Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er Sverige gået sin helt egen vej under coronakrisen

I den svenske selvforståelse findes der ingen konflikter, som ikke kan løses på saglig og rationel vis
Allerede tidligt i den svenske coronadebat blev det formuleret sådan, at unge menneskers liv i fremtiden blev stillet op over for ældre menneskers liv her og nu.

Allerede tidligt i den svenske coronadebat blev det formuleret sådan, at unge menneskers liv i fremtiden blev stillet op over for ældre menneskers liv her og nu.

Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Kultur
5. juni 2020

Der findes en særlig filosofisk disciplin, som med forkærlighed bruger billeder af løbske sporvogne til at formulere etiske dilemmaer. Vi må forestille os en løbsk sporvogn, der for fuld fart er på vej imod et skiftespor, der enten kan føre den ind på et vigespor eller videre frem. På det spor, der fører ret frem, sidder for eksempel en ung banearbejder og far til to børn fastklemt, mens fem ældre og syge medborgere af uransagelige grunde ligger fastbundet til vigesporets skinner.

Bør vi nu lade sporvognen fortsætte ligeud og dræbe den unge banearbejder? Eller skal vi hellere skifte spor, så den i stedet tager livet af de fem gamle og syge?

Sporvognsfilosofiens etiske dilemmaer tager sig således ud: Der er et spor, der deler sig. Og der er en kunstig opstilling af abstrakte og rent symbolske menneskefigurer uden navne og uden ansigter. Der er med andre ord tale om en idealiseret model, der næppe kan bruges som praktisk rettesnor. For den, som havner i den konkrete situation, hvor hun skal håndtere sporskifte-mekanismen og prioritere, hvilke liv der skal reddes, finder som regel ikke filosofiske manualer frem eller rådfører sig med regneark.

Ikke desto mindre er den løbske sporvogn nu dukket op i virkeligheden – og denne gang i skikkelse af COVID-19. Dagens sporskiftere står over for et afgørende valg. Et valg, der allerede tidligt i den svenske debat blev formuleret sådan, at unge menneskers liv i fremtiden blev stillet op over for ældre menneskers liv her og nu.

Liv mod liv

Først og mest dramatisk blev dette udtrykt af Kerstin Hessius, administrerende direktør for pensionsfonden AP3: Hvis Sverige fór for hårdt frem med nedlukninger og karantæner for at stoppe virussmittens udbredelse, måtte vi forstå, at dette ville få katastrofale konsekvenser for økonomien. De mennesker, som dermed ville miste deres job og virksomheder, ville også miste livsgrundlaget, ja muligvis i bogstaveligste forstand tage livet af sig selv.

»Det er liv mod liv,« sagde Kerstin Hessius i tv-programmet Agenda den 22 marts.

Hessius ville ikke sige det ligeud, og lige så underforstået blev det sagt af Folkhälsomyndigheten (Sveriges sundhedsstyrelse, red.). Et entydigt valg mellem de spor, der kan skiftes imellem, har ingen villet formulere direkte, men ud fra de udtalelser, anbefalinger, vurderinger og prognoser, der har været fremme, kan vi ikke desto mindre udlede en vilje til at acceptere en øget helbredsrisiko for de mest udsatte, de ældre og svage for derved om muligt at mindske de økonomiske og sociale risici for de unge og produktive, som blev vurderet til at kunne tåle smitten med kun milde eller ingen symptomer.

Epidemiologisk blev vurderingen formuleret sådan (og igen tilpas uklart), at med knap så strenge isolationsforanstaltninger – dvs. med en kalkuleret risiko for øget smittespredning – ville en voksende del af den mindre risikoudsatte befolkning forholdsvis hurtigt opnå immunitet. Dermed ville man efterhånden nærme sig flokimmunitet, hvorefter smittespredningen ville aftage.

Eller som den tidligere statsepidemiolog Annika Linde 15. marts udlagde Folkhälsomyndighetens strategi: Det gjaldt om, at »så mange som muligt kunne blive smittet og dermed blive immune uden at blive alvorligt syge«.

For de grupper, som med øget smittespredning blev udsat for øget risiko for at blive alvorligt syge og dø – de ældre og de svage – lovede man til gengæld, at der ville blive indført ’særlige beskyttelsesforanstaltninger’.

