Feature
Læsetid: 10 min.

Alle brugte magi, indtil Djævlen kom forbi. Vi har besøgt Danmarks første heksemuseum

De fleste i renæssancen brugte hverdagsmagi, og det var der ikke noget kontroversielt ved. Men så kom teologerne på banen og bekendtgjorde, at al magisk praksis stammede fra Djævlen selv. Og så brød jagten på heksene ud i lys lue. Nu åbner Danmarks første heksemuseum i Ribe og fortæller om hekseprocesserne, der også er rummer en større og evigt aktuel historie om frygt
’Hexensabbat’ af Frans Francken den yngre (1610). I 15- og 1600-tallet var de fleste overbevist om, at hekse mødtes til sabbat. For at komme frem til de store fællesmøder, måtte heksene flyve, og både heksen og transportmidlet måtte først smøres med en flyvesalve, der efter sigende bestod af blandt andet fedt fra dræbte spædbørn. Til højre i billedet bliver en heks smurt med flyvesalve, mens en anden flyver op gennem skorstenen til venstre.

’Hexensabbat’ af Frans Francken den yngre (1610). I 15- og 1600-tallet var de fleste overbevist om, at hekse mødtes til sabbat. For at komme frem til de store fællesmøder, måtte heksene flyve, og både heksen og transportmidlet måtte først smøres med en flyvesalve, der efter sigende bestod af blandt andet fedt fra dræbte spædbørn. Til højre i billedet bliver en heks smurt med flyvesalve, mens en anden flyver op gennem skorstenen til venstre.

Bayerische Staatsgemäldesammlungen/ Staatsgalerie Neuburg

Kultur
23. juni 2020

Der er travlhed i Quedens Gaard i Ribe. En pludseligt opstået krise med en håndfuld ’djævlehoveder’ – nysmedede søm, som dem man havde i 1600-tallet – skal placeres i en skåret troldomskrukke, og et nyligt ankommet parti heksekoste hober sig op.

I den gamle købmandsgård, der blev bygget i 1583, og som siden sidste år også har huset Jacob A. Riis Museum, løber en sværm af håndværkere, kuratorer, forskere og assistenter rundt. Danmarks første museum for hekseforfølgelser har været under udvikling i flere år, men nu – og i samarbejde med Moesgaard Museums udstillingstegnestue – åbner HEX! Museum of Witch Hunt i næste uge.

»Vorn går dæ med heksenørderne?« 

En mand med arbejdsbukser og solbleget hår stikker hovedet ind i frokoststuen, hvor jeg netop er ankommet og har fået serveret en kop skyndsomt fabrikeret kaffe. Heksenørderne, overinspektøren og lederen af museet, Lulu Anne Hansen, der er historiker og ph.d., og museets to øvrige historikere og forskere, Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard, smiler opløftet tilbage.

Tingene går vist nogenlunde efter planen, og de virker godt tilfredse. At udvikle og få Danmarks første heksemuseum op at stå har været et interessant projekt – ikke mindst fagligt. Også selv om man i mere traditionelt tænkende historiske kredse muligvis ikke ville betragte det på samme måde.

Direktøren Lulu Anne Hansen forklarer gennem sin indtagelse af en sandwich:

»Der har aldrig været så meget prestige i at beskæftige sig med hekseprocesserne. Som historiker har det været anset for et næsten lidt perifert emne at forske i. Hvis man ville blive til noget, skulle man gå ind i politisk historie, økonomisk historie eller socialhistorie. Men hekseprocesserne? Det har været useriøst. Heldigvis er det begyndt at ændre sig, især efter 1990’erne er der sket en tiltagende interesse i feltet.«

– Undskyld, har det været useriøst at beskæftige sig med et fænomen, der fik mindst 40.000 mennesker i Europa kastet på bålet med døden som følge?

»Ja, der har helt klart været en berøringsangst. Det er ikke et emne, der har været stor glæde i at forske i, og så afskrækker det jo med al den overtro og magi, der knytter sig til forskningen. Det vil mange helst ikke beskæftige sig med.«

Frygten findes stadig

Derfor har det også været vigtigt for det nye museum, at det ikke blot baserer sig på den nyeste forskning omkring hekseprocesser, men at museet også selv har forskere – som Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard – tilknyttet museet, der fortæller historien om hekseprocesserne med udgangspunkt i de danske processer, men også set i et større europæisk perspektiv.

