»Hvis man ser ind i en rævs øjne, ser man ikke sit eget spejlbillede. De har lodrette pupiller, der nægter at tilfredstille den menneskelige narcissist,« skriver den britiske forfatter Charles Forster i Mit Liv som dyr.
Han besluttede derfor at ændre perspektiv: »Hvis man springer over på den anden side og ser ud på verden med rævens øjne, ser man en klat opkastet karry eller et pindsvin eller en kø af ventende firhjulstrækkere foran skolen. Man ser ingen spejling af sig selv. Man ser tingene selv eller en bedre tilnærmelse af tingene, end man ville få fra ens triste, selvreflekterende øjne.«
Charles Forster beslutter sig for at leve som ræv. Rode i skraldespandene i East End og sove langs motorvejene ved London. For at skrive en bog, der handler om at være dyr. Men med det formål at blive bedre til at være menneske i verden.
Forsters metode er radikal, men ambitionen deler han med mange andre. Det viser bestsellerlisterne over nonfiktion på den vestlige halvkugle i disse år: Høge og sorg. Ål og maskulinitet. Træer og menneskelig rodløshed. Mængden af bøger, der kombinerer et fænomen i naturen med et aspekt af den menneskelige søgen, bugner. Og de sælger som aldrig før.
Nok mest kendt – og omdiskuteret – er Træernes Hemmelige Liv (2016) af den tyske skovløber og forstspecialist Peter Wohlleben, der har solgt mere end to millioner eksemplarer verden over, mens forlagene har ligget i åben krig om hans efterfølgende bøger. Hans hemmelighed? At fortælle i relaterbare vendinger, hvordan træer kommunikerer med hinanden via sporstoffer.
Og den skandinaviske frontløber Åleevangeliet (2019) af den svenske journalist Patrik Svensson, der fortæller historien om en far og en søn sideløbende med en natur- og kulturhistorie om den gådefulde fisk ålen, var allerede inden udgivelsen i hjemlandet solgt til oversættelse i 33 lande.
Og den absolutte dronning af ny britisk naturbeskrivelse for det lidende moderne subjekt, Helen Macdonald, hvis bog, H is for Hawk (2014), har skrevet sig ind som en nyklassiker, der både er blevet en BBC-dokumentar og ventes som Hollywood-filmatisering. Og det med en beskrivelse af, hvordan man kommer sig over tabet af en far ved at træne en høg.
Voldsom interesse
Mickey Gjerris er teolog, lektor i bioetik og forfatter til en række bøger om naturen og menneskets forhold til den, herunder Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden (2017), Naturens sprog (2018) og senest Upraktisk håndbog i lysegrønt håb fra sidste år. Han oplever for tiden en overvældende interesse.
»Jeg har skrevet om natur i mange år, men de seneste to år er det stukket helt af. Jeg har op til tre foredrag om ugen og i vidt forskellige sammenhænge.«
Som eksempel nævner han, at han dagen før vores snak var ude og tale med friskolerne om deres ansvar for børnenes naturdannelse, og dagen efter skal han tale til kirkegårdenes årskonference om, hvordan de kan bidrage til biodiversiteten i byerne, samt om hvordan naturen kan hjælpe os til at komme overens med døden.
»Det er faktisk lidt vildt at opleve, hvor voldsom interessen er. Og det tror jeg, at flere af de meget populære bøger har banet vejen for.«
Og der en særligt én bog, som de fremmødte til hans foredrag gerne vil snakke om: Træernes hemmelige liv.
»Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor ofte folk er kommet op til mig efter et foredrag og spurgt, om det ikke er rigtigt, at træer kan kommunikere med hinanden, sådan som ’ham tyskeren’ påstår,« siger Micky Gjerris med et grin. »Og til det kan jeg jo kun svare ’tjo’.«
Et nyt hierarki
Torsten Bøgh Thomsen er lektor på Syddansk Universitet og har blandt andet forsket i økokritisk litteratur.
»Jeg mener godt, at man kan sige, at vi lige nu befinder os i en ny gylden alder af nonfiktion om naturen,« siger han.