Højrisikostrategi

Disse ’særlige beskyttelsesforanstaltninger’ viste sig imidlertid ikke at være særlig meget bevendt, og indtil videre er prisen for det svenske sporskiftevalg – som opgjort i antallet af døde per befolkning – adskillige gange højere end i vores nordiske nabolande, som alle besluttede sig for at gribe til omfattende nedlukninger og hårde sociale restriktioner i deres forsøg på at stoppe smittespredningen.

I betragtning af, at de svenske myndigheder allerede i en tidlig fase må have kendt til virussens smitsomhed og potentielle dødelighed for en stor del af befolkningen (1,6 millioner over 70 år og dertil et ukendt antal yngre med underliggende risikofaktorer), var det unægtelig en højrisikostrategi at nøjes med altovervejende generelt formulerede og ikke-forpligtende anbefalinger – og i praksis lade smitten gå sin gang.

Hvis COVID-19 overvejende havde taget livet af unge og sunde mennesker (hvilket den spanske syge gjorde) i stedet for af gamle og syge, ville vi da ikke gøre det maksimalt mulige for at holde smittetrykket nede?

Hvilket da også var, hvad næsten alle andre lande end Sverige valgte at gøre.

Uden at ville foregribe de langsigtede konsekvenser af Sveriges valg i sammenligning med andre landes valg, må man spørge: Hvorfor besluttede akkurat Sverige sig for at agere på denne måde?

Måske fordi Sverige i vigtige henseender adskiller sig fra næsten alle andre lande.

Som det mest iøjnefaldende har Sverige i over 200 år haft fred. Ingen krig, ingen revolutioner, ingen store omvæltninger.

Og dermed heller ikke nogen eksistentielle konflikter, hvor liv er blevet stillet op over for liv.

Gensidig forståelse

Det tror jeg, har bidraget til, at det med tiden er blevet vanskeligt i Sverige at forestille sig sådanne konflikter. Den slags konflikter, vi har vænnet os til, og som vi derfor kan forestille os, er konflikter, som kan løses sagligt og fornuftigt i en bred og gensidig forståelses ånd.

Til det, som skulle blive kaldt den svenske model, hører ikke bare en særlig svensk selvforståelse, men også en særlig svensk tiltro til, at konflikter kan løses på saglig og forståelig vis. Eksistentielle konflikter af den slags, som i vores omverden havde ført til krig og omvæltninger, var Sverige ikke bare blevet lykkeligt forskånet for. Dem havde Sverige også aktivt holdt fra livet gennem sine fornuftige og saglige politikker.

For en udenforstående betragter kunne dette ganske vist snarere se ud som en særlig svensk evne til at sky konflikter snarere end at løse dem. Sådan så f.eks. Susan Sontag på det, da hun i 1969 besøgte Sverige og i en reportage i tidsskriftet Ramparts beskrev det svenske forhold til konflikter som »nærmest patologisk … som et produkt af hæmninger, ængstelser og følelsesmæssig distancering«.

Og ti år tidligere (i en artikel i Information i 1958) havde den dansk-svenske journalist Jytte Bonnier observeret en afgørende forskel i tradition og mentalitet mellem det teknokratisk ’rationelle’ Sverige og det ’pragmatiske’ Danmark.

Jeg tror, at Susan Sontag og Bonnier ville få deres indtryk bekræftet og bestyrket af Sveriges valg af kurs i pandemikrisen. Inden for hvad der hurtigt udviklede sig til en konflikt imellem det ene liv og det andet og kom så tæt på etisk sporvognsskifte, man kan komme, troede Sverige sig i stand til at undvige konflikten ved at lade, som om den ikke eksisterede: De unge og de raske skulle blive immune, mens de gamle og de svage skulle beskyttes, Sveriges økonomi skulle reddes, og det særlige svenske talent for at handle rationelt (ingen alarmistiske følelsesvalg) skulle endnu en gang vise sin styrke.

Problemet var, at Sverige denne gang blev stillet over for en konflikt, som ikke havde en rationel løsning. Eller rettere: Der kunne kun findes en rationel løsning, hvis det legitimt kunne begrundes, hvorfor det var rationelt at sætte ældres liv på spil i dag (ved at acceptere en vis smittespredning) for at redde unges liv i morgen (sikre økonomisk overlevelse og skabe flokimmunitet).