»På museet vil vi ikke bare fortælle om en række konkrete hekseprocesser, vi vil forsøge at forstå og formidle, hvad hekseprocesserne var for en størrelse. Hvordan opstår de, hvad er det for nogen tanker og ideer, der leder til processerne: Hvem er aktørerne, hvad er rationalerne og resultaterne.«

Lulu Anne Hansen uddyber:

»Frygten er den røde tråd i udstillingen, og det er også vigtigt for os, at man forstår, at den frygt ikke er et fuldkommen overstået kapitel. Man kan godt lide at tænke, at hekseprocesserne var noget, der opstod i den mørke middelalder, hvor folk var enormt overtroiske og irrationelle. Og at vi nu er videre. Men det er vi jo ikke. Det er vigtigt for os at vise, at dengang var det logiske – det rationelle, om man så må sige – at angive hekse, som man troede havde udført magi. Dem som vi i dag anser for gerningsmændene – altså dem, der angav heksene – de blev dengang betragtet som ofre, for det var jo dem, der havde været udsat for heksekunster. Der er stor historisk læring i, at det, der virker fornuftigt på et givent historisk tidspunkt, ikke altid er det senere. Og omvendt.« 

Historiker og forsker Maria Østerby Elleby fortsætter:

»Den frygt, som hekseprocesserne genererede, og som vi ser som museets fornemste opgave at formidle, er jo ikke en enestående frygt, som vi kan isolere til det ene tidspunkt i historien. Se bare på den frygt og de reaktioner, som der er opstået i kølvandet på corona. Folk, der udskammer og angriber hinanden, ja, tænk på den række af diskriminerende overfald, der i hele verden er sket på folk med asiatisk etnicitet i forbindelse med coronasmitten. Det er der intet som helst fornuftigt over – eller videnskabeligt ved, for den sags skyld. Men sådan en type adfærd har de samme psykologiske mekanismer bag sig som dem, der førte til hekseprocesserne. Det bliver en måde, hvorpå man forsøger at kontrollere noget, man reelt ikke kan kontrollere – ved at give nogle andre skylden. Placere skylden.«

Hverdagens magi

Den store frygt, der herskede under hekseprocesserne, fik i Danmark især fart efter Christian 4. i 1617 udstedte sin berygtede forordning mod troldfolk, hvor han gjorde det strafbart at udøve den type – også uskadelig – hverdagsmagi, som var helt almindelig praksis blandt de fleste på det tidspunkt.

Derudover udstedte han også ordrer til sine egne folk om, at de skulle forfølge hekse. Ellers blev de betragtet som ’medvidere’ og skulle straffes på formue og med landsforvisning.

Som vi går igennem den endnu ikke færdige udstilling, peger Louise Hauberg Lindgaard på forskellige artefakter og genstande, som almindelige borgere før forordningen mod trolddom brugte i en form for magisk praksis, der var grundfæstet i tidens overtro.

Næsten alle brugte amuletter – selv Christian 4. havde en amulet, som han brugte i al hemmelighed, og som museet har udstillet i kopi. Derudover udsmykkede man huse med mærker, der kunne beskytte mod det onde, kvinder puttede forstenede søpindsvin (kaldet ’smørhøns’) ned i smørkærnen, for at smøren ikke skulle skille.

Især smørkærnen var årsag til megen diskussion om hekseri. Fordi det var en så relativt svær proces at kærne smør, gik der mange rygter om, at en heks kunne udføre magi, der kunne fjerne ens ’smørlykke’. Ligesom de kunne forbande øltønder og fratage en brygger hans ’øllykke’.

Men ligesom den, der kærnede smør, kunne beskytte sig gennem ’smørhønsene’, kunne den dedikerede brygger også et par tricks. Man mente nemlig, at hvis man tog to fingre fra et afdødt menneske – det skulle være de to såkaldte sværgefingre (pege og langfinger) – og puttede dem ned til øllet i tønden, ja, så skulle øllet nok blive godt.

Og hvor man så lige fandt sådan et sæt sværgefingre? Tjo, fortæller Maria Østerby Elleby, dem hentede man almindeligvis på den lokale galgebakke, hvor man i nattens mulm og mørke klippede et par fingre af en hængt tyv.

Nutidens overtro

Det er temmelig vanvittige historier fra renæssancens overtro, som ’heksenørderne’ – og dermed museet – har i ærmet, og jeg er ikke fri for at se lidt chokeret ud indimellem, mens vi artigt vandrer forbi små voksdukker med nåle, konserverede abehænder eller rekonstruktionen af en dødehånd, der tager i hvert fald én af priserne for den mest bizarre udtryk for overtro.

