Interview
Læsetid: 11 min.

I branchen forstår man godt Rosa Marie Frangs frustration over kunstneres vilkår i Danmark

I ’Rosas Reality Radio’ lufter kunstneren Rosa Marie Frang sin frustration over at være kunstner i det danske velfærdssamfund. Vi har taget nogle af de spørgsmål, som værket rejser, med videre til folk i branchen
I ’Rosas Reality Radio’ lufter kunstneren Rosa Marie Frang sin frustration over at være kunstner i det danske velfærdssamfund. Vi har taget nogle af de spørgsmål, som værket rejser, 
med videre til folk i branchen

Sara Houmann Mortensen

Kultur
26. juni 2020

Johannes Sivertsen, billedkunstner

– Hvordan er det at være kunstner i Danmark?

»Som udgangspunkt synes jeg jo, at det er en fin ting, at det overhovedet kan lade sig gøre at blive uddannet som kunstner takket være SU og gratis uddannelse. Der er nogle muligheder, som gør, at man socialt set er bedre stillet til at få adgang til kunst end andre steder – på papiret, selvfølgelig. Hvis man ved, at det er det, man vil, er der gode muligheder, men det betyder ikke, at det er nemt.«

– Hvorfor ikke?

»Det er ikke et system, der er lavet til den type mennesker, som er kunstnere. Danmark er et land, hvor det er normalt at være lønmodtager. Det der med at tjene under 100.000 kroner om året før skat (hvilket undersøgelser viser, at mange kunstnere gør, red.), og at det er det, man lever af, selv om man arbejder 50-70 timer om ugen, er ikke normalt og passer ikke ind i nogen kasser. Selvfølgelig er der økonomiske udfordringer, men der er også den udfordring, som ligger i, at man lever i et samfund, hvor man ikke findes.«

– Hvad mener du med, at man ikke findes?

»Jeg tænker blandt andet på hjælpepakkerne til kulturlivet under coronakrisen. Der kom den første hjælpepakke, hvor man skulle have minimum 200.000 i indtægt om året, og den var et svar på de forskellige kunstnerforbunds protester. Men det er jo ikke mange, der kan fremvise så stor en indtægt, og det gik op for mig, at stort set ingen havde tænkt over det.

Der er ikke ret mange politikere, som taler om os – og med os mener jeg ikke kun kunstnere, men også freelancere og andre løst ansatte, avisbude og madbude. Hele den prekære økonomi. Den er meget reel for os, der lever med den, men det er, som om den ikke helt har fundet sin plads i den offentlige debat.«

– Coronakrisen har kun gjort kunstnernes svære vilkår mere synlige. Har det flyttet samtalen?

»Måske en lille smule. Men jeg synes tit, at det bliver nogle meget korte samtaler. Man vil gerne være et oplyst og retfærdigt samfund. Men det kræver, at man investerer i kunst og forskning og den slags. Nogle gange kommer emnet op som en abstraktion: ’Hov, der er nogle folk lige derude, som lever meget fattigt, men det er jo selvforskyldt.’ Det udmønter sig sjældent i nogle valg i forhold til, hvad det er for et samfund, vi vil have.«

– Hvad skal der til for, at det bliver bedre?

»Det kommer an på, hvad folk er tilfredse med. Folk som mig har ikke fået løn for at gå hjemme under coronakrisen, så vi har måttet arbejde som gale og forsøge at sælge ting på nettet. Der er andre mennesker, som har set hele Netflix igennem. Hvis du gør det, kan du jo overveje, hvad du er tilfreds med af kunst.

Man kan sagtens sige, at folk, der ikke kan forsørge sig selv, og som ikke har en opsparing, må klare sig selv. Men har man den holdning, jamen, så mister man en kæmpe gruppe kunstnere, der producerer ting af høj kvalitet. Mange af de kunstnere, man ser på Documenta og biennaler, og som er grunden til, at Danmark har et godt ry i udlandet, er folk, der i lange periode af deres liv har været sindssygt fattige. Vil man støtte deres kunst, noget, som er kritisk, har en vis kvalitet og kan få folk til at tænke – eller kan man nøjes med at se Masterchef

– Kræver det en holdningsændring?

»Under krisen tænkte jeg, at det ville være rart, hvis beslutningstagere snakkede med de mennesker, som producerer kunsten eller bare kiggede på de forhold, som kunsten bliver til under. En af fagorganisationerne blev bedt om at samle data om kunstnerne og deres indtægt, men er det ikke noget, man bare burde vide? Hvordan kan det være, at man ikke allerede ved, hvordan kunstnere lever? Det er vel første skridt: Hvordan lever folk egentlig?«

Michael Bojesen, dirigent, komponist og bestyrelsesleder i Statens Kunstfond

– Hvad er det for et kunstsyn, vi har i Danmark?

»Det kommer an på, hvem du spørger. Men jeg synes, at coronasituationen viser en voldsom kontrast mellem det meget store kulturforbrug, som danskerne har, og som er en helt naturlig og vigtig del af deres hverdag, og så det, at vi officielt i den politiske debat og prioriteringer ser kunsten som et tillæg. Os, der er i kunstverdenen, er jo ikke et sekund i tvivl om vigtigheden og værdien af kunsten, der borger for vores mentale sundhed og omsætter velfærd til ånd.