»Der er generelt i vores tid en kolossal søgen efter at etablere et nyt naturforhold. I litteraturen har det vist sig som et opgør med det aktørhierarki, hvor hensynet til mennesket altid trumfer alt andet – det såkaldte antropocentriske aktørhierarki. Der, hvor de menneskelige relationer altid er den naturlige forgrund, mens naturen optræder som en slags stemningsskabende kulisse.«
Det opgør skete i skønlitteraturen op igennem 1990’erne, hvor yngre forfattere i stigende grad stillede spørgsmål ved dette gennemgående hierarki i den vestlige kulturhistorie.
»Man kan se bøger som Træernes hemmelige liv og Åleevangeliet som bredere og mere populære svar på de spørgsmål.«
Rå romantik
Torsten Bøgh Thomsen bruger betegnelsen nature writing om denne type nonfiktion om naturen, der benytter sig af en række af skønlitteraturens virkemidler. Når han bruger det engelske begreb, er det ikke kun, fordi der mangler en dansk pendant, men også fordi bøgerne på bestsellerlisterne i dag skriver sig ind i en stærk amerikansk tradition.
»Nature writing er oprindeligt en amerikansk genre, der kan føres tilbage til den amerikanske romantik i midten af attenhundredtallet. Det var en romantik, der til forskel fra den tidligere engelske romantiks mere skønhedssøgende og poetiske karakter, tegnede et mere råt og mindre harmonisk billede af mennesket i naturen.«
Helt centralt i den bevægelse var Ralph Waldo Emerson (1803 – 1882), der blandt andet i essayet Nature fra 1836 grundlagde den naturfilosofiske bevægelse transcendentalismen.
Men det blev hans ven og elev Henry David Thoreau (1817 – 1862), der skulle vise sig at blive ophavsmand til det populære gennembrud med det genredefinerende værk Walden, livet i skovene fra 1854. Heri beskriver forfatteren livet som eneboer i en lille hytte i midten af (næsten) ingenting nær Walden Pond, hvor han bor i to år, to måneder og to dage.
Det er naturbeskrivelser, men ikke mindst en rejse ind i det at være menneske i overensstemmelse med naturen – verdens første selvhjælpsbog er den også noget nedladende blevet kaldt.
Når den amerikanske romantik adskilte sig fra den tidligere europæiske, som var den kulturstrømning, der dominerer litteratur, musik og billedkunst fra cirka 1800 til 1850, handlede det til dels om, at det landskab, de blev skrevet i, var meget anderledes. Det land, som Thoreau voksede op i, var nyligt kolonialiseret, og derfor eksisterede der på godt og ondt stadig en ’vild’ natur at beskrive – en natur, som de europæiske forfattere var nødsaget til kun at besynge i mere nostalgiske toner.
Samtidig stod arbejdet for at betvinge sig jorden centralt i ’den nye verden’, derfor har flere peget på, at den pragmatiske amerikanske tradition handlede mere om arbejdet med jorden end at spadsere i den skønne natur.
Leve som dyr
Thoreau skar tilværelsen ind til benet og levede kun med et bord, tre stole, en kop, to gafler og ernærede sig udelukkende af kartofler, ærter, bønner og majs. I det lys kan Fosters Mit liv som dyr (med den noget mere farlige originaltitel Being a Beast) ses som et nyere og mere radikalt bud på en Walden.
Og det er ikke bare ræven, han besluttede sig for at imitere. Han smed alt tøjet og gav sig til at leve som flere af »de lodne, fjerklædte, skællede, hylende, styrtdykkende, skrigende, himmelstræbende, gryntende, knusende, gispende, blafrende, pruttende, vridende, vraltende, forstyrrende, galopperende, flængende, hoppende, springende frugter af jorden, som vi kalder dyr«.
