Analyse
Læsetid: 6 min.

Evelyn Waughs ’Gensyn med Brideshead’ er fortsat sært vedkommende og umanerlig engelsk

Smukt skrevet, tyk med nostalgi, gennemsyret af klasseskel, forbudt homoerotik og religion – og et godt sted at starte, hvis man skal prøve at forstå Brexit. I denne måned fylder romanen ’Gensyn med Brideshead’ 75 år
Evelyn Waugh (1903-1966) med sin første hustru, Evelyn Gardner, i 1928, 15 år inden han skrev ’Gensyn med Brideshead’.

Evelyn Waugh (1903-1966) med sin første hustru, Evelyn Gardner, i 1928, 15 år inden han skrev ’Gensyn med Brideshead’.

Olivia Wyndham/Ritzau Scanpix

Kultur
19. juni 2020

Mange danskere, født i de sidste fem årtier af det gamle årtusind, vil have et forhold til Gensyn med Brideshead. For langt de flestes vedkommende skyldes det den ikoniske tv-serie fra 1981 med Jeremy Irons som Charles Ryder og Anthony Andrews som den adelige enfant terrible Sebastian Flyte. Serien er smukt filmet med det enorme Castle Howard som kulisse for den fiktive herregård Brideshead, der, som titlen indikerer, spiller en afgørende rolle i romanen.

Brideshead giver et historisk indblik i den britiske upstairs and downstairs-tradition. Fascinationen af det britiske klassesamfund er, som bekendt, fortsat stor, og Brideshead er en slags forløber for tv-serien Downton Abbey’s verdensomspændende succes. Sidstnævnte er dog primært en glansbilledefortælling, mens Gensyn med Brideshead er både mere farlig og uendeligt meget mere kompleks.

Tv-serien Gensyn med Bridesheads største force er brugen af Evelyn Waughs uendeligt smukke, morsomme og tung-sentimentale tekst, der undervejs læses ordret op i lange passager af Jeremy Irons. Der er siden 2008 lavet en film med samme navn – men den kan man fint skippe.

Til gengæld er det synd, at ikke flere læser romanen, der blev udgivet umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning og blev skrevet af Evelyn Waugh mellem 1943-44, mens han som soldat var hjemsendt efter at være blevet såret på Kreta. For den er et sandt overflødighedshorn af alle aspekter af engelskhed. Evelyn Waugh tilhørte selv den engelske overklasse, og det er den, han skriver om.

Bogen er blevet beskyldt for snobberi og elitær leflen, men står i dag som et uomgængeligt hovedværk i moderne britisk litteratur. Måske netop fordi den hudløst, men samtidigt kærligt, udleverer den engelske overklasse.

Undertegnede prøvede at fremskaffe den danske oversættelse, men lidt overraskende havde hverken danske boghandlere, antikvarer eller forlaget Lindhart og Ringhof, der har ladet den oversætte, en tilgængelig kopi. Den kan dog stadig anskaffes på engelsk, og har man sprogligt overskud, kan det anbefales, at man læser den på originalsproget – ikke mindst fordi den indeholder mange sproglige guldgruber, der bedst kommer til deres ret på modersmålet.

Den tabte verden.

Gensyn med Bridesheads hovedfortælling udspiller sig i årene efter 1. Verdenskrig, hvor Storbritannien nyttesløst har ofret en hel generation af unge mænd på Flanderns marker, og hvor imperiet, hvor solen aldrig går ned, var under hastig afvikling. Briterne betragtede stadig London som verdens centrum og navle, men den nye verden var ved at suse forbi den gamle, og gængse britiske, konservative skønheds-, lærdoms- og klasseidealer stod for fald.

Bogen strømmer over af længslen efter det svundne, og tonen bliver slået an fra side ét, hvor kaptajn Charles Ryder, træt af krigen, ved et tilfælde ankommer med sit regiment til det sted, der har betydet mest i hans liv, og i tankerne kastes tilbage i tiden.

»Brideshead, et sted så bekendt for mig, som en stor troldmands navn og som besidder en magisk kraft, der, alene ved sin klassiske ordlyd, fik spøgelserne fra disse forfærdelige sidste år til at lette og fordufte«.

Graham Greene, der flere gange vendte tilbage til Gensyn med Brideshead, og blandt andet genanmeldte den på sit dødsleje, skrev, at han huskede introduktionen på romanen som meget lang og detaljeret, og at han ved genlæsningen var blevet overrasket over, hvor kort teksten i virkeligheden er.

Overklasse og homoerotik.

Første del af romanen foregår, foruden på herregården Brideshead, i lærdommens katedral Oxford, hvortil de bemidlede klasser i generationer har sendt deres afkom. Universitetsbyen, hvis eliteinstitutioner har sikret overleveringen af magten i landet fra generation til generation. Det er ikke et tilfælde, at Boris Johnson som sin forgænger, David Cameron, er udannet her.

