Essay
Læsetid: 7 min.

Få byer er så tæt knyttet til en musikgenre, som Nashville er til country

I anledning af det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: Seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Første stop er Nashville. En by, der er uløseligt forbundet med cowboyhatte og countrymusik – men som ikke er nær så republikansk som countrymusikkens kernelyttere
Amerikanske musiker Earl Scruggs spiller med hans band på Grand Ol Opry i Nashville, Tennessee, 1961.

Amerikanske musiker Earl Scruggs spiller med hans band på Grand Ol Opry i Nashville, Tennessee, 1961.

John Cohen

Kultur
30. juni 2020

Findes der noget mere ærkeamerikansk end lyden af en klagende violin, en ophidset mandolin og et begejstret jiiihaaaar-hyl fra en forsanger, der svinger sin guitar til side, så han kan komme helt tæt på mikrofonen og synge en simpel fortælling om den kvinde, han elsker, den mand, han har slået ihjel, og den Gud, der skal hjælpe ham med at slutte fred med begge dele? Næppe. Og slet ikke, når publikum simultant tramper deres støvler mod et støvet bargulv, mens de svinger med deres cowboyhatte og klapper med på rytmens karakteristiske et- og treslag.

Hvis man altså med ’ærkeamerikansk’ mener et kludetæppe syet af den nuværende befolknings oversøiske rødder, europæiske såvel som afrikanske. For country er i høj grad immigrationsmusik: Violinen tog de irske nybyggere med sig fra Europa, banjoen kom med slaverne fra Afrika, mens de tyske immigranter medbragte både ølglæden og den kristne moral.

Country er pjalter af blues, jazz, kirkekor, slavesange 0g folkeviser, der tilsammen danner et enkelt melodisk mønster og sætter ord på underklassens barske hverdag; oprindeligt bøndernes fattige kår på landet, særligt i de isolerede husmandssteder beliggende i bjergkæden Appalacherne i en nær og dog fjern fortid.

Country er en musisk romantisering af hårde tider. Tre akkorder og sandheden. Omend den sandhed er mere myte og nostalgi end faktuel og skudsikker. For country er i dag også uløseligt forbundet til hvide mænds uddaterede syn på sorte, kvinder og homoseksuelle.

Music City

Få byer er så tæt knyttet til en musikgenre, som Nashville er til country. Byen, der ligger langs Cumberland-floden i Tennessee, blev grundlagt i 1779. Den er opkaldt efter Francis Nash, en krigshelt fra Den Amerikanske Revolution går også under navnet Music City.

Kælenavnet stammer imidlertid ikke fra countrymusikken, der siden har taget patent på det. Betegnelsen Music City kommer i stedet fra en afroamerikansk vokalgruppe ved navn The Fisk Jubilee Singers. De blev dannet i årtiet efter Den Amerikanske Borgerkrig, og efter at Abraham Lincoln med den 13. forfatningsændring officielt havde afskaffet slaveriet.

The Fisk Jubilee Singers bestod af ni sorte studerende fra et privat universitet i Nashville. De blev dannet som et skolekor, der skulle indsamle penge til universitetet, der var i økonomiske problemer. De sang traditionelle spirituals og slavesange a cappella og turnerede først i USA.

Men deres succes bragte dem også til Europa. Og ifølge anekdoten var det, da de i 1873 sang »Go Down Moses« for den britiske Dronning Victoria, at hun overvældet udbrød, at de da måtte komme fra »a city of music«. Heraf navnet, der godt nok først blev en gængs term, efter at radiomediets popularitet var taget til.

Countrybyen Nashville

  • Nashville er hovedstad og den største by i Tennessee. Ud over at være kendt for sin musikindustri er Nashville også en populær universitetsby.
  • Siden 1960’erne er befolkningstalet tredoblet, så der i dag bor cirka 673.000, hvoraf 63,16 procent er hvide. Antallet af indbyggere, der bor i Nashville, men er født i udlandet, er næsten fordoblet de sidste ti år. 12 procent af byens beboere er i dag mexicanere, kurdere, vietnamesere, cambodianere, flygtninge fra Bhutan m.m.
  • Den gennemsnitlige årsindkomst pr. hustand er 78.593 dollar og 16,54 procent lever under fattigdomsgrænsen.
  • Demokraterne har siddet solidt på magten i Nashville helt siden The Reconstruction, selv om staten Tennessee nyder stærk republikansk opbakning. Ved valget i 2016 fik Donald Trump 60,7 procent af stemmerne i Tennessee, men kun 33,9 procent i Nashville mod Hillary Clintons 59,8 procent. Demokraten John Cooper har været borgmester i byen siden 2019.