For som han skriver i indledningen: »Når mennesket skriver om naturen, er det som regel noget med enten at marchere kolonialistisk omkring og beskrive alt, hvad man ser fra seks fod over jordens overflade, eller også kan de bare godt lide at give dyrene tøj på. Denne bog er et forsøg på at opleve verden fra samme perspektiv og øjenhøjde som nøgne grævlinge i Wales, ræve i London, oddere i Exmoor, mursejlere i Oxford og kronvildt i Skotland. (...) Det er en slags litterær åndemageri.«
Ikke kun skønhed
Men Forsters projekt krævede ikke afsondring fra ’civilisationen’ som Thoreaus. For naturen er som rævene lige der i byen, og at leve som dyr er at leve i tæt og ikke nødvendigvis harmonisk relation til mennesket. Og det er ifølge Torsten Bøgh Thomsen kendetegnende for meget af den nyere nature writing.
Til trods for, at naturen i mange af de nyere udgivelser hyldes for sin storhed og potentielt helende kraft, er den også orienteret mod menneskets brug af naturen og de konflikter, der opstår i den forbindelse.
»Det er ikke en naiv romantisk påskønnelsesæstetik, vi ser i dag. Destruktionen er der hele tiden som et vilkår, fordi mennesket er der,« siger Torsten Bøgh Thomsen.
Han fremhæver herhjemme den danske forfatter Sofie Isager Ahl, der i 2018 debuterede med sin kortprosa i bogen Naboplanter, hvori hun beskriver livet blandt mennesker og planter på en vingård i Frankrig.
»Den er drevet af interesse for naturen, der på den ene side er romantisk i den forstand, at den er sanselig og skønhedssøgende, men også af en mere videnskabelig interesse for, hvordan de økologiske systemer hænger sammen. Hvad er det, som regnorme rent faktisk gør i en vinplantage?«
I den forstand peger bøgerne ikke bare tilbage til romantikken. Der er også litteraturhistorisk set et element af naturalisme i den nye bølge af nature writing, påpeger han – altså den periode, der kommer efter romantikken, og som kom til Danmark i kølvandet på, at J.P. Jacobsen oversatte Charles Darwin.
»Med den kommer en interesse for at beskrive naturen, ikke som en idealitet, men i en mere naturvidenskabelig forståelse, en økologisk naturalisme kunne man kalde det.«
Og Isager Ahls tekster er et godt eksempel på den lurende destruktion, siger Torsten Bøgh Thomsen. »Det er ikke bare et harmonisk samarbejde mellem menneske og natur. Her er for eksempel også sprøjtegifte i ligningen.«
Start med planten
Sofie Isager Ahl har ikke noget problem med at være en del af en tendens – og hun foretrækker faktisk begrebet nature writing, blandt andet fordi hun vedkender sig, at hun skriver sig ind i en tradition. Men med en meget anderledes virkelighed som grundlag.
»Der er klart kommet en ny interesse for at genlæse de gamle klassikere, men med nye læsebriller: Dem, som den økologiske krise har givet os.«
Naboplanter udkom på Laboratoriet for Æstetik og Økologi, der beskrives som »en kuratorisk platform for mangeartede fællesskaber og planetariske tilblivelser«, og i forlagets beskrivelse hedder det, at: »Naboplanter er en fortælling om den gensides påvirkning, der finder sted imellem os, og om den svære kunst at kultivere et samvær på tværs af arter og familier«.
Hos Sofie Isager Ahl finder man netop det nye omvendte aktørhierarki, som Torsten Bøgh Thomsen fremhævede som en tendens i den moderne nature writing.
»I modsætning til traditionel naturpoesi, hvor planter ofte agerer baggrund, eller hvor planten fungerer som en slags metafor for menneskets sindstilstand, ville jeg gerne starte med planten. Ikke isoleret fra mennesket, men i en direkte relation til det.«
Til hverdag forsker Sofie Isager Ahl som antropolog i ’regenerativt landbrug’ og ’økologisk følsomhed‘, men betegner Naboplanter som en digtsamling, der kombinerer videnskabelige botaniske fakta med fænomenologiske overvejelser og sanselige beskrivelser.