Vi følger den unge borgersøn, Charles Ryders introduktion til overklassedrengen Sebastian Flyte på universitetet i Oxford, og efterfølgende hans møde med Flytes vidunderlige herregård, Brideshead. Fremstillingen emmer af romantik, dekadence og den, for samtiden unævnelige homoerotik. Charles forelsker sig i Brideshead, og i Sebastian, og de to unge mænd tilbringer en himmelsk sommer i al den luksus, historie og skønhed, som de store engelske huse besidder. Siden forelsker Charles sig også i Sebastians søster Julia, og det er svært at afgøre om kærligheden til hende, ham eller huset er størst.

»Denne sommer med Sebastian virkede det, som om jeg blev givet en lille dosis af noget jeg aldrig før havde kendt. En lykkelig barndom. Og selv om vores legetøj var silkeskjorter, spiritus og cigarer og var vores uartighed end rig på alvorlige synder, så var der en barnekammerlig friskhed over os, som ikke var ulig lykken ved uskyldighed.«

Gensyn med Brideshead cirkler om mange af de emner, Storbritannien har haft sværest ved at håndtere. Charles Ryder er agnostiker, mens familien på Brideshead er katolikker i en anglikansk verden. England har, som bekendt, historisk haft svært ved at håndtere katolicismen, ligesom det britiske samfund har haft svært ved at håndtere den homoseksualitet, som er ret naturlig, når man går på kønsmæssigt skarpt adskilte pige- og drenge-kostskoler, indtil man er voksen.

Homoseksualitet var forbudt og kunne straffes med to års fængsel, da Waugh skrev romanen, og blev først tilladt i 1967 (i 1980 i Skotland og Nordirland). Både katolicisme og seksualitet spiller en afgørende rolle i Sebastian Flytes uafvendelige undergang.

’Et in Arcadia Ego’

Og undergang er vel selve Bridesheads omdrejningspunkt. Bogens første del har den latinske titel »Et in Arcadia Ego«, hentet fra en inskription på et skelethoved, der befinder sig på Charles’ værelse i Oxford. Som den britisk/amerikanske forfatter og debattør Christopher Hitchins skrev i sin gennemgang af Gensyn med Brideshead, så er der to mulige oversættelser af Et in Arcadia Ego:

»Også jeg har levet i Arcadia«, eller »Selv i Arcadia er det mig, døden, der bestemmer«.

Hvilken fortolkning man end vælger, så er betydningen klar. En verden er gået til grunde og kommer ikke tilbage, og alt vi kan gøre er at mindes den. Da Evelyn Waugh skrev romanen, var Storbritannien ved at vinde krigen mod Adolf Hitler, men omkostningerne ved Storbritanniens rolle i verdenskrigen var allerede indlysende. Det forgældede imperiums dage som den frie verdens leder var endegyldigt ovre.

I romanen er det tabet efter 1. Verdenskrig, der præger de unge mænd, der var for unge til at deltage i krigen, men som har krigsdøde i deres nærmeste familie. En af romanens gennemgående figurer, den dekadente Anthony Blanche, griber ved en festlig sammenkomst på universitetet sigende en megafon og reciterer TS Elliotts ultimative krigsdigt »The Waste Land«.

Brexit og længslen efter Brideshead

Brideshead har haft indflydelse på de generationer, der fulgte, lige siden den blev skrevet. I sin selvbiografi, For the Record, undskylder David Cameron sit og Boris Johnsons medlemskab af den notoriske Bullingdon Club med datidens fascination af Brideshead-fortællingen. 40 år efter dens udgivelse spejlede den britiske overklasse sig stadig i den romantiske fortælling. Det, der gør Gensyn med Brideshead særligt læseværdig, også her 75 år efter, er, at Storbritannien nu igen står med behovet for at definere sig i forhold til en ny virkelighed.

En ikke uvæsentlig del af ønsket om Brexit hos især den ældre generation er en nostalgisk længsel efter en forvunden verden, hvor der blev spillet cricket ved landsbyens gadekær, hvor man kom hinanden ved, og hvor Storbritannien og de britiske værdier betød noget i verden.

Set udefra kan disse værdier være svære at acceptere, fordi de inkluderer ubrydelige klasseskel, forstokkethed, nationalisme og accept af mangel på social mobilitet. Men det er værd at skrive sig bag øret, at mange accepterer disse indbyggede skævheder, fordi denne livsform også har fremelsket umådelig skønhed.

Mange, og ikke kun de ældre, har hele tiden ment, at det var en fejl at forsøge at tilpasse sig kontinentale værdier i en union, der ikke på behørig vis anerkender den britiske kulturarv. Gensyn med Brideshead beskriver paradokserne og kompleksiteten ved det at være britisk, det uendeligt smukke, det patetiske og det hæslige – og den er bestemt en læsning eller gengenlæsning værd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Jeg læste bogen for mange år siden - dengang TV serien gik over skærmen.

Især 1. del husker jeg som spændende og interessant.
Jeg skulle derimod kæmpe lidt for at komme igennem alle de katolske overvejelser i 2. del -
især i Charles' forhold til Julia.
Charles forhold til sin far gik aldeles over mit hoved.