Feature
Læsetid: 8 min.

I biografmørket kan man bedre være bekendt at stirre på dem, der ser underlige ud

Fra Tod Brownings kultklassiker ’Freaks’ fra 1932 til Johannes Nyholms ’Kæmpen’ fra 2016 handler filmens portrætter af såkaldte freaks allermest om de blikke, vedkommende bliver mødt med. Informations serie om grimme mennesker tager her fat på endnu en af filmhistoriens største grimhedsklicheer
Freakshowet er i den amerikanske instruktør Tod Brownings gyser ’Freaks’ fra 1932 et fristed fuld af sammenhold og tolerance.

Freakshowet er i den amerikanske instruktør Tod Brownings gyser ’Freaks’ fra 1932 et fristed fuld af sammenhold og tolerance.

Ronald Grant Archive

Kultur
29. juni 2020

John Merricks udseende »er så frygteligt, at kvinder og nervøst anlagte personer flygter i rædsel ved synet af ham«. Den knap trediveårige mand bor på et loftskammer på London Hospital, hvor velmenende medmennesker behandler ham som en blanding af et velgørenhedsprojekt og et forskningsobjekt. Ifølge hospitalsdirektøren er han »så forfærdelig at skue, at han ikke engang kan komme ud i haven ved dagslys«.

Sådan siger hospitalsdirektøren (John Gielgud) i David Lynchs Elefantmanden (1980), en af de mest ikoniske film om et menneske med så markante deformiteter, at de i sig selv (eller rettere – folks reaktioner på dem) placerer ham uden for de almindelige menneskelige fællesskaber. Og sådan skrev virkelighedens hospitalsdirektør i et indlæg i The Times i 1886, hvori han efterlyser økonomisk støtte til den stakkels mand.

Lynchs film er baseret på forskellige historiske kilder og værker, herunder antropologen Ashley Montagus bog The Elephant Man, der har undertitlen A Study in Human Dignity, og hvis der er noget, filmen er, er det en undersøgelse af menneskelig værdighed. Og det er den ikke alene om. Generelt handler filmhistoriens portrætter af mennesker med ydre deformiteter, fra Tod Brownings kultgyser Freaks fra 1932 til Johannes Nyholms fabulerende Kæmpen fra 2016, nemlig om hvad menneskelig værdighed er.

Og den undersøgelse foregår hele tiden på to fronter: For det første udforsker filmene, hvad det betyder for den aparte udseende hovedpersons værdighed at se ud, som han eller hun gør, og for det andet ser filmene på, hvad andre menneskers måde at se vedkommende på siger om deres egen værdighed. 

Man bør ikke stirre

Man kan ikke være bekendt at stirre. Det er børnelærdom, at folk, hvis udseende adskiller sig markant fra de flestes, har fortjent at blive behandlet som enhver anden, og det indebærer, at man lægger bånd på sin eventuelle nysgerrighed, fordi det er under alles værdighed at blive begloet uhæmmet. Den slags spontan særbehandling sætter ikke bare folk i forlegenhed, men placerer dem uden for fællesskabet af normale mennesker.

Ikke desto mindre har man fra renæssancen og op til begyndelsen af det 20. århundrede vist mennesker med fysiske afvigelser frem på markedspladser. Især i 1800-tallet blev freakshowet en institution i underholdningsindustrien. Her fik folk lov at stirre løs på en bred vifte af usædvanlige kroppe, som f.eks. siamesiske tvillinger, folk med dværgvækst, ekstraordinært muskuløse mænd, skæggede kvinder, meget tykke kvinder, folk med tvetydige kønstegn eller med mikrocephali, der fra fødslen giver et mindre, ofte lidt spidst hoved. Når billetten var betalt, var der frit lejde for de nyfigne blikke.

I Elefantmanden møder man John Merrick i sådan et freakshow. I en dunkel krog et sted i 1890’ernes London står han med en sæk over hovedet med to huller til øjnene. Når der er kunder nok i butikken, bliver han præsenteret af den lurvede direktør mr. Bytes (Freddie Jones) og træder ud af skyggen, tager sækken af hovedet og giver folk det chok, de har betalt for. Det er grundlæggende en ekstremt uværdig interaktion mellem John Merrick, der ikke har andre muligheder end at underholde folk med sin anderledeshed, og publikum, der gyser, trækker på skuldrene og går videre.