For på samme måde som countrymusikkens historie er en historie om sort og hvidt ophav, der forenes, er den også en mediehistorie, i den forstand at Nashville aldrig havde fået den status, den har i dag, havde det ikke været for radioen. Mere specifikt radiokanalen WSM, der stadig i dag transmitterer country, bluegrass og americana via et AM-signal.

Bonderøvenes opera

WSM står for ’We Shield Millions’. Det var mottoet for forsikringsselskabet National Life, der solgte livs- og ulykkesforsikringer i Nashville i midten af 1920’erne. Og som – i et for datiden gunstigt reklamefremstød – indrettede et radiostudie på femtesalen i deres domicil. Det skulle vise sig at blive en livsforsikring også for en musikstil og -industri, der i dag omsætter for mange millioner dollar.

Da den 77-årige violinist Uncle Jimmy Thompson en lørdag aften i november 1925 spillede op til en times barn dance (en slags folkedanserbal), havde han nok ikke forestillet sig, at det skulle blive starten på det længstkørende radioprogram i amerikansk historie. Senere udvidede WSM med banjospillere, squaredansere og et begejstret publikum. En vild kontrast til den opera, der blev spillet i sendetiden op til showet, der afledt heraf kom til at hedde The Grand Ole Opry. Og som via den højeste radiomast i USA nåede langt ud over Nashvilles bygrænse.

Byens overklasse var ikke begejstret for denne bonderøvsopera. Den ville hellere høre symfonier og så The Grand Ole Opry som en skamplet på byens image. Men de ugentlige barn dances blev med tiden så populære blandt arbejderklassen, at de ikke længere kunne huses i forsikringsselskabets lokaler, så i 1943 flyttede The Grand Ole Opry til Ryman Auditorium, en imponerende kirkebygning, hvor også The Fisk Jubilee Singers havde optrådt.

Lyden af klingende mønt

I virkeligheden er Nashville slet ikke countrymusikkens fødeby. Den titel tilhører Bristol, Tennessee, hvor de første optagelser med The Carter Family og Jimmie Rodgers fandt sted i 1927. De repræsenterer to modpoler i countrymusikken. The Carter’s synger om familielivet på landet, hjemlig tryghed og kristne værdier, mens Rodgers med sin smertefulde blå jodlen skildrer hillbilly-tilværelsen og den hvide mands blues.

Så hvorfor er det Nashville og ikke Bristol, vi forbinder med country?

Ud over The Grand Ole Oprys succes skyldes det i høj grad de pladeselskaber, musikstudier, underholdningsfirmaer og andre musikrelaterede gesjæfter, der holder til i Music Row i den sydvestlige del af byen. For lyden af Nashville er også lyden af mainstream og klingende mønt.

I de sene 1950’ere udviklede et par Nashville-producere en ny countrystil, der med sin poppede, velfriserede lyd stod i stærk kontrast til den rå og nasale honky tonk, som blandt andet Hank Williams havde hittet med frem til sin alt for tidlige død i 1953.

De nye countryproduktioner var tiltænkt et større publikum, i særdeleshed middelklassen i byerne, og blev kaldt ’The Nashville Sound’. Det handlede om at lave hits og sælge plader, så twang og steelguitar blev udskiftet med klaver, strygersektioner og storladne korarrangementer. Og sangene blev i højere grad indspillet af en solist med et hold studiemusikere i ryggen, typisk som ballader i et blødt tempo.

Og det virkede. Til eksempel blev Patsy Clines »Crazy« (skrevet af en dengang ukendt Willie Nelson) en gigantisk jukeboxfavorit.

Flere og flere musikere søgte til Nashville for at indspille. Et tidligt eksempel er Texas-trubaduren Ernest Tubb, der insisterede på at optage sine numre der. Og som på ægte outlaw-manér affyrede sin .357 i WSM's lobby i en brandert.