»For den startede på en måde der, hvor jeg oplevede, at det videnskabelige sprog, som jeg havde til rådighed, ikke længere rakte.«
Sofie Isager Ahl var på feltarbejde hos en økologisk fransk vinbonde, og det kom der en masse erkendelser ud af med den videnskabelige redskabskasse, som antropologien leverede. Indtil et vist punkt.
»Naboplanter voksede ud af en følelsesmæssig erkendelse af mit fags begrænsninger. En frustration over rigiditeten i den videnskabelige genre, og jeg satte mig for at finde ud af, hvad feltnoten som genre kunne, hvis den blev sluppet fri.«
Nyt sprog
Som teolog og forsker ser Mickey Gjerris også sine egne kommunikative begrænsninger.
»Jeg er ikke poet. Jeg kan beskrive, hvad der sker i naturen, og jeg kan knytte nogle tanker til om, hvad det betyder for os at være forbundne med den, men jeg kommer på et eller andet tidspunkt sprogligt til kort, og det ser jeg som en udfordring for videnskaben,« siger han. »For hvordan beskriver man en flot solnedgang, udover at det er en ’flot solnedgang’?«
»Her er de hybridgenrer, som vi ser lige nu, helt afgørende. Vi har savnet de rette ord for at beskrive, præcis hvor mageløst, fantastisk og fortvivlende kompleks naturen er. Kun med det sprog kan vi komme frem til et nyt naturforhold: en ny naturforundring.««
Videnskab?
Men der har også været kritik af genren. Blodigst blev det i Tyskland i halen på Peter Wohllebens overvældende succes. Her søsatte to tyske biologer en underskriftsindsamling mod Træernes hemmelige liv og opfordrede alle deres kolleger til at skrive videnskabeligt funderede dementier.
»Selv i skoven vil vi have fakta, ikke eventyr,« hed det i opfordringen, hvor de også beskrev bogen som et »konglomerat af halve sandheder, forudindtagede konklusioner og ønsketænkning« og advarede mod, at en oversimplificeret og følelsesbaseret tilgang til naturen kunne have en negativ indvirkning på kampen for skovene.
Mickey Gjerris giver ikke meget for den kritik.
»Hvis man vil have os i tale, må man tale til vores følelser. Der har været en usund tilbøjelighed til at tænke, at videnskabelig formidling skulle renses for følelser.«
For identifikation er forudsætning for forandring, mener han.
»Hvis vi faktisk ønsker, at folk handler i forhold til den naturkrise, vi befinder os i, må vi arbejde for, at vi kan se os selv i de andre skabninger. Vi passer bedre på dem, vi kan lide, og som vi oplever, at vi deler en form for skæbnefællesskab med. Derfor er fortællinger om træer, der indgår i en form for sociale fællesskaber, så appellerende, og derfor virker de befordrende for handling.«
Det nære
Hos Sofie Isager Ahl er vi altså helt nede i mulden på en helt specifik vinmark. Hos Forster helt nede i skaldespandene i East End. Og netop det nære og stedlige er et fremtrædende træk hos mange af de populære bøger. At gå helt tæt på en særlig biotop, et særligt dyr, helt ned til det lille insekt, eller helt derned, hvor bakterierne gror – og så op igen til de store spørgsmål om eksistens.
Og her fornægter sporene fra den britiske romantik sig ikke – i dag mest kendt hos forfatteren William Wordsworth (1770-1850) ’the lake poet’. For mens den amerikanske romantik ofte handlede om de store vidder og de sveddryppende mandepander, var den britiske ofte mere lokal og nær i sit fokus.
Naturbeskrivelsen har aldrig været helt forsvundet på de engelske boghylder og har haft sine peaks – blandt andet i mellemkrigsårene, hvor man søgte mod det rolige landskab for at hele sårene efter en krig og samle kræfter til en ny. Men den har ikke i nyere tid været så stor og indbringende en genre som lige nu.
Tendensen er så massiv i Storbritannien i dag, at man taler om en new nature writing med sine helt egne stjerner. Ikke mindst Robert MacFarlane, forfatter til blandt andet Underland og en af de bedst sælgende børnebøger i årtier, The Lost Words, er blevet udnævnt til den nye stjerne af britisk nature writing.