Dødehånden var en hel hånd, tørret og syltet, fra en henrettet forbryder, som man sandsynligvis fik fat på af samme vej som sværgefingrene. Denne hånd blev på hver finger udstyret med væger fastgjort i smeltet fedt – gerne fra samme forbryder og smeltet fedt fra et spædbarn – hvorpå man så tændte dødehånden som en femarmet lysestage. Hvis man lyste med en sådan dødehånd blev man usynlig og kunne få alle til at falde i søvn. Det er – næsten – sikkert og vist.

Louise Hauberg Lindgaard smiler rutineret over fortællingen, men understreger, at selv om vi går og griner ad datidens overtro, ja, så er den jo stadig ikke et overstået kapitel.

»Vi tænker måske ikke over den overtro, vi omgiver os med i dag, men det er jo præcis det, der er på færde, når vi eksempelvis siger prosit, når nogen nyser, når vi puster lysene på fødselsdagskage ud eller vi krydser fingre for at bringe nogen held. Det kunne også være, når vi siger 7-9-13 eller banker under bordet – ja, når man ønsker noget, hvis man ser et stjerneskud eller kaster en mønt i en brønd.«

Al overtro og magi stammer fra Djævlen 

Spørgsmålet er så, hvordan datidens almindeligt udbredte og praktiserende dyrkelse af overtro og magi pludselig kunne føre til drab på tusindvis af mennesker. Maria Østerby Elleby fortæller:

»Det, der er særligt for denne her periode, hvor hekseprocesserne udspiller sig – i Danmark er det især i 1600-tallet – er, at magien blive koblet sammen med Djævlen. At det udvikler sig til et religiøst spørgsmål. Tidligere var det i orden at tillægge andre mennesker eller genstande særlige kræfter. Men nu bliver tankegangen ifølge den teologiske og især protestantiske tolkning af verden, som Christian 4. i særdeleshed abonnerer på, at al magi og overtro stammer fra Djævlen. Det kan godt være, at en kvinde har særlige kræfter, men sådanne kræfter har man ikke fra sig selv – nej, alt stammer fra Gud og Djævlen. Og da den skadelige magi stammer fra den samme kilde som den helbredende eller godgørende magi, bliver al magi og overtro nu til et udtryk for et samarbejde med Djævlen.«

Maria Østerby Elleby griner højlydt:

»Den helbredende magi blev nu betragtet som et slags gateway drug til sort magi. Rationalet var: Det kan godt være, at du, kloge kone, tror, at du bare vil helbrede en dårlig arm, men før du ved af det, står du ved midnat og koger spædbørn.«

Louise Hauberg Lindgaard fortsætter uden at blinke:

»De mest fremtrædende af datidens teologer mente jo også, at mange af de ulyksaligheder, der fandtes i Europa på det tidspunkt, var tegn på, at dommedag snart ville indtræffe. Renæssancen var en hård tid. Det er midt i det, vi kalder for den lille istid, hvor der var enormt koldt, der var krig og så var der jo også pesten. Så der var både for høj og lav virkelig mange ting at bekymre sig om og være bange for.«

»Og når dommedag er tæt på, ja, så begynder Djævlen jo også at rekruttere mere aktivt.« 

»Teologisk set var det sådan, at man i princippet selv var i fare for at miste sin sjæl til Djævlen, hvis man ikke indberettede dem, der var under mistanke for hekseri. Ikke mindst som en konge, der bare på hele rigets ansvar. Christian 4. har givetvis oplevet det som sit ansvar og sin protestantiske pligt til at indberette hekse og få dem dømt til bålet.«

En atypisk hekseproces

Maria Østerby Elleby fører mig videre ind i museets sidste udstillingsrum, der naturligvis tilhører Ribes – ja, Danmarks – mest kendte heks, Maren Spliids.

Det var netop på grund af den ivrige heksejæger Christian 4., at det kom så vidt at Maren Spliids endte på bålet. For Maren Spliids (der levede fra cirka 1600 til 1641) blev nemlig frifundet hele to gange i de lokale retsinstanser, indtil den anklagende part, den lokale skrædder, der i øvrigt var en konkurrent til Marens mand, personligt gik til Christian 4.

Kongen tøvede ikke med at få Maren Spliids sat i Blåtårn og få hende torteret lidt, selv om det gik stik imod hans egen lov. Man måtte først tortere, når den endelige dødsdom var afsagt over heksen – før domsafsigelsen var det ikke tilladt.