Men freakshowets direktør mr. Bytes er ikke skildret som en rendyrket kyniker. Han behandler Merrick med en vis ømhed, der lader til både at handle om pengeliderlighed, faderlig besiddertrang og en medlidenhed, han nærmest selv bliver høj af at føle.

Der er værdighed i at have styr på sit udseende

Den fagligt nysgerrige læge på London Hospital, Frederick Treves (Anthony Hopkins), hører om den såkaldte elefantmand, opsøger ham og redder ham fra freakshowet. Får ham indkvarteret på hospitalet, hvor de ikke kan hjælpe ham, men til gengæld studere ham. Støtter ham, så godt han kan.

Filmen igennem er det dog et åbent spørgsmål, om denne læge egentlig er så meget bedre end freakshowindehaveren mr. Bytes. Det er næsten den samme stolthed, dr. Treves lyser af, da han viser John Merrick frem for sine kolleger i et auditorie, som mr. Bytes lagde for dagen i de dunkle gyder.

I en diskussion om, hvorvidt mr. Merrick kan blive ved med at være indskrevet, når han ikke er under behandling, siger hospitalsdirektøren: »Vi har en hellig pligt til at tage os af de syge, ikke holde dem som husdyr.«

Da der gennem en appel til offentligheden kommer styr på finansieringen af John Merricks ophold i hospitalets gemakker, begynder det bedre borgerskab at anlægge visitter hos ham, hvor han høfligt forklarer sine ikke nær så høflige, stirrende gæster, at folk finder hans udseende foruroligende, fordi »de er bange for det, de ikke forstår«.

Dr. Treves har på trods af sine gode intentioner selv gjort mr. Merrick til en seværdig kuriositet og stiller i et melodramatisk øjeblik sig selv det spørgsmål, som den anderledes og derfor udfordrende John Merrick har det med at fremprovokere i folk:

»Er jeg et godt menneske, eller er jeg et dårligt menneske?«

Det kommer der ikke noget entydigt svar på, men det er dog et markant vendepunkt, da Treves forærer Merrick et fornemt toilettesæt med barbergrej, spejl og hårbørste i trediveårsfødselsdagsgave. At have sit udseende nogenlunde under kontrol er tydeligvis forbundet med stor værdighed. 

De stolte freaks’ hævn

Mens freakshowet, alt, hvad det står for, og alt, hvad der minder om det, er en uværdig affære i Elefantmanden, er det i den amerikanske instruktør Tod Brownings gyser Freaks fra 1932 et fristed fuld af sammenhold og tolerance. Filmen foregår i et omrejsende cirkus med et supercast af såkaldte freaks, som Browning – der selv arbejdede i et omrejsende cirkus som ung – havde rejst land og rige rundt for at finde der, hvor de nu optrådte eller lod sig udstille.

Selv om Freaks unægteligt gør sit for at tilfredsstille publikums trang til at glo uhæmmet på anderledes kroppe i ly af biografmørket, skildrer den også et stærkt og rummeligt fællesskab af outsidere. Der går ingen skår af deres værdighed ved at optræde med deres særegenheder.

I de sammenstød, de har med fordømmende medmennesker med mere almindeligt ydre, placerer filmen entydigt problemet hos sidstnævnte. De bliver faktisk bare sure, fordi de bliver forskrækkede over, at de såkaldte freaks skaber uorden i den måde, de plejer at kategorisere menneskeheden på. Hermafroditten underminerer forestillingen om, at køn altid er entydigt, de siamesiske tvillinger slører grænsen mellem individ og fællesskab, og det er også ret forvirrende, at nogle voksne ikke bliver højere end små børn.

I pauserne danser cirkusfolkene lystigt omkring i en lysning med de kroppe, de nu har, romancer opstår på kryds og tværs, truppen samles og glædes ved den skæggede dames barselsseng, og så forsvarer de hinandens liv og ære.