Hvilket da også var sådan, Sverige i praksis tænkte og handlede.

Målbarhed

»Vi bør redde så mange som muligt, men i første række de yngre og i anden række, hvis muligt, os ældre,« skrev en toneangivende svensk moralfilosof, Torbjörn Tännsjö (i Dagens Nyheter, 25.3.20), og han var ikke den eneste. Og heller ikke den første.

Traditionen med at måle menneskers værdi har dybe rødder i det moderne Sverige. Loven om tvangssterilisering af socialt mindreværdige blev afskaffet så sent som i 1976. I Carl-Henning Wijkmarks pamflet fra 1978, Den moderna döden, samles en projektgruppe fra socialministeriet i en kursusejendom ved Øresund og regner på de målbare kriterier for, hvem som skal anses for at have opbrugt sin værdi for samfundet, og hvordan de herefter – så diskret som muligt og helst stolt og frivilligt – skal bringes til at forlade det.

Hvad Wijkmark i et satirisk lys ville synliggøre for os, var de ultimative konsekvenser af en forskydning i menneskesynet fra absolut menneskeværd til målbart samfundsværd.

Og det var umiskendeligt Sverige, han tog i øjesyn.

Jeg kan godt få den mistanke, at det er i en sådan forskydning, som i et vist omfang er et produkt af Sveriges historie, at vi bør søge i det mindste en del af forklaringen på, hvorfor Sverige i sin første konflikt om liv og død i moderne tid har valgt at gå sin helt egen vej.

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

En varm anbefaling af Rosenbergs skildring af folkgemenskapet i svensk statsfascisme.

Flemming Olsen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Lidt fjollet analogi.

Der mangler det andet skiftespor der fører til en endestation med bom og støddæmpere for, som ganske vist vil føre til døde i vognen, men også stoppe det løbske tog / sporvogn,

Sporvognen skal / vil alt andet lige stoppe et sted, om det er ikke sikkert det er en blid opbremsning i nogle af de første tilfælde, og vil enten i ligeud sporet eller sidesporet dræbe et antal personer, og nok også en del indeni sporvognen, - så er det alt andet lige bedre at nøjes med dem der er i sporvognen allerede, og uden at slå flere udenfor ihjel udenfor sporvognen.

- Svensk fjolleanalogi må man kalde den beskrevne, som skal retfærdiggøre, der ingen politisk styring og erkendelse af nødvendigheden af politisk handlekraft, men i stedet overlod hele scenen til Anders Tegnel som den der alene styrede og bestemte retningen uden hensyn til dødstallet.

Flemming Olsen, Henning Kjær, Steffen Gliese og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

Hvis man - om jeg så må sige - nu havde isoleret de ældre på plejehjemmene og smidt nøglen væk, så den først blev fundet efter nogle måneder, ville vigesporet have været tomt.
Det er efter min overbevisning den største fejl ved den svenske fremgangsmåde, nemlig at det virkede som "alt" eller "intet", hvor man så tilsyneladende valgte "intet" i stedet for at vælge noget imellem de to.

Torben K L Jensen

Det er et paradoks der med jævne mellemrum dukke op - skal man redde de fleste (flokimmunitet) mod at ofre nogle få men det paradoks opstår kun hvis der ikke findes noget alternativ - noget i retning om man skal skyde et passagerfly der er overtaget af terrorister og vil ramme et fyldt sportstadion. Den situation er svenskerne langt fra i - de "havde" et valg,netop som resten af verden,at følge WHO´s anbefalinger som Danmark fulgte og som borgerlige påstår at Mette F. og regeringen overfortolkede. PS: Svenskerne er begyndt at indrømme de tog fejl.

Eva Schwanenflügel, Flemming Olsen, Mads Greve Haaning og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Erik Karlsen, 05. juni, 2020 - 08

"alt eller intet" er jeg ikke sikker på er rigtigt, med mindre der i alt ligger opfattelsen af "flokimunnitet" over tid, som den søgte og ønskede faktor.

