Interview
Læsetid: 4 min.

Brødrene Dardenne: »Det er vores opgave at bringe vores hovedperson tilbage til livet«

I deres seneste film, ’Unge Ahmed’, fortæller Dardenne-brødrene om en radikaliseret 13-årig muslim og forsøget på at omvende ham. Vi har talt med brødrene om fanatisme, religion og håb
Idir Ben Addis spiller fremragende i rollen som den søde, radikaliserede 13-årige dreng Ahmed.

Idir Ben Addis spiller fremragende i rollen som den søde, radikaliserede 13-årige dreng Ahmed.

Christine Plenus

Kultur
19. juni 2020

De belgiske filmbrødre Jean-Pierre og Luc Dardenne har gennem mere end 30 år begavet os med deres humanistiske syn på verden i en række uforglemmelige, minimalistisk fortalte film, blandt andre Løftet, Rosetta, Sønnen, Barnet og To dage, en nat. Alle sætter de fokus på nødstedte mennesker i et moderne, vestligt og kapitalistisk samfund, og ingen af dem byder på nemme løsninger. I stedet konfronterer de publikum med dets egen utilstrækkelighed, tvivl, sorg, vrede, menneskelighed og, trods alt, håb.

Således også i deres nye film, Unge Ahmed, der handler om en radikaliseret 13-årig muslim, Ahmed, og hans omgivelsers forsøg på at få ham til at vælge livet i stedet for døden. Jeg mødte Dardenne-brødrene i forbindelse med verdenspremieren i Cannes i 2019. De taler som med én stemme.

– Har I længe gerne villet fortælle en historie om radikalisering af unge muslimer?

»Der er igennem nogen tid sket terrorangreb i vores land. Det er ikke noget nyt. Der er lavet film og skrevet bøger om de angreb, og hvordan man bliver radikaliseret. Men det var ikke det, der interesserede os. Vi fik følelsen af, at der måske var en måde at udforske radikaliseringsfænomenet på, da vi forestillede os en ung dreng ligesom Ahmed, der allerede var radikaliseret, fanatisk. Vi begyndte at tænke over, hvordan han kunne overvinde sin fanatisme og slippe fri af disse livsfarlige ideologier, som en imam underviser ham i – hele ideen om at opdele verden og mennesker i rent og urent. Vi ville finde ud af, hvad der kunne få Ahmed til at bryde med imamen og sin afdøde martyr-fætter, der hjemsøger drengen og lever i hans bevidsthed. Det gik op for os, at vi havde været for optimistiske. Vi forestillede os, at møder med andre mennesker kunne få Ahmed til at vende tilbage til livet. Men det virkede slet ikke. Vi endte ligesom hans mor helt uden håb. Det førte os til, at hans forvandling ikke skulle ske i mødet med et andet menneske, men i mødet med sin egen død.«

– Hvorfor ville I ikke fortælle om, hvordan og hvorfor Ahmed bliver radikaliseret?

»Den historie er allerede fortalt. Vi ville prøve noget, som ikke var forsøgt før. Vi ville tage religionen alvorligt. Religion er ikke kun et udtryk for en social struktur, der bestemmes af økonomi og andre overordnede hensyn. Det er en levende, uafhængig del af vores samfund og repræsenterer en meget stærk, fantasifuld verden, som de troende bliver bedt om at favne. Religion kan være meget praktisk, når vi skal leve fredeligt sammen, men i form af fanatisme kan den være livsfarlig. Vi stillede os selv spørgsmålet: Kan man overvinde fanatisme? Og det gav os mulighed for at vise den anden stærke side af religionen, hvor den bliver til fanatisme. Vi elsker vores Ahmed, og vi vil også gerne have, at du skal elske ham og forsøge at forstå, hvad det er, han foretager sig, og hvorfor han gør det – inden det går op for ham, at døden ikke er det myggebid, som hans fætter plejede at fortælle ham.«

– Ahmed er kun 13 år gammel. Hvorfor skulle jeres hovedperson være så ung?

»Hvert eneste forsøg vi gjorde på at fortælle præcis den samme historie – om et menneske, som beslutter sig for at vælge livet – med en ældre figur, virkede ikke. Og det virkede ikke, fordi vi ikke kunne ignorere virkeligheden omkring os. Den fortalte en anden historie. Det er naivt at tro, at et menneske, der bliver radikaliseret og fanatisk i sine 20’ere, kan vende tilbage til livet. Sådan er virkeligheden ikke, og derfor besluttede vi os for, at Ahmed skulle være 12-13 år gammel. Da er man midt imellem barn og voksen, og det er et tidspunkt, hvor man føler sig tiltrukket af absolutter, men man er endnu ikke helt udviklet, hvorfor der stadig er en mulighed for at forandre sig.

— Som I sagde før, er der en del håbløshed i ’Unge Ahmed’, ikke mindst hos Ahmeds mor, der kæmper for sin søn. Har I selv mistet håbet?

»Det er vores udfordring som filmskabere. Hvordan bringer man et menneske tilbage til livet, som har besluttet sig for at vælge døden, og som føler sig så tæt på døden? Ahmed følger sine idealer om renhed, fordi han er fanatiker og fast besluttet på at gøre gode ting – selv da han beslutter sig for at dræbe et andet menneske. Ondskab eksisterer ikke i hans verden. Han har opdelt den i ren og uren, og når han møder det urene – mennesker, han har besluttet, er urene – så vil han rense dem eller slå dem ihjel, hvis ikke det lykkes. Hvordan lokker man ham tilbage til livet? Han er bare en lille dreng, der siger forfærdelige ting. Men det er ikke ham, der taler. Det er nogen inde i ham, der taler igennem ham. Han er besat af de ideer, som imamen planter i hans bevidsthed. Det handler om at forsøge at finde de øjeblikke, hvor vi føler, at han så småt åbner sig, og håbe, at han forandrer sig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her