Men kongen tog forskud på glæderne – og enevælden i øvrigt, der kom kort tid derefter – og besluttede sig for ene mand at vurdere, hvad der var op og ned i den sag. Meget uheldigt, må man sige, for Maren Spliids var på ingen måde nogen oplagt kandidat til at blive anklaget for hekseri. Tværtimod.

Når man står i Maren Spliids rum på heksemuseet kan man blandt andet se den ’døroverligger’, der hang over Spliids hoveddør, og som virkelig kan få en til at undre sig over, hvordan en som Maren Spliids kunne blive anklaget for at være heks.

På ’døroverliggeren’ står det ene gudfrygtige og arbejdsomme udsagn at læse efter det andet, og faktisk – og ironisk nok – fortæller Maria Østerby Elleby, er Maren Spliids ekstrem atypisk i forhold til de kvinder og mænd (mændene udgjorde i Europa mellem 20 og 25 procent af de dømte), der ellers blev anklaget for at være hekse.

Maren Spliids var højt placeret i samfundet, hun var afholdt og velhavende, gift og en god kristen, der tit gik i kirke. Og så havde hun ikke noget trolddomsrygte, hvilket man ellers typisk havde, hvis man blev anklaget for at være heks. Maren overholdt samfundets og de sociale normer, for det var typisk dem, der var lidt til en side og ikke gjorde det, der ellers blev anklaget: de enlige, de fattige, de ældre, dem, der lavede ballade.

Men Maren svarede slet ikke til den typiske hekseprofil – og måske er det også derfor, at sagen i samtiden fik så meget opmærksomhed. Og der er ingen tvivl om, at da Maren Spliids måtte lide døden på bålet i 1641, blev der pustet endnu mere til den frygt, der flammede op overalt i tiden. For hvis Maren Spliids – mod al fornuft – kunne blive anklaget og brændt for at være heks, hvem kunne så ikke?

Lige præcis den tanke kan være nyttig at bære med sig, når man nu – fra 30. juni – kan besøge HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe. Frygten – især den irrationelle af slagsen – kan sprede sig som en pandemi på et hvilket som helst tidspunkt i historien. Også selv om vi selv synes, at vi befinder os i mere oplyste og fornuftige tider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Langt om længe; et yderst vigtigt bidrag til kulturhistorien og forståelsen af de mørke magter i det menneskelige sind, der har sit udspring i frygten for det ukendte og fordommene mod det anderledes.

Estermarie Mandelquist, Kim Saxman, Alvin Jensen, Birte Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Mikael Højgaard

færdige med Sankthans bål her.

Birte Pedersen

Nu skriver vi 2020 Mikael Højgaard, men jeg vælger at tro på at du mener det humoristisk. I mine øjne er Sankt Hans kun en hyggelig seance, selv om at jeg udemærket er viden om hvordan det var på den tid hvor man tog Sankt Hans yderst alvorligt . Jeg er i øvrigt meget enig med Eva Schwanenflügel.

Anders Sørensen

Alle højtider er en undskyldning for enten holde fri fra arbejde eller samles om noget, man tror er kulturelt vigtigt, selvom man ingen anelse har om, hvorfor det er. Eller måske mest mere vigtigt: Højtider er det, vi gør dem til, fordi vi giver dem nye betydninger.

Det kan ses ved, at det staves sankthansaften. Det staves ikke sankt Hans' aften.

Hans er lissom ude af det her.

Eva Schwanenflügel

"Sankthansaften har meget til fælles med valborgnatten 30. april, hvor man også tændte bål. Når bålskikken i dag kun knyttes til Sankt Hans, kan grunden være kalenderreformen i 1700, hvor kalenderen rykkede 11 dage frem: halvanden uge om foråret kan betyde, at det blev for koldt til at sidde ude om aftenen.

Ligesom juleaften er sankthansaften et levn af hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik fortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommen."
(Wikipedia)

Dagen d. 24 juni er kirkens bud på Johannes Døberens fødselsdag, (han skulle have været et halvt år ældre end Jesus), men i den nordiske tradition fejrer vi aftenen før dagen.
I folkemunde blev Johannes til Hans.
Og Sankt Hans, fordi han var udnævnt til helgen af den katolske kirke.
Hans hang ved ind i Reformationen.