Det er så integreret og naturlig en del af de fleste menneskers liv, og derfor er det utroligt, at vi i så mange år har set, at den ikke fylder partiprogrammer eller i politiske debatter. Det handler ikke nødvendigvis om, hvor mange penge vi yder til området, men om et helt andet fokus på vigtigheden af, at vi mennesker skal have kunsten og kulturen, fordi det er den, der gør, at vi er mennesker.«

– Har kunsten altid bare været et tillæg?

»Hvis vi går tilbage til 1950’erne, hvor man begynder at sætte brikkerne til det, vi kalder velfærdssamfundet, da siger Kampmann – det er ham og Bomholt, der skaber det første kulturministerium: ’Jeg er ikke interesseret i politik. Jeg er interesseret i kultur.’ De siger også, at for at vi kan definere et samfund som et velfærdssamfund, så kræver det, at vi har fokus på to ministerier, nemlig undervisningsministeriet og kulturministeriet. Det er de to vigtigste ministerier i et velfærdssamfund – dannelse og uddannelse. Det er dem, der definerer os. Jeg tror ikke, at man dengang brugte flere penge på kunst og kultur, end man gør i dag, men holdningen og mentaliteten har i den grad forandret sig.«

– Statens Kunstfond spiller en vigtig rolle i forhold til danske kunstneres økonomiske vilkår, og med den rolle følger et stort ansvar. Hvordan forvalter I det ansvar?

»Vi arbejder jo i en struktur, som er politisk besluttet, og som forsøger at sikre den bedste behandling af vores kunstnere og den bedste dynamik og højeste kvalitet. Vi skal sørge for kunst til børn og unge, for at kunsten når ud i hele Danmark, sikre et internationalt aspekt, og, allervigtigst skal vi støtte kunst af højeste kvalitet. Hvad er så høj kvalitet inden for kunst? Det diskuterer vi løbende. Kan relevans for eksempel være en del af kunstnerisk kvalitet? Kan vi have de samme krav om bredde og diversitet til et regionalt spillested, der ligger i Vestjylland, som vi kan have til et spillested i København? Vores selvransagelse handler om at leve op til det, vi er blevet sat i verden til, på den bedst mulige måde.«

– Lytter I til kritik af jeres arbejde?

»Ja, det synes jeg. Statens Kunstfond har fra den dag, den blev skabt i 1963, været udsat for en del fordomme. Halvdelen af Danmarks befolkning ser for sig den grimme statue, der står uden for deres rådhus, og som de ikke kan forholde sig til. Det er Statens Kunstfond. Eller det er københavneri og en masse nepotisme. Og så kommer vi ind på noget af det, som Rosa Marie Frang harcelerer over: At vi bruger flere midler på det, hun kalder reklame for Statens Kunstfond. Problemet er, at vi simpelthen er for dårlige til at formidle, hvad fonden er. Vi er for dårlige til at formidle, også til vores lovgivere, at kunst er vigtigt, og at alle har ret til at få en stor kunstnerisk oplevelse. Så det er ikke reklame, men formidling og kommunikation, så alle ved, hvad vi laver.

Vi mangler i vores samfund det, man kan kalde Kulturens Analyseinstitut. Mange andre erhverv og organisationer kunne under coronakrisen forklare værdien og vigtigheden af deres egen branche. Vi mangler en organisation, der baseret på data forklarer, hvad værdien er af kunst i samfundet. Hvad er det, der sker, når man laver et kulturhus i et lille lokalsamfund? Hvem bliver raske af at gå til en koncert? Vi mangler et Kulturens Analyseinstitut, fordi vi ofte i forhold til kunsten kommer – som jeg selv gjorde for lidt siden – med nogle forblommede vendinger om, at den skaber ånd i vores samfund, men vi mangler de data, der kan bevise det.«

Merete Sanderhoff, kunsthistoriker og forfatter

– Tager vi os godt nok af vores kunstnere i Danmark?

»Jeg tror, at mange danskere overhovedet ikke gør sig begreb om, hvor lidt man kan leve for. Danmark er et af verdens rigeste lande, og det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke i højere grad værdsætter de erhverv, der skaber så stor kulturel og samfundsøkonomisk værdi. Vi så under coronakrisen endnu en gang, at mange kunstnere måtte hutle sig igennem, fordi krisen ramte præcis de platforme, de faktisk kunne tjene penge på. Man kan så indvende, at ’kunstnerne arbejder bare videre. De finder altid en vej. Der er ikke noget, der kan stoppe dem’. Nej, men det er fattigt, at så rigt et samfund giver kunstnere så trange vilkår.«

– Handler det om måden, vi taler om kunst og kultur på?