Det er ikke det sjældne eller eksotiske, der er i fokus: Det er menneskets nærmest hverdagsagtige interaktion med den ikkemenneskelige verden, der er i fokus. Som den skotske forfatter – en af få kvindelige naturskribenter – Kathleen Jamie skriver: »Mellem vasketøjet og afhentning af børnene fra skole kom fugle ind i mit liv.«
Mudderromantik?
I Storbritannien er kritikken ikke gået så meget på bøgernes forhold til den videnskabelige konsensus inden for biologien. Her har diskussionerne mere handlet om det natursyn, som de populære bøger videregiver.
I den britiske debat har genren derfor lagt ryg til lidet flatterende beskrivelser som ’bourgeois eskapisme’ og ’nostalgisk sentimentalitet’ med henvisning til, at bøgerne ofte reproducerer et forsimplet natursyn, hvor naturen er noget, der er ’derude’, og hvor det urbane står skarpt over for det rurale.
Og som frem for at bringe læserne tættere på naturen giver dem en anledning til at holde sig i behørig sikkerhedsafstand af den.
Som kulturkritikeren Steven Poole skriver i The Telegraph, er »den moderne appetit hos storbylæseren efter bøger om at gå rundt i naturen og lede efter sig selv« den litterære pendant til de mondæne farmers markets med dyre, beskidte gulerødder i brune papirsposer.
»Begge dyrker en nostalgie de la boue – den franske betegnelse for en form for snobben nedad, der direkte oversat betyder muddernostalgi. Hos den urbane forbruger af nature writing skal mudderet selvfølgelig skylles af den mentale Range Rover med det samme: De løfter blikket fra siderne og takker i stilhed for civilisationens overflod af hot yoga og hvide gummisko.«
Torsten Bøgh Thomsen vil ikke udelukke, at der er bøger, der kan fortjene den slags kritik: »Kritikken mod de her bøger er, at de kan være et udtryk for sådan en lidt naiv romantisk idealisering af naturen som noget andet og finere end for eksempel byen og den natur, der er der.«
Han mener dog ikke, at der er et gennemgående træk ved den nyere nature writing.
»Det interessante ved denne bølge er jo, at den er så økologisk interesseret, og at klimakrisen, eksplicit eller mere skjult, altid er til stede. Den er et nyt vilkår, også for litteraturen, så den ligger altid og ulmer et sted. Det betyder, at den bliver mere og andet end en pæn besyngelse af, hvor idyllisk naturen er.«
Hvad taler vi om, når vi taler om natur?
Og som sådan har litteraturen en vigtig opgave: Den kan være med til at nuancere vores naturbegreb, så det bliver noget andet end ’det skønner, der er derude’, mener Torsten Bøgh Thomsen.
»Naturen er en empirisk virkelighed, der lige nu er i ubalance, men den er jo også kommet til os svøbt ind i en masse fortællinger, som vi har med os fra vores kunst- og litteraturhistorie.«
Og de fortællinger er det vigtigt at være opmærksomme på, så vi for eksempel er i stand til at afkode diverse politikeres ideologisk ladede brug af ordet, siger han.
»Natur er et ord fyldt med kodninger og kan betyde alt fra det nationalromantiske ’landskab’ med bøgetræer og bølgetoppe til en ren og skær ressourcebank. Den nuancerede afsøgning af begrebet natur kan forhåbentlig få os til at tænke over, hvad vi egentlig mener, når vi siger ordet natur, og være mere præcise, når vi taler om økologi og klima.«
Han mener også, at det er en særlig vigtig opgave lige nu at understrege, hvordan økologiske spørgsmål ikke kun begrænser sig til det traditionelt ’naturlige’, men også er sammenfiltret med sociale og politiske spørgsmål.