Det bliver aktuelt, da den meget lille mand Hans (Harry Earles) til sin også meget lille veninde Friedas (Daisy Earles) store fortrydelse falder for den konventionelt billedskønne trapezartist Cleopatra (Olga Baclanova), som desværre har et hjerte af is. Da hun får nys om, at Hans har arvet en masse penge, indleder hun på skrømt en romance med ham. Hans og Cleopatra bliver gift, mens Cleopatra i virkeligheden er kærester med cirkussets stærke mand, den lige så skruppelløse og griske Hercules (Henry Victor).

I en fantastisk bryllupsscene sidder hele den del af cirkustruppen, der identificerer sig som freaks, i deres fineste skrud rundt om et langbord og opfører tilsyneladende spontant et indvielsesritual, der skal gøre Cleopatra til en af deres egne. En lille mand går frem og tilbage på bordet med et overdimensioneret champagneglas, som alle får lov at drikke af, mens de banker i bordet og messer:

»Gooble gobble, gooble gobble! We accept you! We accept you! One of us! One of us!«

Al den eksplicitte accept fra folk, hun ser ned på, bliver for meget for Cleopatra, og i sin brandert begynder hun at håne sin spritnye ægtemand. Hans tilgiver hende, men da det senere bliver opdaget, at Cleopatra prøver at forgifte ham langsomt, allierer de retfærdighedssøgende freaks sig. I en dramatisk hævnscene med bragende tordenvejr, overfalder de hende og den medsammensvorne Hercules med knive. 

Freaks var mildest talt ingen succes, da den kom op. Efter sigende nøjedes publikum til prøvevisningen ikke med at gå, de løb ud af salen, og filmen blev klippet ganske meget ned. I den endelige version bliver Hercules slået ihjel, mens han i den oprindelige version blev kastreret og således kunne optræde som kastratsanger. Cleopatra får lov at leve, men bliver skamferet og maltrakteret i sådan en grad, at hun fremover må optræde som freak under navnet »Den menneskelige and«. 

Flyt verdens midtpunkt

Spørgsmålet om, hvorvidt han er et godt eller et dårligt menneske, som den velmenende læge Treves stiller sig selv i Elefantmanden, går igen i mange af filmhistoriens historier om aparte udseende mennesker. Den fysiske afvigelse er ligesom en etisk udfordring, som det kræver særligt hæderlige mennesker at se bort fra.

Sådan forholder det sig også i svenske Johannes Nyholms Kæmpen, som blander en socialrealistisk skildring af en fyr med samme type ansigtsdeformitet som John Merrick med et fabulerende drømmespor. Hovedpersonen Rikard er tredive år gammel og bor på grund af sin autisme på en institution. Han har ikke kontakt til sin mor, som gav ham fra sig efter en fødselspsykose, og ud over de andre på institutionen er hans primære netværk den lokale petanqueklub.

For Rikard er andre menneskers blikke nedværdigende. Da han en dag får en petanquekugle i hovedet og kommer på hospitalet, kalder lægen ham for »et unikum blandt vores patienter« og »dagens raritet«. Fulde fjolser på en perron kalder ham for Jabba the Hut og »en ekstremt lille elefantmand.« De fleste i petanqueklubben synes mest, han er til besvær.

Rikard har fantasier om at være en kæmpe, der kan hæve sig over al dagligdagens nedværdigelse og vade afsted ud i bjergene, hvor han kan sidde og synge med sin mor. Det mest overbevisende håb i filmen kommer ikke desto mindre fra en hans loyale petanquemakker Roland. I en dialog, der egentlig handler om petanquestrategi og det smarte ved at flytte den såkaldte gris, siger han:

»I stedet for at trænges om centrum, kan man flytte centrum. Flytte verdens midtpunkt. Det er det sværeste, du kan gøre, men også det smukkeste.«

Selv om der er mange klicheer i omløb, når film skildrer folk, der ser anderledes ud, er det at have atypiske hovedpersoner også bare en måde at flytte centrum for en stund.

Serie

Grimme mennesker

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi regner for grimt eller smukt. Studier viser, at smukke mennesker går nemmere gennem livet end mindre smukke mennesker. De får flere venner, tjener mere og tilskrives flere positive værdier. Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger at noget er enten grimt eller smukt? Information ser i denne artikelserie på, hvordan grimhed er blevet opfattet gennem kulturhistorien, og hvordan den bliver fremstillet på film.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Olsen

Gooble gooble one of us!