"Hvordan heksen kom på bålet, er der flere kilder til. I slutningen af 1800-tallet begyndte man i de østjyske byer at brænde heksefigurer af til Valborg aften. En af de første Sankt Hans-aftner, hvor man både har brændt en hekse-dukke og sunget midsommervisen, er på Jelling Seminarium omkring år 1900. En anden kilde siger at hekse-dukkerne er kommet på bålet i løbet af 1920'erne på egnen ved Kalundborg, hvor der arbejdede en del tyskere på skibsværftet under 1. verdenskrig. Hjemmefra kendte de skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet, hvor dukken symboliserer det onde man vil til livs. Figurer blev brændt på bål andre steder i Europa, men under andre navne: Judas, som blev brændt til påske og Guy Fawkes i England."
(Wikipedia)

Mads Kjærgård

Jeg har faktisk været ud for, at Australske borgere, der var i Danmark i løbet af Sankt Hans, klagede over skikken med at brænde hekse. Men det er vel meget godt, at blive mindet derom. En tid, hvor alle løb hovedløse rundt, og råbte om hekse, nisser og troldmænd fordi nogen havde fortalt, at de var der. Og fanden tage de, der sagde det ikke passede, de måtte jo også være i ledtog med djævlen. (Ordet konspirationsteoretiker fandtes vist ikke dengang) Men hov, det minder jo om et eller andet? Berlin 1933? Corona 2020? Er det mon bare i menneskets natur, at stole blindt på myndighederne? Men anyway, begynder vi bare, at tænde bål uden hekse. Så forsvinder den viden om hekse, vi har ud af folk bevidsthed.. Så godt vi gør det! Det er lidt omvendt tænkning ganske vist.. Analogt hermed kan man læse, at New York fjerner sorte figurer fra byens torv og gader. Og fx kke længere lader den folkekære Theoredore Rosevelt være omkredset af sorte slaver. Men dermed skriver man jo også historien ud af analerne! Jeg tænker, at det er underligt, at de sorte går med til, at deres historie forsvinder og kun den hvide står tilbage?

Mads Kjærgård

Men egentligt så minder sorte mig om slavetiden, så burde det ikke være forbudt, at være sort. Jeg mener, de minder jo om , nå ja, om alt det der med slaver og racisme. :-) Nå ikke? Men en sidebemærkning omkring heksejagt, så tror de fleste at det hører katolismen til, men herhjemme hændte det først efter Reformationen. Og der døde flere end man tror, jeg har læst et sted, at der ved en enkelt hændelse blev brændt og henrettet over 500 mennesker, idet de jo angav hinanden under tortur. Så det er noget man bør tage alvorligt, men det viser hvad, der kan ske, når pøblen går amok!

Jørn Pedersen

At brænde og samles til St. Hans er en god tradition, men at det også skal være med hekse er meget trist.
Det er vist sådan, at Gud og Fanden kun eksisterer i og med hinanden.
Det er næsten uendeligt, alt det Kristendommen har ødelagt! Eller er det blot menneskene, der har misbrugt også det?

Mikael Højgaard

Birte Pedersen: kan ikke se noget i min bemærkning der tydede på ironi, lad det være. hele skikken har mange facetter der ikke er til dens fordel. 1. hekse afbrændinger, fedt signal at sende med de strømninger i øjeblikket, og i det hele taget en hån mod de mennesker der døde på bålet. men man kan se mange tendenser fra den gang til nu hvis man reflekterer lidt over den. Det får du lov til Birte.
2 mange dyr omkommer på grund af de har søgt ly. 3 røgpartikler . vi fik røg ind på grund af de bål der åbenbart skulle tændes. tak for det . så der er de historiske signaler, og nuværende tendenser i samfundet, biologiske problemstillinger med pindsvin der bliver stegt levende med mere, og simpel forurening.

Mikael Højgaard

og ja Birte, vi skriver 2020 derfor

Peter Jensen

Sankthansbålet er ikke en symbolsk videreførelse af afbrændingen af dømte hekse, men har dog en anden relation til den folkelige tro på hekse.

Udover at være en anledning til festlig sammenkomst, skulle bålet holde ondskab, herunder ikke mindst hekse, på afstand. Dette især på aftener hvor man formodede at de var særligt aktive, og måske på vej til et heksemøde på Bloksbjerg. Det er vel også derfor at heksedukkerne ofte er udstyret med en kost. De er ikke i færd med at blive henrettet, men er på farten.

Faktisk er formålet med sankthansbålet meget præcist beskrevet i Midsommervisen:

hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Mikael Højgaard

vi skriver stadig 2020