»Der er under nedlukningen blevet talt meget om, at vi skal passe på erhvervslivet, fordi det sikrer innovation i samfundet og får hjulene til at dreje rundt. Men kunst er faktisk den reneste form for innovation. Det er mennesker, der skaber noget, som ikke fandtes før, og som sætter helt nye ideer og virkeligheder ind i vores fælles forestillingsevne. I løbet af få dage blev digitale medier en nødvendig livline for os alle, også i forhold til at få tanket op på kulturelt brændstof, der kunne sætte den aktuelle krise i perspektiv.

Mange kulturinstitutioner har oplevet markant øget trafik på deres digitale platforme under nedlukningen, for eksempel flere hundrede procents stigning i den tid, folk har brugt på at se videoer om epidemiernes kulturhistorie og gå på opdagelse i onlinesamlinger. Folk har været sultne efter meningsfuldt indhold, noget, der kunne skabe refleksion, og som man kunne tale om med hinanden, når alt det, vi plejede at gøre, pludselig var væk.«

– Hvad kunne være en mulig løsning?

»I Danmark statsanerkender vi kunstnere via Statens Kunstfond, som uddeler penge til mange både skabende og udøvende kunstnere. Kunne man forestille sig, at hvis man således er statsanerkendt, så får man et basisbeløb at leve for? Jeg er ikke politiker, og jeg har ikke en pakkeløsning. Men det handler om det signal, vi vil sende til omverdenen, også vores nabolande i EU og resten af verden, om hvad vi er for en nation. Dansk kultur fylder meget i måden, Danmark brander sig selv på. Vi har meget kunst af international klasse, det bliver ofte påpeget. Vi elsker at bryste os af Susanne Bier og Bjarke Ingels, men det er jo folk, der er startet et sted, og jeg ville ønske, at der var en større helhedsforståelse af, hvordan den form for verdenskunst opstår.«

Nis Rømer, billedkunstner og formand for Billedkunstnernes Forbund

– Tager vi os godt nok af vores kunstnere i Danmark?

»Det er et nej. Kunstnerne tager sig i meget høj grad af sig selv. De befinder sig på kanten af det her velfærdssamfund, vi har bygget op, lever med en usikkerhed, som meget få, hvis nogen andre, faggrupper ville leve med. Deri ligger også noget af den indignation, som Rosa Marie Frang formulerer i sin podcast. Kunsten er både værdsat og anerkendt, bare ikke økonomisk. Især i krisetider bliver det meget tydeligt, at kunsten og kulturen er en essentiel del af fællesskabet og de ting, vi er fælles om. Vi kan jo se, hvor meget vi savner den, nu her hvor vi går verdens kedeligste sommer i møde uden musik og festivaler.

Jeg synes godt, man kan sige, at den kunst og kultur, vi laver i Danmark, og som indeholder vores egne refleksioner, er kritisk samfundsinfrastruktur. Jeg vil helt klart mene, at den højskole, jeg underviser på lige nu, er kritisk samfundsinfrastruktur. Er kunstmuseerne kritisk samfundsinfrastruktur? Ja, det er de. Og de sange, vi synger, og de historier, vi fortæller, og den musik, vi spiller.««

– Men hvorfor er det så svært at tjene penge på kunst – er den ikke konkret nok for folk i forhold til alt det andet, et samfund producerer?

»Vi overlever jo umiddelbart, hvis vi får noget vand og mad at spise. Vi klarer os da også et godt stykke tid uden kunst og kultur, fordi det i første omgang ikke handler om overlevelse. Det handler om nogle andre ting, som ingen af os ville undvære, men betalingsviljen er der ikke helt. Er det så staten, der skal støtte noget mere? Ja, det er det i nogen grad, men der skal også findes bedre forretningsmodeller for kunstnere, så man kan sikre, at de for eksempel får flere royalties.

Forfattere har bibliotekspenge og royalties, der løbende kommer. Det samme har musikere. Mange billedkunstnere mangler en mere stabil indkomst. Det kunne for eksempel være royalties på kunst i det offentlige rum, som man har det i Sverige. Når vi skal renovere almennyttige boliger for 30 milliarder kroner i den kommende tid, er det oplagt at tænke kunsten med. Og endelig skal vi tænke kunsten med i den grønne omstilling.«

– Billedkunstnernes Forbund har stået bag to undersøgelser af kunstnernes vilkår, i 1998 og igen i 2018. Er det blevet bedre i løbet af de 20 år?

»Det er blevet marginalt bedre, men overraskende lidt. Første gang der blev lavet en undersøgelse, var den med til at sikre en bedre kunststøttestruktur i Danmark. Undersøgelsen fra 2018 betyder, at vi kan se, hvordan kunstnere tjener penge. Vi ved, hvor stor en del af deres indtægt der kommer fra kunst, og hvor stor en del der kommer andre steder fra. Og vi ved, hvor lille gennemsnitsindkomsten er. Det er vigtigt at have de tal. Kunsten og kulturen har jo ikke et analyseinstitut, som man har i dansk industri eller inden for idrætten. Den slags tal og statistikker betyder meget for at kunne diskutere kunstnernes vilkår på et sagligt grundlag. De fleste mennesker ville ikke kunne leve for det, som mange kunstnere lever for, og det er jo også det, som Rosa Marie Frang sætter fokus på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her