens begrænsede syn på dem.

Faderen James Lee bruger det meste af sit liv på at skrive sig ud af den fortælling, som han bliver proppet ind i, alene på grund af sit udseende og sin kulturelle baggrund. Som ung vil han ikke vise sig med sine kinesiske forældre på skolen, senere vælger han at studere noget så ærkeamerikansk som cowboys på universitetet, og som far minder han konstant sine børn om, at de skal få venner for enhver pris, fordi de ikke skal være uden for.

Men uanset hvor ihærdigt han prøver ikke at skille sige ud, bliver han stemplet som fremmed og anderledes af andres blikke.

Paradoksalt nok gør han sig selv skyldig i at proppe andre ned i trange kategorier. James vil for eksempel ikke have, at hans hvide kone Marylin arbejder, fordi han så sin egen mor slide sig op i et skolekøkken, men alt, hvad Marylin ønsker, er at bryde ud af husmorrollen og blive læge.

Det siger hun bare aldrig, ligesom hendes mand ikke sætter ord på sine komplekser. I stedet prøver de at presse deres børn i retning af de mål, de ikke selv nåede, særligt Lydia, hvis død allerede afsløres på første side af romanen.

»Vi mennesker har svært ved at forestille os, hvordan det er at være anderledes, end vi selv er. Vi er meget optaget af vores egne erfaringer, og hvis andre ikke fortæller os, hvordan det er at være som dem, så fylder vi det blanke papir med vores egne billeder. Det gør vi ud fra vores egne fordomme og vores egne forestillinger om verden, og de er ofte forkerte,« siger Celeste Ng.

Det er noget, vi lærer at gøre tidligt. Celeste Ng har selv set, hvordan hendes søn i sine spæde år har leget med legetøj, der handler om at sætte ting i kasser. At proppe figurer i de rigtige former, at finde fem fejl mellem to – næsten – identiske billeder. Det er indgroet i os, måske endda i vores biologi, siger forfatteren.

Vores sprog rækker heller ikke, mener hun. Når de seneste uroligheder overhovedet er opstået, skyldes det ifølge forfatteren, at vi slet ikke ved, hvilke ord vi skal bruge, når vi taler om raceproblemer.

»Det er bare nogle emner, der er utroligt følsomme, og vi aner ikke, hvordan vi skal tale om dem. Vi har ikke et godt ordforråd til at gøre det. Vi er nødt til at strække sproget for at følge med udviklingen i den måde, vi tænker på.«

Blinde vinkler

Alt det må man så prøve at overvinde alligevel, siger Celeste Ng.

Og hun ser håb i de seneste protester: Når hun forudser, at de vil have en større effekt end tidligere, skyldes det, at det ikke bare er sorte amerikanere, der sætter ord på undertrykkelsen, men fordi også den brede befolkning går med i demonstrationerne og forsøger at vende blikket indad.

Tal bekræfter et tydeligt skift i opinionen. Blandt andet viste en undersøgelse fra Monmouth University, at andelen af amerikanere, der mener, at diskrimination af sorte og minoriteter er et stort problem i USA, er steget fra 50 procent i 2015 til tre fjerdedele i dag.

»Det virker anderledes denne gang. Folk siger, at det her er et problem, som vi alle er nødt til at arbejde på. Det bliver ikke bare affejet som et problem for dem, der faktisk er racister, underforstået ikke en selv. Der er mere selvrefleksion, end der har været før, og det er virkelig opmuntrende.«

Celeste Ng taler om blinde vinkler, som hun mener, at alle mennesker har, men ikke nødvendigvis skal piske sig selv over. Det følger af udtrykket, siger hun:

Når du sidder i din bil og oplever, at du ikke kan se alle vinkler i sidespejlet, så betyder det ikke, at der er noget galt med dig. Det betyder bare, at der er et manglende udsyn, som du er nødt til kompensere for, siger Celeste Ng. Vende dig rundt i sædet og kigge over skulderen, inden du svinger.

Det er det, mange af karaktererne forsømmer at gøre i hendes romaner. I hendes anden bog, Små påsatte brande fra 2017, der er blevet til en tv-serie med Reese Witherspoon og Kerry Washington, siger en af karaktererne i den pæne middelklasseby direkte, at »ingen ser race her«.