Mere fredeligt gik det for sig, da Bob Dylan indspillede Blonde on Blonde, John Wesley Harding og Nashville Skyline. Sidstnævnte med gæsteoptræden af Johnny Cash på titelnummeret. Og som Kris Kristofferson er citeret for at have sagt til musikmagasinet Classic Rock:

»Han [Dylan, red.] åbnede alle døre i Nashville (...) Countryscenen var så konservativ, indtil han ankom. Han medbragte et helt nyt publikum. Han ændrede måden, folk tænker på country – selv The Grand Ole Opry har aldrig været det samme siden.« 

En hvid mandeverden

Countrymusik har altid været politisk og er det stadig, også selv om Dolly Parton glider af på direkte politiske spørgsmål om, hvem hun giver sin stemme.

Der er i byen Nashville, som i de fleste større amerikanske byer, et demokratisk flertal, mens oplandet i Tennessee er republikansk. Men blandt countryens konservative kernelyttere er der en overrepræsentation af den slags, der bevidst går på toilettet under Jason Isbells koncerter, når han spiller »White Man’s World« fra albummet The Nashville Sound. En sang, der forholder sig kritisk til countrymiljøets racistiske og sexistiske tendenser:

»I'm a white man looking in a black man’s eyes/ Wishing I’d never been one of the guys/ Who pretended not to hear another white man’s joke/ Oh, the times ain’t forgotten

Det var et lignende lyttersegment, der opponerede (eller ligefrem udvandrede), da Beyoncé i 2016 spillede sin »Daddy Lessons« live med trioen Dixie Chicks under fejringen af Country Music Association Awards (CMA) halvtredsårsjubilæum i Nashville. CMA blev efterfølgende beskyldt for at slette al omtale af Beyoncé på deres hjemmeside for at imødekomme negativ respons fra mange højreorienterede seere.

Det var ikke første gang, Dixie Chicks mødte den paradoksale kombination af censur og raseri. I 2003 nævnte forsanger Natalie Maines, der selv er texaner, under en koncert i London, at hun syntes, det var pinligt, at den amerikanske præsident var fra Texas. Uvidende om, at hendes kommentar til George W. Bush Jr. og hans rolle i Irakkrigen ville medføre boykotter fra radiostationer og dødstrusler fra lyttere.

Der findes filmoptagelser af traktordæk, der kvaser bunkevis af Dixie Chicks cd’er. Så stor var vreden blandt de mest patriotiske countryfans. Og det er stadig skrækscenariet for de fleste countrystjerner, at publikum skal prygle deres udgivelser med skovle, river og mejetærskere. At blive ’dixie chicksed’ er en reel frygt i Nashville, der får mange til at undlade at berøre kontroversielle emner og holde sig til klassiske temaer som kærlighed, øl og Gud.

Kilder: TIME, The Washington Post, WBUR, The New York Times, NPR, Classic Rock Magazine, World Population Review og Ken Burns dokumentarserie ’Countrymusikkens historie’ fra 2019, der kan ses på dr.dk.

Dixie Chicks har den 25. juni 2020 fjernet ’Dixie’ fra deres navn, da det refererer til de sydstater, der under Den Amerikanske Borgerkrig kæmpede for at bevare slaveriet. Bandet hedder nu i stedet The Chicks.

Serie

USA’s musikalske landkort

Hvad kan vi lære om USA ved at forstå amerikanernes musikkultur? I anledning af det kommende præsidentvalg tegner Information et musikalsk landkort over USA: Seks portrætter af amerikanske byer, der alle har haft særlig betydning for musikhistorien. Hvilke genremæssige nybrud har de været med til at fostre? Og hvilke politiske og historiske omstændigheder er musikken vokset ud af?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Dixie Chicks .... YES

Peter Andersen

Der mangler så lige den krølle, at Dixie Chicks (nu bare The Chicks), trak luft ind, mødte Rick Rubin og tre år senere gav fingeren til de konservative radiostationer og udgav deres bedst sælgende album nogensinde.

Anders Henriksen

Hank Williams III - YES! Dixie D...s - NO!

Peter Ølgaard

Jeg glæder mig til at læse resten af artiklerne om seks amerikanske byers musikalske historie. Men hvordan i himlens navn kan I springe New Orleans, fødestedet for jazz, R&B og funk, hjemsted for legender som Louis Armstrong, Fats Domono, Lloyd Price, Allen Toussaint, Dr. John, Irma Thomas, The Meters etc etc over?