Imidlertid er det ikke min opfattelse, at flokimunnitet opnås så enkelt som der syntes at være antydet i såvel ord som handling, og slet ikke helt af sig selv via passivitet fra myndighedernes side, sådan som vi har set det i Sverige.

I 1960erne skabte vi flokimunnitet via det vaccinationsprogram der blev gennemført, hvor borgerne blev indkaldt til vaccination på landet skoler, og fik en sukkerknald med noget rødt "fims" på,, og som skulle gentages et par gange,

Her blev flokimunniteten noget nær 100 % og fulgt op med vaccinationer fra fødslen af hos egne læger igennem årene fremover, som vi kender det stadig den dag i dag.

Modsat dette vil den tilfældige flokimunnitet måske nå omkring 50 - 60 % i bedste fald, - hvilket ikke kan betegnes som flokimunnitet, men ligegyldighed overfor udviklingen, skabt af beslutninger ingen turde træffe, og derfor lod ligge.

Det gav derimod en falsk tryghed fra statens side om den forvaltning - til det bedste for borgerne, men var et bedrag herom i stedet for.

Steffen Gliese

Det er jo desværre en indlysende dumhed, svenskerne præsterer her, fordi de giver videnskab et åg at bære, som den ikke kan bære, al den stund videnskab udvikles på baggrund af rationel evaluering af erfaring. Det er jo derfor, at økonomi aldrig kan blive en reel videnskab, fordi den tror sig i stand til at forudsige konsekvenser i fremtiden, der ikke tager højde for 1) at økonomien er noget, vi har fundet på, og 2) at folk altid handler anderledes, end en alt for stor tiltro til videnskabelige forklaringsmodellers evidens får økonomer til at formode; vi har lige set et positivt eksempel, hvor vi er tæt på at have kvalt COVID-19 i Danmark ved at have båret os forstandigt ad og i det store og hele at have fulgt nogle ret basale og indlysende forskrifter.

Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Valget mellem at lukke samfundet ned eller ikke lukke ned af hensyn til økonomien, er/var fiktivt.
Lukkede man ned ville økonomien med sikkerhed lide, men nu ved vi også, at lukkede man ikke ned eller blot tøvede med at lukke ned ville borgerne reagere så økonomien også lider. Borgerne lukker selv samfund ned.

Pandemiens såvel mennekselige som økonomiske konsekvenser var på forhånd totalt uforudsigelige.
Selv nu hvor corona virus er blevet bedre kendt, er der mennesker/ledere der ignorerede/ignorerer den faktuelle viden.

Eva Schwanenflügel

It's not the economy, it's the pandemic, stupid.

"Epidemiologisk blev vurderingen formuleret sådan (og igen tilpas uklart), at med knap så strenge isolationsforanstaltninger – dvs. med en kalkuleret risiko for øget smittespredning – ville en voksende del af den mindre risikoudsatte befolkning forholdsvis hurtigt opnå immunitet. Dermed ville man efterhånden nærme sig flokimmunitet, hvorefter smittespredningen ville aftage."

En lignende vurdering havde danske Sundhedsmyndigheder, repræsenteret ved Søren Brostrøm (SST), og Kåre Mølbak (SSI), mest memorabelt ved den lækkede mail fra Brostrøm, der anbefalede et økonomisk hensyn istedet for et etisk.

Det fik i de sidste par uger højrefløjen til at angribe regeringen for at 'vildlede' partierne, og for at ignorere 'sundhedsfaglige anbefalinger'.

Sagen var blot den, at sundhedsmyndighederne ikke på daværende tidspunkt kunne anbefale særlig meget på en evidensbaseret baggrund, al den stund at der i krisens begyndelse netop ikke fandtes evidens for den ene eller anden tilgang, andet end hvad den sunde fornuft tilsagde ved et blik på de omgivende lande, der havde undladt at lukke ned i tide.

Det har jo oven i købet vist sig nu, at økonomien har lidt i alle lande, og at omkostningerne ved sen nedlukning endda har været større.
For slet ikke at tale om tabet af tillid og menneskeliv.

"Menneskeofring på kapitalismens alter under corona-krisen"
http://www.vagant.no/koronakrisen-menneskeoffer-for-kapitalismen/?utm_so...