»Spørgsmål omkring klimaflygtninge, udbytteforhold mellem det globale nord og syd, den ujævne geografiske og demografiske fordeling af ansvar for og udsathed over for klimaforandringer osv. er alt sammen økologiske spørgsmål, som forsvinder, hvis man kun interesserer sig for snævert definerede æstetiske begreber som ’naturen’, ’landskabet’ og ’vildnisset’.«
I stedet for naturen?
Men hvad kan litteratur om naturen så gøre for os, læserne?
For det første kan det betyde, at vi kan få oplevelser med naturen, selv om vi af tid, økonomi eller overskud i al almindelighed er forhindret i at komme derud. Det, man inden for litteraturstudierne kalder den ’vikarierende’ effekt.
Den vil Mickey Gjerris ikke underkende, men han mener dog ikke, at den kan stå i stedet for det kropslige, sanselige møde med den. Han vil hellere fremhæve den måde, nature writing kan kvalificere de oplevelser, vi faktisk har.
»Viden om naturen kan helt klart styrke forbindelsen til den. Hvis du bare ser et træ og tænker ’træ’, er der nok grænser for, hvor tæt du kommer på det. Men hvis du derimod ved, at det er en eg, måske har en fornemmelse af, hvor gammelt det er, og hvad dets funktion er i den sammenhæng, den befinder sig i, kan du faktisk opleve en dybere form for identifikation.«
Sidst – men måske allervigtigst – kan bøger være gode ambassadører for naturen, siger Mickey Gjerris: »Jeg tror, at en god bog kan få os til at lette rumpetten og få os ud i naturen.«
Samme suppe
Walden solgte kun i cirka 2.000 eksemplarer i Thoreaus levetid. Træernes hemmlige liv er hidtil blevet langet over disken to millioner gange i Wohllebens. Men hvorfor valfarter vi lige nu til boghandlerne (i stigende grad til de digitale af slagsen) efter bøger om natur?
I de metervis af journalistiske features, der er skrevet om fænomenet i de britiske medier, lyder forklaringerne på alt fra en længsel mod en materialitet i en stadig mere fremmedgjort digital hverdag til lænestolskritik af det kapitalistiske udbyttermaskineri.
Mickey Gjerris mener, at det er udtryk for en akut fornemmelse af, at vi er ved at miste fundamentet.
»Der er jo helt konkret en bog, der hedder 100 steder at huske – før de forsvinder.«
Men derude i naturen – og derinde i litteraturen – kan vi måske finde en ro omkring det faktum, at meget kan vi ødelægge, men ikke liv.
»Måske ligger det håbløse håb ikke i en abstrakt politiks løfte om, at vi kan løse alle problemerne, så alt fortsætter som hidtil, men i, at der venter et mere meningsfyldt liv ved at gå i fællesskab med naturen.«
Men det handler om noget endnu mere fundamentalt, mener han. Noget, der viser sig i glimt i et menneskes forhold til en ål, en høg eller et træ, men som alt sammen startede i samme suppe:
»Jeg kan måske ikke beskrive, hvad der gør en solnedgang flot, men som teolog vil jeg derimod tillade mig at tale om ophav. Vi er del af en 14,5 milliarder år lang fortælling, fra ingenting til eksplosion i en galaxe langt væk til en tynd film af jord og vand og luft. Og på den måde blev vi skabt som væsner, biologisk og psykisk. Det er ikke noget, vi kan løsrive os fra,« siger Mickey Gjerris.
»Det er det ophav, vi skal ned og have fat i.«
Det kan bøger være med til. Men Charles Forster opfordrer til, at vi bruger de andre sanser, fordi øjet helst vil spejles. Så smid bogen, smid avisen, smid tøjet og hop i noget vand tæt ved dig:
»Våddragter er som kondomer, der forhindrer din fantasi i at blive befrugtet af bjergfloder,« skriver Forster. »Tilegn dig nogle gamle melodier. Spis mad fra lokalområdet. Sæt dig i et hjørne af en mark og lyt. Prop ørepropper i, luk så øjnene og duft. Snus til alt, uanset hvor du er. Sig som Frans af Assisi: ’Hej, bror okse’, men sig det helt oprigtigt.«