Men da en familie i byen forsøger at adoptere en kinesisk baby, viser det sig, at det modsatte er tilfældet.

»Det er hårdt at se dine egne mangler. Det kan være ubehageligt. Det er lettere at forestille sig, at det bare er nogle andres problem,« siger Celeste Ng.

»Men diskussionen, der er opstået efter den seneste bølge af protester, har rykket sig i retning af, at det ikke er nok ikke at være racistisk. Du skal være antiracistisk. Det er et vigtigt skift i tankegangen. Ideen om, at hvis du ikke prøver at løse problemet, så er du ærligt talt en del af det.«

Mange sandkorn river huden til blods

Det er de blinde vinkler, som Celeste Ng mener, at litteraturen er god til at udstille, måske bedre end nogen anden kunstform. Fordi den kan føre læseren ind i hovedet på mennesker og lade dem forstå, hvad de føler.

I Alt det jeg aldrig fortalte dig viser forfatteren, hvordan racismen pibler frem i hverdagen, ofte i små hændelser, andre gange i åbenlys diskrimination, altid med destruktive konsekvenser. Et par eksempler:

Da James Lee skal giftes med den hvide amerikaner Marylin, er hans svigermor ikke sen til at spørge sin datter, om han ikke bare er ude efter en arbejdstilladelse – selv om han har boet hele sit liv i USA.

Da familien på et tidspunkt går rundt i supermarkedet, spørger en kvinde, om de er kinesere. Ja, svarer de. »Jeg kunne se det,« siger hun og trækker sine øjne op i begge sider med fingerspidserne.

Og da James er tæt på at blive ansat på Harvard, bliver han overhalet på målstregen af en hvid modkandidat, der ifølge ledelsen passer bedre ind på fakultetet.

»Hvis du ser på hændelserne en ad gangen, kan det måske se ud, som om de ikke burde betyde noget i det store billede. Men det gør de, fordi de er så konstante. Der er så mange af dem. Hvis du har et enkelt sandkorn i din sko, er det ikke så slemt, men hvis kornene hober sig op over en lang periode, så vil de skrabe din hud af til sidst. Det er en oplevelse, som alle, der betragtes som anderledes, har til fælles.«

Sjældent hørte stemmer

At beskrive de oplevelser er ikke kun et litterært projekt for Celeste Ng, det er i sidste ende også aktivistisk.

Hun har ikke været på gaden under Black Lives Matter-demonstrationerne, fordi hun har frygtet at bringe coronavirus hjem til sin søn, men hun har været aktiv på andre måder. For eksempel har hun været med til at betale kaution for fængslede demonstranter, og på sin Twitterprofil har hun spredt politiske budskaber til sine over 150.000 følgere, især fra stemmer, der normalt ikke bliver hørt i debatten.

De stemmer forsøger hun også at promovere i forlagsbranchen. Senest har hun doneret penge til nonprofit-organisationen We Need Diverse Books, der giver etniske minoriteter mulighed for at få foden ind i forlagsbranchen.

Målet er, at flere ikke-hvide personer får den chance, hun selv fik, siger hun.

»Det er svært for alle, der ikke er hvide, at komme ind i branchen, og resultatet er, at der er meget få mennesker, der prøver at udgive bøger af ikkehvide forfattere. Eller af forfattere, der i det hele taget er anderledes på nogen måde. Det er bare ikke fair.«

Hun deltog på et tidspunkt i en forfatterkonference, hvor hun hørte en kollega sige, at hun tidligere havde troet, at alle ikke-hvide forfattere kæmpede om det samme stykke kage. Det var nu gået op for hende, fortsatte hun, at der slet ikke var noget kage til dem.

»Så tænkte jeg bare, okay, så lad os lave kagen,« siger Celeste Ng.

»Jeg vil have, at der skal være plads til flere historier. Jeg kender jo ikke den asiatiskamerikanske historie. Den findes ikke! Ligesom der ikke findes en enkelt historie om alle mulige andre grupper. Jeg fortæller bare en del af en historie. Der er så mange mennesker, der burde få plads til at fortælle alle de andre dele.«